Saturday, February 9, 2013

Langsomhed



Jeg tror, jeg er blevet ramt at hybris - sådan godt og grundigt og lige midt i nakken. Jeg kom hjem fra USA sidste weekend, og var helt vildt glad og energisk og havde for første gang nogen sinde ikke ligget brak i fire dage af jetlag og højdesyge. Jeg var så glad og overgearet, at jeg besluttede mig for at gøre noget ved nytårsfortsættet om at komme igang med at løbe igen - og tog ud at løbe for første gang i en måned. Jeg vaskede tøj i bunkevis, cyklede til og fra arbejde i sne og slud, tog til pilates, løb en tur mere, og pludselig var det bare ikke sjovt mere. Overmod og hybris tænker jeg... så nu sidder jeg her en snegrå lørdag og drikker kaffe og sidder helt stille. Der er stearinlys. Der er også strikketøj, men det går langsomt, for jeg har ondt over det hele og kan strikke to pinde og så er jeg nødt til at holde pause.
Heldigvis har jeg godt selskab i fiberkatten, der som altid synes det er rart at ligge sammen med mit garn.



Og heldigvis kan man hurtigt få en eftermiddag til at gå på blogland med at lede efter ny inspiration. Jeg skal for eksempel nok have mig en ny strikkebog inden længe. Se et smugkig på hele bogen her.




Et af mønstrene fra bogen er på ovenstående hue. Den er bare så fin, og jeg glæder mig allerede til at skulle strikke den!  Men altså ikke i dag - i dag skal jeg ikke noget vildere end sidde her og skiftevis strikke en enkelt pind på Frejs strømper og så surfe på nettet, mens jeg drømmer om alt det jeg godt kunne tænke mig, når jeg igen kan røre mig uden at det gør ondt. Og dyrker langsomheden og drikker kaffe.

Gad vide om jeg har lært noget af denne uges overmodige motioneren? Jeg ku' godt ønske det...
Rigtig god og 'langsom' weekend til Jer alle!


No comments:

Post a Comment