Sunday, February 24, 2013

Igen igen

Efter endnu en pause er girafsweateren fundet frem igen. Den har længe været min konstante dårlige samvittighed. Den har ligget i strikkekurven i stuen og oset af dårlig karma, hver gang jeg har været i nærheden. Og ud over det:. Modtageren har gået og ventet og ventet på den og måske følt sig lidt overset og svigtet i snart lang tid. Og den slags er både mødre og teenagere nok lidt følsomme overfor.
Så nu har jeg forsøgt at lave en principbeslutning om ikke at strikke på andet før den er færdig! Simpelthen fordi det ku' være så rart at få det projekt afsluttet....

Så der er slået op til det første ærme. Der er diskuteret detaljer med teenageren, der har ønsket sig en glatstrikket ærmekant med belægning, og at farverne på giraf-striberne går igen fra krop til ærmer.


Lige nu er det måske lidt bekymrende for der ikke er så meget tilbage af en del af farverne.... Men så må jeg vel ud og købe mere garn. Forhåbentlig løber jeg ikke tør for noget i dag, for på en søndag ville det nok kunne give lidt problemer!


Og nu håber jeg på at kunne holde fokus på giraffen over den næste periode (og at den bliver færdig i en fart, for jeg har som altid planer om nyt strik! Måske jeg skulle udlove en præmie til mig selv, hvis jeg får den helt færdig i marts?). Når ærmerne er færdige, venter nogle nye 'designmæssige' udfordringer i halsen, hvor teenageren har udbedt sig en lidt utraditionel hals, men den udfordring vil jeg vente med at spekulere over til jeg er klar til at montere ærmer og strikke halsen. Den tid, den sorg!

Thursday, February 14, 2013

Hvis nu jeg havde vinterferie....


Hvis nu jeg havde vinterferie....
Så ville jeg gå en rigtig tur ud i haven og kigge efter forårstegn og rode lidt i de visne stauder i stedet for at sidde inde og lumre med tusind tal og molekyler hele dagen.

Men OK. Jeg har haft en hjemmearbejdsdag, og det er lidt en luksus. Jeg er taknemmelig og glad for, at det kan lade sig gøre, for det er ingen selvfølge. Og for at der faktisk blev tid til en lille tur rundt på matriklen i frokostpausen. Foråret ligger lige under overfladen af sneen og venter! Og jeg glæder mig!


Disse solsorte spor i sneen minder mig om nogle broderisting, som jeg lærte for et par år siden på et kursus hos Rikke Ruff. Jeg har helt glemt navnet på stingene, men får helt lyst til at brodere igen ved tanken. Og heldigvis varer det ikke længe inden jeg får chancen igen!



Der er store knopper i klatrehortensiaen, som jeg fik som bitte bitte små stiklinger af min morbror for et par år siden. Jeg glæder mig sådan til at se de blomstrer igen! 


Erantiserne er kommet frem langs huset... En af mine absolutte yndlingsforårsbebudere!


Og vintergækkerne. Så nu kan der klippes gækkebreve igen....


Og efterårets planteindkøb - en troldnød - er sprunget ud i syrede gul og brun-lilla farver. Den er rigtig fin, men også lidt eksotisk. Den blev egentlig indkøbt, så der var lidt blomster til bierne i det tidlige forår, men i år blomstrer den for tidligt til det.


For bierne sidder stadig i vinterklynge inde i staderne og har ikke vovet sig udenfor endnu. Der er i hvert fald ikke liv at se dernede i dag, selvom der er lidt sol fremme. 


Apropos bier, så kan det være kålskoven her skal erstattes af en skov af solsikker næste efterår. Eller en smuk støvet blå mark af honningurt? Det kunne være smukt.


Påskeliljerne er kommet op. Der er selvfølgelig heller ikke længe til påske...


Og den første gruppe tulipaner er kommet op langs terrassen. Og der er flere på vej... 

