Thursday, June 14, 2012

Hyldeblomstdrik med citron

Endelig blev det tid til at klatre op på stigen og plukke de dejligste duftende hvide hyldeblomstskærme. Solsorten var ikke helt tilfreds - den må have rede i nærheden, og Fiberkatten fulgte som sædvanligt meget interesseret med i hvad jeg foretog mig. Til sidst var den nødt til at klatre op i hylden for at se hvad det egentlig var, at jeg havde gang i...



Vores hyldebusk er blevet meget stor efterhånden, og i år er der rigtig mange blomsterskærme. Dagens høst på cirka 140 skærme bliver brugt til hyldeblomstdrik, for det elsker hele familien, så det kan ikke undværes, men jeg tror der er rigeligt med blomsterskærme til, at jeg også kan nå at eksperimentere med at lave stikkelsbærsyltetøj med hyldeblomster i weekenden. Og måske jeg også kan få afprøvet friterede hyldeblomster? Det har jeg haft lyst til at smage i mange år, så måske i år er året, hvor det kan lade sig gøre?

Hyldeblomstdrik er rigtig nemt at lave. Til en enkelt portion (1½ l  - lige hvad der passer til en 1½ l flaske, der har været danskvand i) bruger man:
40 hyldeblomstskærme
2 liter rørsukker
15 g citronsyre
skallen af 3 økocitroner og citronskiver af de samme tre citroner, hvor den hvide bitre skal er fjernet.
1½ L kogende vand.
Det hele røres rundt og skal stå og trække koldt i cirka 5 dage. Så filtrerer man hyldeskærme og citronskaller og -skiver fra, og så er man klar til kold hyldeblomstsaft på en solskinsdag på terrassen.



Lige et par ord om holdbarhed. Jeg bruger ikke konserveringsmiddel. I stedet hælder jeg min hyldeblomstsaft på ½ liters vandflasker og fryser dem ned. Så kan jeg tage en flaske saft op, når jeg har lyst til at blive mindet om sommer og sol - og den kan sagtens holde sig i køleskabet, indtil den er drukket. (Det tager nemlig ikke så lang tid inden den er væk, når nu man er en familie på fem, der alle elsker hyldeblomstsaft!)

Hvis man nu ikke har en fryser - eller har plads til saft i fryseren, så er man nødt til at tilsætte et konserveringsmiddel som f.eks atamon, hvis man ikke får det drukket inden for et par dage.



No comments:

Post a Comment