Tuesday, May 8, 2012

Sigtebrød på rugbrødssurdej - eller rugbrød med sigtemel? Kært barn har mange navne!

Jeg har bagt rugbrød på surdej i snart rigtig mange år, og de allerfleste gange er det variationer over den samme grundopskrift. Jeg har bagt den så mange gange, at jeg egentlig kan opskriften udenad, men før jeg kom så langt, så 'skrev jeg opskriften om', så den i stedet for at have ingredienserne angivet i gram havde dem angivet i deciliter. På den måde behøver jeg ikke veje tingene af, men kan klare det hele i det samme litermål. Først måler jeg de tørre ingredienser af - og så bruger jeg litermålet til væden til sidst. Ja, lidt doven er man vel...

Denne uges rugbrødsvariation er blevet lidt speciel, for da jeg gik i gang med at bage, opdagede jeg til min overraskelse, at der ikke var rugmel at finde i huset. Det er faktisk lidt usædvanligt. Til gengæld havde jeg sigtemel. Og ret meget sigtemel. Jeg ved ikke, hvor kendt det er, men sigtemel er faktisk en blanding af hvedemel og rugmel, der er sigtet, så de større skaldele er taget fra, og da der i forvejen indgår en del hvedemel i min grundopskrift - og vi i øvrigt manglede rugbrød til madpakkerne! - så besluttede jeg mig for at erstatte rug- og hvedemelet i min opskrift med den samme mængde sigtemel. Det vil sige at dagens modificerede rugbrødsopskrift er sådan her:

En portion rugbrødssurdej (det er nok ca 4 dl)
7½ dl sigtemel
2 dl skårne rugkerner
1 dl solsikkekerner
1 spsk groft salt
7 dl vand
Det hele blandes og står dækket med et lag film ved stuetemperatur natten over.

Dagen efter tilsættes:
3 dl sigtemel
3 dl skårne rugkerner
1 spsk brun sirup
2-3 dl vand - nok til at konsistensen er som havregrød...
Det blandes igen, og jeg tager nu en portion fra til surdej til næste bagning. Den står hos mig i køleskabet fra gang til gang, og det fungerer fint.

Resten af dejen kommer jeg over i en smurt rugbrødsform, og det skal nu i princippet stå i et par timer til det er begyndt at hæve - og så skal det bages 2 timer ved 200C i en almindelig ovn på nederste rille.
Nu skrev jeg 'i princippet'..... Denne gang blev det nemlig lidt anderledes. Jeg kom sent hjem fra arbejde + bi-kursus i går, og fik først sat rugbrødet til hævning omkring sengetid. Jeg havde så valget mellem at skippe en stor del af min nattesøvn eller at lade brødet hæve længere, og det valg var ikke så svært. Så dette brød blev pyntet med birkes og sesamfrø og igen dækket med film og så sat til at hæve lidt køligt natten over. Dvs det har hævet længere tid, men på et køligere sted end normalt. Det blev så bagt her til morgen - det hævede heldigvis ikke ud over det hele - og bortset fra at pynten blev lidt mast - så er det blevet et meget fint brød!





No comments:

Post a Comment