Årets koriander høst

Jeg øver mig i at blive voksen. Sådan noget med at når man er voksen så kan man lide både stegte sild, ost og frisk koriander. Og sikkert også nogle andre ting, som jeg ikke lige kan komme på.
Så derfor har jeg i år haft sået en række koriander i haven, så jeg kunne komme lidt frisk koriander i de retter, hvor opskriften siger at det hører sig til... fordi jeg tænker at hvis jeg lisom øvede mig lidt ind i mellem, så kommer jeg nok til at lære at kunne li' den på en eller anden måde. Eller i hvert fald til at synes bare lidt mindre dårligt om den.

Det blev ikke en succes. Hverken hos mig eller hos resten af familien. Og korianderen i haven blev ikke spist, men fik lov til at vokse sig stor og sætte frø. Mange frø blev det til.

Nu har jeg så høstet korianderfrø af egen avl til efteråret og vinterens mange indiske retter. Frøene ligger på et viskestykke og lufttørrer på spisebordet, og når man ind imellem sidder og piller plantedelene fra frøene, så breder der sig på magisk vis en duft af frisk koriander i hele huset, selv om der ikke er noget 'frisk' over korianderen længere. Det får kommentarer med på vejen fra teenagerne i retning af 'Sidder du nu igen og roder i den der pisurt!'... Heldigvis smager frøene ikke som planten lugter, så der er ingen protester over at der er korianderfrø i maden, mens selve planten altså konsekvent bliver omtalt som 'pisurt' og anses for at være helt uspiselig. Så forsøget på at blive 'voksen' og lære at holde af frisk koriander må siges at være meget mislykket. Til gengæld har jeg nu korianderfrø nok til det næste lange tid - så måske jeg af den grund alligevel skal have sået koriander i haven næste år også? Det vil jeg lige tænke over..... :)

Bagte chilier med feta og krydderurter

Årets første chilier er for længst høstet fra drivhuset, og jeg har i den forbindelse afprøvet en ny opskrift på bagte chilier. Med fem chiliplanter i drivhuset, så er jeg jo nødt til at afprøve forskellige måder at tilberede chilier på, så der kan komme lidt variation i maden! :) 

Denne her tilberedning var super enkel. Chilierne - denne gang en blanding af Hungarian Hot Wax og Toftegaards Hot Banana - blev skåret over på langs. Frø og frøstole blev fjernet (det er en god ide at bruge handsker, når man ordner mange chilier, så man undgår at ens fingre bagefter har så meget chilisaft på sig, at øjne og mund svier ved berøring i flere timer efter), og klumper af fetaost blev lagt på chilierne. Så dryssede jeg en blanding af krydderurter fra haven (timian, persille, merian, salvie) ud over - og så en smule flagesalt og en skvæt olivenolie. Det hele blev sat i ovnen ved 200 C og i cirka ti minutter. (Her lavede jeg en fejl - min ovn blev sat på varmluft - så chilierne blev en anelse mere bagte, end jeg egentlig ville have haft, men de smagte stadigt forrygende. Men næste gang skal jeg nu alligevel bage dem en anelse mindre - det tror jeg bliver endnu bedre) De blev spist som en forret - og smagte fortrinligt. Og smagte så godt, at jeg ved, at vi kommer til at variere denne opskrift gang på gang hen over sommeren - både med forskellige chilier og hvor modne de er - men også efter hvilke krydderurter og oste jeg har ved hånden.

Jeg glæder mig allerede!

Ferietid er agurketid....

Jeg burde gøre lidt rent, men gider ikke. Jeg har ferie og selv om her stadig er støvet og rodet efter en uge med husrenovering, så kører jeg på 'feriemode'. Laver overspring og lysthandlinger.

I dag er der syltet agurker. Jeg har agurker i drivhuset og kan ikke spise dem lige så hurtigt, som de bliver store. Men så er det jo godt, at jeg har en rigtig god og nem opskrift på råsyltede agurker. Opskriften har fulgt mig i rigtig mange år. Den er så gammel, at den er håndskrevet - og jeg kan se, at den opskrift, som jeg har skrevet af fra, må have været endnu ældre, for der står '...og De kan spise løs...' - og jeg har næppe selv fundet på at bruge det gammeldags 'De'. :)

I al sin enkelhed går opskriften ud på at man tager to agurker og skærer dem i tynde skiver.

Lægger dem lagvist med 100 gram groft salt og 500 gram sukker og et par dildskærme (hvis man har dem og kan li' dild. Ellers lader man bare være.)

Og så hælder man ½ liter eddike på, rører lidt rundt med en gaffel, lukker glasset til og sætter det koldt i 8-10 dage. Ind i mellem rører jeg i det, hvis sukker/salt ikke rigtigt vil gå i opløsning, men ellers lader jeg det bare stå koldt og passe sig selv (meget fint ferie projekt! 10 minutters arbejde - og så skal det passe sig selv. Lige sådan som jeg kan li' mine ferieprojekter!).

