Showing posts with label filt. Show all posts
Showing posts with label filt. Show all posts

Tuesday, October 15, 2013

Små glimt

Sidste weekend havde jeg, som I måske kan huske, en af filtegrupperne fra Hovedstadens Husflid på besøg i anledning af den internationale Felt United-dag.
Dagene efter var travle og fyldt med en masse møder, arbejde og så en lille eksamen, der også skulle overstås, så det er først nu - lidt over en uge senere - at jeg har haft tid til at reflektere over hvad vi egentlig lavede selv på Felt United dagen - og kigge lidt på hvad der er lavet andre steder i verden.

Hvis man 'billed-googler' Felt United 2013, så finder man nogle meget fine og forskelligartede fotos. Se HER for nogle eksempler...

En af de filtere, som jeg fandt på denne måde er Pam de Groot, der har filtet noget så kreativt som et 'splask'. Hvordan man overhovedet til at begynde med får ideen til at filte et 'pjask' ved jeg ikke. Det må virkelig kræve en krøllet hjerne! Men det er lykkedes Pam meget fint, og det kan du se HER.

Og her kommer et link til en af mine nye yndlingsblogs, hvor der i anledning af felt united's vandtema i år blev lavet en 'tang-taske'. Heather kombinerede strik og filt og nogle farver, som jeg nok aldrig selv havde sat sammen, og slutresultatet blev både sjovt, flot, brugbart og inspirerende. Det er lidt et direkte spark i skridtet til al tone-i-tone-pænhed og konventionelle regler for hvilke farver man 'må sætte sammen' på en eller anden måde.  Du kan se det færdige resultat HER (men læg mærke til at Heather har flere indlæg i dagene op til det indlæg, der er i linket, hvor hun beskriver tilblivelsen af tang-tasken trin for trin. Meget fin blog!)

I Canada fejrede de Felt United med et kæmpe fællesprojekt og workshops i weekenden op til selve Felt united dagen. Som en ekstra 'bonus' (udfordring!!!) fik de et kæmpe uvejr med masser af blæst og vand (= regn) - der jo netop var temaet i år - da de skulle samle deres fælles værk. Du kan se hvad der kom ud af deres fælles anstrengelser HER.

Og i Vancouver lavede de eco-printing på Felt United dagen. Det kom der også nogle fine ting ud af som du kan se HER. Som amatør-plantefarver, så kan jeg godt li' tanken om at man kan farve med blade på den måde. Måske jeg skulle prøve selv en dag? Gyldenris, valnød og egeblade kunne måske være egnede???

Det er netop det, at man får lyst til at prøve noget nyt, der er fantastisk ved Felt United dagen. Ud over at man jo har en god 'undskyldning' for at mødes med venner og hygge-filte en hel dag, så bliver man efterfølgende så utroligt inspireret af at se hvad alle andre rundt omkring har lavet. Hurra for Felt United og nye ideer!  

Sunday, October 6, 2013

Felt United

I går mødtes en del af filterne fra hovedstadens husflid til fællesfilt hos mig i anledning af den internationale filtedag - Felt United. Hvert år på denne dag mødes filtere over hele verden og filter over et fælles tema for at skabe opmærksomhed omkring filten som kunstart og som kreativ proces - men også for at hygge sammen og inspirere hinanden. Nogen steder bliver der også arrangeret udstillinger eller workshops - men fælles for alle er, at der bliver taget en masse fotos af kreationerne, og at disse vil kunne ses her.  

Årets tema var VAND. Vi havde på forhånd diskuteret hvad i alverden man kunne filte, der havde noget at gøre med vand. En udstilling med filtede fisk - f.eks på Den Blå Planet - eller en samling af regndråber eller noget helt tredje. Og det endte selvfølgelig med at blive noget helt tredje. Danmark på denne årstid er jo normalt ret regnfuld, så vi associerede derfra til de uundværlige gummistøvler og en paraply....
Så vi startede med at skrælle en paraply.
Det blev diskuteret farver... Hvad vil se godt ud sammen og hvad har vi nok af?
Filtet lange tynde sorte rør, der skulle på paraplyens stænger.
Filtet sort beklædning til paraplyen.
 Filtet orange 'dobbelte' gummistøvler.
 Ib holdt øje med det hele. Så mange ukendte mennesker på en gang!
Der kom en sol på den ene gummistøvle. En sol kan man jo godt have brug for, når man går vinteren i møde, ikk?! :)
 Indendørs sloges de med hvordan paraplyen skulle holde balancen, mens de betrak stiverne.
 Og Laila filtede og filtede for at lave klædet til paraplyen.
Det er noget pillearbejde at få rørene på stiverne.

