Showing posts with label gratitude. Show all posts
Showing posts with label gratitude. Show all posts

Thursday, August 9, 2012

Ferie-finito

Øv. Nu gik det ellers lige smadder godt. Solskin, fantastisk selskab, dejlig mad, masser af fibre og ferie - og pludselig var både ferie og meget af det dejlige sommervejr forsvundet. Det er da lidt øv.

Men så kan jeg jo glæde mig over at have haft en dejlig ferie. Den er mestendels gået med at kravle på stiger i forbindelse med et par malerprojekter på huset, men lidt jazzfestival, et besøg på Nakkefestivallen og Statens Museum for Kunst er det også blevet til. Matisse udstillingen på SMK var fantastisk! Hvis I har muligheden, så tag ind og se den, for hans måde at bruge farver på er helt utrolig (tænk hvis man kunne strikke som han kunne male! Det kunne man jo godt tænke lidt over...).
Vi har faktisk været ret kulturelle denne ferie! Men fibre er der også blevet arbejdet med.

Jeg fik langt om længe taget mig sammen til at hæfte ender og blokke Gratitude sjalet. Det blev løvkanten meget meget pæn af! Hurra for den sidste finish! Og hurra for Vickevira's fine garn!







Sommersjalet i bomuld blev også færdigt, så jeg havde noget til de dejlige lune aftner på terrassen. Det var faktisk en drøm, der gik i opfyldelse der. Altså at det var varmt nok til at jeg kunne sidde ude på terrassen og nyde sommeraftnerne i min ferie. Og af en eller anden grund så har jeg ikke fået et eneste myggestik i år. Jeg plejer ellers at blive spist, når jeg sidder ude om aftenen, men måske myggene havde opgivet den danske sommer og var taget på charterferie, da den endelig dukkede op?



Feriens sidste færdiggjorte strikkeprojekt er Raka rör sjalet, som jeg købte garn og mønster til på forårets strikkefestival på Grötö. Det blev meget fint, og jeg er rigtig glad for det.




Men nu har jeg vist sjaler nok..... Gad vide hvad jeg så skal finde på? 

Wednesday, June 6, 2012

Overspring....

Det er en mærkelig dag i dag. Jeg skal arbejde hjemme og tage den lidt med ro, men er frygteligt rastløs og kan slet ikke koncentrere mig om den ellers ret simple opgave, som jeg burde lave. Så nu kommer der en lille status med to billeder af mit 'overpringshandlingsprojekt', nemlig Gratitude-sjalet, som jeg næsten er færdig med. Næsten!




Jeg blev færdig med selve kanten i weekenden og er nu begyndt at strikke på selve sjalet. Det foregår ved, at jeg har samlet masker op i hele sjalets længde og nu strikker jeg bunden i vendestrik. Det bliver så fint og blødt, og jeg synes egentlig at farvespillet i det håndfarvede garn kommer meget fint frem i den glatstrikkede bund.

Og hvordan kommer jeg videre med dagens arbejde? For det ville være synd at sige, at jeg får lavet meget med denne utrolige rastløshed i kroppen. Lige nu overvejer jeg lidt hvad der vil fungere bedst for mig - at dele dagens arbejdsopgave op i mindre dele og så 'få lov' til at strikke lidt mellem hver færdiglavet delopgave - eller bare at sige NUL STRIK før hele opgaven er lavet? Eller måske skulle jeg gå en tur eller støvsuge eller noget andet 'fysisk' og se om rastløsheden kunne bekæmpes på den måde? Det vil jeg lige tænke over...

Monday, May 14, 2012

Grøn Gratitude

Jeg fik noget dejligt håndfarvet garn fra Vickevira i julegave. Det er blødt og i de fineste lyse grønne nuancer. Jeg har gemt det og bare ventet på, at der skulle komme det helt rigtige projekt, der lige passede.

Det er så kommet nu, projektet. Jeg er begyndt på et lille sjal, Gratitude, der er designet af Lisa, som jeg har mødt på Strikkefestivallen på Grötö. Sjalet er så fint med et lille bladmønster i kanten, der bare passer perfekt til garnets vår-grønne farver. Og i dag har jeg bare lyst til at strikke noget lidt udfordrende med hulmønster og snoninger og alt det sjove.

Jeg har også været rigtig voksen og fornuftig denne gang - meget forskelligt fra hvad jeg normalt gør - og startede med en lille strikkeprøve for at se hvilken størrelse pind, der skulle bruges.
Størrelsen på sjalet betyder selvfølgelig mindre end når man f.eks strikker en sweater, der jo helst skal passe på en anden måde end et sjal skal, men jeg ville gerne strikke med en fasthed, der gjorde at bladmønsteret var så tydeligt som muligt, samtidigt med at det strikkede ikke måtte blive så fast, at det ikke var rart at have om halsen.


Næste opgave var så at tyde symbolerne på mønster diagrammet. Jeg kan rigtig godt li' at strikke efter diagrammer, men opdager næsten hver gang jeg gør det, at der er symboler jeg ikke kender. Det gør heldigvis ikke så meget mere nu hvor nærmest alting kan findes på youtube.





Jeg er rigtig glad for dette lille projekt. Det er altid så dejligt med den slags mønstre, hvor man kan se mønstrene vokse frem undervejs. Og garnet passer lige så godt i farve og blødhed, som jeg havde forestillet mig. Mer' af det!

Tuesday, April 24, 2012

Ventetid

Dagen starter med et tandlægebesøg. Lige om lidt. Bare sådan et ganske almindeligt og udramatisk rutineeftersyn, hvor jeg sandsynligvis får en tandrensning og formaninger om at bruge tandtråd. Håber jeg. Bliver nok aldrig helt glad for at skulle til tandlæge og kan ikke li' ventetiden, hvor jeg bare går rundt og er lidt jumpy og nervøs.

Så for at få tankerne afledt, mens jeg venter på at skulle afsted, så er jeg gået i gang med at kigge og mærke på garn fra lageret. Jeg leder efter et garn, der skal bruges til et nyt lille projekt, som jeg har tænkt mig at gå i gang med, når jeg engang har fundet det helt rigtige garn. Det drejer sig om et lille fint sjal lavet af Lisa. Sjalet hedder Gratitude, og har det fineste lille bladmønster i kanten, og så en glatstrikket bund. På grund af den fine bladranke, har jeg ledt efter et grønt garn, og jeg har nu fundet et nøgle håndfarvet garn fra Mia, som jeg tror vil være rigtig fint. Og sjalets glatstrikkede bund vil - tror jeg - fremhæve alle de fine fine forskellige grønne nuancer, der er i garnet.





Jeg tror det bliver rigtig fint, og jeg glæder mig til at skulle i gang med det.....