Tuesday, May 28, 2013

Billeder fra den sorte gryde...



Sidste søndag havde vi shibori-træf i Kirstens hyggelige have... Inden da var der viklet en del. 



 Og riet noget der føltes som i tusindvis af små bitte sting.

Det hele kom 'i den sorte gryde' i søndags, mens vi snakkede og hyggede. Og måske også spiste lidt chokolade og drak kaffe...
Det viklede tørklæde skulle tørre helt, inden jeg måtte klippe snorene over, for ellers vil folderne ikke holde. Jeg har sjældent syntes noget har været så længe om at tørre - men i dag kunne jeg endelig klippe snoren op og vikle tørklædet af røret.
Når jeg viklede snoren af, begyndte tørklædet at folde lidt ud og det hvide blev synligt...



Jeg er egentlig ret godt tilfreds. Det folder helt vildt, når man bruger det som et tørklæde - men det er egentlig bare charmerende.
De mange små ri-sting blev til dette mønster efter at have været en tur i gryden. Det kan jeg egentlig også godt li'. Jeg har lidt planer om at lave en nederdel med det mønster, for det tror jeg kunne blive flot.

Men så bliver jeg nok nødt til at lave noget mere shibori, for jeg kan faktisk ikke undvære dette tørklæde. Jeg glæder mig allerede!


Sunday, May 26, 2013

Monster sko

For en uge eller to siden havde jeg gang i noget, som jeg troede skulle være sådan et lille nemt hyggeprojekt med at brodere på nogle maosko til en fire-årig i familien... Lyder jo nemt og ligetil. Men hvad jeg ikke havde tænkt over var, at str 26 i Maosko ikke giver megen plads inde i selve skoen til at manøvrere en nål. Selv ikke en ret lille broderinål. Så jeg gav op efter ganske få sting og gik i gang med en 'plan B'...

Fandt en tryk klods i gemmerne med et lille sødt monster, og en flaske med orange textilfarve, der kunne bruges til at trykke på mørkt stof. Der er selvfølgelig et stykke vej fra orange og så til den traditionelle røde yndlingsfarve hos en fire-årig pige. Men jeg håber det går alligevel.
Så fik monstrene en lille guldkrone på. Der oppe i kanten af skoene kunne jeg nemlig lige akkurat manøvrere rundt med nål og tråd, og på den måde blev monsteret forvandlet til et lille monster, der meget gerne ville være en prinsesse (eller måske er det en prinsesse, der har fundet ud af at monstre har det MEGET sjovere end prinsesser??)
Så fandt jeg noget malertape, tegnede et lille hjerte på tapen, og skar hjertet ud med en kniv til papirsnit. Tapen blev så sat på brystet af de små monstre, og der blev 'duttet' rød farve på med en lille skumgummi 'pensel'.




Da farven var tør, blev malertapen fjernet, og motivet strøget for at fixere farven. Og nu er de små monstre egentlig klar til at rejse ud i verden. De er spændte på, hvem de mon møder, når de kommer frem. Er det et andet monster eller er det en prinsesse?

Wednesday, May 22, 2013

Smugkig

Et lille smugkig på to af de 'projekter', der fylder noget denne morgen.
 Et lille sødt monster, der SÅ gerne vil være en prinsesse....
Og 'Cykelmyggen', der er blevet forkølet her dagen før hun skal synge solo i skolens musical.... så nu har jeg fået mig en taxa-tjans, og så håber vi, at hun får stemmen igen, inden soloen synges i morgen (alternativt - at det bliver tørvejr, men det er nok sværere at arrangere... ;) )

Monday, May 20, 2013

Udekontoret indtages

Jeg har brugt formiddagen på at ri bittesmå sting på et stort silketørklæde. Det er et af flere shibori-eksperimenter, som jeg skal afprøve næste weekend sammen med nogle af pigerne fra filtecirklen i Valby. Jeg glæder mig!


Jeg håber på at kunne skabe nogle stykker stof, der ligner dette eller dette i udtryk, men det er mit første forsøg, så jeg er ret spændt på om 'det vil' som jeg vil....

Resten af eftermiddagen vil jeg bruge på 'udekontoret' - og jeg kan se, at jeg får godt selskab.