Der bliver ikke brugt nogen form for atamon eller andet konserveringsmiddel, men min erfaring er at holdbarheden er fin. Jeg har faktisk aldrig haft mug eller lignende på disse agurker - måske fordi man spiser ret hurtigt op, fordi de smager så dejligt til både burgers, på rugbrødsmadder og som det 'sure' tilbehør til varm mad?

Og nu er det vist tid til en strikkepause på terrassen. God søndag til Jer!

Tid til rysteribs

Mine ribs er modne nu, så nu er det igen tid til at få rysteribs. Jeg fik rysteribs hvert år som barn hos min mormor, og jeg fik lov til at lave dem. Jeg husker det som, at det var fantastisk at få lov til at blande de syrlige og skinnende ribs i den smukke røde farve med knasende hvidt sukker - og bagefter at smage på bærrene. Sådan noget med, at sukkeret stadig knaste lidt og når man bed i et ribs, så 'eksploderede' det nærmest i munden på en. Syrligt, sødt, knasende og sprødt på een gang. Det var fantastisk!

Nu er det jo gået helt af mode at få rysteribs, og det er egentlig synd, for det er en meget nem ting at lave - og det er et utroligt alsidigt tilbehør, der både kan spises til f.eks grill mad, stegt kylling, champignon pate, frikadeller - eller til pandekager og is eller på havregrøden om morgenen.

Så for at mindes min mormor, der var en fantastisk kvinde - og for at sprede budskabet at 'RYSTERIBS ER MEGET GODT', så kommer her en 'opskrift' som man lavede rysteribs hos mormor:

Tag så mange modne ribs, som du har brug for (her er der f.eks ca 2 dl). Drys en passende mængde sukker på (min mormor gik ikke ind for at måle ting. Det skulle være 'tilpas' i stedet). Her er der brugt et par spiseskefulde - og hvor min mormor brugte hvidt sukker, så bruger jeg rørsukker. Men man kan garanteret ikke smage forskel, så tag det du har. Rør rundt. Server. 

Så kan det ikke være meget nemmere, vel?

Jeg laver det gerne lige inden, jeg skal bruge det, men man kan sagtens lave det før. Så kommer bærrene bare til at safte lidt mere - og det gør ikke noget.

Det kan sagtens holde sig en dag eller to i køleskab - men så længe holder det aldrig hos os, for det er spist inden. Skulle man nu alligevel have fået lavet for meget, så kan man bruge resten i vaniliemuffins - eller i marmelade...

Velbekomme! Og tak til alle mormødre derude, der lader deres børnebørn være med til at lave mad. 

Paradis(isk)-æblegele

Sidste weekend var en 'stille-weekend'. Sådan en weekend, som jeg forsøger at holde helt fri for aftaler, forpligtigelser, festivitas og alt hvad der bare lugter den mindste smule af 'pligt' og 'jeg burde også', for at få et pusterum i de perioder, hvor dagligdagen er fyldt med travlhed og deadlines og en billion ting, man burde og som man ikke når. Så denne weekend brugte jeg på noget så mentalhygiejnisk som en tur i haven, hvor jeg nød det fantastiske septembervejr med både regn og rusk og høj himmel med sol. Og alt sammen nærmest på en gang.

Det er rigtig blevet efterår derude nu. Græsset flyder med en blanding af blade og nedfaldsfrugt. Stauderne er afblomstede og visne. Urtehaven ligner jeg ved ikke hvad. Mange ting er høstede forlængst, mens enkelte andre ting står og ser noget triste ud, når de står der og rasler med bladene og svajer i vinden.
Jeg har også et lille paradisæbletræ derude. Det er cirka tre år gammelt. Det har den fineste lille stamme - og en tæt og velformet krone. Det er et rigtig træ at se på, bare i miniatureformat - sådan cirka min højde - og derfor meget nemt at plukke æblerne på. Jeg plukkede alt hvad der var på træet - og fik vel omkring tre liter små højrøde æbler ud af det.

Nu lyder det måske lidt selvmodsigende at jeg har en 'stille weekend' for så at kaste mig ud i at lave paradisæblegele, men det er det egentlig ikke. Det er nemlig meget meget nemt at lave paradisæblegele. Faktisk er det nok noget af det nemmeste at lave.

Opskriften lyder i al sin enkelthed.
Pluk og skyl paradisæbler. De skal hverken skrælles eller have fjernet kernehuse eller stilke.
Kom i en gryde og dæk med vand.

