Thursday, August 9, 2012

Ferie-finito

Øv. Nu gik det ellers lige smadder godt. Solskin, fantastisk selskab, dejlig mad, masser af fibre og ferie - og pludselig var både ferie og meget af det dejlige sommervejr forsvundet. Det er da lidt øv.

Men så kan jeg jo glæde mig over at have haft en dejlig ferie. Den er mestendels gået med at kravle på stiger i forbindelse med et par malerprojekter på huset, men lidt jazzfestival, et besøg på Nakkefestivallen og Statens Museum for Kunst er det også blevet til. Matisse udstillingen på SMK var fantastisk! Hvis I har muligheden, så tag ind og se den, for hans måde at bruge farver på er helt utrolig (tænk hvis man kunne strikke som han kunne male! Det kunne man jo godt tænke lidt over...).
Vi har faktisk været ret kulturelle denne ferie! Men fibre er der også blevet arbejdet med.

Jeg fik langt om længe taget mig sammen til at hæfte ender og blokke Gratitude sjalet. Det blev løvkanten meget meget pæn af! Hurra for den sidste finish! Og hurra for Vickevira's fine garn!







Sommersjalet i bomuld blev også færdigt, så jeg havde noget til de dejlige lune aftner på terrassen. Det var faktisk en drøm, der gik i opfyldelse der. Altså at det var varmt nok til at jeg kunne sidde ude på terrassen og nyde sommeraftnerne i min ferie. Og af en eller anden grund så har jeg ikke fået et eneste myggestik i år. Jeg plejer ellers at blive spist, når jeg sidder ude om aftenen, men måske myggene havde opgivet den danske sommer og var taget på charterferie, da den endelig dukkede op?



Feriens sidste færdiggjorte strikkeprojekt er Raka rör sjalet, som jeg købte garn og mønster til på forårets strikkefestival på Grötö. Det blev meget fint, og jeg er rigtig glad for det.




Men nu har jeg vist sjaler nok..... Gad vide hvad jeg så skal finde på? 

No comments:

Post a Comment