Monday, July 23, 2012

Udekontoret indtages

Hvor er det bare skønt med solskin og sommerferie! Det er jo til at blive glad i låget af. Så i anledning af det gode vejr flytter jeg ud i haven og arbejder på terrassen i dag. Det er dejligt at kunne sidde udenfor og arbejde igen (Tænk, hvis man også kunne gøre det på arbejdet i stedet for at sidde på det der lille indelukkede, fimsede og mørke kontor. Jeg tror faktisk det ville være godt for både min arbejdsglæde og for min produktivitet!) efter at have frosset den første uge af ferien. Og dejligt med  stauder og krydderurter og sommerfuglebuske og masser af flyvende insekter at kigge på hele vejen rundt om terrassen. Og en fjollet fiber-kat, der sniger sig ind og går til angreb på det hele....

Jeg har besluttet mig for at bruge den næste uge på (at forsøge!) at få afsluttet nogle af alle de mindre projekter, der ligesom er blevet glemt og har ligget stille i en periode. Nu skal der ryddes op! 




Nogen gange undrer jeg mig over hvorfor et projekt går i stå. Jeg mangler for eksempel en halv vante på en fødselsdagsgave. Det er jo ikke noget, der er svært eller burde tage lang tid. Garnet er lækkert. Jeg holder af at strikke fler-farvet. Hvorfor er det så lige, at jeg så tæt på at være færdig med vanterne går i stå, og de får lov til at ligge? Jeg undrer mig...


Modsat undrer jeg mig ikke over hvorfor jeg er gået i stå med disse strømper. De er strikket fra tåen og op i noget rigtig lækkert garn, som jeg var så heldig at vinde i en konkurrence. I et fint lille hulmønster/bladmønster, der er afvekslende og morsomt at strikke. Her er jeg kommet til hælen, dvs jeg er cirka halvvejs, og har her fundet ud af at jeg et stykke nede ikke har fået fat i alle masker et sted, hvor man strikker tre masker sammen til en. Dvs at jeg har en maske, der hænger frit og vil kunne løbe (lige nu fanget af en sikkerhedsnål! Ses nederst i venstre hjørne). Og så var det jeg gik i stå! Bandende og svovlende. Hvorfor er det lige, at jeg aldrig husker at bruge en livline, når jeg strikker hulmønstre, så det er til at trævle op, når man laver en fejl? Vrisse vrisse, hvor kan jeg blive irriteret på mig selv ind i mellem. Men nu skal strømperne strikkes færdige - livline eller ej - og jeg vil forsøge bare at sy den flyvske maske fast. Jeg tror det kan lade sig gøre helt uden, at det vil kunne ses - og kan det ikke lade sig gøre, så bliver de fgm trævlet op, og jeg starter forfra.



Et tredje glemt projekt er Raka rör sjalet. Igen er der ikke nogen speciel grund til at det er blevet glemt, men sådan lidt i bagklogskabens lys, så har jeg nok bare strikket ret mange sjaler og tørklæder i en periode, og mon ikke jeg bare har 'fået nok'? Det er i hvert fald ikke garnets skyld, at det er blevet overset. Det er filisilk og virkelig lækkert at arbejde med. Og jeg elsker farven (som ikke er helt rigtig på fotoet. Den er mere gul og solskinsagtig i virkeligheden!!!), så jeg glæder mig til at komme i gang med det igen. Det kunne godt ende med at blive det strikketøj, som jeg sidder med hver aften, når der skal hygges og snakkes med familien. Hyggestrik, hvor der ikke skal følges et indviklet mønster eller holdes styr på farver, men hvor man kan snakke og hygge samtidigt med at man strikker.... det er dejligt.

1 comment: