Bierne i Oktober

Det er ved at være længe siden jeg sidst har skrevet om hvad der sker i bigården. Det er ikke fordi der ikke er sket noget - der har faktisk været stof til en mindre krimi-serie i otte dele, der kunne have været sendt på DR i den bedste sendetid. Dronninger, der forsvinder på mystisk vis. Dukker op igen. Dronninger, der bliver kuppet og snigmyrdet og søgt erstattet af snigmorderne, hvorefter undersotterne begår oprør og slår den nye dronning ihjel. Krydret med honningrøveri og den slags. Det er nogle meget foretagsomme og 'vi-bestemmer-selv'-agtige familier vi har os der. Det er ikke kedeligt at have et bijob!

Men alt det må vente til DR kommer med et tilbud om en filmatisering :) og i stedet kommer her lidt om hvordan bierne nu er blevet gjort klar til vinteren.

Jeg har før fortalt om, at alle europæiske bier nu er blevet inficeret med en lille snylter, der hedder en varroa mide. For at bifamilierne kan overleve sådan en infektion, er vi nødt til at behandle dem et par gange om året - og her efter at honningen er høstet og inden det bliver alt for koldt er et af de tidspunkter, hvor man traditionelt behandler mod snylteren. Så får man ikke kemikalier i honningen - og det er endnu ikke så koldt udenfor, at bierne tager skade af at vi lukker op til stadet og 'rumsterer lidt rundt'.

Der er flere forskellige måder at behandle bierne på. I store dele af europa bruger man antibiotika, men det skaber mange andre problemer (f.eks resistens) så i Danmark behandler man med myresyre, oxalsyre eller mælkesyrer. Det er stoffer, der i forvejen findes naturligt i bistadet og honningen i meget mindre mængder - og selv om vi behandler med store doser, så kan bierne tåle det, mens miderne altså går til.

På billedet nedeunder kan man se en fordampningskasse. Det er en træramme med plastiklåg, der er sat ind mellem det normale låg (som er taget af på billedet, for at I kan se ind i stadet) og ovenpå den kasse, hvor rammerne og bifamilien er. På den måde skabes der plads til at man kan lægge en plade (en kræmerplade) med myresyre ind. Og plastikken rundt om fordampningskassen hjælper til at myresyredampene bliver inde i boet og ikke damper ud.

Selve pladen med myresyre ligger også i plastik med store huller i. Jeg gætter på, at det er for, at man kan håndtere pladen uden at få en masse myresyre på hænder/handsker. Og hullerne er selvfølgelig for at dampene kan komme ud og slå miderne ihjel.  

Kræmerpladen ligger ikke direkte ovenpå tavlerne, men er lagt ovenpå et par træstokke for at hjælpe til at skabe cirkulation i tavlen, sådan at myresyredampene kan blive fordelt i hele boet og ikke kun henover præcis det sted, hvor tavlen ligger. Den skal ligge i stadet en uge (eller to) inden den bliver fjernet - og derefter skal bierne egentlig bare have lov til at have fred og ro indtil næste forår.

Kigger man ned på tavlerne i boet nu, så ser man at de alle er fyldte med en blanding af det sukker, som vi har fodret med efter at vi høstede honningen, og så noget honning og lidt pollen, som bierne har indsamlet efter honninghøsten i august. Jeg så faktisk flere bier, der havde store lysorange 'pollenbukser' på, men jeg kan ikke regne ud hvad det er for en blomst at de har hentet pollen fra. I min egen have er der godt nok et helt bed med blomster, som de er meget meget glade for, men som jeg ikke tror giver lys-orange pollen? Der er nemlig sået honningurt i det gamle jordbærbed - og de blomstrer nu. Det er den lyse-lilla stribe i højre side af nedenstående billede. Honningurt er ikke bare en rigtig god biplante - det er også en god efterafgrøde (= holder jorden (næsten) fri for padderokke og skvalderkål, som jeg ellers har så meget af i min have - og så skulle den ovenikøbet have jordforbedrende egenskaber ifølge økologerne. Noget med at kunne kvælstof gøde jorden...)

