Friday, September 28, 2012

Nu også med øjne....

Det har været småt med strikke- og hyggetid de sidste uger. For meget arbejde og for lidt tid til at gøre nogle af de ting, som jeg synes er sjove og som normalt giver mig glæde og ekstra energi. Jeg har prøvet det før, og ved godt at det er et skråplan at komme ud på. At jeg ender med ondt i maven og svært ved at sove og med at skælde ud på alt og alle i min nærhed, hvis jeg ikke får balance mellem arbejdsliv og fritid. Så derfor lægger jeg planer om IKKE at have planer for den kommende weekend. Ud over måske at bage en enkelt chokoladekage. Og måske også om at holde tidlig fri fredag. Det bliver dejligt, og det er tiltrængt.

Det siger måske lidt om de sidste ugers travlhed, at det eneste, der er blevet strikket på matriklen, er et teststrik af Janette Millboms mønster på '2 hour mittens'. Som jo burde tage cirka to timer at strikke, men som nok tog mig lidt længere - ikke fordi de var svære eller kedelige, men bare fordi jeg var så træt og mast. Så selv om det tog tid at strikke dem, så stor-nød jeg det, for der var flere gode strikkenørdede detaljer af den slags, der bare gør en strikker glad. En både nem og super fin måde at slå op på, der hedder 'tyrkisk opslagning' - og som helt sikkert skal bruges igen! En variant over min egen måde at lave tommelfingre på - og det er altid sjovt at lære variationer af noget man bruger i forvejen. Og sidst men ikke mindst - en syet aflukning, som giver en meget smidig kant på vanten. Ikke noget der strammer der!
I Janettes vantemønster indgår også opskriften på hvordan man kan lave hæklede øjne, sådan at man kan give vanterne øjne. Det har en rigtig sjov effekt. Jeg er faktisk meget fristet til at give vanterne noget punket strithår også. Det kunne se sjovt ud....






Som man sikkert godt kan fornemme på billederne, så er disse vanter til et lille barn. Jeg tror Janette har lavet mønsteret til undervisningsbrug, og der giver det jo fantastisk god mening at man strikker en lille vante, så man under kurset kan nå at komme alle de forskellige teknikker og fif igennem, der er i opskriften. Og da det er en rigtig nem opskrift at justere op, så den vil kunne passe en voksen, så skal jeg have strikket mig et par vanter til mig selv også. Vanter med øjne!

Janette underviser på Tor denne weekend. Og webstrikkerne mødes i Fredericia. Jeg er smadder misundelig på hende og alle de andre, der skal deltage i både den ene og den anden strikkefestival. Tænk at være til strikkefestival hele weekenden. Strikke i godt selskab og med god mad (som man ikke selv skal lave!) og ellers bare slappe af. Det gad jeg godt!

2 comments:

  1. Åh vad roligt att se dina vantar! Hurra! Jag önskar du kunde komma på Tor, men jag ser fram emot vår knit-and-run-helg i vår, och hoppas på ett besök till Köpenhamn innan dess

    Tack för teststickande Jane!

    ReplyDelete
  2. Hvor er de søde, Janette har gange i nogle gode designs!

    ReplyDelete