Det har været en træls arbejdsdag i dag. Ikke at der er sket noget sådan forfærdeligt eller katastrofalt af nogen art - næh, bare sådan en vedvarende træls dag sådan i det små. Det starter med for lidt morgenmad, regnvejr i plaske-pjaske-klassen - og en lang lang kø, hvor man bare holdt stille og kunne se det der startede med at være 'i god tid' stille og roligt ændrede sig til at være 'for sent på den'... Det kunne så være lige meget, for det møde som jeg stressede for at nå, viste sig at være aflyst, da jeg endelig nåede frem. Men resten af dagen følte jeg, at jeg var for sent på den, og kaffemaskinen var i stykker, og alle virkede stressede og forjagede, og det blev ved med at regne.
Nu er jeg endelig hjemme, og der er ved at komme lidt ro på. Jeg har fundet uldne sokker frem, så jeg kan få varmen igen, og der er lavet en kande the. Sweet and spicy. Om lidt skal der laves aftensmad og snakkes om løst og fast og planlægges mad og madpakker. Men først vil jeg afstresse med at drikke en kop the sammen med resten af familien, mens jeg strikker en pind eller to, og lader den sidste følelse af at være for sent på den afløse af ro.
No comments:
Post a Comment