Og så er den ovenikøbet pæn, når den står det og næsten lyser ved siden af bærbuskene med deres gule efterårsfarver.

Og der er faktisk et mylder af bier i blomsterne, hver gang der er lidt sol... Det er lige før man glemmer det snart er mørkt og koldt og vådt og vinter på sådan en dag! :)

Er Thyras familie bare den klogeste?

Sidste søndag blev der lagt myresyreplader (det der også hedder kræmerplader) i staderne for at bekæmpe eventuelle varroamider. 

I den uge der er gået siden, har Thyras familie som den eneste af vores seks bifamilier siddet i en klump udenpå stadet i både regn og blæst. Det har set ret vildt ud - og ligner næsten en sværm. 

Når man kigger nede under flyvespalten på de andre stader, så ligger der en masse døde bier. Det er helt normalt at der dør en del bier, når man behandler med myresyre. Bierne kan bedre tåle myresyren end miderne, men der er alligevel altid nogle bier, der dør. Og når man kigger på yngeltavlerne i staderne, så kan man også se, at der sidder døde bier her, der simpelthen er døde, mens de har været på vej ud af deres celler. Det er ret trist at se på, men behandlingen er altså nødvendig, hvis man ikke vil have at hele bifamilien skal dø på grund af miderne.

Kigger man under flyvespalten på Thyras stade, så er der slet ikke den samme bunke døde bier her. Der ligger lidt, men måske kun 1/20 af hvad der er ved de andre stader. Spørgsmålet som vi stiller os selv nu er om Thyra bare er 'den klogeste', når hun og hele bifamilien tilbringer en uge i regn og blæst i stedet for at være inde i 'syrebadet' i stadet - eller om det måske set fra et mide-bekæmpelsessynspunkt er rigtig ærgerligt at Thyra's familie ikke har fået samme omgang myresyre, som de andre fem familier? Vi ved det ikke - og vi ved heller ikke hvorfor denne ene familie har opført sig anderledes end de andre fem.

Kræmerpladerne, der er brugt (det der ligner en plastikpose med en firkantet 'ting' indeni på ovenstående billede) kommer alle fra det samme sted - og 'fordampningskasserne' (der ses stablet på billedet nedenunder) er alle lavet på den samme måde. Der burde ikke være forskel på hvordan de seks familier er blevet behandlet.

Så hvorfor opfører Thyra's familie sig anderledes end de andre familier? Og gad vide hvor mange mider vi finder i hendes stade næste gang vi tjekker? Vi keder os ikke med bier i haven! :) 

Lidt om 'bijobbet' i august

August er faktisk sidst på 'bi-året', for snart er der ikke mere nektar at hente for bierne i haverne, men der er stadig ganske få ting, der skal gøres, inden 'bi-jobbet' er helt slut for i år.

Som I måske kan huske, så høstede vi sensommerhonningen for cirka 1½ uge siden. Efter det fodrede vi bierne med en sukkeropløsning, så de har mad til vinteren i stedet for det honning, som vi har taget fra dem. Og nu hvor de har suget al sukkeropløsningen ud af foderspandene, så er det så tid til at behandle bifamilierne mod den varroamide, som alle bifamilier i vesteuropa desværre er blevet smittet med indenfor de sidste tredive år. Varroamiden er en snylter, der dels selv snylter på bierne, men som også gør bierne meget mere følsomme overfor alle mulige andre bi-sygdomme. Den ligner lidt en skovflåt, og hvis man ikke behandler bierne mod den, så vil hele familien dø.

Vi behandler på den måde, at der bliver lagt en porøs plade med myresyre ovenpå tavlerne inde i stadet. Sådan en plade hedder en Krämerplade. Fra denne plade fordamper der nu myresyre ud i hele stadet, og vil ætse varroamiderne ihjel. Og bierne kan heller ikke så godt li' det, så nogen af dem sidder nu uden på staderne i en klump og gisper.

