Saturday, August 25, 2012

Langtidsbagte tomater med timian, rosmarin og salvie

Opskriften er ret enkel - og passer fantastisk godt til denne tid på året, hvor der er både tomater og krydderurter i overflod i haven.Og har man ikke have, så er de købte tomater også mere søde og modne på denne årstid.

Tomater halveres og lægges i et ildfast fad fad eller en bradepande. Tynde skiver hvidløg - hvis man kan li' det - og en håndfuld yndlingskrydderurter (i dag brugte jeg timian, salvie og rosmarin, men jeg kunne også have brugt merian, origano, basilikum, persille eller hvad jeg nu lige synes...) og salt og sort peber drysses over - og derpå generøse mængder af olivenolie. Til sidst drysser jeg et ultra tyndt lag sukker ovenpå tomaterne. Og jeg mener virkelig ultratyndt. Jeg bruger nok max ½ tsk sukker til et helt fad tomater. Jeg gør det mest for at være sikker på at få sådan en slags karamelliseret lag på tomaterne, og ikke for at søde dem. De ville sikkert få det helt automatisk,  hvis de har fået lov til at modne på planten og det har været en god solrig periode, men købetomater kan godt være mere syrlige i det, og der tror jeg sukkeret er nødvendigt for at få det der lækre 'karamellag'.



Så er der bare tilbage at sætte fadet med tomater ind næstnederst i ovnen ved 120 C i lige så lang tid (i vores ovn tager det cirka 2 timer), som det vil tage at få tomaterne passende tørre og lækre. Det dufter dejligt, mens det står på - og de smager fantastisk! Jeg forsøger at tørre tomaterne langsomt, så de mister væsken uden at blive brændte ovenpå. Det kan godt være en lidt svær balance, hvor ens tålmodighed bliver testet, men det betaler sig altså rent smagsmæssigt at gøre det i længere tid ved svag varme, end at 'få dem brændt i en fart ved højere temperaturer.



Jeg bruger dem nogen gange i sandwiches - til vegetarerne tit sammen med humus eller med quinua-dunser - og til kødspiserne sammen med f.eks kyllingbryst, stegt bacon og rucola - men de kan også spises som de er som en lille tapas - eller som tilbehør eller i en salat.
Hvis jeg ikke bruger dem med det samme, så kommer jeg dem i et glas, hælder olivenolie på til det dækker og stiller dem så i køleskabet, hvor jeg gætter på at de vil kunne holde sig en uges tid eller to uden problemer. Olivenolien kan bagefter bruges i dressinger eller marinader, for den kommer til at smage skønt af tomaterne og krydderierne. 

No comments:

Post a Comment