Thursday, May 31, 2012

Pause strik

Jeg har alt for travlt disse uger. De er fyldte med møder på arbejdet, deadlines der hele tiden er for tæt på, haven der gror til, drivhuset der skal bygges og alle de andre ting, som jeg burde eller bare gerne vil. Så der er ikke megen tid til at lege eller være kreativ.


Men en lillebitte smule strik bliver det til. I pauserne! Jeg er igang med et gratitude-sjal, og det er et fint lille mønster, der er nemt at huske og stadig dejligt afvekslende at strikke. Garnet er dejligt blødt og lækkert at arbejde med, så alt i alt er det et perfekt lille pause projekt. Det skrider godt nok ikke så hurtigt frem som jeg gerne ville, men nogen gange må jeg vel bare acceptere, at jeg også er nødt til at passe mit arbejde. Og min have. Og alt det andet. Og så glæde mig over den smule jeg når... det er måske også ok?

PS. Farverne på dette billede er da helt vildt mærkelige. Garnet er grønt. Sådan rigtig pænt grønt. Ikke denne her underlign visne fesne mystiske mellemting mellem blå og grøn....

Tuesday, May 29, 2012

Trang til trøst og kage

Jeg har været til sundhedscheck i dag på mit arbejde. Der ventede ikke nogen overraskelser. Jeg vidste egentlig godt det hele. At jeg har taget på. At min kondition er væsentligt dårligere end den har været. At mit total kolesteroltal er for højt. Så ikke noget nyt, men kun gamle nyheder. Men på forunderligvis er jeg normalt i stand til at glemme - eller fortrænge - hvad jeg godt ved - men når man så får det præsenteret af en hvidkitlet autoritet, så bliver det lidt svært at glemme. Så dagens 'nyheder' har sat sig lidt spor. Sådan i form af en voldsom trang til trøst og kage - og nogle nye intentioner om at begynde at motionere regelmæssigt igen.

Men nu er der høstet ½ kg rabarber fra rabarberskoven. De blev skåret i små stykker og blandet med korn fra 1 vaniliestang, ½ dl hakkede mandler og 1 dl rørsukker.



Så rev jeg 250 g marcipan henover og bagte kagen ved 170 C i 20 minutter

Serveret med kold flødeskum kan man faktisk godt for en kort stund glemme de der kedelige ting med konditionen og kolesteroltallet....



Men imorgen! Imorgen vil jeg spise sundt. Og overveje det der med motionen...


Sunday, May 27, 2012

Have arbejde kan være så meget.....

Vi har de sidste uger gået og arbejdet på det nye drivhus. 'Vi' er nok en lettere overdrivelse i denne sammenhæng, for mit eget bidrag har mest bestået i at kigge på, beundre og klappe i hænderne i begejstring over at der stille og roligt blev bygget et drivhus i haven. Men denne morgen skulle jeg også i aktion. Der skulle sys rør i fiberdug, og hvor jeg ikke er god til at flytte tonsvis af jord, fliser og grus, så går det lidt nemmere med at sy rør.

Først en lille skitse for at regne på om der var fiberdug nok.... 


Det var der heldigvis, så endnu en tur i et byggemarked blev undgået. Fiberdugen blev rullet ud i køkken/alrummet og videre ind i stuen, for at jeg kunne mærke af hvor der skulle klippes. Den underlige 'klat' på billedet i nederste venstre hjørne er Alice (også kendt som 'Fiberkatten'), der som altid skulle se hvad der foregik og kom springende ind, da jeg tog fotografiet. Helt som sædvanlig med hende.... Hun er så nysgerrig og social og er altid 'med'.


Så blev der klippet rektangler ud til rørene, og resten af projektet kunne foregå udenfor i det dejlige solskin. Heldigvis har vi en meget lang forlængerledning, så det var nemt at rykke ud på terrassen med symaskinen.