 Klædet er nu så sammenhængende at det kan 'æltes'.
Udenfor bliver støvlerne rullet i en gammel bambusmåtte.
Klædet blev forsøgsvis lagt over paraplyskelettet. Det ligner lidt sådan en yndig gammeldags solparasol med flæsekant.
Kirsten er kommet indenfor med de 'dobbelte' gummistøvler. De skal nu klippes over, så de bliver til 'enkelte' støvler. Da Kirsten begynder at klippe kan man se, at de er lavet af to farver uld. Meget fin effekt!


De filtede gummistøvler bliver trukket over på rigtige gummistøvler, og de filtes færdige nede i køkkenvasken.
Laila filter stadig. Der skal ret meget sort klæde til sådan en kæmpe paraply!
 I mens bliver de filtede gummistøvler beundrede og fotograferede.

Ib følger stadig med rundt for at se hvad der foregår. Her var den en balje med sæbevand, der skulle undersøges. Hun faldt ikke i, men det så ellers sådan ud en overgang!
Paraplyen skal også med på billederne...

Til sidst tilsættes en grøn filtespand og et par forsøg på filtede regndråber for at få lidt flere farver på billederne.

Det var en rigtig god dag. Sjov og lærerig og fantastisk selskab! Tak for det! :)

Sunday, March 17, 2013

Gensyn med tredive-benet

For nogle år siden fik en god veninde lokket mig med på et kursus med Rikke Ruff. Det var et kursus i autonom hulsøm, og det var ikke bare mit første møde med broderi, det var også mit første møde med en både dygtig håndværker og inspirerende underviser. Jeg syede sådan en lille fætter af et tredive-ben på kurset for at lære hulsømsteknikken - og for at øve mig i forskellige sting. Det var ret sjovt. Faktisk meget sjovt. Lidt som at tegne - bare med nål og tråd.


I denne weekend ville jeg egentlig normalt have rejst til Sverige for at deltage i strikkefestivallen SIV, men på grund af et større møde på arbejdet kunne jeg ikke nå derop i tide. Jeg var enormt ked af at måtte undvære mit årlige strikke-fix sammen med alle de søde svenske og danske strikkere, som jeg har lært at kende på den festival. Men så fik jeg i stedet muligheden for at dulme mine fiber-abstinenser på en anden måde. Hovedstadens husflid udbød nemlig et broderi kursus med Rikke Ruff. Titlen på kurset var 'Sting og spidsfindigheder på filt' - og det gav muligheden for alligevel at lege med fibre i weekenden og samtidigt få brugt nogle af de stykker filt, jeg har liggende fra gamle projekter. En rigtig sjov og god måde at glemme ærgrelsen over ikke at være i Sverige denne weekend!

For to uger siden fik jeg et fint stykke blåt filt af Tina, som er en af mine gode filteveninder. Hun havde taget et stykke af et tørklæde mønstret med sommerfugle, og havde så lagt blåt karteflor på bagsiden og filtet det sammen. Det blev rigtig fint, og har lige de blå farver som jeg holder allermest af.
I forbindelse med filtningen binder nogle af fibrene fra kartefloret sig fast til stoffet, og på den måde udviskes nogle af konturene lidt. Jeg startede weekendens kursus med at brodere lidt på disse sommerfugle. Jeg tænkte at broderiet kunne fremhæve sommerfuglene igen, og da sommerfuglefiltet skal sættes sammen med et andet stykke filt i en anden farve, så kunne jeg også brodere på sommerfuglene med nogle farver fra dette andet stykke filt til ligesom at binde de to stykker stof sammen. Sådan var tankerne bag....






Det gik min lørdag med. Broderi på 'sommerfuglefilten', hyggeligt selskab og masser af inspiration.
Søndagen fortsatte på helt samme måde, men denne gang var der mere 'fri leg' på mit program. Jeg fik for snart mange år siden en hjemmelavet filtet 'kosmetikpung' af Liv. Den var lidt skæv. Den havde også en meget tynd bund, og ville ikke kunne holde til megen brug. Men den havde fine fine farver, og hun havde selv med møje og besvær syet en lynlås i. Meget kompetent ung dame! Og selv om den ikke rigtigt kunne bruges til noget, så kunne jeg ikke nænne at smide sådan en kærlighedsgave ud! I dag havde jeg den så med på kursus og brugte den til at eksperimentere med nye sting og lege med farver. På den måde fik jeg forstærket bunden og den øverste kant, og jeg har nu faktisk fået en funktionel kosmetikpung. Muligvis bliver den også udstyret med et for - bare for en sikkerheds skyld, for det er ikke strengt nødvendigt længere.





