Showing posts with label broderi. Show all posts
Showing posts with label broderi. Show all posts

Saturday, November 2, 2013

Cathrines sko

Sådan en fredag aften som i går aftes, hvor jeg er lidt træt ovenpå en lang arbejdsuge, og hvor det er mørkt og koldt og efterårsagtigt, så kan jeg godt blive sådan en anelse modløs og føle, at ugen bare er forsvundet mellem hænderne på mig, og at det hele er lidt 'øv', og at jeg slet ingenting har nået. Altså andet end at arbejde, og det tæller af en eller anden grund ikke rigtigt. Sådan en aften er det faktisk lidt rart at finde nogle glemte billeder af Cathrines sko på kameraet. Dels fordi billedet af skoene gør mig glad. Jeg synes nemlig de er blevet vellykkede. Men også fordi de minder mig om, at ugen trods alt ikke kun har været arbejde. Jeg har faktisk fået lavet lidt ved siden af, selvom den hullede hukommelse sådan en fredag aften ikke rigtigt kan huske det... Og sidst men ikke mindst så minder de mig om, at jeg faktisk er så utroligt heldig at have rigtigt gode kollegaer på mit arbejde - blandt andet Cathrine.




Cathrine er min søde kollega, der flere gange har fundet fine gamle håndarbejdsting på forskellige loppemarkeder og købt dem med hjem til mig. Hun har et super godt øje for 'mærkværdigheder'. Og det var hende, der i sommers fandt en samling af fine gamle mønsterblokke fra 1970'erne til stoftryk og købte dem til mig. 

Jeg afprøvede mønsterblokkene på nogle maosko, og helt fra starten af var det planen, at et par af skoene skulle gives til Cathrine, som sådan en slags tak for at hun altid er så god til at finde ting til mig. Jeg havde forinden fundet ud af at rød er hendes yndlingsfarve, så selvfølgelig skulle der trykkes med rødt på hendes sko. Bagefter blev der broderet 'en million' fregner i forskellige farver på de trykte blomstermotiver for at give dem lidt ekstra farvespil og bling-bling, og i onsdags blev det endelig min tur til at overraske Cathrine. 

Hun blev glad. Det var dejligt, for hun gør så tit mig glad.... :)

Wednesday, October 23, 2013

Fregner

I sommerferien legede jeg med nogle gamle fine trykblokke, som jeg havde fået af en kollega. Nu bliver der broderet 'fregner' ovenpå trykkene. Små bitte sting i forskellige farver spredt med løs hånd ovenpå de store ensfarvede blomstertryk. Det er sjovt...


Friday, August 9, 2013

Farveladeleg

Jeg har haft gang i de 'nye' trykblokke og to par maosko.


Den ene blomst blev ikke så fin og jævn i trykket (selvom skoene var nystrøgne, og klodsen ser helt jævn ud), men de vil blive broderet og pyntet med perler, så det skal nok blive rigtig fint. Måske det faktisk bliver en ekstra charme at farvetrykket er lidt ujævnt?
Nu skal skoene tørre godt op, og de får faktisk nok lov til at stå et par dage, inden de så skal stryges igen, for at fiksere farven. Indtil da leger jeg lidt med farver ovenpå et par prøvetryk, jeg lavede på noget sort karton. På den måde kan jeg teste forskellige farvekombinationer af, inden jeg skal til at brodere og sy perler på.




Der skal helt sikkert broderes noget grønt på. Æblegrønt måske? Og så tænker jeg lidt i orange, pink og en anelse dyb dyb lilla...  Men jeg kan nok ombestemme mig et par gange eller tre omkring de sidste farver, inden skoene er tørre nok til at blive broderet på. :)


Tuesday, June 4, 2013

Ballonmonsteret og den med blomsten

De sidste cirka to uger har været forrygende travle med alle mulige slags Seriøse Voksen Aktiviteter. Arbejde - faktisk rigtig meget arbejde - havearbejde, køre børn til diverse fritidsaktiviteter, rengøring (ikke meget, men dog lidt!), bjerge af vasketøj og andre af den slags tidsrøvende kedsommeligheder.