Vinden blæste hele tiden mine rør på jorden, men det var der da en nem løsning for lige ved hånden. Så nu hænger de der, mens der gøres klar til dem ude i drivhuset. Vandgravene er ved at blive fyldt. De allersidste fliser skal lægges lige om lidt - og planterne er allerede linet op og står og venter.... og det samme gør jeg....


Monday, May 21, 2012

Udflytterplantebørnehave



Vejret var fantastisk søndag, så jeg droppede alle planerne om at sy tasker, og gik i haven i stedet.
Græskar/squash/hokkaido børnehaven havde længe ønsket sig at komme ud af de små potter og blive plantet ud, hvor der er bedre plads til at brede sig. De har været sat udenfor hver dag den sidste tid - dels fordi jeg har hørt de skulle have godt af at blive hærdet lidt - og dels for at det måske kunne mindske væksten lidt, for de blev længere og længere og længere... 
Men jeg har gået og trukket den med at plante dem ud uanset hvor meget de har tigget og bedt om det. Og med god grund, for det er trods alt kun fire dage, siden vi havde hagl/sne og blæst og kulde, og hvor sarte græskar nok ville været frosset i hjel. Eller blæst ind til naboen.

Men så gik der altså forårsfornemmelser i mig i går, og plante-børnehaven er nu blevet til en udflytterbørnehave. De trængte også. De var både blevet meget lange og nogle af dem var begyndt at blive lidt gule i bladene. Så de blev sat ud, og jeg krydser nu fingre for at det der haglvejr på Kristi Himmelfarts dag var en fejl, som ikke bliver gentaget før omkring juletid (og selv der kun i begrænset mængde).



Da jeg plantede græskar/squash/hokkaido-bedet til, så fandt jeg nogle hjulkrone-planter. De er et levn fra dengang, der var krydderurtebed dernede i bunden af haven, og de har sået sig selv hvert år lige siden. Men nu er der krydderurtebed oppe i den anden ende af haven, oppe ved huset, nemt og bekvemt, når der skal bruges krydderurter i madlavningen, og jeg savner egentlig at have hjulkroner i bedet. Så i stedet for at hakke de små planter om, så gravede jeg dem forsigtigt op og plantede dem igen i det nye krydderurtebed. Der klaskede de så øjeblikkeligt sammen i solen...
Heldigvis lå der lidt rester fra drivhus projektet lige ved siden af, så jeg byggede et meget lille 'læ-skur' så de små ny-flyttede og lidt sarte planter kunne få skygge. Og i dag står de faktisk næsten lige så fine og ranke, som før de blev flyttet!





Nede ved blåbærrene gror der en meget fin og yndig blå staude, der hedder Bjergknopurt. Det er en af de tidligste stauder jeg har, og den er kommet helt af sig selv. Faktisk er der kommet så mange af dem, at blåbærbuskene nu er blevet meget trængte, og hvis jeg skal gøre mig håb om blåbær senere på året, så skal der gøres noget nu. Så planen er at fjerne blomsterne, når de er færdige med at blomstre. Nogle vil jeg så forsøge at sætte over i et staudebed i den anden ende af haven, hvor de kan få lov til at brede sig lige så tosset de har lyst til. Men hvis der er nogen, der har lyst til en Bjergknopurt til haven, så har jeg nok til at kunne dele ud af dem. Og jeg gi'r gerne en kop kaffe også!



Sunday, May 20, 2012

Solskinssokker...

Jeg havde besøg af min mor i går. Det var en rigtig hyggelig og god dag - og hun havde strikket to par strømper til mig! Det er rigtig dejligt! Jeg elsker det gamle traditionelle stjerne mønster, som jeg forbinder med norske sweatre - og jeg synes det er sjovt, at hun har brugt det på strømperne. Og at hun har brugt nogle farver, som ikke just er traditionelt norske... 



Så jeg er meget glad for mine nye sokker. Også fordi jeg er en frossenpind, der sagtens kan have uldne sokker på, selv om jeg er udenfor i det dejligste solskin.


