Sunday, January 6, 2013

Spin off i Sverige!

Det nye år startede stille. Altså, ikke nytårsaften, men rent arbejdsmæssigt. Een enkelt lille bitte arbejdsdag skulle overstås, før jeg kunne tage hul på årets første ferie (Tænk hvis alle arbejdsuger var så korte - så ville det nok rykke lidt mere på giraffen!...), der foregik i Sverige sammen med en god gammel kollega og en lille flok spindere og strikkere, som jeg har lært at kende på den svenske strikkefestival, SIV, som jeg ynder at besøge i marts hvert år. Hvis I kan li' at strikke og ikke allerede kender til stickfest i väst, så prøv at tjekke årets program ud her. Jeg kan desværre ikke selv være med i år, og det ærgrer mig... der plejer at være mange hyggelige og søde mennesker - og så er det tre dage med masser af strik og masser af ny inspiration. 

Faktisk minder stickfest i väst lidt om weekendens lille mini-ferie. God tid og hyggeligt selskab, masser af snak og grin, dejlig mad, cava, katte og ikke mindst: en utrolig masse fibre. Ikke så dårligt.

Og ikke nok med det. Ferien gav mig også muligheden for at lære at spinde på håndten, for alle de tilstedeværende kunne spinde, og havde tid og lyst til at guide mig. Jeg har godt nok 'snuset' til en håndten før, men aldrig fået gjort 'det færdigt', så jeg satte mig et mål for weekenden: Jeg ville forsøge at være meget tålmodig og ikke bare stoppe, når garnet knækkede tredie gang! Sådan som jeg ellers plejer at gøre.

Først hjalp Lena mig med at få kartet en blanding af BFL (det hvide karteflor) og merino (det farvede) sammen til nogle store fine 'dunter'. Jeg kunne selv vælge farverne - og jeg var måske lidt inspireret af at være i Sverige? I hvert fald blev der blandet blå og gule farver.


Det der med koncentrationsevnen kan det godt knibe med, når selskabet er godt og snakken går. Og det er heller ikke nemt at være tålmodig, når tråden knækker for femte - eller 27 gang. Men jeg forsøgte! 


Og det lykkedes efterhånden at lavet noget, der ligner garn....





Jeg er egentlig ganske godt tilfreds med farverne, men skal helt sikkert også have prøvet at lave noget der er vildere. Bare fordi jeg kan!


Og jeg nåede at finde ud af hvordan man vinder garnet op på en 'knitty knotty', regner løbelængden ud og hvordan garnet efterbehandles, inden man kan komme til endelig at strikke med det!


Jeg har desværre ikke er billeder af det færdige garn efter at det er blevet vasket og hængt til tørre med lodder på for at få det strakt ud. Dels er vådt garn ikke det mest fotogene - og dels nåede jeg det ikke i skyndingen i morges, hvor der også var et tog, der skulle nås. Så det må I have til gode!

Nu går jeg så i tænkeboks en lille tid. Jeg skal have udtænkt et lille strikke eller hækleprojekt, som jeg kan bruge 100 meter entrådet lettere overtvundet garn på. Det skal nok blive sjovt!

1 comment: