Thursday, May 31, 2012

Pause strik

Jeg har alt for travlt disse uger. De er fyldte med møder på arbejdet, deadlines der hele tiden er for tæt på, haven der gror til, drivhuset der skal bygges og alle de andre ting, som jeg burde eller bare gerne vil. Så der er ikke megen tid til at lege eller være kreativ.


Men en lillebitte smule strik bliver det til. I pauserne! Jeg er igang med et gratitude-sjal, og det er et fint lille mønster, der er nemt at huske og stadig dejligt afvekslende at strikke. Garnet er dejligt blødt og lækkert at arbejde med, så alt i alt er det et perfekt lille pause projekt. Det skrider godt nok ikke så hurtigt frem som jeg gerne ville, men nogen gange må jeg vel bare acceptere, at jeg også er nødt til at passe mit arbejde. Og min have. Og alt det andet. Og så glæde mig over den smule jeg når... det er måske også ok?

PS. Farverne på dette billede er da helt vildt mærkelige. Garnet er grønt. Sådan rigtig pænt grønt. Ikke denne her underlign visne fesne mystiske mellemting mellem blå og grøn....

Tuesday, May 29, 2012

Trang til trøst og kage

Jeg har været til sundhedscheck i dag på mit arbejde. Der ventede ikke nogen overraskelser. Jeg vidste egentlig godt det hele. At jeg har taget på. At min kondition er væsentligt dårligere end den har været. At mit total kolesteroltal er for højt. Så ikke noget nyt, men kun gamle nyheder. Men på forunderligvis er jeg normalt i stand til at glemme - eller fortrænge - hvad jeg godt ved - men når man så får det præsenteret af en hvidkitlet autoritet, så bliver det lidt svært at glemme. Så dagens 'nyheder' har sat sig lidt spor. Sådan i form af en voldsom trang til trøst og kage - og nogle nye intentioner om at begynde at motionere regelmæssigt igen.

Men nu er der høstet ½ kg rabarber fra rabarberskoven. De blev skåret i små stykker og blandet med korn fra 1 vaniliestang, ½ dl hakkede mandler og 1 dl rørsukker.



Så rev jeg 250 g marcipan henover og bagte kagen ved 170 C i 20 minutter

Serveret med kold flødeskum kan man faktisk godt for en kort stund glemme de der kedelige ting med konditionen og kolesteroltallet....



Men imorgen! Imorgen vil jeg spise sundt. Og overveje det der med motionen...


Sunday, May 27, 2012

Have arbejde kan være så meget.....

Vi har de sidste uger gået og arbejdet på det nye drivhus. 'Vi' er nok en lettere overdrivelse i denne sammenhæng, for mit eget bidrag har mest bestået i at kigge på, beundre og klappe i hænderne i begejstring over at der stille og roligt blev bygget et drivhus i haven. Men denne morgen skulle jeg også i aktion. Der skulle sys rør i fiberdug, og hvor jeg ikke er god til at flytte tonsvis af jord, fliser og grus, så går det lidt nemmere med at sy rør.

Først en lille skitse for at regne på om der var fiberdug nok.... 


Det var der heldigvis, så endnu en tur i et byggemarked blev undgået. Fiberdugen blev rullet ud i køkken/alrummet og videre ind i stuen, for at jeg kunne mærke af hvor der skulle klippes. Den underlige 'klat' på billedet i nederste venstre hjørne er Alice (også kendt som 'Fiberkatten'), der som altid skulle se hvad der foregik og kom springende ind, da jeg tog fotografiet. Helt som sædvanlig med hende.... Hun er så nysgerrig og social og er altid 'med'.


Så blev der klippet rektangler ud til rørene, og resten af projektet kunne foregå udenfor i det dejlige solskin. Heldigvis har vi en meget lang forlængerledning, så det var nemt at rykke ud på terrassen med symaskinen.


Vinden blæste hele tiden mine rør på jorden, men det var der da en nem løsning for lige ved hånden. Så nu hænger de der, mens der gøres klar til dem ude i drivhuset. Vandgravene er ved at blive fyldt. De allersidste fliser skal lægges lige om lidt - og planterne er allerede linet op og står og venter.... og det samme gør jeg....


Monday, May 21, 2012

Udflytterplantebørnehave



Vejret var fantastisk søndag, så jeg droppede alle planerne om at sy tasker, og gik i haven i stedet.
Græskar/squash/hokkaido børnehaven havde længe ønsket sig at komme ud af de små potter og blive plantet ud, hvor der er bedre plads til at brede sig. De har været sat udenfor hver dag den sidste tid - dels fordi jeg har hørt de skulle have godt af at blive hærdet lidt - og dels for at det måske kunne mindske væksten lidt, for de blev længere og længere og længere... 
Men jeg har gået og trukket den med at plante dem ud uanset hvor meget de har tigget og bedt om det. Og med god grund, for det er trods alt kun fire dage, siden vi havde hagl/sne og blæst og kulde, og hvor sarte græskar nok ville været frosset i hjel. Eller blæst ind til naboen.