Kog 1 times tid til de er smattet godt ud. Du behøver ikke røre.
Hæld æblemos/vand op til afdrypning i en gelepose - og har du ikke sådan en, så brug et rent viskestykke i en sigte, der bliver sat over en gryde, så æblesaften kan dryppe derned. Lad det stå til næste dag.
Mål hvor meget saft, der er dryppet af og tilsæt 9 dl sukker pr liter saft.
Kog op og lad koge i ti minutters tid, mens du skummer skummet af.
Hæld saften på glas du har skyllet i atamon-vand., og sæt låg på med det samme.
Geleen vil stivne i løbet af et par timer - men panik ikke hvis det ikke er klar efter et par timer - måske er det først klar næste dag - det kommer an på hvor meget pektin, der er i dine æbler. Min æblegele i år stivnede nærmest med det samme, men det varierer fra æblesort til æblesort. (Vil det ikke stivne, så kog det op igen og lad det koge længere tid. )

Du har nu noget virkelig delikat gele med den smukkeste farve og dejligste duft og smag, der plejer at falde i både børn og voksnes smag. Og som vil give dig street credit hos enhver svigermor eller madsnob, når de hører, at du har lavet det selv. (Men lad være med at fortælle dem, hvor let det var... )

Træls onsdag forgyldes af pizzasnegle

Jeg har haft en helt igennem normal onsdag af den slags som jeg tror alle almindelige mennesker render ind i ind i mellem, startende med tåge og kø på motorvejen, aflevering af barn på skole, møde der trækker ud og trækker ud og truer med at ødelægge alle planer for dagen, efterfulgt af hektiske forsøg på alligevel at nå det planlagte, mere køkørsel i et forsøg på at nå at hente barn fra klaverspil til tiden, afsluttende med at der skulle fabrikeres aftensmad til familie på fem... Men der sluttede det trælse så. I køleskabet stod sørme en rest curry, der med lidt snilde (= tilsætning af vand, for den var blevet lidt 'fast' i det)  faktisk rakte til mad til alle fem - så alt jeg skulle var at koge risene! Det var faktisk lige hvad jeg trængte til ovenpå en dag, hvor alting ellers havde taget længere tid end planlagt/normalt/ønsket - og det gav lige præcis så meget overskud at jeg fik banket en almindelig hvededej over efter aftensmaden (noget i retning af 6-7 dl vand, 1 tsk salt, 1 spsk olivenolie, ca 1 kg hvedemel). Tanken var dels at have nemme madpakker til i morgen (det vil jeg nemlig være rigtig glad for i morgen tidlig!) og dels at få brugt de sidste af de gode krydrede tomater fra sidste weekend!
Jeg delte dejen i fem dele og rullede delene ud så tyndt som muligt. Ovenpå lagde jeg et lag af de ovntørrede tomater med hvad der nu hang ved af hvidløg, olivenolie og krydderurter og dryssede en forhåndenværende revet cheddarost over. Og lige en smule salt....

Så rullede jeg dejen sammen til en rulle (li'som en roulade), skar 2½ cm skiver af, der fik lov til at hæve på en bageplade en halv times tid, og som derpå blev bagt på næstnederste rille ved 225C i ca 12-14 minutter.

De smager simpelthen rigtig rigtig godt. Bløde og aromatiske tomater med smeltet ost og sprød dej. De første tre plader er blevet sat på bordet til stor begejstring for familien (måske den der curry alligevel var blevet lidt tynd efter at jeg havde kommet ekstra vand i?), men den fjerde plade pizzasnegle er reserveret til morgendagens madpakker.  Og så krydser jeg bare fingre for at i morgen bli'r en bedre dag end i dag har været!
  

Langtidsbagte tomater med timian, rosmarin og salvie

Opskriften er ret enkel - og passer fantastisk godt til denne tid på året, hvor der er både tomater og krydderurter i overflod i haven.Og har man ikke have, så er de købte tomater også mere søde og modne på denne årstid.

Tomater halveres og lægges i et ildfast fad fad eller en bradepande. Tynde skiver hvidløg - hvis man kan li' det - og en håndfuld yndlingskrydderurter (i dag brugte jeg timian, salvie og rosmarin, men jeg kunne også have brugt merian, origano, basilikum, persille eller hvad jeg nu lige synes...) og salt og sort peber drysses over - og derpå generøse mængder af olivenolie. Til sidst drysser jeg et ultra tyndt lag sukker ovenpå tomaterne. Og jeg mener virkelig ultratyndt. Jeg bruger nok max ½ tsk sukker til et helt fad tomater. Jeg gør det mest for at være sikker på at få sådan en slags karamelliseret lag på tomaterne, og ikke for at søde dem. De ville sikkert få det helt automatisk,  hvis de har fået lov til at modne på planten og det har været en god solrig periode, men købetomater kan godt være mere syrlige i det, og der tror jeg sukkeret er nødvendigt for at få det der lækre 'karamellag'.

Så er der bare tilbage at sætte fadet med tomater ind næstnederst i ovnen ved 120 C i lige så lang tid (i vores ovn tager det cirka 2 timer), som det vil tage at få tomaterne passende tørre og lækre. Det dufter dejligt, mens det står på - og de smager fantastisk! Jeg forsøger at tørre tomaterne langsomt, så de mister væsken uden at blive brændte ovenpå. Det kan godt være en lidt svær balance, hvor ens tålmodighed bliver testet, men det betaler sig altså rent smagsmæssigt at gøre det i længere tid ved svag varme, end at 'få dem brændt i en fart ved højere temperaturer.

