Monday, September 16, 2013

Sweet & spicy

Det er ved at være så koldt og efterårsagtigt i vejret, at mine chilier i drivhuset taber bladene på stribe. Så jeg tænkte, det var på tide at få brugt nogle af chilierne, mens de er gode og friske. En af de 'opskrifter', jeg skal have afprøvet, er super enkel. Nemlig at tage kerner og frøstole ud af chilier, og så bagefter hælde flydende honning over.

Jeg lavede to forskellige slags - dels fordi jeg har flere forskellige chilier i drivhuset - og dels fordi jeg lige havde to glas flydende honning stående. I det ene glas kom jeg ti røde jalapenos, som jeg havde skåret i skiver og fjernet kerner fra. Og så hældte jeg honning over. I det andet glas kom jeg ti-tolv starfish chilier i - mest røde, men også et par grønne - fordi det var så pænt, at jeg ikke kunne lade være! Starfish'erne havde jeg skåret over i halve - og så fjernet kerner og frøstole - inden der kom honning over. Jeg kan i øvrigt godt anbefale, at man bruger handsker, når man fjerner kerner på så mange chilier. Mine fingerspidser brænder stadig her dagen efter.

Og hvad er så fidusen ved at komme chilier i honning? Jeg havde hørt, at det skulle give en rigtig god og delikat smagende honning, der ville kunne bruges på frugtsalat og til is. Det har jeg godt nok endnu ikke fået afprøvet, men dagens smagsprøvning af chilihonning alene var rigtig god. Jalapenos-honningen var ikke uventet ret stærk, mens honningen med starfish chilier bare var rigtig LÆKKER. Sød og stærk og krydret på een og samme tid. Kan man lidt Bülow's lakrids med chili, så kan man nok også godt lide honning med chili. Det er lidt samme smagsoplevelse!

Jalapenos-honningen blev testet i en salatdressing til aftensmaden, og der var den rigtig god. Den var stærk nok til at give chili-fornemmelse og honningen var ikke så gennemtrængende, at man fik associationer til noget sødt dessertagtigt. Det var en fin balance mellem sødt og stærkt.
Og starfish-honningen er blevet grundigt testet i the denne aften af min yngste. Det må have smagt godt! Så selv uden den endelige test med frugtsalat og vanilieis kan jeg godt afsløre, at det nok ikke bliver sidste gang, at jeg laver chili-honning. Det smager bare dejligt!  

1 comment:

  1. Og i grød, må det også være lækkert, ikke lige morgengrøden.... Men er god aftengrød måske

    ReplyDelete