Showing posts with label striber. Show all posts
Showing posts with label striber. Show all posts

Tuesday, May 28, 2013

Billeder fra den sorte gryde...



Sidste søndag havde vi shibori-træf i Kirstens hyggelige have... Inden da var der viklet en del. 



 Og riet noget der føltes som i tusindvis af små bitte sting.

Det hele kom 'i den sorte gryde' i søndags, mens vi snakkede og hyggede. Og måske også spiste lidt chokolade og drak kaffe...
Det viklede tørklæde skulle tørre helt, inden jeg måtte klippe snorene over, for ellers vil folderne ikke holde. Jeg har sjældent syntes noget har været så længe om at tørre - men i dag kunne jeg endelig klippe snoren op og vikle tørklædet af røret.
Når jeg viklede snoren af, begyndte tørklædet at folde lidt ud og det hvide blev synligt...



Jeg er egentlig ret godt tilfreds. Det folder helt vildt, når man bruger det som et tørklæde - men det er egentlig bare charmerende.
De mange små ri-sting blev til dette mønster efter at have været en tur i gryden. Det kan jeg egentlig også godt li'. Jeg har lidt planer om at lave en nederdel med det mønster, for det tror jeg kunne blive flot.

Men så bliver jeg nok nødt til at lave noget mere shibori, for jeg kan faktisk ikke undvære dette tørklæde. Jeg glæder mig allerede!


Monday, October 29, 2012

Når man ikke kan vælge selv...

Jeg blev ikke spor klogere af min strikkeprøve til Janette's Coir. Jo - jeg fandt ud af at der skulle strikkes på en pind 3½ - og jeg testede den ukendte opslagning, som ikke er spor svær og som giver en fin elastisk kant og som er super til sådan en 1x1 rib kant. Men med hensyn til farvevalget er jeg stadig helt fortabt. Jeg har siddet og fedtet med de forskellige garnnøgler og lagt dem sammen tre og tre og skiftet ud en ad gangen og tænkt længe og talt højt med mig selv (sikkert til stor morskab for de omkringværende teenagere) og ingenting har det hjulpet. Jeg kan ikke finde ud af at vælge tre farver ud,  hvor jeg bare bliver glad indeni og tænker 'ja - det er jo lige sådan den skal være'. Og hvad gør man så?

Joeh.... man kunne jo tage en stribe af dem alle sammen.... Eller man kunne spørge de forhåndenværende teenagere om hvad de synes. Og meget kan man sige om teenagere, men mine af slagsen har i hvert fald for det meste en ret klar og kontant holdning til stort set alt. Så den mellemste teenager har nu bestemt, at der skal strikkes med to grønne nuancer - og at i-corden skal være en meget lys - næsten sølvfarvet - grå. Og det ser også meget fint ud sammen. Det sølvgrå garn sammen med de to grønne garner minder mig lidt om de sidste morgeners rimfrost på græs og buske ude i haven. Det er meget fint at se på.




Nu cirka halvvejs i huen har storebror'en så spurgt til om der mon var nogen, der skulle have huen - og hvornår den eventuelt kunne være færdig. Det tager jeg som et udtryk for at farvevalget er godkendt! Til gengæld må jeg vist strikke en hue mere, hvis jeg selv vil have en også. Men pyt - så kan jeg jo lave den næste multistribet lige som jeg ellers var ved at bestemme mig for med denne her!




Sunday, October 21, 2012

Efterårsponchoen

Jeg troede jo i min naivitet, at efterårsponchoen, som jeg præsenterede i sidste blogindlæg, ville være lynhurtig at strikke, og at jeg ville være færdig lang tid inden efterårsferien, hvor jeg så kunne gå rundt og nyde min ferie iført ny, varm, smart og vamset poncho. Kom bare an efterårsstorme, tænkte jeg....

Men det var lidt som om mit poncho-strikkeprojekt bare tog meget meget længere tid end jeg havde regnet med. Det startede ellers så godt. Garnet var lækkert. Mønsteret nemt. Jeg havde LYST til at strikke den og nok endnu mere - at den skulle blive færdig, så jeg rigtig kunne bruge den i efterårsferien, hvor jeg skulle besøge venner, være kulturel og gå på museum, hygge med ungerne, tulle i haven, bage en masse kage, strikke og læse... kort sagt: slappe af. Der blev dagdrømt en del om den ferie, og hvad der skulle ske. Men sådan kom det ikke til gå. Ponchoen strikkes på den måde, at det første stykke strikkes med een farve garn og en pind 3. Efter et stykke tilsættes en ny tråd i en anden farve - og pindstørrelsen øges til 5. Efter yderligere et stykke tilsættes en tredje farve og pindstørrelsen øges igen - denne gang til 8. Og sådan fortsættes med yderligere farver til pind 12 og til sidst pind 15. Og hvor maskerne fløj af pindene på pind 3 og 5, så gik det stille og roligt mere og mere langsomt, jo større strikkepindene blev.

Og nu er den færdig - og det er efterårsferien også - men så kan jeg heldigvis have den med mig på arbejde i morgen tidlig, hvor jeg igen skal til at gå mine mange daglige ture mellem Niels Steensens Vej 1, hvor jeg har kontor - og Niels Steensens Vej 6, hvor laboratorierne ligger.