Jeg bruger dem nogen gange i sandwiches - til vegetarerne tit sammen med humus eller med quinua-dunser - og til kødspiserne sammen med f.eks kyllingbryst, stegt bacon og rucola - men de kan også spises som de er som en lille tapas - eller som tilbehør eller i en salat.
Hvis jeg ikke bruger dem med det samme, så kommer jeg dem i et glas, hælder olivenolie på til det dækker og stiller dem så i køleskabet, hvor jeg gætter på at de vil kunne holde sig en uges tid eller to uden problemer. Olivenolien kan bagefter bruges i dressinger eller marinader, for den kommer til at smage skønt af tomaterne og krydderierne. 

Ristede saltmandler

Efter en dag i solen kan jeg godt få en voldsom lyst til noget med salt. Chips, nachos, pommes frites, saltstænger, peanuts, popcorn - det er lige gyldigt - det skal bare være salt. Og helst nemt! Normalt 'falder jeg bare i' og spiser hvad jeg har, men i dag prøvede jeg at være lidt fornuftig. Jeg har jo ferie og har bedre tid end ellers, og det giver i hvert fald i dag overskuddet til at handle lidt mere fornuftigt end ellers. Så jeg har lavet en portion ristede saltmandler, der om lidt skal bruges til en 'fyraftensøl' på terrassen ovenpå en dag med både havearbejde, malearbejde og strik. Ret aktivt af en stille feriedag at være! :)

Ristede saltmandler smager bare godt. Er nemme at lave. Og så har de en næsten optimal fedtsyresammensætning. De er fyldte med enkeltumættede fedtsyrer, har lidt af det flerumættede - og næsten intet umættet fedt. Jeg har kolleger på forskellige varianter af LCHF diæter og ved at de må spise mandler - så det her kunne være en fin snack til dem/andre der spiser LCHF.

Opskriften er super enkel: 2 dl vand, 1 spsk groft salt og 200 g mandler kommes i en pande, og vandet bringes i kog. Jeg ryster mandlerne lidt undervejs, men i det store hele skal vandet bare koge af, og mandlerne dækkes af et tyndt lag salt undervejs. Når vandet er kogt af, så lægger jeg mandlerne på en plade med bagepapir og rister mandlerne midt i ovnen ved 150C i 20-25 minutter. Igen skal de egentlig bare passe sig selv, men jeg vender dem lige undervejs en enkelt gang eller to.
Når de er færdige (de skal se tørre ud. De må godt blive lidt brune, men de må ikke begynde at dufte for meget, for så vil de smage 'brændt') lader jeg dem køle ned, og så er de klar til at blive serveret. De kan også holde sig, hvis man lægger dem i en lufttæt beholder efter de er kølet ned. Men.... de bliver nu oftest spist samme dag, som de er lavet...

Mormors moderniserede stikkelsbær trifli

Overskriften på dagens blogindlæg er faktisk fup og fidus. Jeg kan slet ikke huske min mormor lave stikkelsbærtrifli. Hun lavede rigtig mange andre desserter, og hun var god til det, for hun havde haft et forsamlingshus og har lavet mad til mange fester i sin tid der. Jeg kan godt huske hendes trifli. Den var med svesker, som jeg ikke kunne li', så jeg spiste den gode vaniliecreme, makronerne og flødeskummet, og levnede sveskerne. Men jeg har de fineste røde stikkelsbær i haven lige nu, og det er lige tiden at plukke dem, så derfor vil jeg forsøge at lave en mormor-agtig trifli, men med stikkelsbær i stedet for de der svesker, der i hvert fald da jeg var barn, havde det med at vokse og vokse i min mund.

Først laver jeg en kompot af 500 g stikkelsbær, 150 g rørsukker, ½ vaniliestang og saft og fint revet skal af en ½ citron. Min mormor ville jo have kogt dem på svag varme til de var tilpas, men jeg har læst en opskrift af Claus Meyer, hvor han bager dem i ovnen v 150 C i 20-25 minutter i stedet, og det afprøver jeg. Jeg bager tit mine rabarber i ovnen, når jeg laver rabarberkompot, så mon ikke at det er fint til stikkelsbær også?

Det gode ved at lave kompot i ovnen er at rabarberstykkerne eller stikkelsbærrene ikke koger så let ud, som de ellers tit gør, når man koger dem i en gryde under omrøring.

Mens kompotten køler helt af, laver jeg en råcreme. Min mormor ville have lavet en vaniliecreme og brugt husblas til at få den til at blive helt budding-agtig. Jeg er både vegetar og lidt doven, så jeg laver i stedet en råcreme ved at piske 4 pasteuriserede æggeblommer med vaniliekorn fra en stang vanilie og 50 g flormelis indtil det er helt tykt. På den måde undgår jeg både gelatinen og får en lettere og mere fløjlsblød creme.

Så blander jeg forsigtigt flødeskum fra 1½ dl piskefløde i æggecremen, indtil cremen er helt ensartet og blød og luftig. Cremen er lidt tynd på dette tidspunkt, men det er ok. Den vil stivne og blive helt perfekt i køleskabet senere.

Og så er det tid at 'bygge' triflierne ved skiftevis at komme et lag kompot, nogle knuste makroner og et lag råcreme i skålene lige så mange gange som der er plads til i skålene....

