Rugbrødsguffere

I dag var ikke bare dagen derpå, men også sidste feriedag for nogen af os. I morgen 'truer' der både en arbejdsdag og en skoledag, og vi (Frigg og jeg) måtte ved frokosttid pludselig indse, at der faktisk ikke var så meget madpakke-egnet i køleskabet - og slet ikke noget, der var særlig vegetar-venligt. Og vi var trætte og maste ovenpå en dejlig nytårsfest, og var måske derfor ikke i det helt store humør til at brase, stege og bage...

Heldigvis havde jeg sat en helt almindelig rugbrødsdej over i går (Det må have været min underbevidsthed, der allerede der havde spottet, at der forude ventede madpakker, der skulle smøres?!), og den tog vi 3 dl dej fra. Så tilsatte Frigg et par store håndfulde mandler og hasselnødder og en hel masse tørrede tranebær til rugbrødsdejen (det er Friggs yndlingsvariant. Man kan sagtens komme andre tørrede frugter som abrikoser, figner, dadler eller rosiner i - og andre eller slet ingen nødder). Jeg kom også 1 dl havregryn i - og en klat honning (nok cirka 2 spiseskefulde af vores egen faste sensommerhonning) - og det hele blev rørt grundigt rundt. Vi lagde klatter af denne rugbrødsgufferdej ud i papirsmuffinsforme (men det fungerer faktisk lige så fint på almindeligt bagepapir - dejen er fin og fast, og løber ikke ud) - og så bagte vi den ved 180 C i 20-25 minutter.

Det giver nogle lidt hårde brød, der smager rigtig dejligt, og hvor der skal tygges en del på grund af alle nødderne og mandlerne. De er rigtig gode i madpakken, for de 'smatter ikke ud' - og man kan sagtens spise dem med een hånd, mens man laver noget andet (indsæt selv: leger fange/spiller fodbold/tegner/skriver sms'er/...). Det er ret smart, faktisk....

Og nu hvor der er styr på madpakkerne til i morgen, så vil jeg tulle tilbage til min sofa og strikke lidt videre. Mens der er tid.... :)

Kvædelikør

Det her er en af de lidt utraditionelle juleforberedelser i år. Ja, egentlig er det eneste julede ved det, at der kommer til at ligge et par enkelt flasker af dette fluidum under juletræerne i år. Fordi der er et par mænd i min familie, der er utroligt svære at finde på gaver til. De har ingen ønsker og ingen hobbyer af den slags, der er nemme at købe noget til, og hvad stiller man op med den slags? Giver dem strømper, neutrale t-shirts eller et strikket halstørklæde? Ikke i år. I år får de kvædelikør - og forhåbentlig bliver de gladere for det end for en stabel strømper!

Det er ret let at lave.

Man tager en stjerneanis og en stang kanel. Skærer nogle kvæder i kvarter (har du ikke selv kvæder, så er der sikkert en nabo der har - der er ikke mange i Danmark, der bruger deres kvæder, så det er ikke en frugt der normalt er rift om!) og lægger kvæder, kanel og stjerneanis i et glas, hælder vodka over så det dækker og skruer låg på og lader det trække. Efter en uges tid eller to er vodkaen blevet fin gul - og det dufter dejligt. Og det bedste af det hele er næsten: der er styr på to julegaver mere! :)

Paradisæblelikør

Jeg gjorde et rigtig godt bytte forleden. Jeg gav en pose paradisæbler fra haven til en ven, og en-to uger senere fik jeg denne fine gave retur:

Den fineste gamle sodavandsflaske med noget, der nok ligner rød sodavand, men bestemt ikke er det. I hvert fald er det så en slags 'voksensodavand'! Mine paradisæbler var blev skåret i kvarter og lagt i en syltekrukke. Så kom der en kop sukker på og det hele blev overhældt med vodka. Det har så trukket en uge eller to, inden det blev filtreret og lidt af det kom retur til mig. Jeg har prøvesmagt det, og det smager meget dejligt, men ikke så meget af æble som jeg havde forventet, men derimod giver det mindelser om mandler og kirsebær. Meget lækkert! Måske det kan bruges til julens risalamande? Både farve, duft og smag vil passe fint til julemiddagen.

Flasken er en gammel Carlsberg flaske med patentprop. Jeg har aldrig set sådan en gammel flaske før og blev lidt overrasket, da jeg så nærmere på proppen. Jeg synes egentlig, den er lidt fin - jeg tror, den må være fra før 2.verdenskrig, hvor det blev 'umoderne' at bruge det gamle soltegn.

