Showing posts with label min zoologiske have. Show all posts
Showing posts with label min zoologiske have. Show all posts

Sunday, October 13, 2013

Bierne i Oktober

Det er ved at være længe siden jeg sidst har skrevet om hvad der sker i bigården. Det er ikke fordi der ikke er sket noget - der har faktisk været stof til en mindre krimi-serie i otte dele, der kunne have været sendt på DR i den bedste sendetid. Dronninger, der forsvinder på mystisk vis. Dukker op igen. Dronninger, der bliver kuppet og snigmyrdet og søgt erstattet af snigmorderne, hvorefter undersotterne begår oprør og slår den nye dronning ihjel. Krydret med honningrøveri og den slags. Det er nogle meget foretagsomme og 'vi-bestemmer-selv'-agtige familier vi har os der. Det er ikke kedeligt at have et bijob!

Men alt det må vente til DR kommer med et tilbud om en filmatisering :) og i stedet kommer her lidt om hvordan bierne nu er blevet gjort klar til vinteren.

Jeg har før fortalt om, at alle europæiske bier nu er blevet inficeret med en lille snylter, der hedder en varroa mide. For at bifamilierne kan overleve sådan en infektion, er vi nødt til at behandle dem et par gange om året - og her efter at honningen er høstet og inden det bliver alt for koldt er et af de tidspunkter, hvor man traditionelt behandler mod snylteren. Så får man ikke kemikalier i honningen - og det er endnu ikke så koldt udenfor, at bierne tager skade af at vi lukker op til stadet og 'rumsterer lidt rundt'.

Der er flere forskellige måder at behandle bierne på. I store dele af europa bruger man antibiotika, men det skaber mange andre problemer (f.eks resistens) så i Danmark behandler man med myresyre, oxalsyre eller mælkesyrer. Det er stoffer, der i forvejen findes naturligt i bistadet og honningen i meget mindre mængder - og selv om vi behandler med store doser, så kan bierne tåle det, mens miderne altså går til.

På billedet nedeunder kan man se en fordampningskasse. Det er en træramme med plastiklåg, der er sat ind mellem det normale låg (som er taget af på billedet, for at I kan se ind i stadet) og ovenpå den kasse, hvor rammerne og bifamilien er. På den måde skabes der plads til at man kan lægge en plade (en kræmerplade) med myresyre ind. Og plastikken rundt om fordampningskassen hjælper til at myresyredampene bliver inde i boet og ikke damper ud.
Selve pladen med myresyre ligger også i plastik med store huller i. Jeg gætter på, at det er for, at man kan håndtere pladen uden at få en masse myresyre på hænder/handsker. Og hullerne er selvfølgelig for at dampene kan komme ud og slå miderne ihjel.  
Kræmerpladen ligger ikke direkte ovenpå tavlerne, men er lagt ovenpå et par træstokke for at hjælpe til at skabe cirkulation i tavlen, sådan at myresyredampene kan blive fordelt i hele boet og ikke kun henover præcis det sted, hvor tavlen ligger. Den skal ligge i stadet en uge (eller to) inden den bliver fjernet - og derefter skal bierne egentlig bare have lov til at have fred og ro indtil næste forår.
Kigger man ned på tavlerne i boet nu, så ser man at de alle er fyldte med en blanding af det sukker, som vi har fodret med efter at vi høstede honningen, og så noget honning og lidt pollen, som bierne har indsamlet efter honninghøsten i august. Jeg så faktisk flere bier, der havde store lysorange 'pollenbukser' på, men jeg kan ikke regne ud hvad det er for en blomst at de har hentet pollen fra. I min egen have er der godt nok et helt bed med blomster, som de er meget meget glade for, men som jeg ikke tror giver lys-orange pollen? Der er nemlig sået honningurt i det gamle jordbærbed - og de blomstrer nu. Det er den lyse-lilla stribe i højre side af nedenstående billede. Honningurt er ikke bare en rigtig god biplante - det er også en god efterafgrøde (= holder jorden (næsten) fri for padderokke og skvalderkål, som jeg ellers har så meget af i min have - og så skulle den ovenikøbet have jordforbedrende egenskaber ifølge økologerne. Noget med at kunne kvælstof gøde jorden...)

