Girafstrik

Sidste år var min mellemste på efterskole og ønskede sig rigtig meget at jeg strikkede en oversized mangefarvet sweater med giraffer til hende. Jeg var nok lidt blød og let at overtale, fordi hun jo på en måde var flyttet hjemmefra og jeg storsavnede hende. Nu er sweatermønstre med giraf motiver til 16-årige ikke noget der hænger på træerne, og måske lidt typisk for mig tænkte jeg at 'hvor svært kan det være' og gik bare i gang.

Først fandt jeg et simpelt giraf mønster på nettet. Det var egentlig til sokker, men en giraf er vel en giraf. (Jeg kan desværre ikke linke til hvor jeg fandt mønsteret, for det er jo et år siden - og dengang printede jeg bare en kopi ud, og nu kan jeg ikke genfinde linket. Lidt ærgerligt!)

Så købte jeg tyve nøgler Peruvian Highland i ca ti forskellige farver efter datterens ønsker, dvs forskellige grønne og røde nuancer.

Og så kom vi til det med maskeantal og pindestørrelser og den slags mere matematiske overvejelser, og jeg besluttede mig igen for at 'hvor svært kan det være', og fandt en tilfældig sweateropskrift strikket i Peruvian Highland, valgte samme pindestørrelse som i opskriften - og slog så masker op til en størrelse XL. Og ja - datteren er jo en slank og smækker 16-årig (nu 17-årig...), men hun havde jo udtrykkeligt ønsket sig en meget stor sweater, så det blev så en størrelse XL. Og så gik jeg ellers i gang....

Jeg valgte at strikke sweateren på rundpinde, og det gik faktisk rimeligt hurtigt og var sjovt, lige indtil jeg kom til ærmegabene. Så gik jeg i stå. Sådan HELT i stå. Det der med at sidde med et gigant strikketøj - sådan noget jeg spydigt har omtalt som fire-mands-teltet, når jeg har været allermest træt af det! - og strikke frem og tilbage i flerfarvestrik, det var altså ikke sjovt. Jeg begyndte at strikke fejl i mønsteret på vrangsiderne med jævne mellemrum, og skulle hele tiden trævle op og strikkehastigheden gik bare ned - og det var stort og tungt at sidde med... og jeg hadede det. Og hende den søde, der skulle have sweateren, stortrivedes på efterskolen og kom ikke så meget hjem (ikke så meget, som JEG trængte til) for der var SÅ mange venner, der også skulle besøges i weekenderne, så jeg sad med en kæmpe sweater, der var umulig at strikke og savnede hende helt vildt og blev mere og mere indebrændt. Og så røg sweateren i skammekrogen og har ligger der lige siden. S'gu'.

Efterskoleopholdet er slut nu, og jeg får nu igen opfyldt mit behov for 'datterlig omsorg og opmærksomhed', og nu hvor det igen er blevet sweatervejr, så er girafstrikketøjet kommet frem, og jeg har de sidste aftner forsøgt at strikke på den. Det går stadig galt på nogle af vrangpindene, så der skal trævles op, men jeg prøver på at opmuntre mig selv, så jeg får den strikket færdig! Der mangler strengt taget kun fra ærmegabet og op på ryggen - og så de to ærmer - og ærmerne skal strikkes på rundpinde, så jeg slipper for de der trælse vrangpinde, hvor jeg har en tendens til at vende mønsteret forkert.

Og det hjælper også på strikkelysten, at der nu igen er en, der går og venter på, at den bliver færdig og som forstår at 'heppe' på den helt rigtige måde ved at fortælle mig, at hun glæder sig og synes den bliver rigtig god. Så bliver jeg glad og så ryger der tit lige en ekstra pind....

Samsø luftes

Jeg er simpelthen blevet begavet på det allerdejligste! En af mine meget gode veninder har foræret mig et strik efter eget valg. Jeg kunne simpelthen vælge frit, hvad jeg ville have strikket, og så ville hun strikke det for mig. Det er simpelthen luksuriøst og forkælelsesagtigt på alle måder, og det tog mig noget tid at finde ud af hvad jeg skulle ønske mig. Der er jo mange dejlige strikkede ting rundt omkring...

Efter en del granskning af mange strikkebøger, forretninger, blogge, ravelry og hvor man nu ellers ser strik, så gav jeg faktisk lidt op. Jeg kan jo sådan set godt strikke selv - og jeg kan li' at strikke - og det var super svært at vælge, for nogen af de mønstre, som jeg faldt for, ville jeg ikke bare gerne have, næh, jeg ville faktisk gerne strikke dem selv. Nogen gange er det jo ikke bare sweateren eller vanterne eller hvad det nu er, at man ønsker sig - nogen gange er det også fordi man gerne selv vil sidde og 'lure et mønster' eller arbejde med et bestemt garn, og så er det jo ikke det samme at få det færdige produkt. Og så var der nogle helt andre overvejelser også. Hvad kunne jeg tillade mig at ønske mig? Kunne jeg vælge noget super teknisk svært, som jeg ikke selv orkede? Kunne jeg vælge noget stort eller bøvlet, som jeg ikke selv har tid tid (jeg er jo trods alt nok nærmest skandinaviens langsomste strikker, såeh... tid er absolut en vigtig faktor!) eller skulle jeg måske vælge noget småt, delikat og udfordrende, så det også var sjovt og overkommeligt for Heidi at få det strikket?  Og jeg havde samtidigt lidt dårlig samvittighed forstået på den måde, at det bare føltes forkert at bede om noget, som jeg ikke selv orkede. Kunne jeg være bekendt at bede en anden om at lave det, hvis jeg ikke selv gad?

