Samsø luftes

Jeg er simpelthen blevet begavet på det allerdejligste! En af mine meget gode veninder har foræret mig et strik efter eget valg. Jeg kunne simpelthen vælge frit, hvad jeg ville have strikket, og så ville hun strikke det for mig. Det er simpelthen luksuriøst og forkælelsesagtigt på alle måder, og det tog mig noget tid at finde ud af hvad jeg skulle ønske mig. Der er jo mange dejlige strikkede ting rundt omkring...

Efter en del granskning af mange strikkebøger, forretninger, blogge, ravelry og hvor man nu ellers ser strik, så gav jeg faktisk lidt op. Jeg kan jo sådan set godt strikke selv - og jeg kan li' at strikke - og det var super svært at vælge, for nogen af de mønstre, som jeg faldt for, ville jeg ikke bare gerne have, næh, jeg ville faktisk gerne strikke dem selv. Nogen gange er det jo ikke bare sweateren eller vanterne eller hvad det nu er, at man ønsker sig - nogen gange er det også fordi man gerne selv vil sidde og 'lure et mønster' eller arbejde med et bestemt garn, og så er det jo ikke det samme at få det færdige produkt. Og så var der nogle helt andre overvejelser også. Hvad kunne jeg tillade mig at ønske mig? Kunne jeg vælge noget super teknisk svært, som jeg ikke selv orkede? Kunne jeg vælge noget stort eller bøvlet, som jeg ikke selv har tid tid (jeg er jo trods alt nok nærmest skandinaviens langsomste strikker, såeh... tid er absolut en vigtig faktor!) eller skulle jeg måske vælge noget småt, delikat og udfordrende, så det også var sjovt og overkommeligt for Heidi at få det strikket?  Og jeg havde samtidigt lidt dårlig samvittighed forstået på den måde, at det bare føltes forkert at bede om noget, som jeg ikke selv orkede. Kunne jeg være bekendt at bede en anden om at lave det, hvis jeg ikke selv gad?

Så det var altså langtfra nemt at vælge, men pludselig genfandt jeg en pose med lækkert og smukt og grønt Isager garn, som en gang var blevet indkøbt til en cardiganprojekt designet af Anette Danielsen.  Så her var et projekt med lækkert garn, et godt og gennemarbejdet mønster og ikke mindst en beklædningsgenstand, som jeg i den grad manglede, så pludselig var det hele lidt nemmere, for her var noget som jeg virkelig virkelig ønskede - og som ville have meget lange udsigter til at blive færdigt, hvis jeg skulle lave den selv - og hvor jeg antog at mønsteret var så godt og gennemarbejdet, at det ville være en dejlig ting at strikke samtidigt med at garnet også ville være rart at arbejde med. Sådan tænkte jeg. Jeg spurgte om det ville være ok at ønske sig den cardigan - for dels er det jo en lidt større ting at ønske sig,  men derudover så er det en cardigan med en del snoninger. Mange snoninger. Hun sagde heldigvis ja - og har i løbet af utrolig kort tid fået strikket cardiganen færdig, så jeg nu kan holde varmen på de lidt rå og kolde vinterdage, der er ved at komme snigende.

Og nu hvor jeg har fået den, så er jeg ikke blevet mindre taknemmelig. Det er simpelthen en meget smuk og meget lækker og anvendelig cardigan. Og det har været et kæmpe arbejde.
Sådan ganske løseligt og på slump, så er der 100 kabler med snoninger på selve kroppen af min cardigan. Og på hver af disse kabler er der - hurtigt skønnet - ca 30-33 snoninger. Og derudover er der snoninger på ærmerne - igen et slag på tasken 30-25 snoninger pr kabel - og ca 26 kabler pr ærme - altså alt i alt er der lavet omkring 4000-4500 snoninger på min cardigan. Jeg gentager lige. 4000-4500 snoninger....

Det er en meget meget fin gave at få, og jeg er glad og taknemmelig og kommer til at bo i den cardigan denne vinter. Tak Heidi!

I går fik jeg købt knapper til den, og de er blevet syet på. Og i dag har jeg luftet den til en fødselsdagsfest i det dejlige solskinsvejr, og det kom der et par billeder ud af med vildt flyve-hår og skarp sol.

 

 

Bemærk lige alle snoningerne....

 

 



Så nu må det godt blive mere vinter. Jeg er klar. Jeg har både cardigan, varm poncho og varme vanter, så nu kan jeg klare regn og blæst.