Der var ikke den store plan for broderiet på kosmetik pungen. Jeg ville gerne afprøve så mange forskellige sting som muligt, men der var ikke noget 'tema' for broderiet. Jeg holdt mig til grøn-blå-turkise farver. Samme farver som Liv havde filtet ydersiden af kosmetik pungen i. (Indersiden er violet, så det er en ret avanceret kosmetik pung hun har lavet til mig.) Og så skulle der broderes lidt ekstra de steder, hvor filten var lidt tynd....
Jeg synes faktisk det er en sjov lille pung, der kom ud af vores fælles anstrengelser. Den mangler vel egentlig bare en læbestift eller to, en eyeliner og en mascara, og så er den perfekt!



Sunday, January 20, 2013

Fiberdutterne der bare ikke ville som jeg ville....

Sidste weekend stod jo i den grad i våd-filtens tegn. Jeg ville tage mig sammen og gøre spiral armbåndet færdigt, så jeg ikke længere skulle have et lille stik af dårlig samvittighed hver gang jeg stødte på projektet i garn-skabet, hvor det ellers har ligget og puttet sig i de sidste ti måneder. Nu skulle det være.

Og jeg gik i gang efter alle kunstens regler. Fæstnede snorene endnu en gang for at være helt sikker på, at de ikke gik op undervejs. Fugtede fibrene og sørgede for at der kom sæbevand ind i alle 'dutterne' - og så begyndte jeg at arbejde med filten.

Først lige så forsigtig i hånden, og senere blev filtet pakket ind i bølgeplast sammen med en kagerulle og så med håndklæder omkring og rullet på alle leder og kanter.





Undervejs var det hele tiden nødvendigt at gennemgå filtet, for snorene havde det med at løsne sig og skulle derfor strammes op og hæftes igen og igen...



Efter cirka en times rulning og 'massage' pillede jeg forsigtigt tråden ud af en af dutterne i enden af filtet og fjernede plastikken, for at se om merino-silke fibrene havde filtet sig sammen om forventet. Det havde de så ikke...

Så 'lappede' jeg 'fiberdutten' sammen igen og fortsatte med at rulle og rulle. Jeg kiggede fortsat til syningerne, når jeg vendte filtet for at få det rullet på en anden led - og ind i mellem løsnede jeg forsigtigt en spiral for at se om det filtede. Men nej. Efter at have filtet på det en hel eftermiddag foldede 'fiberdutterne' sig stadigt ud som et fladt stykke filt, når jeg åbnede op for dem - og det var jo ikke lige meningen. De skulle jo filte sammen tre-dimensionelt og blive til en dut!

Så tog jeg grovere midler i brug. Jeg kom filtet i en plastikpose, slog en knude på posen - og begyndte så at kaste filtet ned i bordet. Det hjalp ikke. Dutterne blev ved med at være flade i stedet for at blive til dutter.




Til sidst gjorde jeg filtet helt vådt og smed det i tørretumbleren. Gav det ½ time - og kiggede lidt til det undervejs - igen for at sikre at sytråden ikke gik op - og stramme op og hæfte, når det alligevel skete.
Heller ikke dette hjalp. Og nu havde merino-silke blandingen oven i fået en underlig hård og vel nærmest papiragtigt konsistens - og var ikke længere blødt og garn-agtigt at røre med, men knitrende og stift.




Og så gav jeg op.

Jeg ved at merino-silkeblandingen KAN filte. Jeg ved også at det lykkedes Ursula Suters at lave en lille prøve med fiberdutter, som hun viste os på kurset sidste forår - så det kan altså lade sig gøre at lave denne slags tredimensionel filt. Men hvorfor gik det så galt for mig? Jeg har tænkt meget over det og har nu en teori.
For et par år siden forsøgte jeg at filte en skrig-pink neonfarvet nylonsnor ind i en blågrøn kurv i merino uld.
Min ide dengang var, at merinoen ville filte fint - og nylonsnoren ville blive fanget i denne filt - den ville ikke filte med, men bare blive hængende i den tætte filt som merino karteflor normalt laver, og kunne så fungere som en kontrast både farvemæssigt og materialemæssigt. Jeg syntes selv at det var en god ide!
Men her tog jeg fejl, for nylonsnoren skar sig simpelthen fri af filten og lavede desiderede huller i denne under selve filteprocessen. Jeg tænker sådan lidt naivt, at det er det samme, der er sket her. Min sytråd, der netop er en meget stærk nylonsnor, har sandsynligvis på samme vis fungeret som en slags kniv og skåret alle uld-fibrene over lige så hurtigt som de har kunne nå at blive dannet under selve filteprocessen. Resultat: filten hænger kun sammen i fladerne.