Myresyre er den syre, der også findes i myrernes giftkirtel. Den findes også helt naturligt i honning, men selvfølgelig i meget meget mindre mængder, end når man behandler mod varroamider. Og selv om den naturligt er i honningen, så behandler man selvfølgelig først, efter honningen ER høstet, så der ikke kommer en masse myresyre i honningen. (Du kan læse mere om behandlingen her. Jeg tror nu ikke helt forfatteren til artiklen har ret i at miderne fordamper. Der lå nogle døde mider i bunden af Hedvigs stade sidste efterår, så de fordamper i hvert fald ikke allesammen.)

Det er desværre heller ikke alle bierne, der overlever behandlingen. Det er et sørgeligt syn under flyvespalten disse dage, hvor der ligger mange døde bier. Det er trist og ærgerligt, men bifamilien som helhed er langt bedre stillet ved at komme af med så mange varroamider som muligt, selv om der dør nogle bier ved samme lejlighed. Men det er nu stadig et trist syn med alle de døde bier! Øv - det er surt, at det er nødvendigt!

Sensommerhonningen

Vi har høstet sensommerhonningen i går. Men forberedelserne til høsten startede allerede i torsdags. Der satte vi en bitømmer mellem den nederste kasse (yngellejet) og de øverste kasser (hvor al den dejlige honning er). En bitømmer er et slags 'skillevæg' med sådan en smart 'bi-dør' hvor bierne kan gå ud, men ikke kan gå ind. Dvs at alle de bier, der sidder på honningtavlerne, når vi sætter bitømmeren på stadet, de vil kunne forlade honningtavlen, men de vil ikke kunne komme tilbage til tavlen. På billedet herunder kan I se hvor mange bier der typisk er på en tavle på denne tid af året. Til højre i billedet kan I se bitømmeren ligge. Den smarte 'envejs-dør' er den gule dims midt på pladen. 

På billedet herover kan I se bitømmerpladen på plads. Det ligner bare et låg med en mærkelig gul plet. Og det er det jo sådan set også. :)

To dage efter ser det sådan her ud udenfor stadet om morgenen. Der er mange bier i familien på dette tidspunkt af året, og de kan kun komme ind i den nederste kasse på grund af bitømmeren, så derfor klumper de sig sammen på selve stadet om natten/tidlig morgen. Og da vi et par timer senere hentede honningtavlerne ind til høst, så disse sådan her ud:

De er ikke 100% bi-frie, men der er jo meget forskel på tavlen som I kan se på det allerførste billede (fra dagen, hvor vi satte bi-tømmere i stadet) og så at have en tavle med måske 20 eller 50 bier, der kravler rundt. De få bier, der ikke har forladt tavlen, vil blive forsigtigt børstet af med honningbørsten, sådan at vi undgår at få bier med ind i garagen, hvor selve skrælningen og slyngningen af honningen foregår.

Når vi har taget alle honningtavlerne, og der kun er yngellejet tilbage, så giver vi dem noget bi-foder i stedet for den honning, som vi har taget fra dem. Det gør vi på den måde at vi fjerner den gule 'envejs-dør' på bitømmeren, sådan at vi nu har en skillevæg med et rundt hul i. På billedet ovenover er der bier på pladen, og de får lidt røg, for at få får dem til at gemme sig nede i yngellejet igen, så de ikke bliver mast, når vi sætter foderspanden på. Og de sidste genstridige bier bliver børstet væk...

Så kommer der en spand med foder (en slags sukkeropløsning) ovenpå hullet i pladen. Spanden står 'på hovedet', fordi der er små bitte huller i låget, som bierne kan bruge til at sutte sukkeropløsningen fra. Og til sidst kommer er en kasse rundt om spanden, så der kan lukkes for det hele.

Der er stadig alt for mange bier til at de kan være inde i yngellejet, men på denne årstid er det slet ikke noget problem.

Og nu ser bigården sådan her ud. Seks stader der alle består af to kasser. Den nederste med yngellejet - og ovenpå den en kasse med en spand foder.

