Friday, April 13, 2012

Birkesirup og fredagsstrik

Jeg sidder og hygge-strikker i køkkenet, mens jeg våger over indkogningen af birkesiruppen. Jeg blev ikke færdig med at indkoge den i går - det ville have krævet at den havde kogt ind til 3 tiden i nat, og det passede jo ikke helt med, at det var arbejdsdag og tidligt op i dag... så af varmen med kæmpegryden, og mig i seng. 

Nu er der gang i indkogningen igen, og i aften skal den gøres færdig. Jeg drømmer om pandekager med min egen sirup i morgen.


Det går nu meget godt. Volumet er blevet væsentligt mindre siden jeg startede. Det har også kogt i cirka 8 timer nu. Duften er sådan lidt ligesom duften af brune kartofler (bare uden kartofler!) og lidt som frisk savet træ. Og selvfølgelig i virkeligheden ikke som nogen af delene, men snarere helt sin egen, som ikke kan beskrives... Farven er blevet  'karamel' - lidt ligesom når man smelter sukker på en pande.

Og imens kan jeg så passende sidde med strikketøjet og nyde at det skrider fremad. Stille og roligt, men det er også sådan at det er bedst på en fredag aften, hvor man er lidt træt og mast og helst ikke skal noget, der er svært. 
Det er stadig 3 ret og en vrang sjalet fra Tant Kofta at jeg strikker på. Garnet er (stadig!) lækkert, og mønsteret så enkelt at det kan klares, selvom en del af opmærksomheden er ved gryden med sirup, der helst ikke skal koge over eller koge på. Det er som skabt til denne aftens aktiviteter! 

Dagens strikkebillede er af sjalets bagside. Fordi jeg synes, den er så smuk at jeg skal have en fremtidig sweater i det mønster... 

No comments:

Post a Comment