Så sættes portionerne i køleskabet en time eller to (eller til næste dag hvis man kan lade dem stå så længe) så cremen kan stivne, makronerne kan suge lidt af væden fra kompotten, og det hele 'sætter sig'. Der er nok et stykke til den slags trifli, som min mormor lavede, men jeg synes min 'moderniserede' version uden svesker og med en lettere creme er meget dejlig. Jeg bytter ikke....

Rabarber-pære-trøste-kage, fordi jeg længes efter sommer

Jeg ved ikke, hvad der er gået galt, men planen for denne weekend var, at der skulle være solskin, og jeg skulle skiftevis bekæmpe tidslerne i staudebeddet eller sidde i skyggen under parasollen på terrassen, mens jeg strikkede og drak kølig hyldeblomstsaft af egen avl (og den er god!).

Men nej - i stedet har det regnet så meget, at kælderafløbet begyndte at 'snakke' og gav minder om sidste sommers oversvømmelse. Så både parasollen og tidslerne står urørte. Tidslerne er nu oppe i skulderhøjde, og gad vide hvordan det bliver at skulle få dem op, når det en gang bliver tørvejr igen og jeg har tid til tidselbekæmpelse? Jeg ku' også bare sige at det er et tidsel-bed. Altså ikke et staudebed, men et tidsel-bed. Måske det kunne blive noget nyt indenfor moderne have-design? Og gad vide om man kan lave noget brugbart ud af tidsler?

Mens jeg har gået rundt indendørs og skumlet og længtes efter solskin, så har jeg bagt en trøstekage. Jeg fandt en bakke pærer, der var blevet glemt i bunden af køleskabet. Og jeg vågede mig ned til rabarberskoven i bagenden af haven efter et bundt af de fineste jordbærrabarber.
200 g smør blev smeltet, og rørt sammen med 250 g hvedemel, 250 g sukker, 1 tsk bagepulver og 2 æg.
Halvdelen af dejen blev lagt i et fad, skrællede pærer og rabarberstykker blev lagt på dejen - og den sidste halvdel dej lagt henover. Så dryssede jeg sukker og hakkede mandler på kagen, og bagte den midt i ovnen ved 200C i lidt over en halv time.

Den blev serveret til en kande the og med kold creme fraiche og spist, mens regnen slog ind på vinduerne og det hele lignede en kold og våd efterårsdag. Hvis det her vejr holder, så tror jeg planerne om cykelferie bliver droppet til fordel for indendørs sysler som at strikke varme sweatre, mens jeg drømmer om sol og sommer.

Hyldeblomstdrik med citron

Endelig blev det tid til at klatre op på stigen og plukke de dejligste duftende hvide hyldeblomstskærme. Solsorten var ikke helt tilfreds - den må have rede i nærheden, og Fiberkatten fulgte som sædvanligt meget interesseret med i hvad jeg foretog mig. Til sidst var den nødt til at klatre op i hylden for at se hvad det egentlig var, at jeg havde gang i...

Vores hyldebusk er blevet meget stor efterhånden, og i år er der rigtig mange blomsterskærme. Dagens høst på cirka 140 skærme bliver brugt til hyldeblomstdrik, for det elsker hele familien, så det kan ikke undværes, men jeg tror der er rigeligt med blomsterskærme til, at jeg også kan nå at eksperimentere med at lave stikkelsbærsyltetøj med hyldeblomster i weekenden. Og måske jeg også kan få afprøvet friterede hyldeblomster? Det har jeg haft lyst til at smage i mange år, så måske i år er året, hvor det kan lade sig gøre?

Hyldeblomstdrik er rigtig nemt at lave. Til en enkelt portion (1½ l  - lige hvad der passer til en 1½ l flaske, der har været danskvand i) bruger man:
40 hyldeblomstskærme
2 liter rørsukker
15 g citronsyre
skallen af 3 økocitroner og citronskiver af de samme tre citroner, hvor den hvide bitre skal er fjernet.
1½ L kogende vand.
Det hele røres rundt og skal stå og trække koldt i cirka 5 dage. Så filtrerer man hyldeskærme og citronskaller og -skiver fra, og så er man klar til kold hyldeblomstsaft på en solskinsdag på terrassen.

Lige et par ord om holdbarhed. Jeg bruger ikke konserveringsmiddel. I stedet hælder jeg min hyldeblomstsaft på ½ liters vandflasker og fryser dem ned. Så kan jeg tage en flaske saft op, når jeg har lyst til at blive mindet om sommer og sol - og den kan sagtens holde sig i køleskabet, indtil den er drukket. (Det tager nemlig ikke så lang tid inden den er væk, når nu man er en familie på fem, der alle elsker hyldeblomstsaft!)

Hvis man nu ikke har en fryser - eller har plads til saft i fryseren, så er man nødt til at tilsætte et konserveringsmiddel som f.eks atamon, hvis man ikke får det drukket inden for et par dage.

Ristede mandler med hvid chokolade og lakrids - og nu også med abrikoser!

