Showing posts with label Iblingerne. Show all posts
Showing posts with label Iblingerne. Show all posts

Sunday, September 15, 2013

12 uger med iblingerne

Om en time kommer Charlotte og Michael og henter Iblingerne. Tænk, at de er blevet så store, at de nu er klar til at flytte hjemmefra! Jeg synes jo ikke det er mere end et lille øjeblik siden at de blev født.... 

Kun ganske få timer gamle ligger de her på det gamle vattæppe i en papkasse (der kunne give mor Ib lidt fornemmelse af sikkerhed og afskærmning).
Bittesmå var de....
Men allerede på andendagen så vi noget, der skulle vise sig at være karakteristisk for dem: Halfdan er ved af møffe sig ud på eventyr, mens Vincent er lidt 'bagud'. Sådan viste de sig at være. Halfdan er meget nysgerrig og social og meget mindre forsigtig end Vincent.




Det har været helt fantastisk at følge de to dejlige killinger fra de var nogle små lodne uldtotte, der mest sov - og så til nu, hvor de i den grad tumler rundt, slås og leger med hinanden, og selv vrisne tante Alice har den sidste uges tid måtte overgive sig og er begyndt at lege med.

De er blevet to meget fine katte. Halfdan som er så kælen og ligetil - og Vincent som er lidt mere forsigtig, men som lidt efter lidt er blevet en rigtig skøn og charmerende ung herre. Det bliver rigtig sjovt at følge dem fremover, når de indtager Charlotte og Michaels hjem. For mon ikke der kommer lidt billeder af dem på Charlottes blog? 

Saturday, September 14, 2013

Det var en ommer! Og nu er det en 'keeper'! :)

Forleden testede jeg farveægtheden på mit lysegrønne garn farvet med tagrør, og farven holdt ikke! Det var bare så pokkers ærgerligt, for jeg kan nemlig rigtig godt li' lige præcis den lysegrønne farve. Farven kan bare være nok så fin, hvis den ikke kan holde til at blive vasket. Så det var en 'ommer'. Samtidigt havde jeg to bundter af en meget lys gul, som jeg egentlig er glad for, men som jeg ikke behøver to bundter af. Så begge bundter garn røg tilbage i gryden igen....

Og hvad farvede jeg så med? Jo - nu kunne jeg jo godt li' den grønne farve, som man får af tagrør. Jeg tror problemet med farveægtheden af det lysegrønne garn skyldtes at det ikke var blevet kogt, men nærmest bare havde ligget i den kolde farvesuppe - og det er nok ikke nok til at binde farven i garnet. Tror jeg. Det skal i hvert fald prøves!
Det overfarvede garn blev meget fint mørkegrønt - både det der før var gult og det der før var lysegrønt.


Og Vincent - den dejlig kat - er i det nysgerrige hjørne og cirkler rundt om mig og farvegryden. Måske sådan noget kogt tagrør dufter af et eller andet som katte synes er lækkert? Han synes i hvert fald at det er spændende det jeg har gang i.

Det tørre garn har tydeligt to forskellige grønne nuancer (men det er altså mere grønt i virkeligheden end jeg synes det ser ud på det nederste billede) - det der var gult til at starte med har stadig en lidt gul undertone.

Og hvad skal jeg så bruge mit nye grønne garn til? Jo - jeg har lidt tænkt på at strikke denne her hue! Selvfølgelig sammen med nogle af mine andre plantefarvede garner...


Thursday, September 12, 2013

Havevandring med selskab

I dag har jeg 'været i ilden' på arbejdet. Egentlig er det helt banalt. Jeg har givet en præsentation i forbindelse med en projektopdatering - og som altid i den sammenhæng har jeg stresset vildt og voldsomt. Jeg tager hele turen med hjertebanken, åndenød, kvalme og dårlig mave. Jeg holder min præsentation sådan 'til trods' og får faktisk god og positiv 'kritik' bagefter, men for Søren hvor er jeg dårlig op til. Det er helt vildt, hvor jeg kan blive dårlig, selvom jeg både burde være vant til det - og egentlig ovenikøbet (i hvert fald oftest) er god til det. Alligevel bliver jeg syg....

