Showing posts with label TantKofta. Show all posts
Showing posts with label TantKofta. Show all posts

Thursday, August 9, 2012

Ferie-finito

Øv. Nu gik det ellers lige smadder godt. Solskin, fantastisk selskab, dejlig mad, masser af fibre og ferie - og pludselig var både ferie og meget af det dejlige sommervejr forsvundet. Det er da lidt øv.

Men så kan jeg jo glæde mig over at have haft en dejlig ferie. Den er mestendels gået med at kravle på stiger i forbindelse med et par malerprojekter på huset, men lidt jazzfestival, et besøg på Nakkefestivallen og Statens Museum for Kunst er det også blevet til. Matisse udstillingen på SMK var fantastisk! Hvis I har muligheden, så tag ind og se den, for hans måde at bruge farver på er helt utrolig (tænk hvis man kunne strikke som han kunne male! Det kunne man jo godt tænke lidt over...).
Vi har faktisk været ret kulturelle denne ferie! Men fibre er der også blevet arbejdet med.

Jeg fik langt om længe taget mig sammen til at hæfte ender og blokke Gratitude sjalet. Det blev løvkanten meget meget pæn af! Hurra for den sidste finish! Og hurra for Vickevira's fine garn!







Sommersjalet i bomuld blev også færdigt, så jeg havde noget til de dejlige lune aftner på terrassen. Det var faktisk en drøm, der gik i opfyldelse der. Altså at det var varmt nok til at jeg kunne sidde ude på terrassen og nyde sommeraftnerne i min ferie. Og af en eller anden grund så har jeg ikke fået et eneste myggestik i år. Jeg plejer ellers at blive spist, når jeg sidder ude om aftenen, men måske myggene havde opgivet den danske sommer og var taget på charterferie, da den endelig dukkede op?



Feriens sidste færdiggjorte strikkeprojekt er Raka rör sjalet, som jeg købte garn og mønster til på forårets strikkefestival på Grötö. Det blev meget fint, og jeg er rigtig glad for det.




Men nu har jeg vist sjaler nok..... Gad vide hvad jeg så skal finde på? 

Monday, July 23, 2012

Udekontoret indtages

Hvor er det bare skønt med solskin og sommerferie! Det er jo til at blive glad i låget af. Så i anledning af det gode vejr flytter jeg ud i haven og arbejder på terrassen i dag. Det er dejligt at kunne sidde udenfor og arbejde igen (Tænk, hvis man også kunne gøre det på arbejdet i stedet for at sidde på det der lille indelukkede, fimsede og mørke kontor. Jeg tror faktisk det ville være godt for både min arbejdsglæde og for min produktivitet!) efter at have frosset den første uge af ferien. Og dejligt med  stauder og krydderurter og sommerfuglebuske og masser af flyvende insekter at kigge på hele vejen rundt om terrassen. Og en fjollet fiber-kat, der sniger sig ind og går til angreb på det hele....

Jeg har besluttet mig for at bruge den næste uge på (at forsøge!) at få afsluttet nogle af alle de mindre projekter, der ligesom er blevet glemt og har ligget stille i en periode. Nu skal der ryddes op! 




Nogen gange undrer jeg mig over hvorfor et projekt går i stå. Jeg mangler for eksempel en halv vante på en fødselsdagsgave. Det er jo ikke noget, der er svært eller burde tage lang tid. Garnet er lækkert. Jeg holder af at strikke fler-farvet. Hvorfor er det så lige, at jeg så tæt på at være færdig med vanterne går i stå, og de får lov til at ligge? Jeg undrer mig...


