Friday, July 26, 2013

Rejnfansgarnet

Det sidste garn jeg lavede hos Lidka blev farvet med rejnfan. Rejnfan blomstrer i stort set alle grøftekanter og langs stierne i dette område lige netop nu, så det er utroligt nemt at skaffe plantemateriale nok (hvor det tager lidt længere tid at samle 1 kg padderokke - bare for at sammenligne med noget!). Det er kun blomsterne, der bruges til farvning, og man kan næsten se hvilken farve, der kommer ud af sådan et farvebad: glad gul!
Efter farvebaddet presser jeg forsigtigt det meste vand ud af garnet og hænger det til tørre i skyggen fra mine nøddebuske. 
Og så bliver det vundet op i et nøgle, klar til at blive strikket af.
Planen for min plantefarvning var oprindeligt at lave to grønne nuancer (farvet med henholdsvis padderokke og skvalderkål), en gul (farvet med rejnfan) og en rød (farvet med kraprod) - og så enten bruge det til strømper (hver farve for sig) eller til flerfarvede vanter (hvis farverne passede sammen). Men det der skulle have været grønt, blev gult, så nu er jeg gået lidt i tænkeboks. Jeg kan selvfølgelig stadig strikke strømper af garnet, men hvor mange gule strømper har jeg lige brug for/lyst til?  

Her til morgen tog jeg mine tre gule garner ud på havebordet for bedre at sammenligne de gule nuancer i rigtigt dagslys. Jeg overvejer lidt, om jeg skal strikke dem sammen til en stribet sweater - eventuelt sammen med en dyb kaffebrun - eller med et 'flødefarvet' garn (ikke hvidt og ikke sand, men sådan den allerlyseste gul-hvide, man kan forestille sig). Eller et grøn garn, hvis altså det på et tidspunkt lykkes mig at få farvet garn grønt!

Jeg havde selskab ude ved havebordet. Alice har en vane med altid at komme og være med, når jeg laver noget med garn/fibre og et kamera. Jeg har godt nok mange billeder af filt og garn, hvor der lige er en pote, et øre eller en halespids med af hende....
Fra venstre mod højre er garnet farvet med; rejnfan, padderokke og skvalderkål. 


Det er hyggeligt at Alice næsten altid er med rundt, når der foregår noget ude eller inde. Hun er nysgerrig og absolut vores mest sociale og kælne kat. Og hun er måske nok lidt jaloux på iblingerne, der jo får en del opmærksomhed for tiden....

Hvis I har fået lyst til at vide mere om farvning med planter eller svampe, så kan man læse mere om det hos HjördisUglemor eller på 'VHM's side om plantefarvning. Det er lidt utroligt hvad der kan laves med naturmaterialer... 

No comments:

Post a Comment