Transatlantiske strømper

Jeg er på den årlige diabetes konference, og i år afholdes den i en lille by, Keystone, der ligger højt oppe i Rocky Mountains i Colorado. Det er et ret fantastisk sted - bjerge og høje træer - og ikke ret meget andet. Man kan stå på ski i byen, men ud over konferencecenteret og hotellet, så er her faktisk ikke meget andet. Jeg har været her før, så jeg var forberedt. Kufferten er pakket med både skønlitteratur og noget mere fagligt - og så har jeg garn med. Rigeligt med garn.

Jeg har købt fire nøgler raggi garn til flyturen frem og tilbage til Colorado med en plan om at få strikket rag sokker til både Leif og Frej, der begge trænger til nye hjemmestrikkede. Når man bruger størrelse 45-47 i sko, står man ikke altid først i køen til nye hjemmestrikkede strømper hos mig! :) Og strømpestrik er enormt godt at have med i et fly. Det fylder ikke noget i håndbagagen, og går fint igennem selv amerikansk security.

Raggi er noget tykkere end det garn, som jeg normalt bruger til sokker, så jeg har til det første par sokker fulgt denne opskrift.

Den første sok blev færdig på turen herover, bortset fra at hæfte ender og sy 'næsen' sammen. Jeg havde ikke en nål med i håndbagagen, så det må vente til i dag, når jeg har fået gravet nålen frem fra dybet af kufferten. Jeg plejer at sy mine 'næser' sammen, fordi jeg synes det bliver meget pænt på den måde, og har siden jeg startede på det altid fulgt Stich Diva's anvisning. Jeg burde virkelig kunne det udenad efterhånden, men jeg har alligevel altid det samme gamle udprint liggende ved sidsen af, mens jeg gør det.

Til sidst et billede af udsigten fra min lejlighed. Jeg kan ikke tage et billede, der for alvor gengiver hvor høje bjergene er eller gengiver farverne korrekt, men det giver dog en ide om hvoran her ser ud. Lige nu sner det, så det hele er lidt gråt og diset. Ude i de to høje fyrretræer foran mine vinduer (jeg bor på fjerde sal, så de er høje!) fiser to egern rundt og har travlt. Det er lidt hyggeligt at se på.

Nu vil jeg finde stoppenålen frem fra dybet og få hæftet ender og syet 'næsen', så jeg kan få frigjort strikkepindene og komme igang med strømpe nr 2. Og bagefter vil jeg vove mig ud i sneen og se om ikke der er et sted i nærheden, der sælger brød, mælk, the og den slags? Køleskabet er tomt, og det er frokosttid her...
Ha' en god søndagaften hjemme i Danmark!

Theo's hue - en nem baby hue i rib

Jeg har netop strikket en hue til familiens næstyngste medlem, Theo, på 3 måneder. Theo's mor havde set et billede af en hue, som hun rigtig godt ku' li' - og spurgte så om jeg kunne lave en hue, der lignede lidt - og det kunne jeg da godt forsøge...

Her er hvad jeg gjorde:
Jeg brugte 1 nøgle Alta Moda Cashmere, farve 002, fra Lana Grossa (kan bl.a. købes her) til huen. Garnet er super blødt - ikke noget krads på babyhud!

Jeg slog 64 masker op på en rundpind størrelse 5 og strikkede 8 omgange rib (2 ret 2 vrang). Det svarer til ca 38-39 cm i omkreds på huen, hvilket er perfekt når Theos hoved er 43 cm og ribben er elastisk og vil give sig.
Så strikkede jeg to pinde ret, 2 pinde vrang og igen 2 pinde ret for at få en slags vandret rille, der skal bryde mod de lodrette streger, der kommer fra ribben.
Resten af huen strikkes rib igen - men nu er det en 1 ret 1 vrang rib. Jeg strikkede ti cm i denne rib og det passede fint til Theo.
Huen lukkes af med en strikkeaflukning (hvor vrang vender mod vrang). Dvs at jeg har huen på en rundpind ganske som jeg har strikket hele tiden. Jeg lægger de to pinde på rundpinden parallelt og holder dem i venstre hånd. Så tager jeg en tredje pind, stikker den igennem den første maske på begge pinde på rundpinden og strikker disse to sammen til en maske. Så strikker jeg igen de to yderste masker på rundpindene sammen, og har nu to masker på min ekstra pind. Så trækker jeg den maske jeg strikkede først over den anden maske og så er der lukket en maske af. Det gentager jeg indtil der kun er en maske tilbage på min ekstra pind, og her trækker jeg bare snoren igennem masken.
Denne aflukning giver en 'lænke' ovenpå huen, som jeg synes er fin og dekorativ. Alternativt kunne jeg også bare have syet huen sammen med maskesting, som havde givet en usynlig lukning, men til lige præcis her synes jeg strikkeaflukningen er sød. (Du kan finde billeder og beskrivelse af en strikket aflukning her.)