Jeg overvejer nu, om jeg skal lave en portion paradisæblelikør selv, købe nogle (nye) flasker og så give paradisæblelikør som julegave i år? Jeg kan egentlig godt li' tanken om at give noget hjemmelavet og noget, der ikke bare kan købes færdigt... Det vil jeg lige tænke over! :)

Juhu - en botaniker i huset!

En gang i mellem bliver man jo positivt overrasket over hvilke 'sidegevinster', der kan komme fra uventet side af. F.eks havde jeg ikke et sekund troet, at Frejs biologistudie ville have som positiv sidegevinst for mig, at han efter en dag 'i marken' kunne komme hjem med en pose fuld af dejlige spisekastanier. Men sådan kan man altså både blive klogere og samtidigt bidrage til aftensmaden. :)

Hvis I ikke har prøvet at spise bagte kastanier før, så skulle I tage og prøve det. De smager dejligt, og det er netop årstiden lige nu (Har man ikke sin egen botaniker til at støve dem op, så kan de købes hos grønthandleren)! Og så er de supernemme at lave. De skal have skåret et lille kryds i den spidse ende, sættes i lidt groft salt (så de ikke vælter) og så bages en halv times tid i ovnen ved 200C. Vi spiser dem med koldt smør og salt, og det er sådan noget hyggemad, der ikke tager tid at lave, men som tager lidt tid at spise. Perfekt til f.eks en fredag aften hvor man måske har lidt bedre tid!

God fredag til Jer derude! :) 

Madpakkeblues

Sommerferien er slut for hele familien, og skolen og gymnasiet er startet, så nu er det blevet madpakketid igen. Og det er sidst på tomatsæsonen og der er ret mange små tomater i drivhuset, der trænger til at blive spist, så derfor skal der bages tomater.

Det er ret nemt at gøre. Tomaterne halveres. Der drysses krydderurter på efter hvad jeg har lyst til/kan skaffe. I dag blev det salvieblade, der blev strimlede (fordi jeg synes hele salvieblade kan være lidt voldsomme) og så en håndfuld timian. Jeg skar fire fed hvidløg ud i tynde tynde skiver - og et par ikke så stærke chilier. Men kan man ikke li' chili eller hvidløg, så lader man bare være. De bagte tomater smager dejligt under alle omstændigheder.

Så dryssede jeg flagesalt og friskkværnet peber på, og hældte rigeligt med olivenolie på (1-2 dl til en hel bradepande). Til sidst fik det en smule hvidvinseddike (ca en teskefuld) og to spiseskefulde flydende honning. To spiseskefulde honning lyder af meget, men de færdige tomater smager hverken af honning eller synderlig sødt, men bare meget meget dejligt.

Tomaterne skal bages ved 100 C midt i ovnen i cirka tre timer. Kig til dem ind i mellem - er tomaterne store, så skal de måske have lidt længere tid - og er de små - ja, så skal de have kortere tid. Duften i køkkenet, mens de bager, er vidunderlig - og de smager lige så godt, som de dufter.

Jeg bruger dem på flere forskellige måder. De kan selvfølgelig bruges som tilbehør til al mulig varm mad. Eller som en lille snack. Men de kan også bruges som fyld i sandwiches i madpakken, hvor de ikke vil gøre brødet lige så vådt, som en skive frisk tomat gør. Eller de kan bruges som fyld i pizzasnegle sammen med god reven ost og lidt ekstra salt. De kan også spises, som de er sammen med pasta - eller de kan blendes sammen med pinjekerner og parmesanost og lidt ekstra olivenolie og et fed hvidløg til en tomat-pesto. De er gode på alle måder.

Har man rigtig mange tomater i drivhuset - eller har de været på tilbud, så kan man lave en stor portion og lægge de færdigbagte tomater i et glas og hælde ekstra olie på til det dækker. De kan holde sig et par uger i køleskabet på den måde uden problemer - og sikkert længere, men så længe har de aldrig kunne stå her, inden de var spist.... :) 

Bagte chilier med feta og krydderurter

Årets første chilier er for længst høstet fra drivhuset, og jeg har i den forbindelse afprøvet en ny opskrift på bagte chilier. Med fem chiliplanter i drivhuset, så er jeg jo nødt til at afprøve forskellige måder at tilberede chilier på, så der kan komme lidt variation i maden! :) 

Denne her tilberedning var super enkel. Chilierne - denne gang en blanding af Hungarian Hot Wax og Toftegaards Hot Banana - blev skåret over på langs. Frø og frøstole blev fjernet (det er en god ide at bruge handsker, når man ordner mange chilier, så man undgår at ens fingre bagefter har så meget chilisaft på sig, at øjne og mund svier ved berøring i flere timer efter), og klumper af fetaost blev lagt på chilierne. Så dryssede jeg en blanding af krydderurter fra haven (timian, persille, merian, salvie) ud over - og så en smule flagesalt og en skvæt olivenolie. Det hele blev sat i ovnen ved 200 C og i cirka ti minutter. (Her lavede jeg en fejl - min ovn blev sat på varmluft - så chilierne blev en anelse mere bagte, end jeg egentlig ville have haft, men de smagte stadigt forrygende. Men næste gang skal jeg nu alligevel bage dem en anelse mindre - det tror jeg bliver endnu bedre) De blev spist som en forret - og smagte fortrinligt. Og smagte så godt, at jeg ved, at vi kommer til at variere denne opskrift gang på gang hen over sommeren - både med forskellige chilier og hvor modne de er - men også efter hvilke krydderurter og oste jeg har ved hånden.

