Sunday, August 4, 2013

Gråbynkegarnet

Det her er resultatet af det sidste af sommerferiens forsøg på at farve grønt... Det var et farveforsøg med visse udfordringer, men mere om det senere. 
Først plukkede Lidka 4 kg gråbynke på en landevej i nærheden af Køge. Det er dejlig nemt at plukke mange kg af gråbynke, for det er hele planten, der kan bruges, og der er mange gråbynker i grøftekanterne og de er store på denne årstid. Så en dejlig nem plante at skaffe rigeligt plantemateriale fra! 

Planterne blev delt i småstykker og sat til at koge en time - og derpå efterladt på eftervarmen til dagen efter.  
Her ville vi så gerne farve i en stor kobbergryde, men den viste sig at være utæt. Heldigvis havde Lidka en endnu større gryde, så vi lavede en rigtig 'Storm P-opstilling', hvor garnet kom i den utætte gryde. Den utætte gryde blev sat op i den endnu større gryde. Til sidst hældte vi den siede 'plantesuppe' op i den utætte gryde - og her sivede det straks ud og fordelte sig i begge gryder. Og voila! Vi kunne farve i en kobbergryde, selv om den var hullet som en si. :)


Farven på suppen var mørk og mere brunlig end jeg havde forventet, så jeg havde mine bange anelser. Men se lige resultatet her: Endelig lykkedes det at farve noget uld grønt!
Så nu har jeg ret mange varianter af gul og et enkelt rødt nøgle og et enkelt grønt nøgle, og jeg mangler nu bare Det Gode Projekt til mit fine hjemmefarvede garn.
Forslag er selvfølgelig meget velkomne! :)

6 comments:

  1. Meget smukt!!!! Det resultat kan du godt være tilfreds med!! Jeg tror at en fin stribet cardigan ville vise garnet rigtig fint frem!!
    Kh Marie

    ReplyDelete
    Replies
    1. Tak, Marie! Jeg overvejer også lidt en stribet cardigan og surfede lidt rundt på ravelry, men fandt ikke det helt rigtige. Måske jeg bare skal være tålmodig?

      Delete
  2. En stribet trøje var også min første tanke - de matcher jo hinanden perfekt, og den orange og især den røde kan råbe lidt op. Et stribet tæppe ville også være flot, hvis man orker :)

    ReplyDelete
    Replies
    1. Jeg er enig - det er faktisk blevet til gode farver sammen, selvom det er helt tilfældigt. Men jeg mangler stadig at finde et godt mønster. Jeg synes det er svært at beslutte sig for noget denne gang.... :)

      Delete
  3. Prøv at kigge på Rowans hjemmeside. Der er en række ganske gode stribemodeller.

    Flotte farver, forøvrigt.

    ReplyDelete
    Replies
    1. Tak, og tak for hjælpen - du har jo været vores rådgiver mht gråbynken! Jeg må ind og kigge på Rowans hjemmeside. Måske det hjælper lidt på den manglende inspiration! :)

      Delete