Sunday, July 28, 2013

Ferietid er agurketid....

Jeg burde gøre lidt rent, men gider ikke. Jeg har ferie og selv om her stadig er støvet og rodet efter en uge med husrenovering, så kører jeg på 'feriemode'. Laver overspring og lysthandlinger.

I dag er der syltet agurker. Jeg har agurker i drivhuset og kan ikke spise dem lige så hurtigt, som de bliver store. Men så er det jo godt, at jeg har en rigtig god og nem opskrift på råsyltede agurker. Opskriften har fulgt mig i rigtig mange år. Den er så gammel, at den er håndskrevet - og jeg kan se, at den opskrift, som jeg har skrevet af fra, må have været endnu ældre, for der står '...og De kan spise løs...' - og jeg har næppe selv fundet på at bruge det gammeldags 'De'. :)
I al sin enkelhed går opskriften ud på at man tager to agurker og skærer dem i tynde skiver.
Lægger dem lagvist med 100 gram groft salt og 500 gram sukker og et par dildskærme (hvis man har dem og kan li' dild. Ellers lader man bare være.)

Og så hælder man ½ liter eddike på, rører lidt rundt med en gaffel, lukker glasset til og sætter det koldt i 8-10 dage. Ind i mellem rører jeg i det, hvis sukker/salt ikke rigtigt vil gå i opløsning, men ellers lader jeg det bare stå koldt og passe sig selv (meget fint ferie projekt! 10 minutters arbejde - og så skal det passe sig selv. Lige sådan som jeg kan li' mine ferieprojekter!).
Der bliver ikke brugt nogen form for atamon eller andet konserveringsmiddel, men min erfaring er at holdbarheden er fin. Jeg har faktisk aldrig haft mug eller lignende på disse agurker - måske fordi man spiser ret hurtigt op, fordi de smager så dejligt til både burgers, på rugbrødsmadder og som det 'sure' tilbehør til varm mad?

Og nu er det vist tid til en strikkepause på terrassen. God søndag til Jer!

No comments:

Post a Comment