Jeg glæder mig allerede!

Ferietid er agurketid....

Jeg burde gøre lidt rent, men gider ikke. Jeg har ferie og selv om her stadig er støvet og rodet efter en uge med husrenovering, så kører jeg på 'feriemode'. Laver overspring og lysthandlinger.

I dag er der syltet agurker. Jeg har agurker i drivhuset og kan ikke spise dem lige så hurtigt, som de bliver store. Men så er det jo godt, at jeg har en rigtig god og nem opskrift på råsyltede agurker. Opskriften har fulgt mig i rigtig mange år. Den er så gammel, at den er håndskrevet - og jeg kan se, at den opskrift, som jeg har skrevet af fra, må have været endnu ældre, for der står '...og De kan spise løs...' - og jeg har næppe selv fundet på at bruge det gammeldags 'De'. :)

I al sin enkelhed går opskriften ud på at man tager to agurker og skærer dem i tynde skiver.

Lægger dem lagvist med 100 gram groft salt og 500 gram sukker og et par dildskærme (hvis man har dem og kan li' dild. Ellers lader man bare være.)

Og så hælder man ½ liter eddike på, rører lidt rundt med en gaffel, lukker glasset til og sætter det koldt i 8-10 dage. Ind i mellem rører jeg i det, hvis sukker/salt ikke rigtigt vil gå i opløsning, men ellers lader jeg det bare stå koldt og passe sig selv (meget fint ferie projekt! 10 minutters arbejde - og så skal det passe sig selv. Lige sådan som jeg kan li' mine ferieprojekter!).

Der bliver ikke brugt nogen form for atamon eller andet konserveringsmiddel, men min erfaring er at holdbarheden er fin. Jeg har faktisk aldrig haft mug eller lignende på disse agurker - måske fordi man spiser ret hurtigt op, fordi de smager så dejligt til både burgers, på rugbrødsmadder og som det 'sure' tilbehør til varm mad?

Og nu er det vist tid til en strikkepause på terrassen. God søndag til Jer!

Tid til rysteribs

Mine ribs er modne nu, så nu er det igen tid til at få rysteribs. Jeg fik rysteribs hvert år som barn hos min mormor, og jeg fik lov til at lave dem. Jeg husker det som, at det var fantastisk at få lov til at blande de syrlige og skinnende ribs i den smukke røde farve med knasende hvidt sukker - og bagefter at smage på bærrene. Sådan noget med, at sukkeret stadig knaste lidt og når man bed i et ribs, så 'eksploderede' det nærmest i munden på en. Syrligt, sødt, knasende og sprødt på een gang. Det var fantastisk!

Nu er det jo gået helt af mode at få rysteribs, og det er egentlig synd, for det er en meget nem ting at lave - og det er et utroligt alsidigt tilbehør, der både kan spises til f.eks grill mad, stegt kylling, champignon pate, frikadeller - eller til pandekager og is eller på havregrøden om morgenen.

Så for at mindes min mormor, der var en fantastisk kvinde - og for at sprede budskabet at 'RYSTERIBS ER MEGET GODT', så kommer her en 'opskrift' som man lavede rysteribs hos mormor:

Tag så mange modne ribs, som du har brug for (her er der f.eks ca 2 dl). Drys en passende mængde sukker på (min mormor gik ikke ind for at måle ting. Det skulle være 'tilpas' i stedet). Her er der brugt et par spiseskefulde - og hvor min mormor brugte hvidt sukker, så bruger jeg rørsukker. Men man kan garanteret ikke smage forskel, så tag det du har. Rør rundt. Server. 

Så kan det ikke være meget nemmere, vel?

Jeg laver det gerne lige inden, jeg skal bruge det, men man kan sagtens lave det før. Så kommer bærrene bare til at safte lidt mere - og det gør ikke noget.

Det kan sagtens holde sig en dag eller to i køleskab - men så længe holder det aldrig hos os, for det er spist inden. Skulle man nu alligevel have fået lavet for meget, så kan man bruge resten i vaniliemuffins - eller i marmelade...