Men så gik der altså forårsfornemmelser i mig i går, og plante-børnehaven er nu blevet til en udflytterbørnehave. De trængte også. De var både blevet meget lange og nogle af dem var begyndt at blive lidt gule i bladene. Så de blev sat ud, og jeg krydser nu fingre for at det der haglvejr på Kristi Himmelfarts dag var en fejl, som ikke bliver gentaget før omkring juletid (og selv der kun i begrænset mængde).



Da jeg plantede græskar/squash/hokkaido-bedet til, så fandt jeg nogle hjulkrone-planter. De er et levn fra dengang, der var krydderurtebed dernede i bunden af haven, og de har sået sig selv hvert år lige siden. Men nu er der krydderurtebed oppe i den anden ende af haven, oppe ved huset, nemt og bekvemt, når der skal bruges krydderurter i madlavningen, og jeg savner egentlig at have hjulkroner i bedet. Så i stedet for at hakke de små planter om, så gravede jeg dem forsigtigt op og plantede dem igen i det nye krydderurtebed. Der klaskede de så øjeblikkeligt sammen i solen...
Heldigvis lå der lidt rester fra drivhus projektet lige ved siden af, så jeg byggede et meget lille 'læ-skur' så de små ny-flyttede og lidt sarte planter kunne få skygge. Og i dag står de faktisk næsten lige så fine og ranke, som før de blev flyttet!





Nede ved blåbærrene gror der en meget fin og yndig blå staude, der hedder Bjergknopurt. Det er en af de tidligste stauder jeg har, og den er kommet helt af sig selv. Faktisk er der kommet så mange af dem, at blåbærbuskene nu er blevet meget trængte, og hvis jeg skal gøre mig håb om blåbær senere på året, så skal der gøres noget nu. Så planen er at fjerne blomsterne, når de er færdige med at blomstre. Nogle vil jeg så forsøge at sætte over i et staudebed i den anden ende af haven, hvor de kan få lov til at brede sig lige så tosset de har lyst til. Men hvis der er nogen, der har lyst til en Bjergknopurt til haven, så har jeg nok til at kunne dele ud af dem. Og jeg gi'r gerne en kop kaffe også!



Sunday, May 20, 2012

Solskinssokker...

Jeg havde besøg af min mor i går. Det var en rigtig hyggelig og god dag - og hun havde strikket to par strømper til mig! Det er rigtig dejligt! Jeg elsker det gamle traditionelle stjerne mønster, som jeg forbinder med norske sweatre - og jeg synes det er sjovt, at hun har brugt det på strømperne. Og at hun har brugt nogle farver, som ikke just er traditionelt norske... 



Så jeg er meget glad for mine nye sokker. Også fordi jeg er en frossenpind, der sagtens kan have uldne sokker på, selv om jeg er udenfor i det dejligste solskin.


Og tænk - det ene par matcher perfekt den nyudsprungne klematis!



Friday, May 18, 2012

Mere pang og ballade

Frigg og jeg har fået en rigtig hyggelig vane. Vi ser film sammen om aftenen - mageligt henslængt i hver vores sofa og med hver vores uldne og varme tæppe. Lige for tiden ser vi Game of Thrones. Vi synes begge, at den er utroligt fængende og god, men også en anelse for voldelig og 'sexet' synes Frigg. Nok mest det sidste i virkeligheden. Det er lidt en underlig verden, hvor vores børn og teenagere knapt reagerer på at nogen bliver mishandlet eller slået ihjel i en film, mens de synes det på alle måder er ULÆKKERT, hvis nogen kysser eller elsker. Det kan godt få mig til at føle mig som en gammel flippet 70'er hippie... Make love, not war! Men måske er det hukommelsen, den er gal med? Var vi mon lige så blufærdige og snerpede, dengang vi var i den alder????
Men det var egentlig slet ikke det dette indlæg skulle handle om, men mere at jeg også bruger vores hyggestunder på at lege med mine rester af bomuldsgarn. Det er stadig grydelapper jeg laver, og det er stadig Anne's opskrift, og det er ikke fordi jeg får hæklet i 100 vis af grydelapper, dertil er filmserien alt for fængende og spændende. Men der er da blevet hæklet et par stykker, siden jeg sidst viste billeder.... og der er sket 'tekniske' fremskridt undervejs.
Den første grydelap så sådan her ud:


Den blev både bulet og ujævn, og jeg syntes det var lidt svært at gennemskue, hvordan man skulle 'afslutte' omgangene, så det blev pænt og jævnt. Det gør den jo ikke til en dårligere grydelap. Og man kan se den er hjemmelavet! Men det irriterede selvfølgelig min indre perfektionist lidt, men dels mangler jeg grydelapper og dels er det rigtig sjovt at lege med farver på den her måde, så jeg fortsatte.