Modsat undrer jeg mig ikke over hvorfor jeg er gået i stå med disse strømper. De er strikket fra tåen og op i noget rigtig lækkert garn, som jeg var så heldig at vinde i en konkurrence. I et fint lille hulmønster/bladmønster, der er afvekslende og morsomt at strikke. Her er jeg kommet til hælen, dvs jeg er cirka halvvejs, og har her fundet ud af at jeg et stykke nede ikke har fået fat i alle masker et sted, hvor man strikker tre masker sammen til en. Dvs at jeg har en maske, der hænger frit og vil kunne løbe (lige nu fanget af en sikkerhedsnål! Ses nederst i venstre hjørne). Og så var det jeg gik i stå! Bandende og svovlende. Hvorfor er det lige, at jeg aldrig husker at bruge en livline, når jeg strikker hulmønstre, så det er til at trævle op, når man laver en fejl? Vrisse vrisse, hvor kan jeg blive irriteret på mig selv ind i mellem. Men nu skal strømperne strikkes færdige - livline eller ej - og jeg vil forsøge bare at sy den flyvske maske fast. Jeg tror det kan lade sig gøre helt uden, at det vil kunne ses - og kan det ikke lade sig gøre, så bliver de fgm trævlet op, og jeg starter forfra.



Et tredje glemt projekt er Raka rör sjalet. Igen er der ikke nogen speciel grund til at det er blevet glemt, men sådan lidt i bagklogskabens lys, så har jeg nok bare strikket ret mange sjaler og tørklæder i en periode, og mon ikke jeg bare har 'fået nok'? Det er i hvert fald ikke garnets skyld, at det er blevet overset. Det er filisilk og virkelig lækkert at arbejde med. Og jeg elsker farven (som ikke er helt rigtig på fotoet. Den er mere gul og solskinsagtig i virkeligheden!!!), så jeg glæder mig til at komme i gang med det igen. Det kunne godt ende med at blive det strikketøj, som jeg sidder med hver aften, når der skal hygges og snakkes med familien. Hyggestrik, hvor der ikke skal følges et indviklet mønster eller holdes styr på farver, men hvor man kan snakke og hygge samtidigt med at man strikker.... det er dejligt.

Thursday, May 10, 2012

Morgenstrik på 'den sidste tante model'

Jeg er gået i gang igen med at strikke på den sidste af de tre modeller jeg købte af TantKofta på årets strikkefestival på Grötö. Det har været en kæmpe fornøjelse at strikke de to første projekter, nemlig baskerhuen og '3 räta och 1 avig'-sjalet. Nemme opskrifter og det skønneste garn i dejlige farver. Men nu er det snart slut, og det sidste sjal skal nydes. Så det er nu udnævnt til morgen-strik. Dvs det jeg sidder og nørkler med om morgenen stille og roligt inden arbejdsdagen og alverdens ting, som man burde gøre og huske og mene om dit og dat melder sig. Det er ren afslapning og hygge. Og i godt selskab....



Det er ret hyggeligt med Fiberkatten, der altid er i nærheden for lige at kunne følge med i hvad man laver....

Sunday, May 6, 2012

Mit '3 räta och en avig' sjal

Jeg har hæftet ender på mit 3 räta och en avig sjal her til morgen. Det er blevet godt. Lækkert blødt mod huden. Og dejlig varmt. Gode farver. Og en sjov effekt af den mørke uldne alpaca sat sammen med det lyse glatte, næsten skinnende, merino-silke garn. Det ene garn nærmest 'sluger' lyset, mens det andet nærmest reflekterer.
Vrangrillen giver en slags tre-dimensionel effekt, så når man ser sjalet fra nogle vinkler, så virker det meget mørkt, fordi man kun ser vrangrillerne strikket i den mørke alpaca, mens man fra andre vinkler har et meget lysere sjal, fordi man så kan se de lyse striber også.
Det har virkelig været en fornøjelse at strikke i garnet, og jeg kunne faktisk godt tænke mig at strikke endnu et. TantKofta havde et lignende beige sjal med på Grötö, som jeg forelskede mig i. Man kan se billeder af det her. Jeg har sådan en sikkert både urealistisk og romantisk forestilling om hvor fint det vil være til lyse og lune sommeraftner udenfor med gode venner, grill og kølig hvidvin.... Det er svært ikke at drømme lidt om sommer, så koldt som her er i dag. :)





Som I kan se, så har jeg haft en nysgerrig og meget hjælpsom Fiberkat, som hjælper på mange af dagens fotos, så til sidst et øjebliksbillede af hjælperen... Fanget 'on the go'....