Når huen er færdig, pyntes den med en pompon i hvert 'hjørne'. Mine pomponer blev lavet over en lille pap-skabelon, der er 6 cm i diameter. Jeg prøvede lidt forskellige størrelser og forskellige farver, men besluttede mig for at holde mig til samme farve, som selve huen var strikket i. Men en anden gang kunne jeg godt finde på at lave en lignende hue men med forskellige farver pomponer. Bare fordi det ku' være sjov.... :)

Pompon skabelonerne er bare håndklippede. Det betyder ikke noget at de ikke er helt 100% jævne. Når de er færdige bliver de studset lidt med en saks - og nogen gange damper jeg dem for at få lidt mere 'puf' og en lidt mere jævn pompon...

Nu ville jeg jo gerne have haft et billede af barnet med huen, men Theo bor på Fyn, så det er ikke så nemt lige at skaffe et billede. I stedet får I et billede af Friggs dukke med hue på.

Nu mangler jeg bare at sende huen til Theo. Han er jo nok ret ligeglad selv, men jeg tror hans mor bliver glad.
God weekend herfra!

Fiberdutterne der bare ikke ville som jeg ville....

Sidste weekend stod jo i den grad i våd-filtens tegn. Jeg ville tage mig sammen og gøre spiral armbåndet færdigt, så jeg ikke længere skulle have et lille stik af dårlig samvittighed hver gang jeg stødte på projektet i garn-skabet, hvor det ellers har ligget og puttet sig i de sidste ti måneder. Nu skulle det være.

Og jeg gik i gang efter alle kunstens regler. Fæstnede snorene endnu en gang for at være helt sikker på, at de ikke gik op undervejs. Fugtede fibrene og sørgede for at der kom sæbevand ind i alle 'dutterne' - og så begyndte jeg at arbejde med filten.

Først lige så forsigtig i hånden, og senere blev filtet pakket ind i bølgeplast sammen med en kagerulle og så med håndklæder omkring og rullet på alle leder og kanter.

Undervejs var det hele tiden nødvendigt at gennemgå filtet, for snorene havde det med at løsne sig og skulle derfor strammes op og hæftes igen og igen...

Efter cirka en times rulning og 'massage' pillede jeg forsigtigt tråden ud af en af dutterne i enden af filtet og fjernede plastikken, for at se om merino-silke fibrene havde filtet sig sammen om forventet. Det havde de så ikke...

Så 'lappede' jeg 'fiberdutten' sammen igen og fortsatte med at rulle og rulle. Jeg kiggede fortsat til syningerne, når jeg vendte filtet for at få det rullet på en anden led - og ind i mellem løsnede jeg forsigtigt en spiral for at se om det filtede. Men nej. Efter at have filtet på det en hel eftermiddag foldede 'fiberdutterne' sig stadigt ud som et fladt stykke filt, når jeg åbnede op for dem - og det var jo ikke lige meningen. De skulle jo filte sammen tre-dimensionelt og blive til en dut!

Så tog jeg grovere midler i brug. Jeg kom filtet i en plastikpose, slog en knude på posen - og begyndte så at kaste filtet ned i bordet. Det hjalp ikke. Dutterne blev ved med at være flade i stedet for at blive til dutter.

Til sidst gjorde jeg filtet helt vådt og smed det i tørretumbleren. Gav det ½ time - og kiggede lidt til det undervejs - igen for at sikre at sytråden ikke gik op - og stramme op og hæfte, når det alligevel skete.
Heller ikke dette hjalp. Og nu havde merino-silke blandingen oven i fået en underlig hård og vel nærmest papiragtigt konsistens - og var ikke længere blødt og garn-agtigt at røre med, men knitrende og stift.

Og så gav jeg op.