Og tænk - det ene par matcher perfekt den nyudsprungne klematis!



Friday, May 18, 2012

Mere pang og ballade

Frigg og jeg har fået en rigtig hyggelig vane. Vi ser film sammen om aftenen - mageligt henslængt i hver vores sofa og med hver vores uldne og varme tæppe. Lige for tiden ser vi Game of Thrones. Vi synes begge, at den er utroligt fængende og god, men også en anelse for voldelig og 'sexet' synes Frigg. Nok mest det sidste i virkeligheden. Det er lidt en underlig verden, hvor vores børn og teenagere knapt reagerer på at nogen bliver mishandlet eller slået ihjel i en film, mens de synes det på alle måder er ULÆKKERT, hvis nogen kysser eller elsker. Det kan godt få mig til at føle mig som en gammel flippet 70'er hippie... Make love, not war! Men måske er det hukommelsen, den er gal med? Var vi mon lige så blufærdige og snerpede, dengang vi var i den alder????
Men det var egentlig slet ikke det dette indlæg skulle handle om, men mere at jeg også bruger vores hyggestunder på at lege med mine rester af bomuldsgarn. Det er stadig grydelapper jeg laver, og det er stadig Anne's opskrift, og det er ikke fordi jeg får hæklet i 100 vis af grydelapper, dertil er filmserien alt for fængende og spændende. Men der er da blevet hæklet et par stykker, siden jeg sidst viste billeder.... og der er sket 'tekniske' fremskridt undervejs.
Den første grydelap så sådan her ud:


Den blev både bulet og ujævn, og jeg syntes det var lidt svært at gennemskue, hvordan man skulle 'afslutte' omgangene, så det blev pænt og jævnt. Det gør den jo ikke til en dårligere grydelap. Og man kan se den er hjemmelavet! Men det irriterede selvfølgelig min indre perfektionist lidt, men dels mangler jeg grydelapper og dels er det rigtig sjovt at lege med farver på den her måde, så jeg fortsatte.


Grydelap nummer to blev meget mindre bulet. Og afslutningerne på omgangene blev bedre! Øvelse gør mester eller er det mon held?!
Farvemæssigt forsøgte jeg at holde mig til blå-grønne farver for at få et mere ensartet og mindre spraglet
udtryk. Og samme strategi brugte jeg til grydelap nr tre - men denne gang var det farver fra den gule-røde del af farvecirklen, som jeg brugte.


Her er der en enkelt stribe med 'purpur/lilla', der giver en antydning af blåt, og det synes jeg egentlig klæ'r grydelappen. Den er knapt så ensartet og 'kedelig' i farverne som to'eren er. Så mon ikke jeg fremover skal  forsøge at huske at gøre mere brug af kontrastfarver i de større fler-farve projekter, jeg har planlagt, og hvor der ligger mange flere timers arbejde i projektet, end der gør i disse små grydelapper? Grydelapperne er sjove, fordi de er hurtige - og jeg har brug for dem i køkkenet! - og så giver de chancen for at lege med farver uden at det tager flere uger inden man ser det færdige resultat. Og så er det jo en sjov måde at teste hvilke farver, der er gode sammen og hvad der bliver kedeligt - eller grimt....

Så grydelap nr 4 blev et forsøg på aktivt at bruge kontrastfarver. Og mere pang og ballade. Den blev i hvert fald ikke kedelig....


Bagsiderne bliver i øvrigt stribede og er bare hæklet rundt og rundt og rundt i fastmasker. Fastmasker fordi jeg har brændt mig for mange gange på at have pæne og nydelige grydelapper med hulmønstre i. Og det gider jeg ikke. Og så kan jeg godt li' striber. De siges at slanke, så de kager, der tages ud af ovnen med disse stribede og slankende grydelapper, det må jo være en slags slankekager, ikk'? :)



Wednesday, May 16, 2012

Jeg er klar!

