Når man ikke kan vælge selv...

Jeg blev ikke spor klogere af min strikkeprøve til Janette's Coir. Jo - jeg fandt ud af at der skulle strikkes på en pind 3½ - og jeg testede den ukendte opslagning, som ikke er spor svær og som giver en fin elastisk kant og som er super til sådan en 1x1 rib kant. Men med hensyn til farvevalget er jeg stadig helt fortabt. Jeg har siddet og fedtet med de forskellige garnnøgler og lagt dem sammen tre og tre og skiftet ud en ad gangen og tænkt længe og talt højt med mig selv (sikkert til stor morskab for de omkringværende teenagere) og ingenting har det hjulpet. Jeg kan ikke finde ud af at vælge tre farver ud,  hvor jeg bare bliver glad indeni og tænker 'ja - det er jo lige sådan den skal være'. Og hvad gør man så?

Joeh.... man kunne jo tage en stribe af dem alle sammen.... Eller man kunne spørge de forhåndenværende teenagere om hvad de synes. Og meget kan man sige om teenagere, men mine af slagsen har i hvert fald for det meste en ret klar og kontant holdning til stort set alt. Så den mellemste teenager har nu bestemt, at der skal strikkes med to grønne nuancer - og at i-corden skal være en meget lys - næsten sølvfarvet - grå. Og det ser også meget fint ud sammen. Det sølvgrå garn sammen med de to grønne garner minder mig lidt om de sidste morgeners rimfrost på græs og buske ude i haven. Det er meget fint at se på.

Nu cirka halvvejs i huen har storebror'en så spurgt til om der mon var nogen, der skulle have huen - og hvornår den eventuelt kunne være færdig. Det tager jeg som et udtryk for at farvevalget er godkendt! Til gengæld må jeg vist strikke en hue mere, hvis jeg selv vil have en også. Men pyt - så kan jeg jo lave den næste multistribet lige som jeg ellers var ved at bestemme mig for med denne her!

Coir - et nyt bekendtskab

Jeg har mindst tusind planer for, hvad jeg gerne vil lave nu hvor 'efterårsponchoen' er færdig. Jeg har dels et par projekter liggende, som jeg vel burde gøre færdige, fordi jeg strikker dem til nogen, der venter - og så har jeg selv brug for en varm sweater eller cardigan og for varme vanter til den vinter, der ligger og venter forude. Plus alt det nye spændende, der er kommet til inden for den sidste tid. Men mens jeg overvejer om jeg skal gå i gang med gamle ufoer eller nye projekter til mig selv, så har jeg lovet at lave en gang teststrik på et nyt mønster af Janette Millbom. Mønsteret hedder 'Coir' og er lige hvad jeg trænger til lige nu: gode tekniske detaljer - f.eks en ny og for mig uprøvet måde at slå masker op på til en ribkant - striber (ja, jeg kan godt li striber!) i gode farver og ikke mindst: et let projekt (efter at have brugt en uge på pinde 8, 12 og 15 og et stort tungt projekt kan man godt trænge til noget lettere, så skuldrene kan komme ned på plads igen!), der kan fungere som tænkepause, mens jeg spekulerer videre over om jeg skal strikke til mig selv eller til forfrosne familiemedlemmer.

Først skal der vælges garn. Opskriften siger Sublime Lustrous Extrafine Merino, men det har jeg desværre ikke lige på lager. Til gengæld har jeg en del forskellige Arwetta'er liggende.

Mange af farverne blev valgt af pigerne, da jeg strikkede vanter til dem for et år siden. Dvs den ene datter valgte farver i efterårsfarver - gule, orange, brune - og den anden datter valgte flere farver i grå og hvide nuancer. Og så har jeg lidt andre rester fra diverse strømper og hvad jeg ellers har lavet i Arwetta i tidens løb. Alt i alt en lidt broget samling.

Garnet er blødt, men samtidigt relativt slidstærkt. Det har næsten den rigtige løbelængde, men jeg er under alle omstændigheder nødt til at lave lidt strikkeprøver, før jeg går i gang, for jeg ved af erfaring, at jeg strikker lidt løsere end de fleste, og jeg skal jo helst ende med en hue, som jeg kan passe!
Det giver mig samtidigt også muligheden for at strikke lidt forskellige farver sammen, så jeg bedre kan vurdere hvilke farver, der skal strikkes i...