Jeg ved at merino-silkeblandingen KAN filte. Jeg ved også at det lykkedes Ursula Suters at lave en lille prøve med fiberdutter, som hun viste os på kurset sidste forår - så det kan altså lade sig gøre at lave denne slags tredimensionel filt. Men hvorfor gik det så galt for mig? Jeg har tænkt meget over det og har nu en teori.
For et par år siden forsøgte jeg at filte en skrig-pink neonfarvet nylonsnor ind i en blågrøn kurv i merino uld.
Min ide dengang var, at merinoen ville filte fint - og nylonsnoren ville blive fanget i denne filt - den ville ikke filte med, men bare blive hængende i den tætte filt som merino karteflor normalt laver, og kunne så fungere som en kontrast både farvemæssigt og materialemæssigt. Jeg syntes selv at det var en god ide!
Men her tog jeg fejl, for nylonsnoren skar sig simpelthen fri af filten og lavede desiderede huller i denne under selve filteprocessen. Jeg tænker sådan lidt naivt, at det er det samme, der er sket her. Min sytråd, der netop er en meget stærk nylonsnor, har sandsynligvis på samme vis fungeret som en slags kniv og skåret alle uld-fibrene over lige så hurtigt som de har kunne nå at blive dannet under selve filteprocessen. Resultat: filten hænger kun sammen i fladerne.

Og er jeg så god til at håndtere når ting ikke lykkes for mig? Nej, jeg blev simpelthen så utroligt ubegribeligt sur sidste weekend, at jeg ikke kunne sove om natten! Og jeg har haft lyst til at smide det mislykkede filteprojekt ud - eller endnu bedre: lave en rituel afbrænding af det ude i haven! Men indtil videre har det nu overlevet. Det ligger på sofabordet, og jeg tager det ind i mellem op og græder lidt indeni over alt det arbejde, der er spildt.
Jeg kan stadig godt li' ideen og kunne godt tænke mig at lave sådan et armbånd, men jeg tror lige det skal vare lidt, inden jeg kaster mig over projektet igen. Og inden da skal jeg også have løst problemerne med at nylonsnoren (måske?) skærer fibrene over undervejs - og også gerne have fundet på en måde så jeg kan slippe for at stramme og hæfte tråd så ofte undervejs. Det må kunne lade sig gøre!

Og det er så det sidste filte-indlæg for en lille tid. Nu har jeg brug for nogle succes-historier, så næste gang kommer det nok til at handle om strik. Eller kage! Godt jeg har det at falde tilbage på, når filteeventyrene ind i mellem driller.
Hvis I har tid og lyst til at se nogle, der er meget dygtigere til det med filt end jeg er, så vil jeg i øvrigt gerne anbefale filtecirklens udstilling her.

Dagens sidste billeder er af Ib. Vores søde teenager-kat, der synes plastikposer og bobleplast er det allerdejligste legetøj og derfor fulgte filteprojektet gennem hele søndagen. Så i det mindste var der een der var glad! :)

Fiber spiraler - et filtet smykke

Jeg har en gammel svaghed for at vådfilte, og er derfor med i en interessegruppe hos hovedstadens husflid. Vi mødes en gang om måneden og snakker og inspirerer hinanden og afprøver forskellige teknikker sammen. Det er utroligt hyggeligt, og nu hvor jeg ikke længere har et arbejdsværelse, hvor jeg kan husere i fred og ro, så er det faktisk det eneste tidspunkt, hvor jeg får filtet. Det er simpelthen for bøvlet at gøre det hjemme i køkkenet, hvor der jo også skal være plads til katte, et uforudsigeligt antal teenagere og en mand.

Sidste år  i april var jeg på et filtekursus arrangeret af husfliden, hvor Ursula Suter underviste i hvad man vel kan kalde 'strukturel filt'. Det vil sige filt, hvor der arbejdes med overfladestrukturen af filten. Det er ret langt fra ting som sutsko, omslag til bodumkander og net-tørklæder, som nok er det mange tænker på som det første, når de tænker på filt. Du kan se nogle af Ursula's arbejder her. Prøv at kigge på hendes slide show der hedder 'Lights and shadows'. Hun laver nogle ret fantastiske ting.

På kurset startede jeg et lille filt op, der skal blive til et armbånd. Arbejdet har ligget stille nok det sidste halve år. Glemt på en hylde i mit skab med garn, men for ikke så længe siden fandt jeg det ved et tilfælde, og tænkte at nu skulle det være. Nu har jeg endelig fået syet alle spiralerne færdige (se billeder fra tidligere i projektet her), og har fået trukket alle snorene sammen, således at der er dannet de fineste små 'dutter' over hele stykket.