Det blev en lidt længere arbejdsdag end jeg havde regnet med på forhånd, men så er jeg bare så meget desto mere klar til at holde fire dage fri nu! Og der er mange planer for dagene. Der er sikkert planer nok til fire uger, hvis det skulle være, men pyt. Jeg når det, jeg når og gør kun det, jeg har lyst til. Så kan det vel ikke gå helt galt.

En af planerne går på at få syet nogle halvfærdige tasker færdige. Så kunne jeg få ryddet en bunke væk i soveværelset og på den måde kunne jeg kalde det oprydning. Det ville være den sjoveste form for opryding jeg kender. Væsentligt sjovere end at lægge vasketøj på plads eller at støvsuge. Jeg har manglet kantebånd, men det er der rådet bod på nu. Og så skal der eksperimenteres med lynlåslommer til mobil og pung, for det har manglet i taske version1.


Jeg har også lidt lyst til at brodere. Det er ikke noget jeg gør tit, men jeg har nogle charmerende katte liggende, der frister. Og har tænkt på et lille projekt, hvor det lige kunne passe med katte. Bare for sjov...


Men måske jeg skulle brodere lidt videre på 'spiralerne' inden jeg kastede mig over nye projekter?


Jeg mangler at sy cirka 30 cirkler, inden jeg kan gå i gang med at filte, og det er ret ensformigt arbejde. Og kedeligt. Og man får ondt i nakken af at sidde foroverbøjet og forsigtigt sy spiraler uden at komme til at ødelægge de meget meget løst filtede silke-merino fibre på bagsiden af plastikken. Så det er ikke et projekt, der trækker så meget, men det ville være dejligt at få overstået syningen og komme i gang med at filte.

Jeg synes nogen gange det er svært at gøre projekter færdige, for der kommer hele tiden nye ideer, der frister. Og som stadig er nye og spændende og ikke er blevet til rutine og kedsomhed endnu....

En anden ting, der er planer for i denne lille ferie, er haven. Dette er et billede af plante-børnehaven. Det er de butternut- og hokkaido græskar, som jeg såede for en måned siden. De er blevet store nu, og de kommer nu udenfor hver dag for at blive 'hærdet'.


Der er sket rigtig meget i haven de sidste uger. De første storkenæb er sprunget ud....


Og de sidste tulipaner....


Og så skal der bages! Lige nu er der et rugbrød i ovnen. Det dufter dejligt. Det er faktisk noget af det bedste ved at bage selv. Lugten af nybagt brød! Det er bare dejligt. Når det er færdigt, skal der en rabarberkage ind i stedet. For at fejre at det er ferie!


Men nu vil jeg forlade computeren og være lidt sammen med familien. Forberede rabarberkagen. Og dagdrømme lidt videre om hvad de næste fire dage skal bruges på. God Kristi Himmelfartsferie herfra!

Tuesday, May 15, 2012

Mandler med lakrids....

Jeg spiste tidligt frokost, og måske var det derfor, at jeg det meste af eftermiddagen gik rundt og var enormt lækkersulten og fantaserede om mad og om de kager, som jeg kunne tænke mig at bage, når jeg kom hjem.

Jeg har den flotteste rabarberskov i haven. Jeg har chokolade på lager. Jeg har ingefær og citron. Rosiner og rom. Valnødder, æbler og portvin. Men ingen af delene blev til kage i aften. I stedet skulle der laves noget nyt, som jeg ikke havde prøvet før. Først blandede jeg 4 spsk lakridsrodspulver med 2 spsk kakao.


Ristede 100 gram mandler i ovnen i ca fem minutter på eftervarmen fra aftensmaden, og lod dem så køle lidt af. (Måtte riste en ny portion, for jeg glemte den første, og jeg har nu erfaret at brændte mandler smager dårligt. Rigtig dårligt!)


