Wednesday, July 31, 2013

Men gul er da også en meget pæn farve?

Jeg har haft endnu et par dejlige eftermiddage i Lidka's baghave med at snakke, hygge og farve garn. Målet var denne gang meget konkret: at farve uldgarn grønt ved hjælp af plantefarve - og i et enkelt hug. Og jeg kan godt røbe allerede nu, at det ikke er så let endda. Faktisk ved jeg ikke endnu om det er lykkedes, for lige nu ligger sidste forsøg og suger farve til sig i farvebaddet, og først i morgen når jeg har skyllet overskudsfarven ud af garnet, vil jeg vide om det endelig lykkedes os at farve noget grønt. Men det ser dog mere lovende (=grønt) ud end nogle af de tidligere forsøg har gjort.

Så mens jeg venter i spænding på om det endelig er lykkedes, så kommer der her en lille status for hvad vi har lavet af plantefarvede garner denne dejlige uge.

Vi har for alle de viste garner først bejdset med alun. Bagefter har vi farvet med kraprod (de to røde garner foroven), rejnfan (de tre meget gule nederst i midten af billedet + den mere 'beige' i højre hjørne) - og med skvalderkål og padderokke, der i flg. (bl.a.) dette link skulle give henholdsvis blågrønne og grågrønne nuancer. Men som man ser på billedet, så kom der ikke rigtigt nogle grønne nuancer ud af farvningen med hhv skvalderkål og padderokke. Til gengæld har jeg nu en mere velluget have end jeg havde før!
Disse to røde nøgler garn er farvet i samme farvebad, men fordi garnerne er bejdset forskelligt (både forskellig mængde alun og forskellig bejdsetemperatur og tid) og det er to forskellige blandingsgarner, så er farverne lidt forskellige. Det til venstre er et sokkegarn, mens det til højre er en blanding af uld og silke, og silken giver garnet en meget lækker lidt shiny rød farve. (Uhm - hindbærsorbet-farvet!)
Ovenstående fire nøgler garn er alle farvet med rejnfan. Det yderst til venstre er igen sokkegarn - og det yderst til højre er gråt garn, der blev farvet over med gult. De to i midten er (såvidt jeg husker) to lacegarner fra Ellen. Igen er det sjovt at se hvor stor forskel der er på de farver vi fik fra samme farvebad, afhængigt af hvilket garn der er brugt.
Og dagens sidste billede viser de nøgler garn, der skulle have været forskellige varianter af grønt. De to til venstre er farvet med padderokke, og vi havde som nævnt forventet, at de ville være grågrønne - og de to til højre er farvet med skvalderkål, og vi havde forventet, at de blev blågrønne. I stedet fik vi forskellige gule og lysegule varianter. Meget fine farver, men altså ikke grønne.

Men måske i morgen? :)





No comments:

Post a Comment