Saturday, March 23, 2013

Knapper og andre gaver...

Jeg er blevet begavet flere gange i den forgangne uge - sådan helt uden at have haft fødselsdag eller noget - og det er rigtig dejligt og fantastisk og forkælelsesagtigt. Lige til at blive rigtig glad af! En af gaverne bestod af et mindre bjerg af knapper. Små og store og i forskellige hvide, grå, sorte, brune og blå-grå nuancer. Jeg forestiller mig at een af de ting, som de vil kunne bruges til, er at peppe en gammel cowboynederdel op med.

Det kan man jo gøre på mange måder:







Og der kunne også broderes i mellem knapperne. Hvis altså man havde lyst.... (og tid!)

Og apropos brodere og gaver. På sidste weekends broderikursus havde en af kursusdeltagerne, Lovisa, også gaver med til os andre. Nogle små pudsige agern, hvor selve agernet er fjernet fra 'frøstanden' (gad vide hvad det rigtige navn for sådan en 'frøstand' er?) og erstattet med et lille filtet 'agern'. Vi fik lov til at vælge mellem forskellige farver 'agern', og jeg valgte, at mine skulle være røde, for jeg synes de var fine. Næsten sådan lidt jule-agtige.


Hun havde også nogle kogler med til os. De har været 'spist på' af nogle egern, så en del af koglen er gnavet væk, og det der så er tilbage havde Lovisa slebet på, så de er blevet glatte og fine.


Jeg synes både koglerne og de filtede 'agern' er finurlige og sjove, og lige nu ligger de til pynt i vindueskarmen ved spisebordet. Jeg tror ikke det bliver et hit hos mig at lave den slags ting selv, men de er sjove at have liggende og kigge på. Og gode at røre ved. Anderledes end noget jeg selv kunne finde på at lave, og det er godt med inspiration! Det ser i øvrigt lidt ud som om kattene synes, at koglerne kan bruges til at lege med. Både Fiberkatten og Ib har et par gange taget tilløb til om de eventuelt kunne få dem til at bevæge sig hvis de dasker til dem med poten... Eller måske de lugter godt af egern?  

Ugens sidste gave var fra min filteveninde, Tina. Hun har været på kursus på Skals (det heldige asen!) og faldt der over en bog, der har stået ret højt på min ønskeseddel en tid, nemlig 'Spindebog' af Lise Warburg. Det er en ældre bog, og den er ikke til at skaffe fra ny længere. Og ikke nok med at Tina så bogen og vidste at det lige var en bog for mig - hun havde også muligheden for at få den med hjem til mig! Så nu er jeg super glad og lykkelig og har lidt gået rundt med bogen lige siden. Sådan noget med at have den ved hånden, så jeg kan læse i den, når lejligheden byder sig!


Det er en fantastisk gave. Tak, Tina!

Desværre er der ikke meget tid denne weekend til at spinde eller strikke eller andet sjovt, for jeg skal skrive på en rapport til mit arbejde. Jeg er bagud med den, og jeg har deadline på onsdag, så der skal knokles. Men jeg har bogen liggende ved siden af computeren sammen med noget strømpestrik. Det fungerer simpelthen som både overspringshandling og 'gulerod', så jeg har noget rart at lave, når jeg kører fast og ikke ved hvordan jeg skal få noget formuleret - eller når jeg bare trænger til en pause.
På den måde kan det jo være næsten hyggeligt at arbejde i en weekend.



No comments:

Post a Comment