Smeltede 100 gram chokolade over et vandbad. Hældte mandlerne ned i og lod dem blive helt dækket af chokoladen. Jeg fiskede mandlerne op af chokoladen med en gaffel, og lagde dem ned enkeltvis i blandingen af lakridsrodspulver og kakao. Rystede lidt forsigtigt på det hele, så mandlerne blev dækket med pulveret, men passede på at mandlerne ikke kom til at hænge sammen, og lod dem så ligge til chokoladen var stivnet.



De smager rigtig dejligt! Det er en god blanding af sprøde mandler i en blød skal af chokolade, og både bitterhed og sødme fra kakaoen og lakridsrodspulveret. Passer lige til en kop the og en hyggestund med ungerne og fiberkatten inden sengetid.


Monday, May 14, 2012

Grøn Gratitude

Jeg fik noget dejligt håndfarvet garn fra Vickevira i julegave. Det er blødt og i de fineste lyse grønne nuancer. Jeg har gemt det og bare ventet på, at der skulle komme det helt rigtige projekt, der lige passede.

Det er så kommet nu, projektet. Jeg er begyndt på et lille sjal, Gratitude, der er designet af Lisa, som jeg har mødt på Strikkefestivallen på Grötö. Sjalet er så fint med et lille bladmønster i kanten, der bare passer perfekt til garnets vår-grønne farver. Og i dag har jeg bare lyst til at strikke noget lidt udfordrende med hulmønster og snoninger og alt det sjove.

Jeg har også været rigtig voksen og fornuftig denne gang - meget forskelligt fra hvad jeg normalt gør - og startede med en lille strikkeprøve for at se hvilken størrelse pind, der skulle bruges.
Størrelsen på sjalet betyder selvfølgelig mindre end når man f.eks strikker en sweater, der jo helst skal passe på en anden måde end et sjal skal, men jeg ville gerne strikke med en fasthed, der gjorde at bladmønsteret var så tydeligt som muligt, samtidigt med at det strikkede ikke måtte blive så fast, at det ikke var rart at have om halsen.


Næste opgave var så at tyde symbolerne på mønster diagrammet. Jeg kan rigtig godt li' at strikke efter diagrammer, men opdager næsten hver gang jeg gør det, at der er symboler jeg ikke kender. Det gør heldigvis ikke så meget mere nu hvor nærmest alting kan findes på youtube.





Jeg er rigtig glad for dette lille projekt. Det er altid så dejligt med den slags mønstre, hvor man kan se mønstrene vokse frem undervejs. Og garnet passer lige så godt i farve og blødhed, som jeg havde forestillet mig. Mer' af det!

Sunday, May 13, 2012

Det gode ved en lang køretur. Man kan ikke andet.

En køretur fra Rødovre til Musikefterskolen i Humble på Langeland tager 2½ time. Det er 2½ time hvor man ikke kan meget andet end at snakke med chaufføren, lytte til musik i radioen - og så altså strikke og hækle. Det kan faktisk være meget hyggeligt med den slags længere køreture uden børnene, for det giver tid og mulighed for at snakke lidt mere frit - og man kan ikke afbrydes, hverken af ungerne eller af at man burde gøre et eller andet. Støvsuge. Vaske tøj. Købe ind. Man kan bare sidde og sidde... Nogen gange er det godt!


Jeg havde pakket mit nye pang-farvede bomuldsgarn og noget fra lageret, og så var der dømt fri leg på køreturen.
Det første jeg lavede, var der nu ikke så meget pang farve over. Det var nemlig små forglemmigej'er, som jeg havde en ide om skulle bruges til at pifte en gammel sort jakke op med. Fastgjort med sikkerhedsnåle på indersiden af stoffet, så de kan tages af eller på - eller flyttes rundt med - helt efter humøret.




Jeg fik også startet på en ny grydelap efter Annes opskrift. Det er fascinerende at hver ny farve kan give grydelappen et helt nyt udtryk. Og så kan jeg godt li' det er et projekt, hvor jeg kan bruge alle de der små garnrester, der ellers ikke bliver brugt, fordi der ikke er nok til noget. 

