Showing posts with label sy. Show all posts
Showing posts with label sy. Show all posts

Saturday, March 23, 2013

Knapper og andre gaver...

Jeg er blevet begavet flere gange i den forgangne uge - sådan helt uden at have haft fødselsdag eller noget - og det er rigtig dejligt og fantastisk og forkælelsesagtigt. Lige til at blive rigtig glad af! En af gaverne bestod af et mindre bjerg af knapper. Små og store og i forskellige hvide, grå, sorte, brune og blå-grå nuancer. Jeg forestiller mig at een af de ting, som de vil kunne bruges til, er at peppe en gammel cowboynederdel op med.

Det kan man jo gøre på mange måder:







Og der kunne også broderes i mellem knapperne. Hvis altså man havde lyst.... (og tid!)

Og apropos brodere og gaver. På sidste weekends broderikursus havde en af kursusdeltagerne, Lovisa, også gaver med til os andre. Nogle små pudsige agern, hvor selve agernet er fjernet fra 'frøstanden' (gad vide hvad det rigtige navn for sådan en 'frøstand' er?) og erstattet med et lille filtet 'agern'. Vi fik lov til at vælge mellem forskellige farver 'agern', og jeg valgte, at mine skulle være røde, for jeg synes de var fine. Næsten sådan lidt jule-agtige.


Hun havde også nogle kogler med til os. De har været 'spist på' af nogle egern, så en del af koglen er gnavet væk, og det der så er tilbage havde Lovisa slebet på, så de er blevet glatte og fine.


Jeg synes både koglerne og de filtede 'agern' er finurlige og sjove, og lige nu ligger de til pynt i vindueskarmen ved spisebordet. Jeg tror ikke det bliver et hit hos mig at lave den slags ting selv, men de er sjove at have liggende og kigge på. Og gode at røre ved. Anderledes end noget jeg selv kunne finde på at lave, og det er godt med inspiration! Det ser i øvrigt lidt ud som om kattene synes, at koglerne kan bruges til at lege med. Både Fiberkatten og Ib har et par gange taget tilløb til om de eventuelt kunne få dem til at bevæge sig hvis de dasker til dem med poten... Eller måske de lugter godt af egern?  

Ugens sidste gave var fra min filteveninde, Tina. Hun har været på kursus på Skals (det heldige asen!) og faldt der over en bog, der har stået ret højt på min ønskeseddel en tid, nemlig 'Spindebog' af Lise Warburg. Det er en ældre bog, og den er ikke til at skaffe fra ny længere. Og ikke nok med at Tina så bogen og vidste at det lige var en bog for mig - hun havde også muligheden for at få den med hjem til mig! Så nu er jeg super glad og lykkelig og har lidt gået rundt med bogen lige siden. Sådan noget med at have den ved hånden, så jeg kan læse i den, når lejligheden byder sig!


Det er en fantastisk gave. Tak, Tina!

Desværre er der ikke meget tid denne weekend til at spinde eller strikke eller andet sjovt, for jeg skal skrive på en rapport til mit arbejde. Jeg er bagud med den, og jeg har deadline på onsdag, så der skal knokles. Men jeg har bogen liggende ved siden af computeren sammen med noget strømpestrik. Det fungerer simpelthen som både overspringshandling og 'gulerod', så jeg har noget rart at lave, når jeg kører fast og ikke ved hvordan jeg skal få noget formuleret - eller når jeg bare trænger til en pause.
På den måde kan det jo være næsten hyggeligt at arbejde i en weekend.



Sunday, March 17, 2013

Gensyn med tredive-benet

For nogle år siden fik en god veninde lokket mig med på et kursus med Rikke Ruff. Det var et kursus i autonom hulsøm, og det var ikke bare mit første møde med broderi, det var også mit første møde med en både dygtig håndværker og inspirerende underviser. Jeg syede sådan en lille fætter af et tredive-ben på kurset for at lære hulsømsteknikken - og for at øve mig i forskellige sting. Det var ret sjovt. Faktisk meget sjovt. Lidt som at tegne - bare med nål og tråd.


