Showing posts with label sgu'. Show all posts
Showing posts with label sgu'. Show all posts

Sunday, November 3, 2013

Det sidste 'julegarn' er klar!

Sidste weekend skulle jeg lige farve det allersidste parti garn med kraprod til diverse julemarkeder. Troede jeg.... Men rigtig meget endte med at drille, så det kom til at tage en uge mere end beregnet.
Først bejdsede jeg alt garnet. Noget blev kun bejdset i alun, mens andet fik alun og oxalsyre eller alun og vinsten, for at give garnet forskellige røde nuancer. Og så var jeg klar til at farve.
Men så drillede gruekedlen. Den blev ved med at gå ud. Gassen blev skiftet, men det hjalp ikke. Til gengæld hjalp det at flytte det hele ind i drivhuset. Det gav også tørvejr og læ for blæsten, når jeg var ude for at røre i gryden.

Kraproden kom jeg i et par gamle strømpebukser. Det er nemlig smadderirriterende og svært at få kraprod ud af garn - og med flere kg garn der skulle farves, så tænkte jeg at et par strømpebukser måske kunne sikre at farven kom ud af krappen og ud til garnet uden at jeg ville få kraprod i alt garnet.
Garnet delte jeg i øvrigt i tre bunker. Dels fordi gruekedlen ikke er stor nok til at farve alt garnet på een gang, men også fordi jeg ved at farve i tre omgange - og ved at have garnet bejdset på forskellige måder - vil få flere forskellige røde nuancer.

Og så startede farveriet endelig: Hver aften efter arbejdstid kom der nyt garn i gruekedlen, og der blev tændt for den. Når temperaturen af farvebadet nåede 65C, slukkede jeg for varmen, og så stod det hele til næste dag.

Så blev garnet taget op af gryden og skyllet og hængt til tørre - og noget nyt garn kunne komme i gryden og farves...
På billedet ovenover hænger der garn fra de to første farvninger, og man kan godt se at der er nuanceforskelle fra fed til fed - helt som planlagt - pga de forskellige bejdser. Og farverne er kraftige og garnet er ensartet og jævnt farvet. Det kunne man så desværre ikke sige om tredje farvning (se de to billeder herunder).

Her var farven meget svagere - og garnet var uens farvet og plettet. Jeg kunne godt have levet med de meget lyse røde farver, men jeg vil ikke forsøge at sælge garn, der er ujævnt farvet, så det skulle farves om. Jeg overvejede, om jeg skulle bestille mere kraprod hjem, men besluttede mig for først at prøve at farve garnet om med det farvebad, som jeg havde brugt indtil nu. Men så først klippe hul i strømpebukserne og få kraproden ud i farvebadet til garnet. Det giver godt nok mere arbejde med at fjerne kraprodsstykker fra garnet, men vil også gøre at farven fra krappen bedre kommer ud i farvebadet. Og når jeg nu alligevel skulle eksperimentere, så besluttede jeg mig for at smide et par fed gult garn ned i suppen også. Måske en overfarvning med rød kunne give en god orange?
Og heldigvis lykkedes eksperimenterne! Kraproden farvede rigtig fint, da den var kommet ud af strømpebukserne, så det svagtfarvede og plettede garn blev fint og ensfarvet i teglrøde nuancer, mens de gule fed garn blev gulorange. Det var et sjovt eksperiment! :)



Monday, September 23, 2013

Alkanna

I forbindelse med at vi for en lille måneds tid siden blev omstrukturerede på mit arbejde, så fik jeg jo nye kolleger. Og da vi i sidste uge var på et 'nu-skal-vi-lære-hinanden-at-kende-arrangement' fandt en af mine nye kolleger ud af, at jeg plantefarvede... Næste dag kom hun med en lille pose med 'alkannarod' til mig. Det er en rod, der farver rødt, og den har været brugt siden antikken i området omkring stillehavet til at farve fødevarer og kosmetik, men tilsyneladende har den ikke været brugt til at farve stof eller garn med. Da jeg læste mere om den, så fandt jeg ud af at det røde farvestof er uopløseligt i vand, og at man bruger olie eller alkohol til at udtrække farven med. Så gav det jo lidt mere mening, at den ikke traditionelt har været anvendt i forbindelse med stof- eller garnfarvning, for man har jo ikke lyst til at få olie på sit tøj/garn - og mon ikke det har været anset at være for dyrt at anvende god alkohol på at farve rødt?