Jeg ved det, jeg ved det. Nu gentager jeg mig selv. Jeg har allerede haft eet indlæg på bloggen om ristede mandler med chokolade og lakridspulver, men denne her variation over den første opskrift er bare meget meget god. Faktisk er det nok min absolutte favorit lige nu indenfor mandler og chokolade! Så den vil jeg godt lige 'reklamere' lidt for.

100 gram mandler ristes i 8 minutter ved 175C i varmluftsovn (Pas på de ikke får for meget! Overristede mandler smager ikke godt) og køles så af. De skal ikke være varme, når de kommes i chokoladen, for så 'smelter' chokoladen af og vil ikke rigtigt hænge fast.

Så når mandlerne er kolde, smeltes 200 gram hvid chokolade over et vandbad. Mandlerne vendes i chokoladen, så de bliver helt dækkede. De skal så 'rulles' i en blanding af 4 spsk usødet kakao-pulver og 4 spsk lakridsrodspulver - og sættes til 'tørring' et køligt sted.  Sørg for at have lås for døren, hvis du vil være sikker på at have nogen til senere....

Jeg havde ikke helt nok lakridspulver i dag, så jeg endte med at have et lille overskud af ristede mandler i hvid chokolade.... Sådan noget gør at mit husmoder instinkt - eller hvad det nu er - bliver trigget, for det ville jo være synd, hvis de dejlige mandler og chokoladen skulle gå til spilde - og hvad kan man egentlig bruge sådan en blanding af smeltet hvid chokolade og ristede mandler til? Jeg tænkte først i kager - og var lidt begyndt at fantasere om at komme overskuddet i muffins - evt tilsat revet citronskal og måske lidt kokos, men endte med at lave noget meget meget simpelt. Jeg tog en håndfuld tørrede abrikoser og klippede dem i tykke strimler direkte ned i den smeltede chokolade-mandel blanding. Rørte det godt sammen og lavede så små 'toppe' på et stykke bagepapir. Nu står de så nede i kælderen i husets køligste rum og venter på at blive kolde og klar til at blive spist. Jeg glæder mig for den første lille prøvesmagning var rigtig god!

Variation over en yndlingsopskrift

Ja, jeg har jo nok allerede afsløret, jeg har en svaghed for rabarber - og efter at have lavet en rabarberchutney for et par uger siden, så har jeg fået endnu en yndlingsret med rabarber. Jeg er egentlig ikke overrasket over at rabarber fungerer så fint i en chutney. Min mor og mormor har tit serveret rabarberkompot til f.eks stegt kylling, så det er ikke nyt at bruge rabarber til andet end kage, dessert og saft. Men jeg er overrasket over hvor utroligt godt rabarber smager sammen med karry og chili - og så sødmen fra rosiner/abrikos og syren fra eddiken. Og så passer denne chutney faktisk fint som tilbehør til rigtig mange forskellige retter. Alt lige fra indiske curry's til almindelige danske frikadeller eller koteletter.

Så da jeg fik et bundt rabarber i grøntsagskassen i går samtidigt med at den første chutney var blevet spist, så var det jo ikke svært at få ideen til, at der skulle laves en ny portion chutney. Så dagen i dag startede med at jeg skar 10 stilke (= bundtet fra grøntsagskassen) rabarber i ½-1 cm stykker. Skivede et rødløg. Tilsatte to håndfulde rosiner (jeg er løbet tør fra abrikoser - ellers havde jeg taget en håndfuld af hver), 1 lille hakket radioaktiv chili (hvis man ikke kan li' stærk mad, så kan man jo tilsætte mindre - eller helt lade være), en fem-ti små overmodne cherry-tomater skåret over, så de lettere koger ud og en tsk god karry. Og så tilsatte jeg tre spiseskefulde økologisk æblecidereddike (købt på tilbud i fakta såmænd - og jeg er helt sikker på at alle andre eddiker vil kunne bruges i stedet!) og fire store spiseskefulde honning - og lod så det hele simre indtil det duftede dejligt 'færdigt' og grønsagerne var blevet bløde.

Dagens chutney variant er lidt mere syrlig end den sidste. Det er sikkert fordi jeg har tilsat tomater, der selv i overmoden tilstand kan have en del syrlighed - og så kombineret med at jeg denne gang har sødet med honning i stedet for at søde med råsukker. Jeg tror honning søder på en lidt anden måde end sukker - søder mindre pr skefuld, men til gengæld giver en mere 'krydret' og sammensat smag end sukker.

Jeg bruger ikke konserveringsmidler, så holdbarheden er vel en uges tid eller to i køleskabet - og der blev to glas dejlig chutney ud af dagens portion, hvad der passer fint til hvad vores familie bruger på et par uger. Jeg kan godt li' at lave de her små portioner. Jeg varierer opskriften fra gang til gang efter mit humør og efter hvad jeg har i køleskab og skuffer, og på den måde fik jeg f.eks i dag brugt en rest lidt overmodne cherrytomater, der egentlig ikke fejlede noget, men bare var blevet lidt for modne og bløde. Så kan jeg føle mig vældigt husmoderlig og økologisk og ressourcebevist over at få brugt tingene op - og samtidigt giver det en dejlig variation af den færdige chutney, så man ikke bliver træt af den.

