Fiberdutterne der bare ikke ville som jeg ville....

Sidste weekend stod jo i den grad i våd-filtens tegn. Jeg ville tage mig sammen og gøre spiral armbåndet færdigt, så jeg ikke længere skulle have et lille stik af dårlig samvittighed hver gang jeg stødte på projektet i garn-skabet, hvor det ellers har ligget og puttet sig i de sidste ti måneder. Nu skulle det være.

Og jeg gik i gang efter alle kunstens regler. Fæstnede snorene endnu en gang for at være helt sikker på, at de ikke gik op undervejs. Fugtede fibrene og sørgede for at der kom sæbevand ind i alle 'dutterne' - og så begyndte jeg at arbejde med filten.

Først lige så forsigtig i hånden, og senere blev filtet pakket ind i bølgeplast sammen med en kagerulle og så med håndklæder omkring og rullet på alle leder og kanter.

Undervejs var det hele tiden nødvendigt at gennemgå filtet, for snorene havde det med at løsne sig og skulle derfor strammes op og hæftes igen og igen...

Efter cirka en times rulning og 'massage' pillede jeg forsigtigt tråden ud af en af dutterne i enden af filtet og fjernede plastikken, for at se om merino-silke fibrene havde filtet sig sammen om forventet. Det havde de så ikke...

Så 'lappede' jeg 'fiberdutten' sammen igen og fortsatte med at rulle og rulle. Jeg kiggede fortsat til syningerne, når jeg vendte filtet for at få det rullet på en anden led - og ind i mellem løsnede jeg forsigtigt en spiral for at se om det filtede. Men nej. Efter at have filtet på det en hel eftermiddag foldede 'fiberdutterne' sig stadigt ud som et fladt stykke filt, når jeg åbnede op for dem - og det var jo ikke lige meningen. De skulle jo filte sammen tre-dimensionelt og blive til en dut!

Så tog jeg grovere midler i brug. Jeg kom filtet i en plastikpose, slog en knude på posen - og begyndte så at kaste filtet ned i bordet. Det hjalp ikke. Dutterne blev ved med at være flade i stedet for at blive til dutter.

Til sidst gjorde jeg filtet helt vådt og smed det i tørretumbleren. Gav det ½ time - og kiggede lidt til det undervejs - igen for at sikre at sytråden ikke gik op - og stramme op og hæfte, når det alligevel skete.
Heller ikke dette hjalp. Og nu havde merino-silke blandingen oven i fået en underlig hård og vel nærmest papiragtigt konsistens - og var ikke længere blødt og garn-agtigt at røre med, men knitrende og stift.

Og så gav jeg op.

Jeg ved at merino-silkeblandingen KAN filte. Jeg ved også at det lykkedes Ursula Suters at lave en lille prøve med fiberdutter, som hun viste os på kurset sidste forår - så det kan altså lade sig gøre at lave denne slags tredimensionel filt. Men hvorfor gik det så galt for mig? Jeg har tænkt meget over det og har nu en teori.
For et par år siden forsøgte jeg at filte en skrig-pink neonfarvet nylonsnor ind i en blågrøn kurv i merino uld.
Min ide dengang var, at merinoen ville filte fint - og nylonsnoren ville blive fanget i denne filt - den ville ikke filte med, men bare blive hængende i den tætte filt som merino karteflor normalt laver, og kunne så fungere som en kontrast både farvemæssigt og materialemæssigt. Jeg syntes selv at det var en god ide!
Men her tog jeg fejl, for nylonsnoren skar sig simpelthen fri af filten og lavede desiderede huller i denne under selve filteprocessen. Jeg tænker sådan lidt naivt, at det er det samme, der er sket her. Min sytråd, der netop er en meget stærk nylonsnor, har sandsynligvis på samme vis fungeret som en slags kniv og skåret alle uld-fibrene over lige så hurtigt som de har kunne nå at blive dannet under selve filteprocessen. Resultat: filten hænger kun sammen i fladerne.

Og er jeg så god til at håndtere når ting ikke lykkes for mig? Nej, jeg blev simpelthen så utroligt ubegribeligt sur sidste weekend, at jeg ikke kunne sove om natten! Og jeg har haft lyst til at smide det mislykkede filteprojekt ud - eller endnu bedre: lave en rituel afbrænding af det ude i haven! Men indtil videre har det nu overlevet. Det ligger på sofabordet, og jeg tager det ind i mellem op og græder lidt indeni over alt det arbejde, der er spildt.
Jeg kan stadig godt li' ideen og kunne godt tænke mig at lave sådan et armbånd, men jeg tror lige det skal vare lidt, inden jeg kaster mig over projektet igen. Og inden da skal jeg også have løst problemerne med at nylonsnoren (måske?) skærer fibrene over undervejs - og også gerne have fundet på en måde så jeg kan slippe for at stramme og hæfte tråd så ofte undervejs. Det må kunne lade sig gøre!

Og det er så det sidste filte-indlæg for en lille tid. Nu har jeg brug for nogle succes-historier, så næste gang kommer det nok til at handle om strik. Eller kage! Godt jeg har det at falde tilbage på, når filteeventyrene ind i mellem driller.
Hvis I har tid og lyst til at se nogle, der er meget dygtigere til det med filt end jeg er, så vil jeg i øvrigt gerne anbefale filtecirklens udstilling her.

Dagens sidste billeder er af Ib. Vores søde teenager-kat, der synes plastikposer og bobleplast er det allerdejligste legetøj og derfor fulgte filteprojektet gennem hele søndagen. Så i det mindste var der een der var glad! :)