Velbekomme! Og tak til alle mormødre derude, der lader deres børnebørn være med til at lave mad. 

Hyldedrik for voksne

Jeg har lige lavet hyldedrik. Sådan en helt almindelig en med hyldeskærme, citron og rørsukker. (Hvis man ikke har prøvet at lave det før, så er der en opskrift lige HER, og der er stadig hyldeskærme, der kan bruges) Men jeg har også lavet en hyldedrik for voksne...

Efter at have lavet den normale hyldedrik genbrugte jeg 'de brugte' hyldeskærme og citronskiver ved at  overhælde det med en flaske vodka. Jeg lod vodkaen trække på skærme og citroner i et døgn, og så siede jeg vodkaen over og retur på flasken igen. Nu har jeg en flaske med vidunderlig hylde-citron-vodka ekstrakt, som jeg skal bruge til velkomstdrik tilsat en masse isterninger og champagne til en rund fødselsdag, der venter senere på året. Hvis den altså ikke bliver drukket inden som aperitif på terrassen, når jeg holder sommerferie...  :)

Theo's hue - en nem baby hue i rib

Jeg har netop strikket en hue til familiens næstyngste medlem, Theo, på 3 måneder. Theo's mor havde set et billede af en hue, som hun rigtig godt ku' li' - og spurgte så om jeg kunne lave en hue, der lignede lidt - og det kunne jeg da godt forsøge...

Her er hvad jeg gjorde:
Jeg brugte 1 nøgle Alta Moda Cashmere, farve 002, fra Lana Grossa (kan bl.a. købes her) til huen. Garnet er super blødt - ikke noget krads på babyhud!

Jeg slog 64 masker op på en rundpind størrelse 5 og strikkede 8 omgange rib (2 ret 2 vrang). Det svarer til ca 38-39 cm i omkreds på huen, hvilket er perfekt når Theos hoved er 43 cm og ribben er elastisk og vil give sig.
Så strikkede jeg to pinde ret, 2 pinde vrang og igen 2 pinde ret for at få en slags vandret rille, der skal bryde mod de lodrette streger, der kommer fra ribben.
Resten af huen strikkes rib igen - men nu er det en 1 ret 1 vrang rib. Jeg strikkede ti cm i denne rib og det passede fint til Theo.
Huen lukkes af med en strikkeaflukning (hvor vrang vender mod vrang). Dvs at jeg har huen på en rundpind ganske som jeg har strikket hele tiden. Jeg lægger de to pinde på rundpinden parallelt og holder dem i venstre hånd. Så tager jeg en tredje pind, stikker den igennem den første maske på begge pinde på rundpinden og strikker disse to sammen til en maske. Så strikker jeg igen de to yderste masker på rundpindene sammen, og har nu to masker på min ekstra pind. Så trækker jeg den maske jeg strikkede først over den anden maske og så er der lukket en maske af. Det gentager jeg indtil der kun er en maske tilbage på min ekstra pind, og her trækker jeg bare snoren igennem masken.
Denne aflukning giver en 'lænke' ovenpå huen, som jeg synes er fin og dekorativ. Alternativt kunne jeg også bare have syet huen sammen med maskesting, som havde givet en usynlig lukning, men til lige præcis her synes jeg strikkeaflukningen er sød. (Du kan finde billeder og beskrivelse af en strikket aflukning her.)

Når huen er færdig, pyntes den med en pompon i hvert 'hjørne'. Mine pomponer blev lavet over en lille pap-skabelon, der er 6 cm i diameter. Jeg prøvede lidt forskellige størrelser og forskellige farver, men besluttede mig for at holde mig til samme farve, som selve huen var strikket i. Men en anden gang kunne jeg godt finde på at lave en lignende hue men med forskellige farver pomponer. Bare fordi det ku' være sjov.... :)

Pompon skabelonerne er bare håndklippede. Det betyder ikke noget at de ikke er helt 100% jævne. Når de er færdige bliver de studset lidt med en saks - og nogen gange damper jeg dem for at få lidt mere 'puf' og en lidt mere jævn pompon...

Nu ville jeg jo gerne have haft et billede af barnet med huen, men Theo bor på Fyn, så det er ikke så nemt lige at skaffe et billede. I stedet får I et billede af Friggs dukke med hue på.

Nu mangler jeg bare at sende huen til Theo. Han er jo nok ret ligeglad selv, men jeg tror hans mor bliver glad.
God weekend herfra!

Girafstrik

Sidste år var min mellemste på efterskole og ønskede sig rigtig meget at jeg strikkede en oversized mangefarvet sweater med giraffer til hende. Jeg var nok lidt blød og let at overtale, fordi hun jo på en måde var flyttet hjemmefra og jeg storsavnede hende. Nu er sweatermønstre med giraf motiver til 16-årige ikke noget der hænger på træerne, og måske lidt typisk for mig tænkte jeg at 'hvor svært kan det være' og gik bare i gang.

