Friday, August 2, 2013

Rejnfansgarnet - noget der næsten ligner grønt....

Min sommerferie er ved at være slut, og jeg forsøger febrilsk at få diverse håndarbejdsprojekter afsluttet samtidigt med at jeg rydder op efter feriens mange 'renovationsprojekter' på huset og i haven. Og i morgen skal der høstes honning, så det skal også forberedes. Jeg er lige ved at tro, at det vil føles afslappende at møde på arbejde mandag morgen!

Et af sommerens helt store nørdeprojekter har været at plantefarve, og som nævnt i tidligere blogindlæg, så har det givet en del problemer at farve uldgarn grønt. Der er sådan set en enkelt løsning på problemet. Man kan overfarve noget gult garn med indigo, der farver blåt - og så vil resultatet blive grønt garn. Så det er ikke fordi jeg ikke ved, hvordan jeg kunne få grønt - jeg vil bare gerne kunne farve grønt ud fra en enkelt plante.

Jeg har lånt et par bøger om plantefarvning på det lokale biblotek, og min søde bibliotekar fandt nedenstående gamle sag nede i kælderen. De måtte hen og indregistrere bogen, inden jeg kunne låne den - så gammel er den... 
I følge Esther Nielsen kan man få grøn farve, hvis man farver med bladene fra rejnfan på alunbejdset garn og tilsætter potaske som efterbehandling, og det skulle selvfølgelig prøves. Så jeg plukkede en kæmpebuket rejnfan, splittede planterne ad og tog bladene i en skål og blomsterne i en anden.

Og så farvede jeg et nøgle alunbejdset strømpegarn med henholdsvis blomsterne og bladene, og tilsatte en skefuld potaske til 'farvebaddet' med bladene, da det var færdigt med at koge.

Der kom to meget forskellige farver ud af det, og jeg skal lige sige, at jeg ikke er helt tilfreds med farverne på mit foto. Den gule farve er meget varmere og mere orangegul i virkeligheden (tænk på en abrikos!!), end den er på billedet. Og tilsvarende er den gulgrønne til højre faktisk mere lysegrøn end på billedet. Men jo - der kom faktisk noget ud af dette eksperiment, som der med lidt god vilje godt kan kaldes for grønt garn. Og faktisk er det en meget fin grøn nuance, der er kommet ud af forsøget, så jeg overvejer lidt nu om jeg skal farve nok til en cardigan - eller om jagten på det der kan farve grønt skal fortsætte lidt endnu?

No comments:

Post a Comment