Det har været en rigtig dejlig - og produktiv! - pinseferie. Selv om jeg normalt elsker min hverdag, så er det faktisk lidt ærgerligt at skulle tilbage på det rigtige kontor i morgen. Jeg har tusind ting, som jeg gerne lige ville nå at gøre færdige inden. Hvis man dog bare havde en dag mere...


Sunday, May 19, 2013

Er der ugler i mosen? Eller er det på skoene?

Jeg har et lille hyggeprojekt planlagt i dag. 

 Det involverer broderigarn....

 Pailletter....

Et par maosko i størrelse 26 - sådan nogen, der vil passe en fire-årig pige, der går i børnehave og skal bruge indesko...
Jeg har tegnet lidt forskellige motiver og har besluttet mig for dette her....


Jeg har hørt, at den unge fire-årige er en ret normal fire-årig pige. Dvs noget med at være vild med rød og hvid og pink. Så mon ikke denne farvekombination vil være et hit? Det bliver måske ikke den mest naturtro ugle, men jeg tror den bliver fin...

God søndag til Jer! Nu skal jeg have fundet broderinålene frem....


Saturday, May 18, 2013

Ib og kær'sten

Ib er blevet en ung smuk damekat på ti måneder. Hun har stadig lidt teenagertendenser - noget med periodevis at lave 'amok-løb' rundt i huset eller haven jagtende en usynlig kat/mus/hvad-det-nu-er-hun-tror-hun-jager, afløst af at sove i timevis på en lun plet. Nå ja, og så bruges der megen tid på skønhedspleje. Rigtig megen tid!


Så hun ligner med andre ord husets andre pigeteenagere en hel del...

Hun kan rigtig godt li' ligge oppe på ungernes platform i det gamle æbletræ. Der kan hun holde øje med både fuglefoderbrædtet og alt det andet der sker i haven.



Hun har også fået sig en kær'ste. En fin lille hankat, der kommer snigende på besøg flere gange om dagen i et forsøg på ar charmere sig ind hos hende. Han er lidt 'genert' overfor os mennesker, men det lykkedes mig at få et foto af ham forleden.

Vi går nu og spekulerer på hvornår der mon kan komme nogle killinger. Eller 'Ib-linger' som de bliver kaldt her i huset. Alle vores andre katte har været/er 'dyreværnskatte', og har derfor været neutraliserede, så det er første gang at vi har muligheden for en familieforøgelse - og vi er spændte og glæder os. De kan jo kun blive søde. :)

Lakridskonfekt?

Jeg kom lidt tidligere hjem fra arbejde end normalt, og skyndte mig ud på terrassen, for at nyde en time med sol og sommerfornemmelser. Det uendelige tæppe og solbrillerne kom også med.



Farverne i tæppet minder mig helt vildt om noget yndlingsslik fra min barndom... Faktisk så meget, at jeg var nødt til at ringe og høre om ikke vi skulle have lidt fredagssnolder 'bare fordi'... og det skulle vi.



Tuesday, May 14, 2013

Tirsdagen, der gerne ville være fredag...

Det er tirsdag, men jeg er lige så træt, som havde det været fredag. Det må være weekendens mange fødselsdagsfester kombineret med en spontan beslutning om at tage en pilates time i går - nok årets første - der sætter sig sine spor lige nu. Så nu sidder jeg her og hænger over 'det uendelige tæppe' og har ondt over det hele, mens jeg overvejer, om jeg bare skulle gå i seng. Jeg har ellers dejligt selskab, for Liv er hjemme og ligger lige nu mageligt henslængt og strikker i nabosofaen, mens hun ser Game of Thrones. Det er ret hyggeligt, selvom der ikke er mange ord i nogen af os denne aften.
Jeg har som sagt gang i det uendelige tæppe. Det går stille og roligt fremad, men jeg skal vist snart have gang i nogle sjovere farver.  

Jeg har stadig en bunke røde, orange og gule nøgler garn liggende i hæklekurven, som jeg overvejer skal bruges... Eller måske en pink?

Sunday, May 12, 2013

Gør-det-selv-fødselsdagsgave!