Først fandt jeg et simpelt giraf mønster på nettet. Det var egentlig til sokker, men en giraf er vel en giraf. (Jeg kan desværre ikke linke til hvor jeg fandt mønsteret, for det er jo et år siden - og dengang printede jeg bare en kopi ud, og nu kan jeg ikke genfinde linket. Lidt ærgerligt!)

Så købte jeg tyve nøgler Peruvian Highland i ca ti forskellige farver efter datterens ønsker, dvs forskellige grønne og røde nuancer.

Og så kom vi til det med maskeantal og pindestørrelser og den slags mere matematiske overvejelser, og jeg besluttede mig igen for at 'hvor svært kan det være', og fandt en tilfældig sweateropskrift strikket i Peruvian Highland, valgte samme pindestørrelse som i opskriften - og slog så masker op til en størrelse XL. Og ja - datteren er jo en slank og smækker 16-årig (nu 17-årig...), men hun havde jo udtrykkeligt ønsket sig en meget stor sweater, så det blev så en størrelse XL. Og så gik jeg ellers i gang....

Jeg valgte at strikke sweateren på rundpinde, og det gik faktisk rimeligt hurtigt og var sjovt, lige indtil jeg kom til ærmegabene. Så gik jeg i stå. Sådan HELT i stå. Det der med at sidde med et gigant strikketøj - sådan noget jeg spydigt har omtalt som fire-mands-teltet, når jeg har været allermest træt af det! - og strikke frem og tilbage i flerfarvestrik, det var altså ikke sjovt. Jeg begyndte at strikke fejl i mønsteret på vrangsiderne med jævne mellemrum, og skulle hele tiden trævle op og strikkehastigheden gik bare ned - og det var stort og tungt at sidde med... og jeg hadede det. Og hende den søde, der skulle have sweateren, stortrivedes på efterskolen og kom ikke så meget hjem (ikke så meget, som JEG trængte til) for der var SÅ mange venner, der også skulle besøges i weekenderne, så jeg sad med en kæmpe sweater, der var umulig at strikke og savnede hende helt vildt og blev mere og mere indebrændt. Og så røg sweateren i skammekrogen og har ligger der lige siden. S'gu'.

Efterskoleopholdet er slut nu, og jeg får nu igen opfyldt mit behov for 'datterlig omsorg og opmærksomhed', og nu hvor det igen er blevet sweatervejr, så er girafstrikketøjet kommet frem, og jeg har de sidste aftner forsøgt at strikke på den. Det går stadig galt på nogle af vrangpindene, så der skal trævles op, men jeg prøver på at opmuntre mig selv, så jeg får den strikket færdig! Der mangler strengt taget kun fra ærmegabet og op på ryggen - og så de to ærmer - og ærmerne skal strikkes på rundpinde, så jeg slipper for de der trælse vrangpinde, hvor jeg har en tendens til at vende mønsteret forkert.

Og det hjælper også på strikkelysten, at der nu igen er en, der går og venter på, at den bliver færdig og som forstår at 'heppe' på den helt rigtige måde ved at fortælle mig, at hun glæder sig og synes den bliver rigtig god. Så bliver jeg glad og så ryger der tit lige en ekstra pind....

Paradis(isk)-æblegele

Sidste weekend var en 'stille-weekend'. Sådan en weekend, som jeg forsøger at holde helt fri for aftaler, forpligtigelser, festivitas og alt hvad der bare lugter den mindste smule af 'pligt' og 'jeg burde også', for at få et pusterum i de perioder, hvor dagligdagen er fyldt med travlhed og deadlines og en billion ting, man burde og som man ikke når. Så denne weekend brugte jeg på noget så mentalhygiejnisk som en tur i haven, hvor jeg nød det fantastiske septembervejr med både regn og rusk og høj himmel med sol. Og alt sammen nærmest på en gang.

Det er rigtig blevet efterår derude nu. Græsset flyder med en blanding af blade og nedfaldsfrugt. Stauderne er afblomstede og visne. Urtehaven ligner jeg ved ikke hvad. Mange ting er høstede forlængst, mens enkelte andre ting står og ser noget triste ud, når de står der og rasler med bladene og svajer i vinden.
Jeg har også et lille paradisæbletræ derude. Det er cirka tre år gammelt. Det har den fineste lille stamme - og en tæt og velformet krone. Det er et rigtig træ at se på, bare i miniatureformat - sådan cirka min højde - og derfor meget nemt at plukke æblerne på. Jeg plukkede alt hvad der var på træet - og fik vel omkring tre liter små højrøde æbler ud af det.