Men selvfølgelig blev jeg lidt nysgerrig for om det rent faktisk kan lade sig gøre at farve med den... 

Først kom jeg den tørrede rod (ca ti gram)  i en flaske med lidt hospitalssprit (ca 200 ml) i og lod det trække i tre dage. Og der kom virkelig den allersmukkeste røde farve! 
Farven virkede meget mørk i flasken, så jeg kom et par dryp på en vatrondel for bedre at kunne se den røde farve. Jeg synes virkelig, det er en meget smuk rød.

Jeg hældte ekstraktet over i en gryde, kom ca 6 gram alunbejdset uldgarn i og tilsatte så meget vand at garnet kunne flyde frit i gryden. Her skiftede farven på opløsningen fra rød til violet. Sådan lidt en farve i retning af rødkål. Så vidt jeg kan læse mig til, så skyldes farveskiftet, at pH skifter i opløsningen, men hvorfor pH skifter, når jeg tilsætter vand, kan jeg ikke lige gennemskue.

Så blev opløsningen langsomt varmet op. Jeg ville egentlig ikke varme det for meget, for jeg ville gerne undgå at alkoholen dampede af, men det kom desværre meget meget hurtigt til at koge. S'gu da også! Så kunne jeg jo bande lidt over det. Farven skiftede nemlig til dyb violet, nærmest sort violet. Auberginefarvet er måske det rette ord?



Men selv om det ikke blev en rød farve, at jeg fik ud af mit første lille eksperiment, så er jeg egentlig ret godt tilfreds. Jeg kan godt lide den dybe lilla farve, som jeg fik lavet, og det var rigtig sjovt at prøve at eksperimentere med en farve, der ikke var vandopløselig. Når farvebaddet er kølet ned igen, så tror jeg, at jeg prøver med endnu en farveprøve. Måske det kan lykkes at farve rødt, hvis bare jeg kan styre temperaturen?Eller måske det bare bliver en lysere lilla? Eller måske jeg kan få farven mere rødlig, hvis jeg ændrer på pH i opløsningen - f.eks tilsætter lidt citronsaft? Det skal i hvert fald afprøves! Det er jo sjovt at eksperimentere! :)







Saturday, September 14, 2013

Det var en ommer! Og nu er det en 'keeper'! :)

Forleden testede jeg farveægtheden på mit lysegrønne garn farvet med tagrør, og farven holdt ikke! Det var bare så pokkers ærgerligt, for jeg kan nemlig rigtig godt li' lige præcis den lysegrønne farve. Farven kan bare være nok så fin, hvis den ikke kan holde til at blive vasket. Så det var en 'ommer'. Samtidigt havde jeg to bundter af en meget lys gul, som jeg egentlig er glad for, men som jeg ikke behøver to bundter af. Så begge bundter garn røg tilbage i gryden igen....

Og hvad farvede jeg så med? Jo - nu kunne jeg jo godt li' den grønne farve, som man får af tagrør. Jeg tror problemet med farveægtheden af det lysegrønne garn skyldtes at det ikke var blevet kogt, men nærmest bare havde ligget i den kolde farvesuppe - og det er nok ikke nok til at binde farven i garnet. Tror jeg. Det skal i hvert fald prøves!
Det overfarvede garn blev meget fint mørkegrønt - både det der før var gult og det der før var lysegrønt.


Og Vincent - den dejlig kat - er i det nysgerrige hjørne og cirkler rundt om mig og farvegryden. Måske sådan noget kogt tagrør dufter af et eller andet som katte synes er lækkert? Han synes i hvert fald at det er spændende det jeg har gang i.

