Tuesday, July 2, 2013

Kan et garnlager blive for stort?

Dagen startede meget stille. Uvant stille for en tirsdag morgen. Frigg skulle køres til Sorø, hvor hun skulle på sommerlejr - og jeg var den heldige, der skulle agere chauffør, og derfor var nødt til at møde sent i dag. Så dagen startede med god tid til alt - inklusiv kaffe, surf og hækling på det uendelige tæppe - for hun skulle først være der kl 11. Det var en rigtig luksusmorgen. 
Dagens stribe på 'det uendelige' var lys mokka farvet, og jeg sad og fik associationer til en af min barndoms desserter. Sådan en mokka-fromage...  Gad vide om ikke jeg skulle eksperimentere lidt med at få lavet noget lignende - bare i en gelatinefri udgave. Det burde kunne lade sig gøre! Og jeg tror godt, jeg kan finde en teenager eller to, der vil prøvesmage, når de er kommet hjem fra henholdsvis Roskilde og Sorø! :) 
Og dagen fortsatte på den gode måde. Som I sikkert ved, skiftede jeg arbejdssted fra Gentofte til Måløv i maj måned. Det var vemodigt og lidt trist efter otte gode år i Gentofte, men det var også godt at komme ud til nybyggede og nyindrettede laboratorier og ud i nærheden af rigtig mange af de mennesker, som jeg har samarbejdet med i de senere år. Så det skal nok blive godt at være i Måløv. Og så fandt jeg i dag en anden fordel ved at arbejde i Måløv. For at komme til Måløv skal jeg igennem Ballerup. Og i Ballerup viste der sig at være en garnforretning, som jeg ikke kendte. Fox og Jane hedder den. Den ligger 2-300 meter fra den vej jeg cykler hver dag, og da jeg i dag mødte sent, så havde jeg muligheden for at kigge indenfor på vej på arbejde. Det var et fantastisk heldigt sammentræf, for der var tilbud på bomuldsgarn, og jeg fik suppleret op i nogle af de farver, som jeg skal bruge til det uendelige tæppe, og hvor lageret ikke er så stort. Det var rigtig meget andet derinde, som jeg godt kunne forelske mig i, men jeg beherskede mig i dag. Selvdisciplin er mit mellemnavn (host host)....
Så nu mangler jeg bare at få sommerferie, så jeg kan få tid til at bruge nogle af mine mange 'dessert-farvede' nøgler bomuldsgarn. Jeg glæder mig allerede.... :) 

2 comments:

  1. jeg har lige fundet din blog. Glæder mig til at følge dig da jeg selv strikker. Derudover er jeg i gang med et begynderkursus i biavl og har bestilt mine to første familier, som jeg skal ha' sammen med min svoger. Har læst dine "bi-indlæg" med stor interesse.

    ReplyDelete
    Replies
    1. Næh, det er hyggeligt at finde en anden, der også både strikker og 'er til bier', Pia! Hvor går du på kursus? Og hvor får du dine familier fra?

      Delete