Nu lyder det måske lidt selvmodsigende at jeg har en 'stille weekend' for så at kaste mig ud i at lave paradisæblegele, men det er det egentlig ikke. Det er nemlig meget meget nemt at lave paradisæblegele. Faktisk er det nok noget af det nemmeste at lave.

Opskriften lyder i al sin enkelthed.
Pluk og skyl paradisæbler. De skal hverken skrælles eller have fjernet kernehuse eller stilke.
Kom i en gryde og dæk med vand.

Kog 1 times tid til de er smattet godt ud. Du behøver ikke røre.
Hæld æblemos/vand op til afdrypning i en gelepose - og har du ikke sådan en, så brug et rent viskestykke i en sigte, der bliver sat over en gryde, så æblesaften kan dryppe derned. Lad det stå til næste dag.
Mål hvor meget saft, der er dryppet af og tilsæt 9 dl sukker pr liter saft.
Kog op og lad koge i ti minutters tid, mens du skummer skummet af.
Hæld saften på glas du har skyllet i atamon-vand., og sæt låg på med det samme.
Geleen vil stivne i løbet af et par timer - men panik ikke hvis det ikke er klar efter et par timer - måske er det først klar næste dag - det kommer an på hvor meget pektin, der er i dine æbler. Min æblegele i år stivnede nærmest med det samme, men det varierer fra æblesort til æblesort. (Vil det ikke stivne, så kog det op igen og lad det koge længere tid. )

Du har nu noget virkelig delikat gele med den smukkeste farve og dejligste duft og smag, der plejer at falde i både børn og voksnes smag. Og som vil give dig street credit hos enhver svigermor eller madsnob, når de hører, at du har lavet det selv. (Men lad være med at fortælle dem, hvor let det var... )

Træls onsdag forgyldes af pizzasnegle

Jeg har haft en helt igennem normal onsdag af den slags som jeg tror alle almindelige mennesker render ind i ind i mellem, startende med tåge og kø på motorvejen, aflevering af barn på skole, møde der trækker ud og trækker ud og truer med at ødelægge alle planer for dagen, efterfulgt af hektiske forsøg på alligevel at nå det planlagte, mere køkørsel i et forsøg på at nå at hente barn fra klaverspil til tiden, afsluttende med at der skulle fabrikeres aftensmad til familie på fem... Men der sluttede det trælse så. I køleskabet stod sørme en rest curry, der med lidt snilde (= tilsætning af vand, for den var blevet lidt 'fast' i det)  faktisk rakte til mad til alle fem - så alt jeg skulle var at koge risene! Det var faktisk lige hvad jeg trængte til ovenpå en dag, hvor alting ellers havde taget længere tid end planlagt/normalt/ønsket - og det gav lige præcis så meget overskud at jeg fik banket en almindelig hvededej over efter aftensmaden (noget i retning af 6-7 dl vand, 1 tsk salt, 1 spsk olivenolie, ca 1 kg hvedemel). Tanken var dels at have nemme madpakker til i morgen (det vil jeg nemlig være rigtig glad for i morgen tidlig!) og dels at få brugt de sidste af de gode krydrede tomater fra sidste weekend!
Jeg delte dejen i fem dele og rullede delene ud så tyndt som muligt. Ovenpå lagde jeg et lag af de ovntørrede tomater med hvad der nu hang ved af hvidløg, olivenolie og krydderurter og dryssede en forhåndenværende revet cheddarost over. Og lige en smule salt....

Så rullede jeg dejen sammen til en rulle (li'som en roulade), skar 2½ cm skiver af, der fik lov til at hæve på en bageplade en halv times tid, og som derpå blev bagt på næstnederste rille ved 225C i ca 12-14 minutter.

De smager simpelthen rigtig rigtig godt. Bløde og aromatiske tomater med smeltet ost og sprød dej. De første tre plader er blevet sat på bordet til stor begejstring for familien (måske den der curry alligevel var blevet lidt tynd efter at jeg havde kommet ekstra vand i?), men den fjerde plade pizzasnegle er reserveret til morgendagens madpakker.  Og så krydser jeg bare fingre for at i morgen bli'r en bedre dag end i dag har været!
  

Langtidsbagte tomater med timian, rosmarin og salvie

Opskriften er ret enkel - og passer fantastisk godt til denne tid på året, hvor der er både tomater og krydderurter i overflod i haven.Og har man ikke have, så er de købte tomater også mere søde og modne på denne årstid.