Nu dufter her dejligt af karry, løg, 'frugt' og eddike, og jeg har vældig lyst til at lave mere mad og få afprøvet chutney'en med det samme. Mon familien vil have noget i mod en indisk inspireret curry til frokost?

Trang til trøst og kage

Jeg har været til sundhedscheck i dag på mit arbejde. Der ventede ikke nogen overraskelser. Jeg vidste egentlig godt det hele. At jeg har taget på. At min kondition er væsentligt dårligere end den har været. At mit total kolesteroltal er for højt. Så ikke noget nyt, men kun gamle nyheder. Men på forunderligvis er jeg normalt i stand til at glemme - eller fortrænge - hvad jeg godt ved - men når man så får det præsenteret af en hvidkitlet autoritet, så bliver det lidt svært at glemme. Så dagens 'nyheder' har sat sig lidt spor. Sådan i form af en voldsom trang til trøst og kage - og nogle nye intentioner om at begynde at motionere regelmæssigt igen.

Men nu er der høstet ½ kg rabarber fra rabarberskoven. De blev skåret i små stykker og blandet med korn fra 1 vaniliestang, ½ dl hakkede mandler og 1 dl rørsukker.

Så rev jeg 250 g marcipan henover og bagte kagen ved 170 C i 20 minutter

Serveret med kold flødeskum kan man faktisk godt for en kort stund glemme de der kedelige ting med konditionen og kolesteroltallet....

Men imorgen! Imorgen vil jeg spise sundt. Og overveje det der med motionen...

Jeg er klar!

Det blev en lidt længere arbejdsdag end jeg havde regnet med på forhånd, men så er jeg bare så meget desto mere klar til at holde fire dage fri nu! Og der er mange planer for dagene. Der er sikkert planer nok til fire uger, hvis det skulle være, men pyt. Jeg når det, jeg når og gør kun det, jeg har lyst til. Så kan det vel ikke gå helt galt.

En af planerne går på at få syet nogle halvfærdige tasker færdige. Så kunne jeg få ryddet en bunke væk i soveværelset og på den måde kunne jeg kalde det oprydning. Det ville være den sjoveste form for opryding jeg kender. Væsentligt sjovere end at lægge vasketøj på plads eller at støvsuge. Jeg har manglet kantebånd, men det er der rådet bod på nu. Og så skal der eksperimenteres med lynlåslommer til mobil og pung, for det har manglet i taske version1.

Jeg har også lidt lyst til at brodere. Det er ikke noget jeg gør tit, men jeg har nogle charmerende katte liggende, der frister. Og har tænkt på et lille projekt, hvor det lige kunne passe med katte. Bare for sjov...

Men måske jeg skulle brodere lidt videre på 'spiralerne' inden jeg kastede mig over nye projekter?

Jeg mangler at sy cirka 30 cirkler, inden jeg kan gå i gang med at filte, og det er ret ensformigt arbejde. Og kedeligt. Og man får ondt i nakken af at sidde foroverbøjet og forsigtigt sy spiraler uden at komme til at ødelægge de meget meget løst filtede silke-merino fibre på bagsiden af plastikken. Så det er ikke et projekt, der trækker så meget, men det ville være dejligt at få overstået syningen og komme i gang med at filte.

Jeg synes nogen gange det er svært at gøre projekter færdige, for der kommer hele tiden nye ideer, der frister. Og som stadig er nye og spændende og ikke er blevet til rutine og kedsomhed endnu....

En anden ting, der er planer for i denne lille ferie, er haven. Dette er et billede af plante-børnehaven. Det er de butternut- og hokkaido græskar, som jeg såede for en måned siden. De er blevet store nu, og de kommer nu udenfor hver dag for at blive 'hærdet'.

Der er sket rigtig meget i haven de sidste uger. De første storkenæb er sprunget ud....

Og de sidste tulipaner....

Og så skal der bages! Lige nu er der et rugbrød i ovnen. Det dufter dejligt. Det er faktisk noget af det bedste ved at bage selv. Lugten af nybagt brød! Det er bare dejligt. Når det er færdigt, skal der en rabarberkage ind i stedet. For at fejre at det er ferie!

Men nu vil jeg forlade computeren og være lidt sammen med familien. Forberede rabarberkagen. Og dagdrømme lidt videre om hvad de næste fire dage skal bruges på. God Kristi Himmelfartsferie herfra!

Mandler med lakrids....

Jeg spiste tidligt frokost, og måske var det derfor, at jeg det meste af eftermiddagen gik rundt og var enormt lækkersulten og fantaserede om mad og om de kager, som jeg kunne tænke mig at bage, når jeg kom hjem.

Jeg har den flotteste rabarberskov i haven. Jeg har chokolade på lager. Jeg har ingefær og citron. Rosiner og rom. Valnødder, æbler og portvin. Men ingen af delene blev til kage i aften. I stedet skulle der laves noget nyt, som jeg ikke havde prøvet før. Først blandede jeg 4 spsk lakridsrodspulver med 2 spsk kakao.