Det er ikke svært at komme i forårshumør på sådan en lille rundtur i frokostpausen. Det er langt mere svært at komme ind og arbejde videre igen! :)

Saturday, February 9, 2013

Langsomhed



Jeg tror, jeg er blevet ramt at hybris - sådan godt og grundigt og lige midt i nakken. Jeg kom hjem fra USA sidste weekend, og var helt vildt glad og energisk og havde for første gang nogen sinde ikke ligget brak i fire dage af jetlag og højdesyge. Jeg var så glad og overgearet, at jeg besluttede mig for at gøre noget ved nytårsfortsættet om at komme igang med at løbe igen - og tog ud at løbe for første gang i en måned. Jeg vaskede tøj i bunkevis, cyklede til og fra arbejde i sne og slud, tog til pilates, løb en tur mere, og pludselig var det bare ikke sjovt mere. Overmod og hybris tænker jeg... så nu sidder jeg her en snegrå lørdag og drikker kaffe og sidder helt stille. Der er stearinlys. Der er også strikketøj, men det går langsomt, for jeg har ondt over det hele og kan strikke to pinde og så er jeg nødt til at holde pause.
Heldigvis har jeg godt selskab i fiberkatten, der som altid synes det er rart at ligge sammen med mit garn.



Og heldigvis kan man hurtigt få en eftermiddag til at gå på blogland med at lede efter ny inspiration. Jeg skal for eksempel nok have mig en ny strikkebog inden længe. Se et smugkig på hele bogen her.




Et af mønstrene fra bogen er på ovenstående hue. Den er bare så fin, og jeg glæder mig allerede til at skulle strikke den!  Men altså ikke i dag - i dag skal jeg ikke noget vildere end sidde her og skiftevis strikke en enkelt pind på Frejs strømper og så surfe på nettet, mens jeg drømmer om alt det jeg godt kunne tænke mig, når jeg igen kan røre mig uden at det gør ondt. Og dyrker langsomheden og drikker kaffe.

Gad vide om jeg har lært noget af denne uges overmodige motioneren? Jeg ku' godt ønske det...
Rigtig god og 'langsom' weekend til Jer alle!


Sunday, February 3, 2013

Søndagshygge

Jeg kom hjem i går aftes efter cirka et døgns rejsetid, og nyder nu bare at være hjemme igen. Startede med at sove længe - og det er ikke svært, efter en uge i USA, hvor døgnet er blevet vendt. Tuller rundt i pyjamas, pakker ud, bekriger vasketøjsbjerget og hygger, mens jeg kigger lidt på de småprojekter, der er på pindene lige nu, mens jeg drømmer og planlægger nye projekter. Det er jo godt at have noget at glæde sig til.

Jeg blev jo færdig med de 'transatlantiske' strømper på turen. Den første blev færdig allerede på vej over atlanten, men det tog nok fire-fem dage at blive færdig med nummer to. Den blev nemlig strikket sådan lidt efter lidt om aftenen, når jeg var tilbage i min lejlighed efter dagens foredrag og workshops. Det var en dejlig måde at stressede ned på efter travle dage, men det blev ikke til meget mere end et par omgange hver aften, før jeg måtte give op og gå i seng. Så det blev ikke til så meget strik, som jeg havde regnet med mens jeg var i USA. Til gengæld fik jeg sovet hver nat, og jeg var for første gang nærmest uden jetlag i dagtimerne, og det var egentlig en rigtig rar forandring!



De ser gigantiske ud, men de passer...

Denne morgen gik jeg igang med endnu et par strømper i restegarnet fra de første strømper (+ et nøgle blåt i samme slags garn). De bliver stribede, og der er dejligt meget pang på farverne. Det passer perfekt til den teenager, der skal ha' dem. Han kan godt li' pang...



Jeg har et andet lille projekt liggende klar også. Jeg strikkede jo en hue til Theo for to uger siden, og gik bagefter lidt og snakkede om at det kunne være sjovt at strikke en hue mere, men denne gang med ponponer i flere farver. Jeg nåede bare ikke at skaffe garnet inden jeg skulle afsted. Men mens jeg har været ude at rejse, har Leif så været i strikkeforretning og købt garn til en hue mere. Han fandt selv garnet - og da han skulle betale, spurgte den venlige dame i forretningen høfligt om han skulle have pinde også. Jeg synes, det er en sød lille historie, men kommer også til at tænke lidt over hvor traditionelt mange af os stadig tænker og handler. Der er ikke mange mænd 'der ude' der strikker...

Men garn fik han. Og det gjorde jeg jo så også. Jeg har tænkt mig at strikke stort set den samme hue som jeg strikkede til Theo - bare lidt større - og så skal der altså ponponer på i forskellige farver. Jeg tror den bliver rigtig fin...



Nu vil jeg sætte mig med strikketøjet og nyde det er søndag lidt endnu, og at jeg er hjemme igen, mens dagens allersidste vask kører i vaskemaskinen.
God søndag til Jer!