Tomater halveres og lægges i et ildfast fad fad eller en bradepande. Tynde skiver hvidløg - hvis man kan li' det - og en håndfuld yndlingskrydderurter (i dag brugte jeg timian, salvie og rosmarin, men jeg kunne også have brugt merian, origano, basilikum, persille eller hvad jeg nu lige synes...) og salt og sort peber drysses over - og derpå generøse mængder af olivenolie. Til sidst drysser jeg et ultra tyndt lag sukker ovenpå tomaterne. Og jeg mener virkelig ultratyndt. Jeg bruger nok max ½ tsk sukker til et helt fad tomater. Jeg gør det mest for at være sikker på at få sådan en slags karamelliseret lag på tomaterne, og ikke for at søde dem. De ville sikkert få det helt automatisk,  hvis de har fået lov til at modne på planten og det har været en god solrig periode, men købetomater kan godt være mere syrlige i det, og der tror jeg sukkeret er nødvendigt for at få det der lækre 'karamellag'.

Så er der bare tilbage at sætte fadet med tomater ind næstnederst i ovnen ved 120 C i lige så lang tid (i vores ovn tager det cirka 2 timer), som det vil tage at få tomaterne passende tørre og lækre. Det dufter dejligt, mens det står på - og de smager fantastisk! Jeg forsøger at tørre tomaterne langsomt, så de mister væsken uden at blive brændte ovenpå. Det kan godt være en lidt svær balance, hvor ens tålmodighed bliver testet, men det betaler sig altså rent smagsmæssigt at gøre det i længere tid ved svag varme, end at 'få dem brændt i en fart ved højere temperaturer.

Jeg bruger dem nogen gange i sandwiches - til vegetarerne tit sammen med humus eller med quinua-dunser - og til kødspiserne sammen med f.eks kyllingbryst, stegt bacon og rucola - men de kan også spises som de er som en lille tapas - eller som tilbehør eller i en salat.
Hvis jeg ikke bruger dem med det samme, så kommer jeg dem i et glas, hælder olivenolie på til det dækker og stiller dem så i køleskabet, hvor jeg gætter på at de vil kunne holde sig en uges tid eller to uden problemer. Olivenolien kan bagefter bruges i dressinger eller marinader, for den kommer til at smage skønt af tomaterne og krydderierne. 

Ristede saltmandler

Efter en dag i solen kan jeg godt få en voldsom lyst til noget med salt. Chips, nachos, pommes frites, saltstænger, peanuts, popcorn - det er lige gyldigt - det skal bare være salt. Og helst nemt! Normalt 'falder jeg bare i' og spiser hvad jeg har, men i dag prøvede jeg at være lidt fornuftig. Jeg har jo ferie og har bedre tid end ellers, og det giver i hvert fald i dag overskuddet til at handle lidt mere fornuftigt end ellers. Så jeg har lavet en portion ristede saltmandler, der om lidt skal bruges til en 'fyraftensøl' på terrassen ovenpå en dag med både havearbejde, malearbejde og strik. Ret aktivt af en stille feriedag at være! :)

Ristede saltmandler smager bare godt. Er nemme at lave. Og så har de en næsten optimal fedtsyresammensætning. De er fyldte med enkeltumættede fedtsyrer, har lidt af det flerumættede - og næsten intet umættet fedt. Jeg har kolleger på forskellige varianter af LCHF diæter og ved at de må spise mandler - så det her kunne være en fin snack til dem/andre der spiser LCHF.

Opskriften er super enkel: 2 dl vand, 1 spsk groft salt og 200 g mandler kommes i en pande, og vandet bringes i kog. Jeg ryster mandlerne lidt undervejs, men i det store hele skal vandet bare koge af, og mandlerne dækkes af et tyndt lag salt undervejs. Når vandet er kogt af, så lægger jeg mandlerne på en plade med bagepapir og rister mandlerne midt i ovnen ved 150C i 20-25 minutter. Igen skal de egentlig bare passe sig selv, men jeg vender dem lige undervejs en enkelt gang eller to.
Når de er færdige (de skal se tørre ud. De må godt blive lidt brune, men de må ikke begynde at dufte for meget, for så vil de smage 'brændt') lader jeg dem køle ned, og så er de klar til at blive serveret. De kan også holde sig, hvis man lægger dem i en lufttæt beholder efter de er kølet ned. Men.... de bliver nu oftest spist samme dag, som de er lavet...

Mormors moderniserede stikkelsbær trifli

Overskriften på dagens blogindlæg er faktisk fup og fidus. Jeg kan slet ikke huske min mormor lave stikkelsbærtrifli. Hun lavede rigtig mange andre desserter, og hun var god til det, for hun havde haft et forsamlingshus og har lavet mad til mange fester i sin tid der. Jeg kan godt huske hendes trifli. Den var med svesker, som jeg ikke kunne li', så jeg spiste den gode vaniliecreme, makronerne og flødeskummet, og levnede sveskerne. Men jeg har de fineste røde stikkelsbær i haven lige nu, og det er lige tiden at plukke dem, så derfor vil jeg forsøge at lave en mormor-agtig trifli, men med stikkelsbær i stedet for de der svesker, der i hvert fald da jeg var barn, havde det med at vokse og vokse i min mund.