Og er jeg så god til at håndtere når ting ikke lykkes for mig? Nej, jeg blev simpelthen så utroligt ubegribeligt sur sidste weekend, at jeg ikke kunne sove om natten! Og jeg har haft lyst til at smide det mislykkede filteprojekt ud - eller endnu bedre: lave en rituel afbrænding af det ude i haven! Men indtil videre har det nu overlevet. Det ligger på sofabordet, og jeg tager det ind i mellem op og græder lidt indeni over alt det arbejde, der er spildt.
Jeg kan stadig godt li' ideen og kunne godt tænke mig at lave sådan et armbånd, men jeg tror lige det skal vare lidt, inden jeg kaster mig over projektet igen. Og inden da skal jeg også have løst problemerne med at nylonsnoren (måske?) skærer fibrene over undervejs - og også gerne have fundet på en måde så jeg kan slippe for at stramme og hæfte tråd så ofte undervejs. Det må kunne lade sig gøre!

Og det er så det sidste filte-indlæg for en lille tid. Nu har jeg brug for nogle succes-historier, så næste gang kommer det nok til at handle om strik. Eller kage! Godt jeg har det at falde tilbage på, når filteeventyrene ind i mellem driller.
Hvis I har tid og lyst til at se nogle, der er meget dygtigere til det med filt end jeg er, så vil jeg i øvrigt gerne anbefale filtecirklens udstilling her.

Dagens sidste billeder er af Ib. Vores søde teenager-kat, der synes plastikposer og bobleplast er det allerdejligste legetøj og derfor fulgte filteprojektet gennem hele søndagen. Så i det mindste var der een der var glad! :)














Saturday, January 12, 2013

Fiber spiraler - et filtet smykke

Jeg har en gammel svaghed for at vådfilte, og er derfor med i en interessegruppe hos hovedstadens husflid. Vi mødes en gang om måneden og snakker og inspirerer hinanden og afprøver forskellige teknikker sammen. Det er utroligt hyggeligt, og nu hvor jeg ikke længere har et arbejdsværelse, hvor jeg kan husere i fred og ro, så er det faktisk det eneste tidspunkt, hvor jeg får filtet. Det er simpelthen for bøvlet at gøre det hjemme i køkkenet, hvor der jo også skal være plads til katte, et uforudsigeligt antal teenagere og en mand.

Sidste år  i april var jeg på et filtekursus arrangeret af husfliden, hvor Ursula Suter underviste i hvad man vel kan kalde 'strukturel filt'. Det vil sige filt, hvor der arbejdes med overfladestrukturen af filten. Det er ret langt fra ting som sutsko, omslag til bodumkander og net-tørklæder, som nok er det mange tænker på som det første, når de tænker på filt. Du kan se nogle af Ursula's arbejder her. Prøv at kigge på hendes slide show der hedder 'Lights and shadows'. Hun laver nogle ret fantastiske ting.

På kurset startede jeg et lille filt op, der skal blive til et armbånd. Arbejdet har ligget stille nok det sidste halve år. Glemt på en hylde i mit skab med garn, men for ikke så længe siden fandt jeg det ved et tilfælde, og tænkte at nu skulle det være. Nu har jeg endelig fået syet alle spiralerne færdige (se billeder fra tidligere i projektet her), og har fået trukket alle snorene sammen, således at der er dannet de fineste små 'dutter' over hele stykket.







Næste trin er at få det filtet, så 'dutterne' bliver permanente og så der dannes en sammenhængende flade underneden, der kan danne basis for selve smykket. Det kommer jeg til at sidde og nørkle med i aften, og det bliver ikke så ligetil. Der er stadig en lag plastik på den ene side (for ellers hænger det ikke sammen endnu), og det gør at jeg skal være ekstra omhyggelig med at få sæbevand ind i alle dutterne og med at få hver enkelt 'dut' grundigt masseret. Jeg håber på, at det lykkes at få 'aftryk' af tråden i det endelige filt, men jeg ved ikke om det kan lade sig gøre.
Når det er filtet færdigt, venter endnu et stort arbejde med at få hver enkelt tråd forsigtigt løsnet fra plastik og filt - og først der vil jeg kunne se om jeg har fået alle 'dutterne' filtet eller om enkelte er 'undsluppet' - og først der ses om der er kommet aftryk af tråden. Det håber jeg meget.
Og så skal filten monteres på en basis af læder. Jeg har ikke helt besluttet mig for hvilken farve læder det skal være - jeg tror det må komme an på en prøve, når det er helt færdigt.

De sidste to billeder er fra bagsiden af smykket. Her kan man godt fornemme den bløde overflade, som silke-merino blandingen vil ende med at udgøre. Det bliver så blødt og fint.