Wednesday, October 2, 2013

Julevante-projektet

I virkeligheden skulle jeg jo have ryddet op og afsluttet nogle projekter i stedet for at starte nye op. Men det må vist blive en anden dag... i et andet liv.... I dag har jeg nemlig bejdset en masse garn - sådan noget i retning af halvandet kg - så det er klar til en gang farveladeleg i weekenden. Halvandet kg lyder måske ikke af så meget, men når en stor del af det er på nøgler og derfor skal haspes ud på fed først - og man derudover kun har en almindelig suppegryde til at bejdse i, så bliver det faktisk til et lidt længerevarende projekt.

Men det var et hyggeligt projekt. Dels fordi der er en egen ro over at haspe garn. Jeg kan ikke stresse, mens jeg hasper garn. Det er et projekt, der tager den tid, som det nu engang tager at haspe. Der kommer en rytme i arbejdet og en ro på, som er god når man ellers ind i mellem har lidt for travlt. Og mens der haspes og senere bejdses, så kan man jo drømme om hvad garnet skal farves med - og hvad det i sidste ende skal bruges til.

Det der med farverne er desværre ved at være lidt begrænset, for det er jo blevet noget koldt og efterårsagtigt. Det er simpelthen høje tid at få farvet det garn inden alle brugbare planter er visnede ned! Og det er ret sikkert, at jeg ikke længere kan få farvet mere garn i de samme farver, som huerne blev farvet i.
Men jeg ved et sted hvor der stadig står nogle gyldenris, der ikke er helt afblomstrede endnu. Det skulle gerne kunne give farve nok til nogle flotte gule vanter til Frigg. Ikke langt derfra er der en grøftekant, der har været slået for en måneds tid siden. Og på forunderlig vis så er der nu nyspirede brændenælder og rejnfan i blomst - hvad der henholdsvis skulle give en fin lysegrøn og en orangegul farve. Og sidst men ikke mindst så har jeg nu fundet tre forskellige valnøddetræer og en mindre egeskov i gåafstand fra hvor jeg bor, så der er også mulighed for at farve to forskellige brune. Så mon ikke julevanterne er reddet? :)  

No comments:

Post a Comment