Men i aften er der ingenting i kalenderen. Mand og børn har gjort sig usynlige. Nogen er gået tidligt i seng med en bog og andre besøger venner. Imens nyder jeg så, at naboen har en solsort, der synger så smukt oppe i æbletræet, og at selv om solen er gået ned, så er her lyst og mildt og stille - helt som jeg allerbedst kan li' en sommeraften. 
Jeg lægger sidste hånd på endnu et par maosko, der har fået en gang stoftryk og lidt broderi. Jeg trykte dem egentlig, da jeg lavede 'prinsesse-monster-skoene', og i den forbindelse havde brug for noget at teste tryk og farver på, og da det var gjort, så fik skoene lov til at ligge glemte hen indtil i dag. 
På ballon-monsteret her ovenover forsøgte jeg at blande gul og blå på trykklodsen, i et forsøg på at få et monster, der var blåt forneden, grønt i midten og gult foroven. Det lykkedes sådan set fint nok at blande farverne på selve tryk-blokken, men den grønne farve forsvandt fuldstændigt, da den blev trykt på den mørkeblå mao-sko. Øv. Ideen var ellers god. Synes jeg selv. 
Den gule ballon blev lavet ved, at jeg skar en skabelon ud i papir, og så duppede farve på med en skumgummi'pensel'. Kanten på ballonen blev ikke så skarp, som jeg gerne ville have haft, så derfor har jeg broderet kædesting i kanten af ballonen. Det gør dels ballonen lidt mere 'rumlig', og dels skjules den lidt ujævne kant. (Og så lærte jeg også at en papirskabelon ikke fungerer til at lave skarpe og veldefinerede kanter i forbindelse med stoftryk!) 
Det andet lille monster fik en blomst i hånden i stedet for en ballon. Det synes jeg egentlig fungerer meget godt. Det er lidt sødt...
Så nu er endnu et par monstersko blevet færdige og klar til at drage hærgende ud i verden og gøre alt det som monstre nu gør. Det har været et både sjovt og hyggeligt projekt.  Fler' af den slags projekter, tak! 

Sunday, May 26, 2013

Monster sko

For en uge eller to siden havde jeg gang i noget, som jeg troede skulle være sådan et lille nemt hyggeprojekt med at brodere på nogle maosko til en fire-årig i familien... Lyder jo nemt og ligetil. Men hvad jeg ikke havde tænkt over var, at str 26 i Maosko ikke giver megen plads inde i selve skoen til at manøvrere en nål. Selv ikke en ret lille broderinål. Så jeg gav op efter ganske få sting og gik i gang med en 'plan B'...

Fandt en tryk klods i gemmerne med et lille sødt monster, og en flaske med orange textilfarve, der kunne bruges til at trykke på mørkt stof. Der er selvfølgelig et stykke vej fra orange og så til den traditionelle røde yndlingsfarve hos en fire-årig pige. Men jeg håber det går alligevel.
Så fik monstrene en lille guldkrone på. Der oppe i kanten af skoene kunne jeg nemlig lige akkurat manøvrere rundt med nål og tråd, og på den måde blev monsteret forvandlet til et lille monster, der meget gerne ville være en prinsesse (eller måske er det en prinsesse, der har fundet ud af at monstre har det MEGET sjovere end prinsesser??)
Så fandt jeg noget malertape, tegnede et lille hjerte på tapen, og skar hjertet ud med en kniv til papirsnit. Tapen blev så sat på brystet af de små monstre, og der blev 'duttet' rød farve på med en lille skumgummi 'pensel'.




Da farven var tør, blev malertapen fjernet, og motivet strøget for at fixere farven. Og nu er de små monstre egentlig klar til at rejse ud i verden. De er spændte på, hvem de mon møder, når de kommer frem. Er det et andet monster eller er det en prinsesse?

Wednesday, May 22, 2013

Smugkig

Et lille smugkig på to af de 'projekter', der fylder noget denne morgen.
 Et lille sødt monster, der SÅ gerne vil være en prinsesse....
Og 'Cykelmyggen', der er blevet forkølet her dagen før hun skal synge solo i skolens musical.... så nu har jeg fået mig en taxa-tjans, og så håber vi, at hun får stemmen igen, inden soloen synges i morgen (alternativt - at det bliver tørvejr, men det er nok sværere at arrangere... ;) )

Sunday, May 19, 2013

Er der ugler i mosen? Eller er det på skoene?

Jeg har et lille hyggeprojekt planlagt i dag. 

 Det involverer broderigarn....

 Pailletter....

Et par maosko i størrelse 26 - sådan nogen, der vil passe en fire-årig pige, der går i børnehave og skal bruge indesko...
Jeg har tegnet lidt forskellige motiver og har besluttet mig for dette her....


Jeg har hørt, at den unge fire-årige er en ret normal fire-årig pige. Dvs noget med at være vild med rød og hvid og pink. Så mon ikke denne farvekombination vil være et hit? Det bliver måske ikke den mest naturtro ugle, men jeg tror den bliver fin...

God søndag til Jer! Nu skal jeg have fundet broderinålene frem....


Sunday, March 17, 2013

Gensyn med tredive-benet

For nogle år siden fik en god veninde lokket mig med på et kursus med Rikke Ruff. Det var et kursus i autonom hulsøm, og det var ikke bare mit første møde med broderi, det var også mit første møde med en både dygtig håndværker og inspirerende underviser. Jeg syede sådan en lille fætter af et tredive-ben på kurset for at lære hulsømsteknikken - og for at øve mig i forskellige sting. Det var ret sjovt. Faktisk meget sjovt. Lidt som at tegne - bare med nål og tråd.