I alt fik vi høstet omkring 120 kg honning i går, og langt størstedelen af honningen kom fra Hedvig og Thyra's familier, der jo er gamle etablerede familier (og i modsætning til Dagmar ikke har sværmet). Jeg tør ikke tænke på, hvor meget vi teoretisk set vil kunne få næste sommer, hvis alle seks familier overlever vinteren. Det bliver vist fast arbejde til et par dage eller tre.... :)

Vi har prøvesmagt den nyslyngede honning med blåbær fra haven, honningmelon og vanilieis. Det var meget meget godt. Stærkt vanedannende! 

Når man bliver træt af at røre, så må man 'snyde'....

Betragt dette som en tilståelse. Eller som et fif. Eller måske bare som en lille fortælling om en del af hvordan man laver honning som måske ikke er så kendt. 

Nyslynget honning er helt flydende og utroligt lækker. Meget meget lækker. Men på et eller andet tidspunkt vil den krystallisere og blive stenhård og ganske ubrugelig...

For at undgå at det sker, så rører man den to gange om dagen for at slå krystallerne i stykker, mens de er små, så man til sidst får en honning, der er lysegul og 'mælket' i udseende og helt smørbar - lige som den honning man køber i butikkerne. Stadig lækker i smagen, men altså helt anderledes i farve og konsistens.

Nu er der bare det ved det, at det er ret hårdt arbejde at røre honning, fordi det er så tyktflydende og sejt i det, og mængderne er så store. Typisk har vi ca 25 kg i en spand. Og der skal røres og røres lige indtil konsistensen er som man vil have den... og næsten hver gang man har rørt i honningen, så får man honning på ske, fingre, låg, armaturet på vandhanen osv. Det er med andre ord lidt trælst arbejde.

Så derfor 'snyder' vi. Først tager vi en lille portion af den flydende honning over i en skål.

Så kommer vi et glas rørt honning - altså honning med samme konsistens som den honning man køber i et supermarked - oven i den flydende honning.

Det bliver rørt rigtig godt sammen, og blandingen kommer så retur i den store beholder med flydende honning. På denne måde podes den flydende honning med 'krystaller' fra den faste honning, og det speeder processen med at få den flydende til at blive fast op. Der går nok omkring tre dage fra vi har tilsat 'den gamle honning' til det hele er smørbart.

Der skal som nævnt røres dagligt et par dage endnu - men det er tydeligt fra dag til dag, at honningen bliver mere og mere fast og 'honning-agtig' i det.

Og når man kan lave en streg i honningen med skeen, og stregen bliver stående (i hvert fald lidt tid), så er honningen klar til at blive tappet på glas.

Og resten er ren nydelse!

De røde dronninger - Margrete og Dagmar

Et af weekendens bi-jobs var at finde de nye dronninger fra de to sommersværm-familier (se f.eks. dette indlæg, hvis du skal have genopfrisket hvad en sværm er) og få dem mærket. De bliver mærket med en plet på ryggen med en speciel tusch, og hvert år har sin farve. På den måde er dronningerne lidt lettere at få øje på i mylderet af bier på en honningtavle - og man kan også bruge pletten til at identificere familien med. Nedenstående to billeder er f.eks af Dronning Margrete I, der netop er en af sværmfamilierne. Hun virker til at være vores absolut mest fredelige bifamilie.

Margrete I viste sig at være en datter af Dronning Dagmar, der ud over også at være en meget fredelig dronning, ikke var blevet mærket, da vi fik hende sidste år. Det er hun så blevet nu, hvor vi alligevel havde tuschen fremme. Hun sprællede lidt mere, da hun skulle have pletten, så det blev til en ret karakteristisk streg i stedet. Hun skulle egentlig have haft en gul prik i stedet for en rød, for det var sidste års farve og hun er fra sidste år - men nu blev den altså rød. Med kun seks stader kan vi også godt holde styr på dronningernes alder uden at behøve hjælp fra deres farve, så det går nok.

Prøv i øvrigt at læg mærke til på billedet af Dagmar, hvordan hun har et hof af opmærksomme bier hele vejen rundt. Man bliver vartet godt op som dronning (så man kan koncentrere sig om at lægge en masse æg)....