Wednesday, April 25, 2012

The pause!

Det har været en træls arbejdsdag i dag. Ikke at der er sket noget sådan forfærdeligt eller katastrofalt af nogen art - næh, bare sådan en vedvarende træls dag sådan i det små. Det starter med for lidt morgenmad, regnvejr i plaske-pjaske-klassen - og en lang lang kø, hvor man bare holdt stille og kunne se det der startede med at være 'i god tid' stille og roligt ændrede sig til at være 'for sent på den'... Det kunne så være lige meget, for det møde som jeg stressede for at nå, viste sig at være aflyst, da jeg endelig nåede frem. Men resten af dagen følte jeg, at jeg var for sent på den, og kaffemaskinen var i stykker, og alle virkede stressede og forjagede, og det blev ved med at regne.

Nu er jeg endelig hjemme, og der er ved at komme lidt ro på. Jeg har fundet uldne sokker frem, så jeg kan få varmen igen, og der er lavet en kande the. Sweet and spicy. Om lidt skal der laves aftensmad og snakkes om løst og fast og planlægges mad og madpakker. Men først vil jeg afstresse med at drikke en kop the sammen med resten af familien, mens jeg strikker en pind eller to, og lader den sidste følelse af at være for sent på den afløse af ro.




 

Friday, April 13, 2012

Birkesirup og fredagsstrik

Jeg sidder og hygge-strikker i køkkenet, mens jeg våger over indkogningen af birkesiruppen. Jeg blev ikke færdig med at indkoge den i går - det ville have krævet at den havde kogt ind til 3 tiden i nat, og det passede jo ikke helt med, at det var arbejdsdag og tidligt op i dag... så af varmen med kæmpegryden, og mig i seng. 

Nu er der gang i indkogningen igen, og i aften skal den gøres færdig. Jeg drømmer om pandekager med min egen sirup i morgen.


Det går nu meget godt. Volumet er blevet væsentligt mindre siden jeg startede. Det har også kogt i cirka 8 timer nu. Duften er sådan lidt ligesom duften af brune kartofler (bare uden kartofler!) og lidt som frisk savet træ. Og selvfølgelig i virkeligheden ikke som nogen af delene, men snarere helt sin egen, som ikke kan beskrives... Farven er blevet  'karamel' - lidt ligesom når man smelter sukker på en pande.

Og imens kan jeg så passende sidde med strikketøjet og nyde at det skrider fremad. Stille og roligt, men det er også sådan at det er bedst på en fredag aften, hvor man er lidt træt og mast og helst ikke skal noget, der er svært. 
Det er stadig 3 ret og en vrang sjalet fra Tant Kofta at jeg strikker på. Garnet er (stadig!) lækkert, og mønsteret så enkelt at det kan klares, selvom en del af opmærksomheden er ved gryden med sirup, der helst ikke skal koge over eller koge på. Det er som skabt til denne aftens aktiviteter! 

Dagens strikkebillede er af sjalets bagside. Fordi jeg synes, den er så smuk at jeg skal have en fremtidig sweater i det mønster... 

Tuesday, April 10, 2012

Stille strik

Første dag efter påskeferien var en lidt lang arbejdsdag. 9 timer blev det til. Og hektiske timer oven i købet.
Så nu er der dømt strik af den slags, der ikke kræver alt for meget tænkearbejde, og som samtidigt er en fornøjelse at arbejde med, så dagens travlhed og stress og jag kan blive glemt for en kort stund.