Og så er den ovenikøbet pæn, når den står det og næsten lyser ved siden af bærbuskene med deres gule efterårsfarver.
Og der er faktisk et mylder af bier i blomsterne, hver gang der er lidt sol... Det er lige før man glemmer det snart er mørkt og koldt og vådt og vinter på sådan en dag! :)



Thursday, September 12, 2013

Havevandring med selskab

I dag har jeg 'været i ilden' på arbejdet. Egentlig er det helt banalt. Jeg har givet en præsentation i forbindelse med en projektopdatering - og som altid i den sammenhæng har jeg stresset vildt og voldsomt. Jeg tager hele turen med hjertebanken, åndenød, kvalme og dårlig mave. Jeg holder min præsentation sådan 'til trods' og får faktisk god og positiv 'kritik' bagefter, men for Søren hvor er jeg dårlig op til. Det er helt vildt, hvor jeg kan blive dårlig, selvom jeg både burde være vant til det - og egentlig ovenikøbet (i hvert fald oftest) er god til det. Alligevel bliver jeg syg....

Hjemme igen efter sådan en dag er jeg træt og mast. Nogen gange falder jeg så om i en sofa. Måske med noget strik eller til en film. Måske falder jeg bare omkuld. Men i dag blev det til en runde i haven i stedet. Stille og roligt. Og selskab af den hyggelige slags fik jeg også. 
Der er stadig squash i haven. Det har ikke været et godt squash år her, men lidt har vi da fået....
Der er stadig et mylder af vinbjergsnegle. Jeg overvejer stadig at nummerere dem, bare fordi det kunne være sjovt at følge de enkelte snegle fra år til år. Hvor gammel kan en vinbjergsnegl egentlig blive? Ja, nu er jeg lidt nørdet, men det er vel ikke for ingenting, at jeg siger, jeg har en 'zoologisk have' her hjemme!?
Der er stadig tomater i drivhuset, men de er begyndt at revne. Noget med at der nu er store temperatursvingninger mellem dag og nat, og så revner tomaterne. Det er der jo nok ikke noget at gøre ved. Andet end at høste hvad der er og så lave en gang ketchup af det. Eller fryse dem ned? Det må være et fint projekt til weekenden. Ikke i dag i hvert fald! I dag skal jeg rekreere!
Jeg har stadig lidt løg til tørre på havebordet. Jeg burde få dem ind - men det bliver heller ikke i dag....
Og det er heller ikke dagen til at høste græskar! Men jeg kan godt nyde det fine mønster på dette græskar. Det er altså lidt fint! (Mon man kan filte sådan et mønster? Eller strikke det?)
Bønnerne blev vist sået for sent - eller også var det bare for tørt? De har ikke givet så meget i hvert fald. Og der er ikke mange af dem. Men de, der er kommet, ser nu meget dekorative ud, når de slynger sig op af mit blå bønnestativ! Og pludselig fik jeg selskab igen. Og denne gang af noget lidt sjovere end en vinbjergsnegl! Ib. Det plejer ellers at være Alice (den vrisne tante Alice!), der følger mig rundt i haven, men ikke i dag.
Det er et sikkert efterårstegn, når brombærrene modner. Og jeg har lige fundet en fantastisk opskrift på brombærkage med mandler og hvid chokolade. Det bliver vist også et weekendprojekt!

Tilbage ved drivhuset. Det skulle måske også ryddes her i weekenden? Tomaterne er ved at være væk. Auberginer og agurker er også. Der er stadig en del chilier, men de kunne jo teoretisk set høstes.... Det vil jeg lige overveje!

Og pludselig pusler det ved siden af. Først dukker Halfdan op. Og lidt efter kommer Vincent.... (man er vel ikke lillebror for ingenting?!) Det er hyggeligt med den slags selskab. Og de vil gerne snakkes med...

På sådan en tur rundt kan jeg helt nå at glemme, at jeg egentlig var træt og mast. At jeg egentlig havde allermest lyst til at gå i seng. Jeg kommer selvfølgelig ikke ind fra haven og går i gang med tusind ting, men jeg kommer ind og har glemt, at jeg var træt. Måske det skal til at være en fast vane at tage en lille havevandring, når jeg kommer hjem fra arbejde?  



Wednesday, August 21, 2013

Højt på strå

Jeg brugte en time på 'det uendelige tæppe' i dag efter arbejde. Det har ligget stille de sidste uger, for jeg var blevet lidt træt af at hækle det samme og det samme igen og igen, og trængte til noget afveksling. Men akkurat som netop dette stykke håndarbejde kan være ret kedeligt og ensformigt, så kan det også være rigtig godt til at stresse af med på de dage, hvor jeg har haft ekstra travlt på arbejdet. Så er det rigtig fint med sådan en no-brainer til at falde ned med. 
Det varede så ikke så længe inden jeg fik selskab, og hvad man vel kunne kalde en eller anden form for 'hjælp' til arbejdet! 
Men så kan kan da heldigvis gå lidt ud og trække lidt frisk luft i stedet.... alle sammen....
Ser han lidt sur og fornærmet ud? Måske han ikke var helt færdig med at lege med mit garn?