Familieforøgelse i bigården

Vi har en bifamilie uden dronning nede i bigården. Det er ikke så godt, for uden dronning kommer der ikke nye bier, og derfor vil familien gå til i løbet af cirka to måneder. For at undgå det, satte vi forrige weekend en tavle med nylagt yngel fra en af vores andre bifamilier over i den dronningløse familie. Fidusen ved at gøre det er at babysitter-bierne nu begynder at fodre udvalgte æg op med gele royale, og på den måde laver de sig en ny dronning til familien. De laver så faktisk et par stykker ekstra, men den dronning, der klækker først, vil sandsynligvis gå rundt og bide de andre dronninger ihjel, inden de er klækket. Der kan kun være en dronning i en bifamilie ad gangen. Siger teorien.

I søndags var det så rigtig spændende at se om første del af teorien holdt. Havde de lavet dronningeceller på den yngeltavle, som de fik weekenden før?

Og ja - det havde de! På billedet herover ses der to aflange (sådan nærmest mandelformede) celler langs kanten af tavlen til højre - sådan cirka midt på. Sådan ser dronningeceller ud (meget forskellige fra almindelige celler, som er alt det andet der er på den tavle der er på billedet), så de er dejlig nemme at genkende. Der var flere dronningeceller end de to, så nu bliver det spændende at se om resten af teorien også holder stik: Vil den dronning, der udklækkes først, bide de andre ihjel - eller ender vi med at have flere dronninger i stadet, sådan at de 'overskydende' dronninger vil sværme - dvs flyve fra stadet med en del af deres 'hof'?

Alt det finder vi ud af næste weekend, for det er cirka den tid det tager for en dronning at udvikle sig fra en lukket celle og så til hun klækker... Det bliver spændende at åbne til stadet og se hvad der er sket i løbet af ugen! :)

Bi-kølere? Eller er det mon en honning-tørrer?

Jeg har været på en lille skumrings-havevandring. Det der tidspunkt hvor det så småt begynder at mørkne, og hvor der på en eller anden måde pludselig bliver tyst i haven. Det er lidt magisk. 

Nede ved bistaderne var der også stille. I hvert fald ved første øjekast. Kiggede man nærmere nede ved flyvespalten kunne man imidlertid se, at der stadig var bier på arbejde. De sad på rad og række langs flyvespalten, mens de 'slog med vingerne' meget hurtigt. De 'sidder stille og flyver', kan man måske beskrive det som. Kigger man nærmere på den samling bier, der er tættest på fotografen (= mig) på billedet, så kan man faktisk se deres vingers bevægelse som et lidt uklart punkt på billedet. Det går stærkt.

Det har været en dag med varme og sol, og jeg tror, de har hentet meget ind i dag. Så når de sidder der og 'basker løs' en aften som i aften efter solnedgang, så er det fordi de enten regulerer temperaturen i stadet - eller fordi de regulerer luftfugtigheden i stadet i forbindelse med at de 'tørrer honning'. Muligvis begge dele.

Det er fantastisk at tænke på, hvor specialiseret sådan et bisamfund er. Hvordan ved de, at der skal 'tørres honning' i aften, og hvem der skal gøre det. Og hvordan kommunikerer de? Jeg synes, det er utroligt spændende at have bier i haven. Jeg bliver forundret og nysgerrig, hver gang jeg er dernede. Og i aften mangler jeg ord for det jeg ser, for hvad kalder man bier, der sidder og 'vifter' med vingerne på flyvespalten? Er det mon 'bi-kølere' eller 'honning-tørrere'? Jeg må se om der står noget om det i en af biavlsbøgerne.

Jeg havde Alice med på hele min havevandring. Hun er egentlig ofte med, når jeg er i haven. Hun er nysgerrig og sød - og lidt selskabssyg, når man kommer hjem efter at have været på arbejde hele dagen. Så får man ikke lov til at slippe ud af syne. Det er faktisk ret hyggeligt for os begge to. 

Min nye yndlingsdessert. Pandekager med jordbær og nyslynget honning....