Denne her grydelap er blevet ret gul. Det ses ikke så meget på billedet, hvor farverne er mere blege end de er i det virkelige liv, men der er ret meget knald på. Faktisk er den knaldhamrende gul.  Det tror jeg er ret godt, for jeg tænker den skal bruges som en gave til en, der holder virkelig meget af gult. Så jeg styrer min egen trang til at give den en omgang grøn for at dæmpe den lidt, og vil fortsætte med en par gule omgange mere. Det tror jeg, hun bliver glad for!

Friday, May 11, 2012

Cykeltur, der gav strømpe-drømme

Det har været en dag med en hel del møder både her og der, og jeg har pudset glorien og cyklet rundt. Knap 40 km blev det til, og på hjemturen i strid modvind... en gang i mellem ville det være rart at være mindre stædig og tage bilen i stedet for at være så 'hellig'. På den anden side set. Et af dagens mange ærinder gik til en optiker på Jernbane Alle for at få lavet en skærmbrille til arbejdet. Ganske tæt på denne optiker ligger en garnforretning, som jeg faktisk aldrig før har besøgt, men hvis hjemmeside jeg dog har kigget på fra tid til anden. Så det var oplagt at besøge forretningen sådan i det virkelige liv, når jeg nu alligevel var på de kanter. Det gik selvfølgelig galt. Eller rettere. Jeg ku' ikke holde mit 'jeg-køber-ikke-garn-for-jeg-skal-nedbringe-mit-lager-løfte' til mig selv. Det er vel ikke galt. Det er et brudt løfte, men vel ikke sådan rigtig galt..... og jeg købte kun en ganske lille smule og kun meget praktiske ting.... som jo kan holde sig og det er altid rart at have den slags på lager og det var biligt. Eller hvad det nu er man siger til sig selv som undskyldning for igen at have købt garn, selvom man egentlig har rigeligt.



Og hvad købte jeg så? Noget ret heftigt farvet bomuldsgarn, fordi jeg kun har ca fem kg bomuldsgarn allerede, men ikke i de farver, og jeg er sikker på, at jeg vil mangle dem i morgen, hvor jeg skal køre rundt i halvdelen af Danmark bevæbnet med hæklenål og mangel på andre gøremål. Og nu jeg var i en strikkeforretning, så var jeg også nødt til at købe en ekstra hæklenål, også til morgendagens projekt, for min yndlingshæklenål er blevet væk. Der var også sokkegarn i den dejligste turkis, der jo er en af mine yndlingsfarver. Det kom også med hjem. Jeg har heldigvis aldrig hørt om, at sokkegarn er blevet for gammelt, og det er jo heldigt for mig og mit lager af sokkegarn. Til sidst lykkedes det mig at løsrive mig fra alt det dejlige garn, og jeg cyklede videre - nåede at afprøve lidt af den nye supercykelsti, der til forveksling lignede den cykelsti, der plejer at ligge der - og kom så hjem i ly for blæsten.

Nu står den på varm the og surf på ravelry, mens jeg dagdrømmer om hvad mit nyindkøbte sokkegarn skal bruges til. Jeg forestiller mig, at det kan bruges til knælange strømper, der strikkes toe-up og to på en gang...
Og bomuldsgarnet? Ja, det kommer med til forældredag på efterskolen i morgen. Så har jeg nemlig noget sjovt at underholde mig med på køreturen frem og tilbage til Langeland...






Thursday, May 10, 2012

Morgenstrik på 'den sidste tante model'

Jeg er gået i gang igen med at strikke på den sidste af de tre modeller jeg købte af TantKofta på årets strikkefestival på Grötö. Det har været en kæmpe fornøjelse at strikke de to første projekter, nemlig baskerhuen og '3 räta och 1 avig'-sjalet. Nemme opskrifter og det skønneste garn i dejlige farver. Men nu er det snart slut, og det sidste sjal skal nydes. Så det er nu udnævnt til morgen-strik. Dvs det jeg sidder og nørkler med om morgenen stille og roligt inden arbejdsdagen og alverdens ting, som man burde gøre og huske og mene om dit og dat melder sig. Det er ren afslapning og hygge. Og i godt selskab....



