Bølgerne kan godt gå lidt højt i den lille familie, når man har pre-teenagere og teenagere. Man kan godt blive helt forpustet og forvirret og ked af det ind i mellem, når man ikke forstår hvad der dog kan trigge de voldsomme følelser, der kan rumstere rundt. Og så er det ikke mig, der har det værst, men hende. Og ingenting kan man gøre, mens det står på. Det er så synd.
Nu er der ro igen på førstesalen, og jeg vil slutte dagen af med en række eller to på mit nye hækletøj. Det er meget passende for aftenens forløb et bølgemønster.
Det bliver til et let sommer-sjal til de lune sommeraftner, som jeg forestiller mig, der vil være mange af i min sommerferie. Mønsteret har jeg fundet i en lille bog af Sys Fredens. Garnet er 'mandarin' fra SandnesGarn - og jeg tror den bedste beskrivelse af farven er 'lys sandfarvet', og da jeg valgte den, så forestillede jeg mig at den ville være fantastisk til naturfarvede hørnederdele og sort - og selvfølgelig sommerlig solbrændthed. Med 1½ uge til min sommerferie starter, så kan det være jeg når at blive klar til terrassen!
lækkert garn, og sød lille bog, det bliver rigtig godt, også selv om der kommer en tornado af en præ-teenager gennem rummet :-)
ReplyDeleteJa, men sikke en tornado, der dog kom forbi i går aftes. Og lige så sød og glad og smilende er hun denne aften. Bølgegang er virkelig et rigtig godt ord for hendes humør for tiden...
Delete