Hjemme igen efter sådan en dag er jeg træt og mast. Nogen gange falder jeg så om i en sofa. Måske med noget strik eller til en film. Måske falder jeg bare omkuld. Men i dag blev det til en runde i haven i stedet. Stille og roligt. Og selskab af den hyggelige slags fik jeg også. 
Der er stadig squash i haven. Det har ikke været et godt squash år her, men lidt har vi da fået....
Der er stadig et mylder af vinbjergsnegle. Jeg overvejer stadig at nummerere dem, bare fordi det kunne være sjovt at følge de enkelte snegle fra år til år. Hvor gammel kan en vinbjergsnegl egentlig blive? Ja, nu er jeg lidt nørdet, men det er vel ikke for ingenting, at jeg siger, jeg har en 'zoologisk have' her hjemme!?
Der er stadig tomater i drivhuset, men de er begyndt at revne. Noget med at der nu er store temperatursvingninger mellem dag og nat, og så revner tomaterne. Det er der jo nok ikke noget at gøre ved. Andet end at høste hvad der er og så lave en gang ketchup af det. Eller fryse dem ned? Det må være et fint projekt til weekenden. Ikke i dag i hvert fald! I dag skal jeg rekreere!
Jeg har stadig lidt løg til tørre på havebordet. Jeg burde få dem ind - men det bliver heller ikke i dag....
Og det er heller ikke dagen til at høste græskar! Men jeg kan godt nyde det fine mønster på dette græskar. Det er altså lidt fint! (Mon man kan filte sådan et mønster? Eller strikke det?)
Bønnerne blev vist sået for sent - eller også var det bare for tørt? De har ikke givet så meget i hvert fald. Og der er ikke mange af dem. Men de, der er kommet, ser nu meget dekorative ud, når de slynger sig op af mit blå bønnestativ! Og pludselig fik jeg selskab igen. Og denne gang af noget lidt sjovere end en vinbjergsnegl! Ib. Det plejer ellers at være Alice (den vrisne tante Alice!), der følger mig rundt i haven, men ikke i dag.
Det er et sikkert efterårstegn, når brombærrene modner. Og jeg har lige fundet en fantastisk opskrift på brombærkage med mandler og hvid chokolade. Det bliver vist også et weekendprojekt!

Tilbage ved drivhuset. Det skulle måske også ryddes her i weekenden? Tomaterne er ved at være væk. Auberginer og agurker er også. Der er stadig en del chilier, men de kunne jo teoretisk set høstes.... Det vil jeg lige overveje!

Og pludselig pusler det ved siden af. Først dukker Halfdan op. Og lidt efter kommer Vincent.... (man er vel ikke lillebror for ingenting?!) Det er hyggeligt med den slags selskab. Og de vil gerne snakkes med...

På sådan en tur rundt kan jeg helt nå at glemme, at jeg egentlig var træt og mast. At jeg egentlig havde allermest lyst til at gå i seng. Jeg kommer selvfølgelig ikke ind fra haven og går i gang med tusind ting, men jeg kommer ind og har glemt, at jeg var træt. Måske det skal til at være en fast vane at tage en lille havevandring, når jeg kommer hjem fra arbejde?  



Tuesday, September 10, 2013

Hjælpsomme Halfdan

Jeg har gang i en del småprojekter - og jeg har en rigtig god hjælper. Halfdan følger med i det hele...
Han ved godt, at han ikke må lege med garnet. Og han ser enormt uskyldig og tilforladelig ud, når han sidder der og kigger. Artigheden selv....
Næsten.
Lidt senere skulle jeg have garn fra min håndten over på et haspetræ. Jeg havde Frigg til at holde håndtenen og stod så selv et par meter fra med haspetræet. Det synes han også var MEGET spændende.  Han cirklede rundt under garnet og holdt øje, så godt han nu kunne.
Til sidst kom han op på bagbenene for bedre at kunne se hvad der foregik.... Han er ret nysgerrig. Og sød. 

Det jeg havde på håndtenen var dette lille fed BFL. Jeg er slet slet ikke en ørn til at spinde, men er begyndt at øve mig. Jeg har nemlig de allerfineste fibre liggende, men jeg vil gerne være bedre, inden jeg går i gang med dem. Og så må jeg jo øve mig! :)   

Friday, August 30, 2013

Lidt nysgerrig er man vel?