Det tørre garn har tydeligt to forskellige grønne nuancer (men det er altså mere grønt i virkeligheden end jeg synes det ser ud på det nederste billede) - det der var gult til at starte med har stadig en lidt gul undertone.

Og hvad skal jeg så bruge mit nye grønne garn til? Jo - jeg har lidt tænkt på at strikke denne her hue! Selvfølgelig sammen med nogle af mine andre plantefarvede garner...


Tuesday, July 30, 2013

For pokker!

Åhh, jeg er sådan lige momentant blevet træt og sur og vrissen og ku' måske godt bande lidt højt. Eller sparke til noget. Jeg skal ned til Lidka og plantefarve i eftermiddag (jeg er stadig på jagt efter en plante, der kan farve grønt), og jeg har derfor alunbejdset fire fed garn, der skal bruges til det. Og da jeg så skulle have dem op af gryden, så havde to af dem filtret sig ind i hinanden - og det ene af dem er nu totalt sammenfiltret og 'ubrugeligt'....


Gemalen har foreslået, at jeg da bare kan smide det ud og ikke skal bruge tid og energi på det, men det synes jeg på en eller anden måde er forkert. Måske bliver jeg sådan lidt stædig og husmor-økonomisk/økologisk og tænker at garnet ikke skal gå til spilde. 

Måske løsningen bliver at jeg farver 'kludderet' sammen med de andre fed garn - og når det er færdigfarvet og skal vindes op, så køber jeg et par plader chokolade og indstiller mig mentalt på en eftermiddag med udkludring af garn som eneste aktivitet? Sammen med lidt god musik og rigeligt chokolade kunne det måske (næsten) blive en hyggelig eftermiddag?  

Saturday, April 27, 2013

Om igen

Jeg har strikket af forvandlingskugle-garnet, og jeg er frustreret. Lige så sjovt og charmerende, som jeg egentlig synes det var, da jeg fulgte farveskift - og ikke mindst - skift i struktur, mens jeg vandt det op i et nøgle - lige så LIDT charmerende synes jeg egentlig det er, når der bliver strikket af det.


Jeg slog op til en halsvarmer/cowl - 70 masker på en pind 6 - og strikkede så en 15-20 cm. Mest i glatstrik, men med et par enkelte vrangpinde i starten for at undgår at halsrøret bare rullede sig sammen til en pølse.
Efter at have strikket lidt, så kan jeg se et mønster af striber af de forskellige slags garn, der er brugt til at lave 'forvandlingskuglegarnet'. Jeg kan normalt rigtig godt li' striber. Men her synes jeg ikke det fungerer. Måske er det fordi de forskellige slags effektgarn er så forskellige, at de ligesom kommer til at modarbejde hinanden i stedet for at 'samarbejde'? Det er lidt svært at sætte ord på, for nogen gange er det jo enormt fedt at have kontraster, men her virker det ikke for mig. Der er også en anden ting i det. Noget med at nogle af garnerne er ret 'tone-i-tone', mens der er til andre er stor kontrast. Og igen. 'Tone-i-tone' kan være fantastisk - og store kontraster kan være fantastisk på en anden måde. Men her synes jeg lidt det bare er noget rod. (Bagsiden er måske det eneste, som jeg lidt synes er sjov...)




Så nu er jeg nok bare blevet negativ og vrissen, for det, som jeg troede skulle blive til et sjovt halsrør og egentlig havde glædet mig til at se, det er nu blevet trævlet op igen, og garnnøglet er på vej ind i 'garnskammekrogen', hvor det kan få lov til at ligge sammen med andre nøgler, der er kommet i unåde! Jeg vil i stedet tulle en tur ud i haven og nyde det gode vejr og kigge til tulipanerne, og måske drikke en enkelt kop kaffe på terrassen.

God weekend til Jer, der læser med! :)