Det er ret hyggeligt med Fiberkatten, der altid er i nærheden for lige at kunne følge med i hvad man laver....

Tuesday, May 8, 2012

Sigtebrød på rugbrødssurdej - eller rugbrød med sigtemel? Kært barn har mange navne!

Jeg har bagt rugbrød på surdej i snart rigtig mange år, og de allerfleste gange er det variationer over den samme grundopskrift. Jeg har bagt den så mange gange, at jeg egentlig kan opskriften udenad, men før jeg kom så langt, så 'skrev jeg opskriften om', så den i stedet for at have ingredienserne angivet i gram havde dem angivet i deciliter. På den måde behøver jeg ikke veje tingene af, men kan klare det hele i det samme litermål. Først måler jeg de tørre ingredienser af - og så bruger jeg litermålet til væden til sidst. Ja, lidt doven er man vel...

Denne uges rugbrødsvariation er blevet lidt speciel, for da jeg gik i gang med at bage, opdagede jeg til min overraskelse, at der ikke var rugmel at finde i huset. Det er faktisk lidt usædvanligt. Til gengæld havde jeg sigtemel. Og ret meget sigtemel. Jeg ved ikke, hvor kendt det er, men sigtemel er faktisk en blanding af hvedemel og rugmel, der er sigtet, så de større skaldele er taget fra, og da der i forvejen indgår en del hvedemel i min grundopskrift - og vi i øvrigt manglede rugbrød til madpakkerne! - så besluttede jeg mig for at erstatte rug- og hvedemelet i min opskrift med den samme mængde sigtemel. Det vil sige at dagens modificerede rugbrødsopskrift er sådan her:

En portion rugbrødssurdej (det er nok ca 4 dl)
7½ dl sigtemel
2 dl skårne rugkerner
1 dl solsikkekerner
1 spsk groft salt
7 dl vand
Det hele blandes og står dækket med et lag film ved stuetemperatur natten over.

Dagen efter tilsættes:
3 dl sigtemel
3 dl skårne rugkerner
1 spsk brun sirup
2-3 dl vand - nok til at konsistensen er som havregrød...
Det blandes igen, og jeg tager nu en portion fra til surdej til næste bagning. Den står hos mig i køleskabet fra gang til gang, og det fungerer fint.

Resten af dejen kommer jeg over i en smurt rugbrødsform, og det skal nu i princippet stå i et par timer til det er begyndt at hæve - og så skal det bages 2 timer ved 200C i en almindelig ovn på nederste rille.
Nu skrev jeg 'i princippet'..... Denne gang blev det nemlig lidt anderledes. Jeg kom sent hjem fra arbejde + bi-kursus i går, og fik først sat rugbrødet til hævning omkring sengetid. Jeg havde så valget mellem at skippe en stor del af min nattesøvn eller at lade brødet hæve længere, og det valg var ikke så svært. Så dette brød blev pyntet med birkes og sesamfrø og igen dækket med film og så sat til at hæve lidt køligt natten over. Dvs det har hævet længere tid, men på et køligere sted end normalt. Det blev så bagt her til morgen - det hævede heldigvis ikke ud over det hele - og bortset fra at pynten blev lidt mast - så er det blevet et meget fint brød!





Monday, May 7, 2012

Tiske taske...

Jeg er sandt at sige ikke den bedste ven med min symaskine for tiden. Mine problemer starter allerede når jeg skal tråde den, og fortsætter så uformindsket, når jeg skal forsøge at sy kantbånd på så syningerne kommer til at ligge pænt oveni hinanden. Jeg kan bare ikke se syning nr et og så er det jo svært at sy oven i den - og hvad der ikke gør projektet nemmere: jeg har faktisk svært ved at se hvad der er kantbånd og hvad der er stof, fordi farverne er så tæt på hinanden. Måske er det ikke symaskinen jeg er uvenner med, men brillerne? Det kan jeg jo tænke lidt over. I hvertfald indtil jeg har fået nye briller og jeg stadig ikke kan sy lige.....