Først laver jeg en kompot af 500 g stikkelsbær, 150 g rørsukker, ½ vaniliestang og saft og fint revet skal af en ½ citron. Min mormor ville jo have kogt dem på svag varme til de var tilpas, men jeg har læst en opskrift af Claus Meyer, hvor han bager dem i ovnen v 150 C i 20-25 minutter i stedet, og det afprøver jeg. Jeg bager tit mine rabarber i ovnen, når jeg laver rabarberkompot, så mon ikke at det er fint til stikkelsbær også?

Det gode ved at lave kompot i ovnen er at rabarberstykkerne eller stikkelsbærrene ikke koger så let ud, som de ellers tit gør, når man koger dem i en gryde under omrøring.

Mens kompotten køler helt af, laver jeg en råcreme. Min mormor ville have lavet en vaniliecreme og brugt husblas til at få den til at blive helt budding-agtig. Jeg er både vegetar og lidt doven, så jeg laver i stedet en råcreme ved at piske 4 pasteuriserede æggeblommer med vaniliekorn fra en stang vanilie og 50 g flormelis indtil det er helt tykt. På den måde undgår jeg både gelatinen og får en lettere og mere fløjlsblød creme.

Så blander jeg forsigtigt flødeskum fra 1½ dl piskefløde i æggecremen, indtil cremen er helt ensartet og blød og luftig. Cremen er lidt tynd på dette tidspunkt, men det er ok. Den vil stivne og blive helt perfekt i køleskabet senere.

Og så er det tid at 'bygge' triflierne ved skiftevis at komme et lag kompot, nogle knuste makroner og et lag råcreme i skålene lige så mange gange som der er plads til i skålene....

Så sættes portionerne i køleskabet en time eller to (eller til næste dag hvis man kan lade dem stå så længe) så cremen kan stivne, makronerne kan suge lidt af væden fra kompotten, og det hele 'sætter sig'. Der er nok et stykke til den slags trifli, som min mormor lavede, men jeg synes min 'moderniserede' version uden svesker og med en lettere creme er meget dejlig. Jeg bytter ikke....

Hyldeblomstdrik med citron

Endelig blev det tid til at klatre op på stigen og plukke de dejligste duftende hvide hyldeblomstskærme. Solsorten var ikke helt tilfreds - den må have rede i nærheden, og Fiberkatten fulgte som sædvanligt meget interesseret med i hvad jeg foretog mig. Til sidst var den nødt til at klatre op i hylden for at se hvad det egentlig var, at jeg havde gang i...

Vores hyldebusk er blevet meget stor efterhånden, og i år er der rigtig mange blomsterskærme. Dagens høst på cirka 140 skærme bliver brugt til hyldeblomstdrik, for det elsker hele familien, så det kan ikke undværes, men jeg tror der er rigeligt med blomsterskærme til, at jeg også kan nå at eksperimentere med at lave stikkelsbærsyltetøj med hyldeblomster i weekenden. Og måske jeg også kan få afprøvet friterede hyldeblomster? Det har jeg haft lyst til at smage i mange år, så måske i år er året, hvor det kan lade sig gøre?

Hyldeblomstdrik er rigtig nemt at lave. Til en enkelt portion (1½ l  - lige hvad der passer til en 1½ l flaske, der har været danskvand i) bruger man:
40 hyldeblomstskærme
2 liter rørsukker
15 g citronsyre
skallen af 3 økocitroner og citronskiver af de samme tre citroner, hvor den hvide bitre skal er fjernet.
1½ L kogende vand.
Det hele røres rundt og skal stå og trække koldt i cirka 5 dage. Så filtrerer man hyldeskærme og citronskaller og -skiver fra, og så er man klar til kold hyldeblomstsaft på en solskinsdag på terrassen.

Lige et par ord om holdbarhed. Jeg bruger ikke konserveringsmiddel. I stedet hælder jeg min hyldeblomstsaft på ½ liters vandflasker og fryser dem ned. Så kan jeg tage en flaske saft op, når jeg har lyst til at blive mindet om sommer og sol - og den kan sagtens holde sig i køleskabet, indtil den er drukket. (Det tager nemlig ikke så lang tid inden den er væk, når nu man er en familie på fem, der alle elsker hyldeblomstsaft!)

Hvis man nu ikke har en fryser - eller har plads til saft i fryseren, så er man nødt til at tilsætte et konserveringsmiddel som f.eks atamon, hvis man ikke får det drukket inden for et par dage.