Næste trin er at få det filtet, så 'dutterne' bliver permanente og så der dannes en sammenhængende flade underneden, der kan danne basis for selve smykket. Det kommer jeg til at sidde og nørkle med i aften, og det bliver ikke så ligetil. Der er stadig en lag plastik på den ene side (for ellers hænger det ikke sammen endnu), og det gør at jeg skal være ekstra omhyggelig med at få sæbevand ind i alle dutterne og med at få hver enkelt 'dut' grundigt masseret. Jeg håber på, at det lykkes at få 'aftryk' af tråden i det endelige filt, men jeg ved ikke om det kan lade sig gøre.
Når det er filtet færdigt, venter endnu et stort arbejde med at få hver enkelt tråd forsigtigt løsnet fra plastik og filt - og først der vil jeg kunne se om jeg har fået alle 'dutterne' filtet eller om enkelte er 'undsluppet' - og først der ses om der er kommet aftryk af tråden. Det håber jeg meget.
Og så skal filten monteres på en basis af læder. Jeg har ikke helt besluttet mig for hvilken farve læder det skal være - jeg tror det må komme an på en prøve, når det er helt færdigt.

De sidste to billeder er fra bagsiden af smykket. Her kan man godt fornemme den bløde overflade, som silke-merino blandingen vil ende med at udgøre. Det bliver så blødt og fint.

Spin off i Sverige!

Det nye år startede stille. Altså, ikke nytårsaften, men rent arbejdsmæssigt. Een enkelt lille bitte arbejdsdag skulle overstås, før jeg kunne tage hul på årets første ferie (Tænk hvis alle arbejdsuger var så korte - så ville det nok rykke lidt mere på giraffen!...), der foregik i Sverige sammen med en god gammel kollega og en lille flok spindere og strikkere, som jeg har lært at kende på den svenske strikkefestival, SIV, som jeg ynder at besøge i marts hvert år. Hvis I kan li' at strikke og ikke allerede kender til stickfest i väst, så prøv at tjekke årets program ud her. Jeg kan desværre ikke selv være med i år, og det ærgrer mig... der plejer at være mange hyggelige og søde mennesker - og så er det tre dage med masser af strik og masser af ny inspiration. 

Faktisk minder stickfest i väst lidt om weekendens lille mini-ferie. God tid og hyggeligt selskab, masser af snak og grin, dejlig mad, cava, katte og ikke mindst: en utrolig masse fibre. Ikke så dårligt.

Og ikke nok med det. Ferien gav mig også muligheden for at lære at spinde på håndten, for alle de tilstedeværende kunne spinde, og havde tid og lyst til at guide mig. Jeg har godt nok 'snuset' til en håndten før, men aldrig fået gjort 'det færdigt', så jeg satte mig et mål for weekenden: Jeg ville forsøge at være meget tålmodig og ikke bare stoppe, når garnet knækkede tredie gang! Sådan som jeg ellers plejer at gøre.

Først hjalp Lena mig med at få kartet en blanding af BFL (det hvide karteflor) og merino (det farvede) sammen til nogle store fine 'dunter'. Jeg kunne selv vælge farverne - og jeg var måske lidt inspireret af at være i Sverige? I hvert fald blev der blandet blå og gule farver.

Det der med koncentrationsevnen kan det godt knibe med, når selskabet er godt og snakken går. Og det er heller ikke nemt at være tålmodig, når tråden knækker for femte - eller 27 gang. Men jeg forsøgte! 

Og det lykkedes efterhånden at lavet noget, der ligner garn....

Jeg er egentlig ganske godt tilfreds med farverne, men skal helt sikkert også have prøvet at lave noget der er vildere. Bare fordi jeg kan!

Og jeg nåede at finde ud af hvordan man vinder garnet op på en 'knitty knotty', regner løbelængden ud og hvordan garnet efterbehandles, inden man kan komme til endelig at strikke med det!

Jeg har desværre ikke er billeder af det færdige garn efter at det er blevet vasket og hængt til tørre med lodder på for at få det strakt ud. Dels er vådt garn ikke det mest fotogene - og dels nåede jeg det ikke i skyndingen i morges, hvor der også var et tog, der skulle nås. Så det må I have til gode!

Nu går jeg så i tænkeboks en lille tid. Jeg skal have udtænkt et lille strikke eller hækleprojekt, som jeg kan bruge 100 meter entrådet lettere overtvundet garn på. Det skal nok blive sjovt!