Saturday, July 27, 2013

Når man bliver træt af at røre, så må man 'snyde'....

Betragt dette som en tilståelse. Eller som et fif. Eller måske bare som en lille fortælling om en del af hvordan man laver honning som måske ikke er så kendt. 

Nyslynget honning er helt flydende og utroligt lækker. Meget meget lækker. Men på et eller andet tidspunkt vil den krystallisere og blive stenhård og ganske ubrugelig...
For at undgå at det sker, så rører man den to gange om dagen for at slå krystallerne i stykker, mens de er små, så man til sidst får en honning, der er lysegul og 'mælket' i udseende og helt smørbar - lige som den honning man køber i butikkerne. Stadig lækker i smagen, men altså helt anderledes i farve og konsistens.
Nu er der bare det ved det, at det er ret hårdt arbejde at røre honning, fordi det er så tyktflydende og sejt i det, og mængderne er så store. Typisk har vi ca 25 kg i en spand. Og der skal røres og røres lige indtil konsistensen er som man vil have den... og næsten hver gang man har rørt i honningen, så får man honning på ske, fingre, låg, armaturet på vandhanen osv. Det er med andre ord lidt trælst arbejde.

Så derfor 'snyder' vi. Først tager vi en lille portion af den flydende honning over i en skål.
Så kommer vi et glas rørt honning - altså honning med samme konsistens som den honning man køber i et supermarked - oven i den flydende honning.

Det bliver rørt rigtig godt sammen, og blandingen kommer så retur i den store beholder med flydende honning. På denne måde podes den flydende honning med 'krystaller' fra den faste honning, og det speeder processen med at få den flydende til at blive fast op. Der går nok omkring tre dage fra vi har tilsat 'den gamle honning' til det hele er smørbart.
Der skal som nævnt røres dagligt et par dage endnu - men det er tydeligt fra dag til dag, at honningen bliver mere og mere fast og 'honning-agtig' i det.
Og når man kan lave en streg i honningen med skeen, og stregen bliver stående (i hvert fald lidt tid), så er honningen klar til at blive tappet på glas.
Og resten er ren nydelse!

3 comments:

  1. Det rigtigt spændende at følge med i din honning-story, jeg blev klogere på honning :)
    Glæder mig til I skal høste igen for du LOVEDE at vi kan komme og kikke. Kram, Lidka

    ReplyDelete
    Replies
    1. I er helt sikkert velkomne, når vi høster næste gang. Det bliver nok næste lørdag, men jeg skal nok give besked!
      Kram,
      Jane

      Delete
  2. Til nogle boremaskiner kan man få tilbehør til at røre maling mv - måske en mulighed hvis overarmene bliver for store :)

    ReplyDelete