I denne weekend ville jeg egentlig normalt have rejst til Sverige for at deltage i strikkefestivallen SIV, men på grund af et større møde på arbejdet kunne jeg ikke nå derop i tide. Jeg var enormt ked af at måtte undvære mit årlige strikke-fix sammen med alle de søde svenske og danske strikkere, som jeg har lært at kende på den festival. Men så fik jeg i stedet muligheden for at dulme mine fiber-abstinenser på en anden måde. Hovedstadens husflid udbød nemlig et broderi kursus med Rikke Ruff. Titlen på kurset var 'Sting og spidsfindigheder på filt' - og det gav muligheden for alligevel at lege med fibre i weekenden og samtidigt få brugt nogle af de stykker filt, jeg har liggende fra gamle projekter. En rigtig sjov og god måde at glemme ærgrelsen over ikke at være i Sverige denne weekend!

For to uger siden fik jeg et fint stykke blåt filt af Tina, som er en af mine gode filteveninder. Hun havde taget et stykke af et tørklæde mønstret med sommerfugle, og havde så lagt blåt karteflor på bagsiden og filtet det sammen. Det blev rigtig fint, og har lige de blå farver som jeg holder allermest af.
I forbindelse med filtningen binder nogle af fibrene fra kartefloret sig fast til stoffet, og på den måde udviskes nogle af konturene lidt. Jeg startede weekendens kursus med at brodere lidt på disse sommerfugle. Jeg tænkte at broderiet kunne fremhæve sommerfuglene igen, og da sommerfuglefiltet skal sættes sammen med et andet stykke filt i en anden farve, så kunne jeg også brodere på sommerfuglene med nogle farver fra dette andet stykke filt til ligesom at binde de to stykker stof sammen. Sådan var tankerne bag....






Det gik min lørdag med. Broderi på 'sommerfuglefilten', hyggeligt selskab og masser af inspiration.
Søndagen fortsatte på helt samme måde, men denne gang var der mere 'fri leg' på mit program. Jeg fik for snart mange år siden en hjemmelavet filtet 'kosmetikpung' af Liv. Den var lidt skæv. Den havde også en meget tynd bund, og ville ikke kunne holde til megen brug. Men den havde fine fine farver, og hun havde selv med møje og besvær syet en lynlås i. Meget kompetent ung dame! Og selv om den ikke rigtigt kunne bruges til noget, så kunne jeg ikke nænne at smide sådan en kærlighedsgave ud! I dag havde jeg den så med på kursus og brugte den til at eksperimentere med nye sting og lege med farver. På den måde fik jeg forstærket bunden og den øverste kant, og jeg har nu faktisk fået en funktionel kosmetikpung. Muligvis bliver den også udstyret med et for - bare for en sikkerheds skyld, for det er ikke strengt nødvendigt længere.





Der var ikke den store plan for broderiet på kosmetik pungen. Jeg ville gerne afprøve så mange forskellige sting som muligt, men der var ikke noget 'tema' for broderiet. Jeg holdt mig til grøn-blå-turkise farver. Samme farver som Liv havde filtet ydersiden af kosmetik pungen i. (Indersiden er violet, så det er en ret avanceret kosmetik pung hun har lavet til mig.) Og så skulle der broderes lidt ekstra de steder, hvor filten var lidt tynd....
Jeg synes faktisk det er en sjov lille pung, der kom ud af vores fælles anstrengelser. Den mangler vel egentlig bare en læbestift eller to, en eyeliner og en mascara, og så er den perfekt!



Monday, July 16, 2012

Maoskoene, der blev glemt

For snart to måneder siden tog jeg et par maosko og en kasse broderigarn med på en tur tværs over Danmark og retur. Bagtanken var at brodere på dem undervejs, så de måske kunne blive lige så fine som de gamle blomstrede yndlings, der desværre var slidt helt op... Men hvad jeg ikke helt havde forudset var, at jeg blev køresyg undervejs, og jeg nåede kun at brodere på den ene sko, inden jeg måtte give op. (Jeg plejer faktisk aldrig at blive køresyg, men måske man bare kigger mere ned på det man laver, når man broderer end man gør når man f.eks strikker? Eller hvad der nu ellers kan trigge en pludselig køresyge?) Og hjemme igen fik maoskoene lov til at ligge og ligge, helt glemte og oversete. Altså lige indtil nu, hvor Verdens Broderidagen er begyndt at 'spøge' i min bevidsthed, og jeg har fundet broderigarnet frem igen. Og så samtidigt genfandt maoskoene.




Jeg har valgt at sy nogle meget simple mønstre på skoene, for det viste sig at være svært at sy ved tæerne, hvor det er svært at have hånden inden i skoen til at tage i mod nålen og returnere den. Så det blev mest til  cirkler i forskellige sting og farver. Og lidt franske knuder hist og her.