Vincent ser derimod ud til at synes det er dejligt at være udenfor!
Og han er blevet ret skrap til at klatre...

Og Halfdan sidder nede ved foden af stolpen og kigger langt efter ham....

Gad vide om det er smart at kravle nedad med hovedet forrest?
Og her ser vi lidt af et ret elegant fald. Måske hjalp det ikke på balancen at Halfdan sprang på ham?
Og vrisne tante Alice kigger på. Opmærksomt og måske ikke helt billigende! Det er ikke nemt at være tante til sådan to!

Monday, August 19, 2013

Pianissimo

Jeg blev vækket ved nogle ret uharmoniske og høje lyde fra stueetagen. Det skete et par gange, og så blev der helt stille..... Det var såmænd ikke uhyggeligt, for lydene var ret genkendelige og på en måde meget velkendte. Det var bare ikke den sædvanlige musiker, der spillede. 

De to ballademagere fandt heldigvis ret hurtigt på noget andet at lave i nat end at lege tagfat på flyglet, men nu har de lige taget en runde mere. Der må være et eller andet rigtig godt ved at jage hinanden op på klaverstolen og videre op over tangenterne og så ned igen. Eller måske de er musikalske? 

Sunday, August 18, 2013

Er Thyras familie bare den klogeste?

Sidste søndag blev der lagt myresyreplader (det der også hedder kræmerplader) i staderne for at bekæmpe eventuelle varroamider. 
I den uge der er gået siden, har Thyras familie som den eneste af vores seks bifamilier siddet i en klump udenpå stadet i både regn og blæst. Det har set ret vildt ud - og ligner næsten en sværm. 

Når man kigger nede under flyvespalten på de andre stader, så ligger der en masse døde bier. Det er helt normalt at der dør en del bier, når man behandler med myresyre. Bierne kan bedre tåle myresyren end miderne, men der er alligevel altid nogle bier, der dør. Og når man kigger på yngeltavlerne i staderne, så kan man også se, at der sidder døde bier her, der simpelthen er døde, mens de har været på vej ud af deres celler. Det er ret trist at se på, men behandlingen er altså nødvendig, hvis man ikke vil have at hele bifamilien skal dø på grund af miderne.
Kigger man under flyvespalten på Thyras stade, så er der slet ikke den samme bunke døde bier her. Der ligger lidt, men måske kun 1/20 af hvad der er ved de andre stader. Spørgsmålet som vi stiller os selv nu er om Thyra bare er 'den klogeste', når hun og hele bifamilien tilbringer en uge i regn og blæst i stedet for at være inde i 'syrebadet' i stadet - eller om det måske set fra et mide-bekæmpelsessynspunkt er rigtig ærgerligt at Thyra's familie ikke har fået samme omgang myresyre, som de andre fem familier? Vi ved det ikke - og vi ved heller ikke hvorfor denne ene familie har opført sig anderledes end de andre fem.
Kræmerpladerne, der er brugt (det der ligner en plastikpose med en firkantet 'ting' indeni på ovenstående billede) kommer alle fra det samme sted - og 'fordampningskasserne' (der ses stablet på billedet nedenunder) er alle lavet på den samme måde. Der burde ikke være forskel på hvordan de seks familier er blevet behandlet.
Så hvorfor opfører Thyra's familie sig anderledes end de andre familier? Og gad vide hvor mange mider vi finder i hendes stade næste gang vi tjekker? Vi keder os ikke med bier i haven! :) 

Wednesday, August 14, 2013

Klatrekatte

Nede i haven står det gamle æbletræ. Det er kæmpestort, og vi har bygget en platform oppe i det til ungerne for et par år siden. Her i aften blev den brugt til kattetræf. Det startede lige så stille med at Halfdan sad oppe på platformen og ærlig talt så lidt forskrækket ud. Det kan jeg godt forstå, for ud over at han var kommet meget højt op, så var den vrisne tante Alice på vej op til ham....

Men det ligner godt nok at han tænker 'Ups - der er langt ned - hvordan kom jeg dog her op?'

Ib kom også op i træet for at se hvad der foregik. Hun holder hele tiden øje med iblingerne, når de er ude - og også med tante Alice - og kommer konstant med 'kurrende' lyde. Nogen gange opmuntrende - og nogen gange får de skæld ud eller hun kalder på dem, hvis hun synes de er kommet for langt væk. Og nogen gange kommer der måske et slag med en pote, hvis f.eks Alice bliver for grov. Der bliver passet på!
Vincent kom også op i æbletræet, og var faktisk den af dem,der kom højest op. Helt op i de allertyndeste grene, hvor han var umulig at se nedefra. Han er knapt så bange og forsigtig, som han var en overgang, og det er dejligt at se. Han er en lækker killing!