Jeg ved godt, at jeg er urimeligt heldig lige nu.

 Jeg har modne jordbær i haven....

Og både nyslynget honning af egen avl og pandekager... Så bliver det faktisk ikke bedre. (Hvis du ikke allerede kender det, så skynd dig at finde en biavler i nærheden og hør om du ikke kan købe et glas nyslynget honning af hende. Det er så godt....)

Honningfesten

I dag kom vi endelig i gang med at høste forårshonningen. I går blev der sat 'bitømmere' i staderne. Det er sådan en slags en-vejs-døre, så bierne kan komme ud fra honningtavlerne, men ikke tilbage til tavlerne igen. På den måde håbede vi på at kunne tage honningtavlerne fra staderne uden, at der sad i tusindvis af bier på dem. Helt så nemt gik det selvfølgelig ikke, men vi børstede bare forsigtigt bierne af tavlerne med bibørsten, og så var tavlerne klar til at blive høstet. 

En honningtavle er først klar til at blive høstet, når 2/3 af cellerne på tavlen er lukket med et tyndt lag bivoks. Høster man honningen inden, så vil vandindholdet være for højt i honningen og så risikerer man, at den begynder at gære.

Vokslaget skal fjernes for at man kan få honningen ud af tavlerne. Det gør jeg med en 'skrællekniv', der er lavet til at fjerne bivoks med. Den ligner ikke en normal skrællekniv, men er mere en slags gaffel eller kam.

Voksen og den honning, der hænger ved, bliver skrabet af nede i bunden af skrællestativet. Honningen drypper så af og kan samles sammen, mens voksen kan bruges til f.eks nye bitavler eller vokslys bagefter.

De skrællede honningtavler sættes ned i en slynge, hvor honningen slynges ud af tavlerne og samles nede på bunden af slyngen.

Her er der en taphane, så vi kan tappe honningen ned i en spand.

Vi havde fortalt naboer og venner at der blev høstet honning i dag, og at de var velkomne, hvis de havde lyst til at se hvordan man gjorde. Det var der faktisk mange, der benyttede sig af, så det ændrede sig fra at være en honninghøst til at være en slags honningfest. Det var ret hyggeligt. Og vores nabo Bent kom med øl, for han mente, at vi da måtte være blevet tørstige. Det kunne godt gå hen og blive en tradition, at der er en slags åbent hus den dag, hvor vi høster, for det var hyggeligt med så mange søde og interesserede gæster.

Leif havde bagt boller, så vores gæster også kunne få en smagsprøve af honningen, og det gjorde stor lykke. Specielt nogle af børnene syntes godt om honningmadder. Det er jo også det rene slik på en eller anden måde.

Når honningen var slynget ud af tavlerne, blev den hældt op i en kæmpe si, der stod over en spand. Det er det store hvide 'skrummel', der står ved siden af mig på ovenstående billede.

Posen består egentlig af to poser. En inderpose med lidt grove huller, der er beregnet til at tage de større stumper af pollen og vokstavle, der kan være slynget løs fra tavlen under slyngningen - og så en finere 'si-pose' der tager alle de små voksrester. På den måde kommer der den fineste og klareste flydende honning ud af det. Vi tappede en del honning med det samme - det er det man kalder nyslynget honning, og det er en flydende honning. Den kan ikke holde sig så længe. Dels fordi den smager allerbedst og derfor bliver spist hurtigt - og dels fordi den på et tidspunkt vil krystallisere og blive stenhård og ubrugelig (altså ubrugelig fordi den ikke længere kan bruges til honningmadder!). Den honning, som vi ikke tappede på glas med det samme, bliver stående i den store plastikspand, og vil skulle omrøres grundigt hver dag i en uges tid. På den måde undgår vi at den bliver til en stor stenhård klump, og i stedet bliver det til sådan en fast honning, som man traditionelt bruger til honningmadder i Danmark. 

Sidst men ikke mindst vigtigt havde vi vores egen interne kvalitetskontrollør til at teste om honningen nu også var god nok, og heldigvis blev den godkendt. Det var jo ret heldigt!