Halfdan er en meget nysgerrig og hjælpsom kat. I går morges valsede han rundt med hvidt karteflor i 'skægget' - og på den måde 'hjalp' han mig til at blive færdig med at spinde før end jeg ellers ville have været færdig (og efterfølgende fik jeg også ryddet op, så der ikke lå mere katte-egnet 'fiber-legetøj' i stuen. Meget hjælpsom kat!). Og når jeg har gang i at vinde garn, så vil han også meget gerne 'hjælpe til'. Det er nemlig rigtig spændende!

Han cirkler simpelthen rundt om garnvinden og er både vældigt nysgerrig, legesyg og så også lidt bange, for den kommer med en ukendt lyd, når den kører rundt - og måske synes han også den virker lidt farlig, når den kører rundt....  helt tæt kommer han i hvert fald ikke. Endnu...

Wednesday, August 28, 2013

Hurra hurra - Iblingerne's 10 ugers fødselsdag!

Tænk - i dag er iblingerne 10 uger! Det skal fejres med lidt ekstra god killingeforkælelse (=torskerogn!) og lidt billeder.... Jeg forstår slet ikke, at de er blevet så store allerede. Og helt ærligt! Så hader jeg tanken om, at de skal flytte hjemmefra om to uger, for jeg kommer til at savne dem! Helt vildt!
De er nu rundt i hele huset og haven helt, som de selv har lyst til. Ib passer stadig rigtig godt på dem. Og nogen gange er hun også med i deres lege, og så går den vilde jagt rundt og rundt. Det er ret hyggeligt at se på. Nogen gange ligger de stadig alle tre i en 'bunke' i et hjørne eller en vindueskarm. Det er også hyggeligt at se på. Og fint.

Her bliver tomt, når de er væk. Fordi det er så hyggeligt at have dem her og følge med i at de bliver større og større og kan mere og mere. Og bliver frækkere og frækkere....

Det sidste de to banditter har fundet på foregår ude i mit staudebed. Der bliver leget 'gemme' og 'fange' i alle varianter. Der bliver sneget og hoppet og løbet stærkt og rullet rundt...  Og væltet en masse blomster! Der er nærmest anlagt et mindre stisystem derude i beddet nu...





Og jo - der er faktisk iblinger på det sidste billede også. Begge to. Hvis man altså kan finde dem mellem alle blomsterne.... :)

Monday, August 26, 2013

Lopperne sover

De små ballademagere er nu så store, at de har fået en loppe/flåt-kur ligesom husets store katte. Det tog de virkelig pænt (hvad man aldrig har kunne sige om Herman!). De syntes nærmest bare det var dejligt at blive taget op og nusset lidt ekstra og kigget i ører og hvad der nu hører til.

Og sikke en ro der blev bagefter....


Wednesday, August 21, 2013

Højt på strå

Jeg brugte en time på 'det uendelige tæppe' i dag efter arbejde. Det har ligget stille de sidste uger, for jeg var blevet lidt træt af at hækle det samme og det samme igen og igen, og trængte til noget afveksling. Men akkurat som netop dette stykke håndarbejde kan være ret kedeligt og ensformigt, så kan det også være rigtig godt til at stresse af med på de dage, hvor jeg har haft ekstra travlt på arbejdet. Så er det rigtig fint med sådan en no-brainer til at falde ned med. 
Det varede så ikke så længe inden jeg fik selskab, og hvad man vel kunne kalde en eller anden form for 'hjælp' til arbejdet! 
Men så kan kan da heldigvis gå lidt ud og trække lidt frisk luft i stedet.... alle sammen....
Ser han lidt sur og fornærmet ud? Måske han ikke var helt færdig med at lege med mit garn?

Vincent ser derimod ud til at synes det er dejligt at være udenfor!
Og han er blevet ret skrap til at klatre...

Og Halfdan sidder nede ved foden af stolpen og kigger langt efter ham....

Gad vide om det er smart at kravle nedad med hovedet forrest?
Og her ser vi lidt af et ret elegant fald. Måske hjalp det ikke på balancen at Halfdan sprang på ham?
Og vrisne tante Alice kigger på. Opmærksomt og måske ikke helt billigende! Det er ikke nemt at være tante til sådan to!