Men syet blev tasken. Det er en taske til Liv. Jeg ved af erfaring at modellen er fantastisk til at transportere alt lige fra 2 kg garn til 8 liter mælk plus det løse. Der kan være meget i den, og den brede skulderstrop gør at den ikke skærer sig ind i skulderen selvom den er tungt lastet. Den har forskelligt stof inden i og uden på, og kan vendes alt efter om man er i humør til ballade og mønster eller det skal være mere voksent og roligt.




I mangel af den rette ejer, så har jeg fået Frigg til at stå model. Det gjorde hun egentlig ret godt.... :)


Sunday, May 6, 2012

Mit '3 räta och en avig' sjal

Jeg har hæftet ender på mit 3 räta och en avig sjal her til morgen. Det er blevet godt. Lækkert blødt mod huden. Og dejlig varmt. Gode farver. Og en sjov effekt af den mørke uldne alpaca sat sammen med det lyse glatte, næsten skinnende, merino-silke garn. Det ene garn nærmest 'sluger' lyset, mens det andet nærmest reflekterer.
Vrangrillen giver en slags tre-dimensionel effekt, så når man ser sjalet fra nogle vinkler, så virker det meget mørkt, fordi man kun ser vrangrillerne strikket i den mørke alpaca, mens man fra andre vinkler har et meget lysere sjal, fordi man så kan se de lyse striber også.
Det har virkelig været en fornøjelse at strikke i garnet, og jeg kunne faktisk godt tænke mig at strikke endnu et. TantKofta havde et lignende beige sjal med på Grötö, som jeg forelskede mig i. Man kan se billeder af det her. Jeg har sådan en sikkert både urealistisk og romantisk forestilling om hvor fint det vil være til lyse og lune sommeraftner udenfor med gode venner, grill og kølig hvidvin.... Det er svært ikke at drømme lidt om sommer, så koldt som her er i dag. :)





Som I kan se, så har jeg haft en nysgerrig og meget hjælpsom Fiberkat, som hjælper på mange af dagens fotos, så til sidst et øjebliksbillede af hjælperen... Fanget 'on the go'....



Saturday, May 5, 2012

Rabarber chutney - eller hvordan man får lyst til indisk mad til morgenmad.

Nede i bunden af haven står rabarberskoven stor og mægtig og bliver større og større år for år. Vi har allerede spist de første tre rabarberkager i år, men man kan slet ikke se at der er taget af den. Det er nærmest som om den bare breder sig endnu mere i protest, hver gang jeg har været nede og høste til en ny kage..... Det er dejligt.

Men i dag var det ikke en kage, der blev høstet rabarber til, men til en god stærk chutney. Jeg har ikke lavet chutney af rabarber før, men holder meget af at have forskellige chutney's som tilbehør - det fungerer fint både til maden til familiens kødspisere og til vegetarretterne - eller til at pifte en ostemad lidt op, så da jeg fik opskriften på en rabarber chutney, så skulle den selvfølgelig afprøves.

Man tager 8-10 stængler rabarber skåret i 1 cm store stykker, 1 rødløg skåret i tynde både, en lille håndfuld rosiner og 5 tørrede abrikoser skåret i strimler, 1 tsk madras karry,  1 lille rød chili, 3 spsk rørsukker og 3 spsk rødvinseddike. Det hele blandes i en gryde.



Det koges sammen ved svag varme, indtil rabarberne er kogt ud, og hældes så på et glas. Jeg fiskede chilien op, men hvis man holder af meget stærk mad, så lader man den bare blive. Der tilsættes ikke nogen former for konserveringsmidler, så holdbarheden er sådan cirka en uges tid i køleskab.




Den første prøvesmagning tyder ikke på, at den kan holde sig en uge - den er simpelthen for god!