Min første ide var at holde huen i grønne nuancer. Jeg kan godt li' grønt, det er jo ikke en hemmelighed. Men da jeg så havde strikket et par striber grønt i strikkeprøven, så kom jeg i tvivl. Pludselig synes jeg det er for kedeligt og 'for pænt'. Så nu er jeg gået i selvsving over hvilke tre farver, der skal vælges. Tre er jo faktisk et meget lille antal, når nu der findes så mange pæne farver at vælge i mellem, og jeg har så svært ved at vælge.... Det skal jeg vist tænke lidt mere over... :)

Efterårsponchoen

Jeg troede jo i min naivitet, at efterårsponchoen, som jeg præsenterede i sidste blogindlæg, ville være lynhurtig at strikke, og at jeg ville være færdig lang tid inden efterårsferien, hvor jeg så kunne gå rundt og nyde min ferie iført ny, varm, smart og vamset poncho. Kom bare an efterårsstorme, tænkte jeg....

Men det var lidt som om mit poncho-strikkeprojekt bare tog meget meget længere tid end jeg havde regnet med. Det startede ellers så godt. Garnet var lækkert. Mønsteret nemt. Jeg havde LYST til at strikke den og nok endnu mere - at den skulle blive færdig, så jeg rigtig kunne bruge den i efterårsferien, hvor jeg skulle besøge venner, være kulturel og gå på museum, hygge med ungerne, tulle i haven, bage en masse kage, strikke og læse... kort sagt: slappe af. Der blev dagdrømt en del om den ferie, og hvad der skulle ske. Men sådan kom det ikke til gå. Ponchoen strikkes på den måde, at det første stykke strikkes med een farve garn og en pind 3. Efter et stykke tilsættes en ny tråd i en anden farve - og pindstørrelsen øges til 5. Efter yderligere et stykke tilsættes en tredje farve og pindstørrelsen øges igen - denne gang til 8. Og sådan fortsættes med yderligere farver til pind 12 og til sidst pind 15. Og hvor maskerne fløj af pindene på pind 3 og 5, så gik det stille og roligt mere og mere langsomt, jo større strikkepindene blev.

Og nu er den færdig - og det er efterårsferien også - men så kan jeg heldigvis have den med mig på arbejde i morgen tidlig, hvor jeg igen skal til at gå mine mange daglige ture mellem Niels Steensens Vej 1, hvor jeg har kontor - og Niels Steensens Vej 6, hvor laboratorierne ligger.

Den er utrolig tæt og varm, og jeg tror den vil kunne holde mig varm i de fleste efterårsstorme.

Jeg har lavet trenser og syet knappe i som opskriften angiver, men jeg er ikke helt tilfreds. På selve opskriften er et billede af en poncho, der kun har en knap, og det ser bedre ud, men jeg tænker jeg lige ser tiden an og finder ud af om det er praktisk at have to knapper... Jeg er jo forfrossen, så måske jeg vil sætte pris på den ekstra knap, når det rigtig stormer og blæser?

Det sidste billede er af Fiberkatten, der lige skulle op og have et kram. Hun har ellers været smæk fornærmet, som kun en kat kan være det, den sidste uges tid efter at Ib - vores lille nye killing - flyttede ind. Heldigvis ser det ud til at de to unge damer er ved at finde ud af at kunne være sammen - og faktisk ovenikøbet kunne lege sammen. Det er rigtig sjovt at se...

Hurtig efterårsponcho til ly mod regn og rusk

Efteråret er godt nok kommet de sidste dage med både blæst og regn, og alle kollegerne og ungerne er forkølede på skift, så jeg har pludselig fået travlt med at fabrikere en ny poncho til mine mange daglige ture frem og tilbage mellem kontorbygningen og laboratoriebygningen. Der er vel 200 meter at gå - og med en hukommelse med så store huller som min, så kan det godt blive til en del gåture ude i kulden og regnen i løbet af en dag, når jeg skal frem og tilbage efter mine glemte læsebriller eller hvad jeg nu har glemt det ene eller det andet sted.

Men så er det jo godt at jeg havde garn og mønster liggende til en ultra nem og varm poncho, som jeg forhåbentlig kan blive færdig med i løbet af en uges tid.

