Saturday, November 2, 2013

Cathrines sko

Sådan en fredag aften som i går aftes, hvor jeg er lidt træt ovenpå en lang arbejdsuge, og hvor det er mørkt og koldt og efterårsagtigt, så kan jeg godt blive sådan en anelse modløs og føle, at ugen bare er forsvundet mellem hænderne på mig, og at det hele er lidt 'øv', og at jeg slet ingenting har nået. Altså andet end at arbejde, og det tæller af en eller anden grund ikke rigtigt. Sådan en aften er det faktisk lidt rart at finde nogle glemte billeder af Cathrines sko på kameraet. Dels fordi billedet af skoene gør mig glad. Jeg synes nemlig de er blevet vellykkede. Men også fordi de minder mig om, at ugen trods alt ikke kun har været arbejde. Jeg har faktisk fået lavet lidt ved siden af, selvom den hullede hukommelse sådan en fredag aften ikke rigtigt kan huske det... Og sidst men ikke mindst så minder de mig om, at jeg faktisk er så utroligt heldig at have rigtigt gode kollegaer på mit arbejde - blandt andet Cathrine.




Cathrine er min søde kollega, der flere gange har fundet fine gamle håndarbejdsting på forskellige loppemarkeder og købt dem med hjem til mig. Hun har et super godt øje for 'mærkværdigheder'. Og det var hende, der i sommers fandt en samling af fine gamle mønsterblokke fra 1970'erne til stoftryk og købte dem til mig. 

Jeg afprøvede mønsterblokkene på nogle maosko, og helt fra starten af var det planen, at et par af skoene skulle gives til Cathrine, som sådan en slags tak for at hun altid er så god til at finde ting til mig. Jeg havde forinden fundet ud af at rød er hendes yndlingsfarve, så selvfølgelig skulle der trykkes med rødt på hendes sko. Bagefter blev der broderet 'en million' fregner i forskellige farver på de trykte blomstermotiver for at give dem lidt ekstra farvespil og bling-bling, og i onsdags blev det endelig min tur til at overraske Cathrine. 

Hun blev glad. Det var dejligt, for hun gør så tit mig glad.... :)

No comments:

Post a Comment