Ristede 100 gram mandler i ovnen i ca fem minutter på eftervarmen fra aftensmaden, og lod dem så køle lidt af. (Måtte riste en ny portion, for jeg glemte den første, og jeg har nu erfaret at brændte mandler smager dårligt. Rigtig dårligt!)

Smeltede 100 gram chokolade over et vandbad. Hældte mandlerne ned i og lod dem blive helt dækket af chokoladen. Jeg fiskede mandlerne op af chokoladen med en gaffel, og lagde dem ned enkeltvis i blandingen af lakridsrodspulver og kakao. Rystede lidt forsigtigt på det hele, så mandlerne blev dækket med pulveret, men passede på at mandlerne ikke kom til at hænge sammen, og lod dem så ligge til chokoladen var stivnet.

De smager rigtig dejligt! Det er en god blanding af sprøde mandler i en blød skal af chokolade, og både bitterhed og sødme fra kakaoen og lakridsrodspulveret. Passer lige til en kop the og en hyggestund med ungerne og fiberkatten inden sengetid.

Rabarber chutney - eller hvordan man får lyst til indisk mad til morgenmad.

Nede i bunden af haven står rabarberskoven stor og mægtig og bliver større og større år for år. Vi har allerede spist de første tre rabarberkager i år, men man kan slet ikke se at der er taget af den. Det er nærmest som om den bare breder sig endnu mere i protest, hver gang jeg har været nede og høste til en ny kage..... Det er dejligt.

Men i dag var det ikke en kage, der blev høstet rabarber til, men til en god stærk chutney. Jeg har ikke lavet chutney af rabarber før, men holder meget af at have forskellige chutney's som tilbehør - det fungerer fint både til maden til familiens kødspisere og til vegetarretterne - eller til at pifte en ostemad lidt op, så da jeg fik opskriften på en rabarber chutney, så skulle den selvfølgelig afprøves.

Man tager 8-10 stængler rabarber skåret i 1 cm store stykker, 1 rødløg skåret i tynde både, en lille håndfuld rosiner og 5 tørrede abrikoser skåret i strimler, 1 tsk madras karry,  1 lille rød chili, 3 spsk rørsukker og 3 spsk rødvinseddike. Det hele blandes i en gryde.

Det koges sammen ved svag varme, indtil rabarberne er kogt ud, og hældes så på et glas. Jeg fiskede chilien op, men hvis man holder af meget stærk mad, så lader man den bare blive. Der tilsættes ikke nogen former for konserveringsmidler, så holdbarheden er sådan cirka en uges tid i køleskab.

Den første prøvesmagning tyder ikke på, at den kan holde sig en uge - den er simpelthen for god!

Lækkersulten på en mandag

Ja, faktisk kom lækkersulten allerede i går, da jeg i forbindelse med gårsdagens havearbejde pludselig fik en helt ustyrlig lyst til at spise Pakoras og drikke øl udenfor i solskinnet på terrassen. Så gik den vilde jagt rundt i huset efter den pose med kikærtemel, som jeg VED, jeg har købt, da vi sidst var på Fuglebjerggård, men som nu var pist forsvundet. Nogen gange overvejer jeg om der findes nisser eller om der eksisterer sådan et parallel univers. Det er der hvor alle de ting, man ikke kan finde nu, er. Alle de enlige sokker, de forsvundne nøgler og buskortene befinder sig nu der sammen med min pose med kikærtemel....

Så i går måtte jeg undvære, men i dag cyklede jeg forbi den tyrkiske grønthandler i Herlev og indkøbte en ny pose kikærtemel, og så kunne jeg endelig få Pakoras.

Det er ret nemt at lave. En bagekartoffel, ½ blomkål, 1 løg og to grønne chilier skæres i småstykker, og et par håndfulde frisk spinat eller frisk koriander eller persille blandes i.

2 tsk hel koriander og 3 tsk hel spidskommen stødes i en morter.

200 gram kikærtemel, de stødte krydderier, ½ tsk cayennepeber og 1½ tsk salt blandes med 2 spsk citronsaft og 2½ dl vand. Jeg rører det bare sammen i hånden - det klumper ikke - og det ligner en lidt tyk pandekagedej.

Grøntsager og dej blandes sammen. Der er dej nok til at grøntsagerne bliver dækket, men heller ikke mere end det.

½ liter olie (jeg brugte solsikkeolie i dag, men jordnødde- eller rapsolie kan også sagtens bruges) varmes op i en gryde, og når olien er meget varm, så kommer man grøntsagsblandingen ned i olien en skefuld af gangen. På den måde dannes der nogle uregelmæssige 'klumper' af dej og grøntsager. De skal stege, indtil de er brune og sprøde. Det tager nok 5 minutters tid. Når de er stegt, lægges de på noget køkkenrulle, så overskudsolien kan suges fra, og drysses med lidt ekstra salt inden serveringen.

De blev serveres med sød chilisauce og kold øl, men jeg sprang dog havearbejdet over i dag!