Den er utrolig tæt og varm, og jeg tror den vil kunne holde mig varm i de fleste efterårsstorme.


Jeg har lavet trenser og syet knappe i som opskriften angiver, men jeg er ikke helt tilfreds. På selve opskriften er et billede af en poncho, der kun har en knap, og det ser bedre ud, men jeg tænker jeg lige ser tiden an og finder ud af om det er praktisk at have to knapper... Jeg er jo forfrossen, så måske jeg vil sætte pris på den ekstra knap, når det rigtig stormer og blæser?



Det sidste billede er af Fiberkatten, der lige skulle op og have et kram. Hun har ellers været smæk fornærmet, som kun en kat kan være det, den sidste uges tid efter at Ib - vores lille nye killing - flyttede ind. Heldigvis ser det ud til at de to unge damer er ved at finde ud af at kunne være sammen - og faktisk ovenikøbet kunne lege sammen. Det er rigtig sjovt at se...


Sunday, October 7, 2012

Hurtig efterårsponcho til ly mod regn og rusk

Efteråret er godt nok kommet de sidste dage med både blæst og regn, og alle kollegerne og ungerne er forkølede på skift, så jeg har pludselig fået travlt med at fabrikere en ny poncho til mine mange daglige ture frem og tilbage mellem kontorbygningen og laboratoriebygningen. Der er vel 200 meter at gå - og med en hukommelse med så store huller som min, så kan det godt blive til en del gåture ude i kulden og regnen i løbet af en dag, når jeg skal frem og tilbage efter mine glemte læsebriller eller hvad jeg nu har glemt det ene eller det andet sted.

Men så er det jo godt at jeg havde garn og mønster liggende til en ultra nem og varm poncho, som jeg forhåbentlig kan blive færdig med i løbet af en uges tid.



Mønster og garn er fra Karen Noe, købt i en af mine yndlingsgarnforretninger, nemlig Garniture i Middelfart. Jeg besøger den ind i mellem, når jeg er på familiebesøg i Middelfart og omegn - og det er altid inspirerende - og måske også lidt dyrt, fordi jeg altid bliver fristet voldsomt over evne. Jeg går ind for at købe en rundpind og kommer ud med to kilo garn... Men dejligt er det. Jeg faldt fuldstændigt for farverne i denne poncho - det er forskellige blå og grønne nuancer - og jeg har længe haft et stort svagt punkt for grønt.



Garnet er en blanding af merino-silke og shetlandsuld, hvor merino-silken strikkes med hele vejen, og så tilsættes der hver 12 cm en ny farve shetlandsuld samtidigt med, at der skiftes til en større størrelse strikkepind. Den er meget nem at gå til, og det er en fornøjelse at det går så hurtigt. Det er simpelthen det perfekte nu-skal-jeg-stresse-af-strik på de aftner, hvor man ellers bare ville falde om på en sofa. Og en one-size model uden montering (bortset fra to knapper), så hvad kan næsten gå galt?
  


Monday, August 20, 2012

Stribevis af striber

Jeg var et smut i Middelfart i sommerferien, og der var jeg på besøg i Garniture. Det har jeg været før, og det er altid vældig dejligt og inspirerende, for hvor er der bare meget dejligt garn i den butik, og hvor kan jeg dog i løbet af meget kort tid hurtigt få overbevist mig selv om, at jeg da bestemt ikke har rigeligt med garn allerede og at jeg da klart har tid til flere projekter, for ikke at snakke om at jeg også får overbevist mig selv om at jeg har råd til at købe alle de der nøgler garn, som jeg når at forelske mig i. Det er ikke nemt at have en selvdisciplin som en regnorm har rygrad... Vi må leve af havregrød og pasta med ketchup resten af måneden.

Denne gang faldt jeg over et meget fint sjalsprojekt som i den grad manglede et godt og kærligt hjem, og som derfor kom med mig hjem. Det består af 16 nøgler garn i forskellige farver og lidt forskellige kvaliteter, men alt sammen uld. Jeg kommer til at tænke på gåture på høstede marker og september-blå himmel, når jeg ser farverne. Og så bliver jeg sådan lidt efterårs-sentimental og glad.



Sjalet strikkes på den måde at hver eneste pind er en ny farve - og det hele strikkes i ret og på pinde 5,5. Det er simpelthen det mest simple sjal jeg har set længe. Men jeg har nu ikke tænkt mig at strikke et sjal, for dem har jeg vist nok af efter denne sommer. Jeg har i stedet tænkt mig at strikke en stribet sweater til mig selv, for sweatre har jeg nemlig ikke så mange af!  Ideen er at jeg bruger farverne og garnet fra sjalet + noget ekstra garn indkøbt til lejligheden.



Og så vil jeg skifte farve for hver omgang ganske som man gør i sjalet. Hvor sjalet er ren retstrikning, så skal min sweater være glatstrikket. Og da jeg ikke har et mønster at gå ud fra, så tænker jeg, at sweateren skal strikkes som ravlan 'oppe fra og ned', for på den måde kan jeg prøve den på undervejs, så den kommer til at passe i længden. Jeg tror, det bliver det perfekte tv-strik til dette efterår og jeg glæder mig til at komme rigtigt i gang!
Jeg mangler egentlig kun to ting lige nu. At beslutte mig for hvordan kanterne skal strikkes - og så altså mere tid til at strikke den! :)