Mønster og garn er fra Karen Noe, købt i en af mine yndlingsgarnforretninger, nemlig Garniture i Middelfart. Jeg besøger den ind i mellem, når jeg er på familiebesøg i Middelfart og omegn - og det er altid inspirerende - og måske også lidt dyrt, fordi jeg altid bliver fristet voldsomt over evne. Jeg går ind for at købe en rundpind og kommer ud med to kilo garn... Men dejligt er det. Jeg faldt fuldstændigt for farverne i denne poncho - det er forskellige blå og grønne nuancer - og jeg har længe haft et stort svagt punkt for grønt.

Garnet er en blanding af merino-silke og shetlandsuld, hvor merino-silken strikkes med hele vejen, og så tilsættes der hver 12 cm en ny farve shetlandsuld samtidigt med, at der skiftes til en større størrelse strikkepind. Den er meget nem at gå til, og det er en fornøjelse at det går så hurtigt. Det er simpelthen det perfekte nu-skal-jeg-stresse-af-strik på de aftner, hvor man ellers bare ville falde om på en sofa. Og en one-size model uden montering (bortset fra to knapper), så hvad kan næsten gå galt?
  

Paradis(isk)-æblegele

Sidste weekend var en 'stille-weekend'. Sådan en weekend, som jeg forsøger at holde helt fri for aftaler, forpligtigelser, festivitas og alt hvad der bare lugter den mindste smule af 'pligt' og 'jeg burde også', for at få et pusterum i de perioder, hvor dagligdagen er fyldt med travlhed og deadlines og en billion ting, man burde og som man ikke når. Så denne weekend brugte jeg på noget så mentalhygiejnisk som en tur i haven, hvor jeg nød det fantastiske septembervejr med både regn og rusk og høj himmel med sol. Og alt sammen nærmest på en gang.

Det er rigtig blevet efterår derude nu. Græsset flyder med en blanding af blade og nedfaldsfrugt. Stauderne er afblomstede og visne. Urtehaven ligner jeg ved ikke hvad. Mange ting er høstede forlængst, mens enkelte andre ting står og ser noget triste ud, når de står der og rasler med bladene og svajer i vinden.
Jeg har også et lille paradisæbletræ derude. Det er cirka tre år gammelt. Det har den fineste lille stamme - og en tæt og velformet krone. Det er et rigtig træ at se på, bare i miniatureformat - sådan cirka min højde - og derfor meget nemt at plukke æblerne på. Jeg plukkede alt hvad der var på træet - og fik vel omkring tre liter små højrøde æbler ud af det.

Nu lyder det måske lidt selvmodsigende at jeg har en 'stille weekend' for så at kaste mig ud i at lave paradisæblegele, men det er det egentlig ikke. Det er nemlig meget meget nemt at lave paradisæblegele. Faktisk er det nok noget af det nemmeste at lave.

Opskriften lyder i al sin enkelthed.
Pluk og skyl paradisæbler. De skal hverken skrælles eller have fjernet kernehuse eller stilke.
Kom i en gryde og dæk med vand.

Kog 1 times tid til de er smattet godt ud. Du behøver ikke røre.
Hæld æblemos/vand op til afdrypning i en gelepose - og har du ikke sådan en, så brug et rent viskestykke i en sigte, der bliver sat over en gryde, så æblesaften kan dryppe derned. Lad det stå til næste dag.
Mål hvor meget saft, der er dryppet af og tilsæt 9 dl sukker pr liter saft.
Kog op og lad koge i ti minutters tid, mens du skummer skummet af.
Hæld saften på glas du har skyllet i atamon-vand., og sæt låg på med det samme.
Geleen vil stivne i løbet af et par timer - men panik ikke hvis det ikke er klar efter et par timer - måske er det først klar næste dag - det kommer an på hvor meget pektin, der er i dine æbler. Min æblegele i år stivnede nærmest med det samme, men det varierer fra æblesort til æblesort. (Vil det ikke stivne, så kog det op igen og lad det koge længere tid. )

Du har nu noget virkelig delikat gele med den smukkeste farve og dejligste duft og smag, der plejer at falde i både børn og voksnes smag. Og som vil give dig street credit hos enhver svigermor eller madsnob, når de hører, at du har lavet det selv. (Men lad være med at fortælle dem, hvor let det var... )