I denne weekend ville jeg egentlig normalt have rejst til Sverige for at deltage i strikkefestivallen SIV, men på grund af et større møde på arbejdet kunne jeg ikke nå derop i tide. Jeg var enormt ked af at måtte undvære mit årlige strikke-fix sammen med alle de søde svenske og danske strikkere, som jeg har lært at kende på den festival. Men så fik jeg i stedet muligheden for at dulme mine fiber-abstinenser på en anden måde. Hovedstadens husflid udbød nemlig et broderi kursus med Rikke Ruff. Titlen på kurset var 'Sting og spidsfindigheder på filt' - og det gav muligheden for alligevel at lege med fibre i weekenden og samtidigt få brugt nogle af de stykker filt, jeg har liggende fra gamle projekter. En rigtig sjov og god måde at glemme ærgrelsen over ikke at være i Sverige denne weekend!

For to uger siden fik jeg et fint stykke blåt filt af Tina, som er en af mine gode filteveninder. Hun havde taget et stykke af et tørklæde mønstret med sommerfugle, og havde så lagt blåt karteflor på bagsiden og filtet det sammen. Det blev rigtig fint, og har lige de blå farver som jeg holder allermest af.
I forbindelse med filtningen binder nogle af fibrene fra kartefloret sig fast til stoffet, og på den måde udviskes nogle af konturene lidt. Jeg startede weekendens kursus med at brodere lidt på disse sommerfugle. Jeg tænkte at broderiet kunne fremhæve sommerfuglene igen, og da sommerfuglefiltet skal sættes sammen med et andet stykke filt i en anden farve, så kunne jeg også brodere på sommerfuglene med nogle farver fra dette andet stykke filt til ligesom at binde de to stykker stof sammen. Sådan var tankerne bag....






Det gik min lørdag med. Broderi på 'sommerfuglefilten', hyggeligt selskab og masser af inspiration.
Søndagen fortsatte på helt samme måde, men denne gang var der mere 'fri leg' på mit program. Jeg fik for snart mange år siden en hjemmelavet filtet 'kosmetikpung' af Liv. Den var lidt skæv. Den havde også en meget tynd bund, og ville ikke kunne holde til megen brug. Men den havde fine fine farver, og hun havde selv med møje og besvær syet en lynlås i. Meget kompetent ung dame! Og selv om den ikke rigtigt kunne bruges til noget, så kunne jeg ikke nænne at smide sådan en kærlighedsgave ud! I dag havde jeg den så med på kursus og brugte den til at eksperimentere med nye sting og lege med farver. På den måde fik jeg forstærket bunden og den øverste kant, og jeg har nu faktisk fået en funktionel kosmetikpung. Muligvis bliver den også udstyret med et for - bare for en sikkerheds skyld, for det er ikke strengt nødvendigt længere.





Der var ikke den store plan for broderiet på kosmetik pungen. Jeg ville gerne afprøve så mange forskellige sting som muligt, men der var ikke noget 'tema' for broderiet. Jeg holdt mig til grøn-blå-turkise farver. Samme farver som Liv havde filtet ydersiden af kosmetik pungen i. (Indersiden er violet, så det er en ret avanceret kosmetik pung hun har lavet til mig.) Og så skulle der broderes lidt ekstra de steder, hvor filten var lidt tynd....
Jeg synes faktisk det er en sjov lille pung, der kom ud af vores fælles anstrengelser. Den mangler vel egentlig bare en læbestift eller to, en eyeliner og en mascara, og så er den perfekt!



Sunday, June 3, 2012

Søndagskøretur med håndbroderi og maosko

Mine elskede farvestrålende og storblomstrede 'mao-sko' er efter flere års intens brug blevet slidt så meget at de nu ikke kan mere. Eller - jo - de sidder jo stadig på mine fødder, og det bliver de ved med, indtil de er faldet helt fra hinanden, men det er tydeligt at det ikke varer længe. Og når man er en frossenpind som mig, så er livet uden noget på fødderne lidt skræmmende. Jeg kan faktisk næsten fryse bare ved tanken.



Desværre er det ikke længere muligt at få sådan nogle farvestrålende og festlige sko - eller rettere sagt - jeg ved simpelthen ikke hvor jeg skal lede efter dem. Men i den lokale Irma fås disse her:



De er lige så bløde som de blomstrede, bare lidt mindre festlige. Men det kan man jo gøre noget ved selv! Jeg har dejlig inspiration at hente i denne lille fine bog.



Og jeg har en hel kasse fuld af broderigarn. Det meste arvet fra min mormor, der var en haj til at brodere - og så suppleret op sådan lidt efter lidt...



Og perler og pailletter kan jeg sikkert også godt finde, hvis der skal ekstra 'pang' på skoene.

Som sædvanlig har jeg også en nysgerrig 'hjælper'. Alice (aka Fiberkatten) synes det er et meget meget spændende projekt jeg har gang i. Det lugter godt synes hun! (Jeg håber bare ikke det lugter af mus?)


Hun er en sjov kat. Altid med mig når jeg laver noget, uanset om det er ude eller inde - men som man også kan se på billederne af hende - hun er altid på farten.

Det er mine nye blå sko og jeg så også om lidt, Broderi grejet er pakket ned og det hele skal med mig en tur til Fyn, hvor der skal fejres fødselsdag i svigerfamilien. Mon ikke jeg kan nå at brodere begge sko på de seks timers køretur, der venter?