Spiraler uden ende

Igen i dag har jeg været på filtekursus med den schweitziske filter Ursula Suter. Der var 'fri leg' blandt de forskellige projekter, som hun havde valgt at tage med, og det var svært at bestemme sig, for de var alle fantastiske og unikke og af en sådan sværhedsgrad, at man ikke uden videre selv kan tænke sig til hvordan hun har fået de forskellige effekter frem.

Til sidst valgte jeg at gå i gang med et armbånd i en smuk hvid silke-merino blanding.

Før man begynder at arbejde med selve filten, skal der forberedes et underlag i tynd plast. Jeg bruger ganske almindelige affaldsposer af den slags, der knitrer, når man krøller dem. Det er vigtigt at plasten er meget tynd og 'elastisk'. Den skal kunne formes. Jeg klipper en pose til og tegner derpå cirkler på den med en 'permanent' tush.

Så vender jeg plasten med cirklerne nedad og lægger min silke-merino blanding ovenpå. Fibrene skal lægges op krydslagt, dvs først i den ene retning og derpå i den anden retning.

Så fugtes ulden og 'filtes' en mikroskopisk smule før plaststykket med uld vendes om, sådan at det nu er plastsiden med cirklerne, der vender opad. Og så starter det der tager rigtig lang tid ved dette tilsyneladende lille simple projekt, nemlig at man syr spiraler inde i cirklerne.

Man syr ovenpå plastikken, og filt laget, der er underneden, er så tyndt, at det føles som om det er rent plastik man arbejder med. Vender man det om, så kan man imidlertid nemt se forskellen.

Og så er det ellers bare at sy løs. Til et lille armbånd, som det jeg er gået i gang med, er der mere end 50 spiraler, der skal sys - og bagefter skal det også filtes, så det varer lidt inden jeg kan flashe mit nye armbånd. Godt at dagens vejr er som skabt til at sidde indendørs i tørvejr med varm the og stearinlys og sy....