Det har været den hyggeligste formiddag længe. Jeg har haft alt mit bomuldsgarn ude, og så har jeg lavet dunter i størrelsen 2-5 gram i alle regnbuens farver. Det har været svært at vælge. Og sjovt! Meget sjovt. Nogen gange kunne en ny farve i bunken få hele bunken til at skifte totalt karakter.



Og hvad skal dunterne så bruges til? Jo, der er to fødselarer, der får sig en 'gør-det-selv-fødselsdagsgave' i form af dunter og så en opskrift på grydelapper fra Anne-på-landet. Forhåbentlig vil fødselarerne synes det er en sjov gave og lade sig inspirere til at lave nogle fine grydelapper. Og jeg håber på at få lov til at se dem, når de er færdige, for de bliver garanteret helt vildt flotte og helt vildt forskellige - og det er jo det sjove ved Anne's grydelapper. De er altid fine.


Til sidst - inden jeg smutter til fødselsdag - skal I lige se min dygtige hjælper denne formiddag, Ib. Dette billede er taget to sekunder inden hun stak af, møgfornærmet, fordi jeg tillod mig at fotografere hende. Hun var ellers lige igang med at slås mod det 'farlige garnnøgle' og rullede rundt i den vildeste kamp, men brød sig altså ikke om at blive fotograferet i dag. Hun er blevet en rigtig teenager-kat, der bestemt har sine egne ideer om hvad hun vil - eller ikke vil.... 
Men hun kan altså også glemme at hun er næsten voksen og blive ret killingeagtig, når det lige kommer over hende (= der er garn i nærheden). Sød og sjov.... :)

God weekend!


Saturday, May 11, 2013

Det uendelige tæppe på tur

Der venter en tur på tværs af landet i anledning af to fødselsdage i familien, så jeg har pakket det nødvendige underholdning i en kurv og er nu klar til et par timer eller fem i bil.
Det er på sådan en dag, at det uendelige tæppe er super velegnet. Der behøves bare en hæklenål, et par nøgler garn og en syvhulens masse tid og tålmodighed.


Jeg har taget nogle brændte gule, orange og røde farver med også, men er ikke helt sikker på om jeg vil have dem i tæppet eller ej. De brændte gule og orange står virkeligt godt til de sandfarvede, hvide, grå, brune og sorte, som jeg allerede har valgt. De giver rigtig meget kontrast (fordi de er 'varme' farver, hvor de andre er lidt mere 'kolde'), jeg kan godt se det. Men jeg er nu stadig i tvivl...

   
Der er et par stykker, der har spurgt til en opskrift på tæppet, og nu har jeg fundet den oprindelige opskrift, som jeg startede ud med, da jeg for et par år siden lavede det allerførste uendelige tæppe. Den stammer fra Liselotte Wellers fine blog, og kan findes lige her.

Jeg måler hvor bredt jeg vil have mit tæppe - og beregner så ud fra Liselottes opskrift hvor mange masker jeg skal slå op for at få den ønskede bredde. Jeg bruger gerne hvad jeg har af bomuldsgarn (og meget gerne alverdens rester), men det kunne selvfølgelig lige så godt hækles i al mulig andet garn.

God fornøjelse til Jer, der er blevet inspirerede til at hækle tæpper - og god lørdag til Jer alle.





Thursday, May 9, 2013

Giraffen og modellen

Jeg blev forleden spurgt om, hvorfor der aldrig var kommet nogen billeder af 'den færdige giraf'...  Svaret er, at lige så svært det var at indfange teenageren for at få taget mål til f.eks ærmerne, mens jeg strikkede på giraffen - lige så svært har det egentlig været at få hende til at sidde stille længe nok til at få taget et billede af hende og giraffen efter giraffen blev strikket færdig.... Alting ligner sig selv!

Men TADA! Her er et par billeder. De er faktisk et par uger gamle, og hun skulle bare prøve 'giraffen' på inden den skulle vaskes og have den allersidste finish, og jeg troede - nok lidt naivt - at der skulle tages nogle bedre billeder senere.






Og ja - jeg har fået lov af hende til at bruge billederne på bloggen. Vi syntes nemlig begge to, at de var lidt søde og sjove, selv om man måske ikke så tit ser modeller vise, at de har lige så lange tunger som giraffer! :)