Jeg startede forleden på endnu et sjal fra Tant Kofta. Denne gang et 3 ret og en vrang-mønster, som er tæt på at være det mest enkle mønster, jeg kender og alligevel giver en fin effekt. Det er tre-dimensionelt at se på - og farverne er bare så fine.




Der bruges to forskellige slags garn som jeg købte på strikkefestivallen på Grötö. Den lyse, mener jeg, er en merino/silke blanding (70%/30%). Den er glat og lidt skinnende, og danner en glatstrikket stribe. Den mørke er en Royal baby alpacka, og er nærmest en diametral modsætning til den lyse, nemlig lodden og 'ikke-skinnende', men tværtimod sådan et garn, der suger lys til sig og ikke reflekterer det. Det mørke garn danner en rib-rille og danner derved den tre dimensionelle struktur, der gør sjalet til noget helt specielt at se på. Og så dejligt at arbejde med! :) 


Friday, April 6, 2012

Raka rör - solskinsgult på en dag hvor solen forsvandt

Det er en kold og grå morgen. Det ligner, at det bliver regn - eller sne? Så dagens solskin kommer fra et lille projekt, som jeg startede på i går aftes, der hedder Raka rör Det er igen garn købt på Grötö - og igen er det Tant Kofta der har både farvet garnet og designet. Farven er solskinsgul over i det lyse orange - og garnet er tyndt og fint. Det er meget lang tid siden jeg har strikket i noget så tyndt, og jeg kan mærke at det er godt med noget forandring.  




Opskriften kræver at man øger maskeantallet på to måder, som jeg ikke har prøvet før, men der er lnks til super introduktionsvideoer i opskriften, og det er en fin hjælp. Jeg ved ikke helt hvad der er med mønsteret, men jeg bliver sådan helt glad af at strikke det. Måske fordi det er meget visuelt og tydeligt hvor langt man kommer, når der kommer nye 'linier' hver 5. pind? Eller også er det bare den dejlige solskinsgule farve? Det er i hvert fald dejligt strik på sådan en råkold og grå lang fredag! Mer' af det!

Thursday, April 5, 2012

Solskins-model

Jeg blev færdig med 'baskeren' i nat, og den blev dejlig - lige så dejlig som jeg havde forestillet mig. Mønsteret var nemt at følge - og jeg har udtænkt flere varianter, mens jeg strikkede denne. Ikke fordi den ikke er god nok, men fordi det er sådan en god grundopskrift, der bare råber på at man finder på varianter selv. Man kan få brugt alt reste-garnet + perler og pailletter, hvis man er til det! Jeg har købt mit mønster hos TantKofta - og hun har en webbutik lige her, hvis du skulle blive fristet til også at strikke dig en 'basker'.

I anledning af påskeferien har jeg model på billederne af baskeren. Det er dejligt at have en model i huset! :)










Monday, April 2, 2012

Overspring på overspring

Jeg skulle egentlig bekæmpe nogle af bunkerne og nullermændene i dag. Da jeg stod op i morges var jeg stålsat og determineret, men det tog ikke lang tid inden gnisten forsvandt. En enkelt maskine vasketøj, og så var det stålsatte væk igen. I stedet kom jeg til at kigge nærmere på et stykke strik, som jeg startede på i sidste weekend. Det var ikke kønt. Ujævnt strikket og med udtagninger, der bare ikke var i orden. Suk. Nu er beslutningen taget og det hele er trævlet op og ligger nu på bordet... Øv!

Jeg har så i stedet for slået op til en basker fra TantKofta. Det er ren og skær overspring fra oprydningen og fra at have trævlet en uges strik op, men det er til gengæld en god overspringshandling! Jeg har helt glemt at være vrissen...

Man starter med at strikke kanten, og her er der to muligheder - enten at strikke den i retstrik - eller at strikke den i retstrik og så med en icord kant - det man også ville kalde en hestetømme kant på dansk. Jeg har valgt hestetømme kant - det tager ikke ret meget længere tid at lave - og bliver pænt. Faktisk lige til at blive i godt humør af!!!