Grydelap nummer to blev meget mindre bulet. Og afslutningerne på omgangene blev bedre! Øvelse gør mester eller er det mon held?!
Farvemæssigt forsøgte jeg at holde mig til blå-grønne farver for at få et mere ensartet og mindre spraglet
udtryk. Og samme strategi brugte jeg til grydelap nr tre - men denne gang var det farver fra den gule-røde del af farvecirklen, som jeg brugte.


Her er der en enkelt stribe med 'purpur/lilla', der giver en antydning af blåt, og det synes jeg egentlig klæ'r grydelappen. Den er knapt så ensartet og 'kedelig' i farverne som to'eren er. Så mon ikke jeg fremover skal  forsøge at huske at gøre mere brug af kontrastfarver i de større fler-farve projekter, jeg har planlagt, og hvor der ligger mange flere timers arbejde i projektet, end der gør i disse små grydelapper? Grydelapperne er sjove, fordi de er hurtige - og jeg har brug for dem i køkkenet! - og så giver de chancen for at lege med farver uden at det tager flere uger inden man ser det færdige resultat. Og så er det jo en sjov måde at teste hvilke farver, der er gode sammen og hvad der bliver kedeligt - eller grimt....

Så grydelap nr 4 blev et forsøg på aktivt at bruge kontrastfarver. Og mere pang og ballade. Den blev i hvert fald ikke kedelig....


Bagsiderne bliver i øvrigt stribede og er bare hæklet rundt og rundt og rundt i fastmasker. Fastmasker fordi jeg har brændt mig for mange gange på at have pæne og nydelige grydelapper med hulmønstre i. Og det gider jeg ikke. Og så kan jeg godt li' striber. De siges at slanke, så de kager, der tages ud af ovnen med disse stribede og slankende grydelapper, det må jo være en slags slankekager, ikk'? :)



Wednesday, May 16, 2012

Jeg er klar!

Det blev en lidt længere arbejdsdag end jeg havde regnet med på forhånd, men så er jeg bare så meget desto mere klar til at holde fire dage fri nu! Og der er mange planer for dagene. Der er sikkert planer nok til fire uger, hvis det skulle være, men pyt. Jeg når det, jeg når og gør kun det, jeg har lyst til. Så kan det vel ikke gå helt galt.

En af planerne går på at få syet nogle halvfærdige tasker færdige. Så kunne jeg få ryddet en bunke væk i soveværelset og på den måde kunne jeg kalde det oprydning. Det ville være den sjoveste form for opryding jeg kender. Væsentligt sjovere end at lægge vasketøj på plads eller at støvsuge. Jeg har manglet kantebånd, men det er der rådet bod på nu. Og så skal der eksperimenteres med lynlåslommer til mobil og pung, for det har manglet i taske version1.


Jeg har også lidt lyst til at brodere. Det er ikke noget jeg gør tit, men jeg har nogle charmerende katte liggende, der frister. Og har tænkt på et lille projekt, hvor det lige kunne passe med katte. Bare for sjov...


Men måske jeg skulle brodere lidt videre på 'spiralerne' inden jeg kastede mig over nye projekter?


Jeg mangler at sy cirka 30 cirkler, inden jeg kan gå i gang med at filte, og det er ret ensformigt arbejde. Og kedeligt. Og man får ondt i nakken af at sidde foroverbøjet og forsigtigt sy spiraler uden at komme til at ødelægge de meget meget løst filtede silke-merino fibre på bagsiden af plastikken. Så det er ikke et projekt, der trækker så meget, men det ville være dejligt at få overstået syningen og komme i gang med at filte.

Jeg synes nogen gange det er svært at gøre projekter færdige, for der kommer hele tiden nye ideer, der frister. Og som stadig er nye og spændende og ikke er blevet til rutine og kedsomhed endnu....

En anden ting, der er planer for i denne lille ferie, er haven. Dette er et billede af plante-børnehaven. Det er de butternut- og hokkaido græskar, som jeg såede for en måned siden. De er blevet store nu, og de kommer nu udenfor hver dag for at blive 'hærdet'.


Der er sket rigtig meget i haven de sidste uger. De første storkenæb er sprunget ud....


Og de sidste tulipaner....


Og så skal der bages! Lige nu er der et rugbrød i ovnen. Det dufter dejligt. Det er faktisk noget af det bedste ved at bage selv. Lugten af nybagt brød! Det er bare dejligt. Når det er færdigt, skal der en rabarberkage ind i stedet. For at fejre at det er ferie!


Men nu vil jeg forlade computeren og være lidt sammen med familien. Forberede rabarberkagen. Og dagdrømme lidt videre om hvad de næste fire dage skal bruges på. God Kristi Himmelfartsferie herfra!