Lidt efter gik Ib ned fra træet, men hun holder stadig øje med iblingerne. Og Halfdan holder øje med hende.
Og pludselig sad Vincent og Alice tæt på hinanden oppe på platformen. Helt stille - mens de skiftevis nedstirrede og ignorerede hinanden. Jeg håber lidt, at Alice holder op med at være så vrissen og stresset over, at der er killinger i huset. Det er synd for hende, at hun er så stresset - men det er også lidt anstrengende med en så sur og vrissen kat i huset.

Og mens iblingerne drønede rundt i træet, kom Herman forbi og skulle lige se hvad der foregik. Men blande sig med husets andre katte er under hans værdighed, så efter lige at have set hvad der foregik, så spadserede han videre uden at værdige dem mere opmærksomhed.
Man er vel 'overkat' og beskæftiger sig ikke med pjank og pjat og leg med killinger!

Lidt om 'bijobbet' i august

August er faktisk sidst på 'bi-året', for snart er der ikke mere nektar at hente for bierne i haverne, men der er stadig ganske få ting, der skal gøres, inden 'bi-jobbet' er helt slut for i år.

Som I måske kan huske, så høstede vi sensommerhonningen for cirka 1½ uge siden. Efter det fodrede vi bierne med en sukkeropløsning, så de har mad til vinteren i stedet for det honning, som vi har taget fra dem. Og nu hvor de har suget al sukkeropløsningen ud af foderspandene, så er det så tid til at behandle bifamilierne mod den varroamide, som alle bifamilier i vesteuropa desværre er blevet smittet med indenfor de sidste tredive år. Varroamiden er en snylter, der dels selv snylter på bierne, men som også gør bierne meget mere følsomme overfor alle mulige andre bi-sygdomme. Den ligner lidt en skovflåt, og hvis man ikke behandler bierne mod den, så vil hele familien dø.

Vi behandler på den måde, at der bliver lagt en porøs plade med myresyre ovenpå tavlerne inde i stadet. Sådan en plade hedder en Krämerplade. Fra denne plade fordamper der nu myresyre ud i hele stadet, og vil ætse varroamiderne ihjel. Og bierne kan heller ikke så godt li' det, så nogen af dem sidder nu uden på staderne i en klump og gisper.


Myresyre er den syre, der også findes i myrernes giftkirtel. Den findes også helt naturligt i honning, men selvfølgelig i meget meget mindre mængder, end når man behandler mod varroamider. Og selv om den naturligt er i honningen, så behandler man selvfølgelig først, efter honningen ER høstet, så der ikke kommer en masse myresyre i honningen. (Du kan læse mere om behandlingen her. Jeg tror nu ikke helt forfatteren til artiklen har ret i at miderne fordamper. Der lå nogle døde mider i bunden af Hedvigs stade sidste efterår, så de fordamper i hvert fald ikke allesammen.)
Det er desværre heller ikke alle bierne, der overlever behandlingen. Det er et sørgeligt syn under flyvespalten disse dage, hvor der ligger mange døde bier. Det er trist og ærgerligt, men bifamilien som helhed er langt bedre stillet ved at komme af med så mange varroamider som muligt, selv om der dør nogle bier ved samme lejlighed. Men det er nu stadig et trist syn med alle de døde bier! Øv - det er surt, at det er nødvendigt!


Tuesday, August 13, 2013

Minka's kasse

Nu hvor begge iblingerne har forladt Friggs trygge værelse og i stedet farter rundt i hele huset og haven, så er det blevet meget sværere at finde dem, når de gemmer sig. Der er pludselig blevet mange flere gemmesteder, der skal kigges igennem, når man synes der har været for stille for længe...

De sidste dage har de ind i mellem været væk i timevis af gangen. Der har været helt stille både ude og inde. Jeg har undret mig, men jeg har tænkt at så længe, at Ib tog det roligt, så var de et eller andet sted i nærheden og jeg behøvede ikke at bekymre mig.

Nu har jeg så fundet slynglernes nyeste gemmested.  
De har simpelthen overtaget 'Minka's gamle kasse'. I køkkenet hos min mands morfar stod en brændekasse. I den kasse boede gravhunden Minka. Nu står kassen i vores køkken/alrum/stue og bruges egentlig til at have tæpper i. Og nu altså også iblinger.
God dag til alle Jer, der læser med! :)