Det har faktisk været et ret sjovt projekt. Der er selvfølgelig begrænsninger i hvad man kan lave, fordi man ikke rigtigt kan komme til at sy ude ved tæerne, men det var et fint lille projekt, og det kunne sagtens udvides med tryk, perler og pailletter. Det ville have været en fin måde at lave meget personlige indesko til ungerne, dengang de gik i børnehave og man aldrig kunne kende forskel på skoene, der oftest befandt sig i en bunke i garderoben... Gad vide om man kan lokke teenagere til at gå med indesko, hvis der blev broderet lidt på dem? Det ville nok give færre huller i strømperne.... 

Sunday, June 3, 2012

Søndagskøretur med håndbroderi og maosko

Mine elskede farvestrålende og storblomstrede 'mao-sko' er efter flere års intens brug blevet slidt så meget at de nu ikke kan mere. Eller - jo - de sidder jo stadig på mine fødder, og det bliver de ved med, indtil de er faldet helt fra hinanden, men det er tydeligt at det ikke varer længe. Og når man er en frossenpind som mig, så er livet uden noget på fødderne lidt skræmmende. Jeg kan faktisk næsten fryse bare ved tanken.



Desværre er det ikke længere muligt at få sådan nogle farvestrålende og festlige sko - eller rettere sagt - jeg ved simpelthen ikke hvor jeg skal lede efter dem. Men i den lokale Irma fås disse her:



De er lige så bløde som de blomstrede, bare lidt mindre festlige. Men det kan man jo gøre noget ved selv! Jeg har dejlig inspiration at hente i denne lille fine bog.



Og jeg har en hel kasse fuld af broderigarn. Det meste arvet fra min mormor, der var en haj til at brodere - og så suppleret op sådan lidt efter lidt...



Og perler og pailletter kan jeg sikkert også godt finde, hvis der skal ekstra 'pang' på skoene.

Som sædvanlig har jeg også en nysgerrig 'hjælper'. Alice (aka Fiberkatten) synes det er et meget meget spændende projekt jeg har gang i. Det lugter godt synes hun! (Jeg håber bare ikke det lugter af mus?)


Hun er en sjov kat. Altid med mig når jeg laver noget, uanset om det er ude eller inde - men som man også kan se på billederne af hende - hun er altid på farten.

Det er mine nye blå sko og jeg så også om lidt, Broderi grejet er pakket ned og det hele skal med mig en tur til Fyn, hvor der skal fejres fødselsdag i svigerfamilien. Mon ikke jeg kan nå at brodere begge sko på de seks timers køretur, der venter?


Sunday, May 27, 2012

Have arbejde kan være så meget.....

Vi har de sidste uger gået og arbejdet på det nye drivhus. 'Vi' er nok en lettere overdrivelse i denne sammenhæng, for mit eget bidrag har mest bestået i at kigge på, beundre og klappe i hænderne i begejstring over at der stille og roligt blev bygget et drivhus i haven. Men denne morgen skulle jeg også i aktion. Der skulle sys rør i fiberdug, og hvor jeg ikke er god til at flytte tonsvis af jord, fliser og grus, så går det lidt nemmere med at sy rør.

Først en lille skitse for at regne på om der var fiberdug nok.... 


Det var der heldigvis, så endnu en tur i et byggemarked blev undgået. Fiberdugen blev rullet ud i køkken/alrummet og videre ind i stuen, for at jeg kunne mærke af hvor der skulle klippes. Den underlige 'klat' på billedet i nederste venstre hjørne er Alice (også kendt som 'Fiberkatten'), der som altid skulle se hvad der foregik og kom springende ind, da jeg tog fotografiet. Helt som sædvanlig med hende.... Hun er så nysgerrig og social og er altid 'med'.


Så blev der klippet rektangler ud til rørene, og resten af projektet kunne foregå udenfor i det dejlige solskin. Heldigvis har vi en meget lang forlængerledning, så det var nemt at rykke ud på terrassen med symaskinen.


Vinden blæste hele tiden mine rør på jorden, men det var der da en nem løsning for lige ved hånden. Så nu hænger de der, mens der gøres klar til dem ude i drivhuset. Vandgravene er ved at blive fyldt. De allersidste fliser skal lægges lige om lidt - og planterne er allerede linet op og står og venter.... og det samme gør jeg....