Wednesday, August 14, 2013

Klatrekatte

Nede i haven står det gamle æbletræ. Det er kæmpestort, og vi har bygget en platform oppe i det til ungerne for et par år siden. Her i aften blev den brugt til kattetræf. Det startede lige så stille med at Halfdan sad oppe på platformen og ærlig talt så lidt forskrækket ud. Det kan jeg godt forstå, for ud over at han var kommet meget højt op, så var den vrisne tante Alice på vej op til ham....

Men det ligner godt nok at han tænker 'Ups - der er langt ned - hvordan kom jeg dog her op?'

Ib kom også op i træet for at se hvad der foregik. Hun holder hele tiden øje med iblingerne, når de er ude - og også med tante Alice - og kommer konstant med 'kurrende' lyde. Nogen gange opmuntrende - og nogen gange får de skæld ud eller hun kalder på dem, hvis hun synes de er kommet for langt væk. Og nogen gange kommer der måske et slag med en pote, hvis f.eks Alice bliver for grov. Der bliver passet på!
Vincent kom også op i æbletræet, og var faktisk den af dem,der kom højest op. Helt op i de allertyndeste grene, hvor han var umulig at se nedefra. Han er knapt så bange og forsigtig, som han var en overgang, og det er dejligt at se. Han er en lækker killing!

Lidt efter gik Ib ned fra træet, men hun holder stadig øje med iblingerne. Og Halfdan holder øje med hende.
Og pludselig sad Vincent og Alice tæt på hinanden oppe på platformen. Helt stille - mens de skiftevis nedstirrede og ignorerede hinanden. Jeg håber lidt, at Alice holder op med at være så vrissen og stresset over, at der er killinger i huset. Det er synd for hende, at hun er så stresset - men det er også lidt anstrengende med en så sur og vrissen kat i huset.

Og mens iblingerne drønede rundt i træet, kom Herman forbi og skulle lige se hvad der foregik. Men blande sig med husets andre katte er under hans værdighed, så efter lige at have set hvad der foregik, så spadserede han videre uden at værdige dem mere opmærksomhed.
Man er vel 'overkat' og beskæftiger sig ikke med pjank og pjat og leg med killinger!

2 comments: