Tomrum

Min søde og trofaste følgesvend, fiberkatten Alice, har forladt mig. Mandag aften blev hun kørt ned af en bil, og nogle fodgængere fandt hende døende på fortovet, og fik os kontaktet. Det er altid rigtig rigtig trist at miste et kæledyr, men Alice var jo noget helt specielt, fordi hun var så nysgerrig og selskabelig og ALTID fulgte med i hvad jeg havde gang i. Hun var altid i nærheden. Nu er her bare tomt. Der er ingen, der følger med mig rundt i haven, disse dage mens jeg plantefarver, eller som tager imod mig ved garagen, når jeg kommer hjem. Og heller ingen der sniger sig til at ligge i mit garn....

Disse billeder er de sidste der er taget af hende, og de blev netop taget mandag morgen. Hun startede dagen med at komme op og hente mig i soveværelset. Spindende og trampende på min dyne på rigtig kattemaner. 'Stå op, stå op - det er lyst nu!' Hun var meget glad den morgen og blev kælet for længe, for det var en dejlig feriemorgen uden travlhed. Mens jeg spiste morgenmad, sneg hun sig op på yndlingspladsen på flyglet, hvor hun placerede sig midt i alt mit garn. Da jeg greb kameraet for at fotografere hende, satte hun sig op og skulede ad mig. 'Så lad mig da sove i fred' tror jeg det betød. Eller var det måske lidt dårlig samvittighed over at sove i garnet??

Det her blogindlæg ku' godt risikere at blive sådan et lidt tudevornt et, men det skal det egentlig ikke være. Gu' fanden storsavner vi hende allesammen, for her er tomt uden selskabs-kattens selskab. Men hun har haft et pragtfuldt katteliv og hendes død har været hurtig. Og hvad kan man så egentlig ønske sig mer'?

Alice ville jo nok have svaret 'Mer fisk!'....