Så det var altså langtfra nemt at vælge, men pludselig genfandt jeg en pose med lækkert og smukt og grønt Isager garn, som en gang var blevet indkøbt til en cardiganprojekt designet af Anette Danielsen.  Så her var et projekt med lækkert garn, et godt og gennemarbejdet mønster og ikke mindst en beklædningsgenstand, som jeg i den grad manglede, så pludselig var det hele lidt nemmere, for her var noget som jeg virkelig virkelig ønskede - og som ville have meget lange udsigter til at blive færdigt, hvis jeg skulle lave den selv - og hvor jeg antog at mønsteret var så godt og gennemarbejdet, at det ville være en dejlig ting at strikke samtidigt med at garnet også ville være rart at arbejde med. Sådan tænkte jeg. Jeg spurgte om det ville være ok at ønske sig den cardigan - for dels er det jo en lidt større ting at ønske sig,  men derudover så er det en cardigan med en del snoninger. Mange snoninger. Hun sagde heldigvis ja - og har i løbet af utrolig kort tid fået strikket cardiganen færdig, så jeg nu kan holde varmen på de lidt rå og kolde vinterdage, der er ved at komme snigende.

Og nu hvor jeg har fået den, så er jeg ikke blevet mindre taknemmelig. Det er simpelthen en meget smuk og meget lækker og anvendelig cardigan. Og det har været et kæmpe arbejde.
Sådan ganske løseligt og på slump, så er der 100 kabler med snoninger på selve kroppen af min cardigan. Og på hver af disse kabler er der - hurtigt skønnet - ca 30-33 snoninger. Og derudover er der snoninger på ærmerne - igen et slag på tasken 30-25 snoninger pr kabel - og ca 26 kabler pr ærme - altså alt i alt er der lavet omkring 4000-4500 snoninger på min cardigan. Jeg gentager lige. 4000-4500 snoninger....

Det er en meget meget fin gave at få, og jeg er glad og taknemmelig og kommer til at bo i den cardigan denne vinter. Tak Heidi!

I går fik jeg købt knapper til den, og de er blevet syet på. Og i dag har jeg luftet den til en fødselsdagsfest i det dejlige solskinsvejr, og det kom der et par billeder ud af med vildt flyve-hår og skarp sol.

 

 

Bemærk lige alle snoningerne....

 

 



Så nu må det godt blive mere vinter. Jeg er klar. Jeg har både cardigan, varm poncho og varme vanter, så nu kan jeg klare regn og blæst.
 

Nu er det tid til en lille tænkepause!

Jeg fik ikke lov til at beholde min nystrikkede hue i mange splitsekunder. De to ældste teenagere endte med begge at ville have den, så nu er jeg ikke bare hue-løs, jeg er også kommet til at love jeg  vil strikke en hue til Liv, for det var jo Frej, der var blevet lovet den første. (Hvornår mon jeg lærer at holde min mund?)

Huen er blevet god, så jeg kan godt forstå, at de ville have den. Den er tilpas stor og kan sidde på mange forskellige måder - og så giver den ikke mindst lidt varme og ly til ørerne, der ellers godt kan få det lidt koldt på denne årstid. Så jeg må i gang med at strikke en mere. Eller to - hvis jeg også selv skal have en.

 

 

 

 

 

Det er Liv, der er aftenens model, selvom det er storebror'ens hue. Han har så til gengæld siddet med hue på og spillet computer lige siden. Det er vel også en slags måde at fortælle på, at man er glad for sin nye hue??

Det er lidt svært at få gode billeder, når det er blevet buldermørkt, men jeg synes godt man kan se at huen er meget anvendelig, selvom billederne er mørke og man ikke kan se farverne rigtigt. Det bliver rart, når det begynder at blive lysere igen!

En lille strikke-nørdet og god detaljer ved mønsteret er den usynlige opslagning i rib. Jeg var egentlig lidt skeptisk til at starte med. Jeg kan godt li' min normale opslagning - jeg synes dels den er pæn og så går det hurtigt. Den usynlige rib-opslagning tager noget længere tid, og jeg sad sådan lidt og surmulede over at det tog SÅ lang tid (og nej, det tager ikke specielt lang tid - det føles bare længere end 'normalt') mens jeg tænkte 'hvad skal det her gøre godt for?' Men nu hvor jeg har prøvet huen på, så synes jeg det er en fed måde at slå op på. Og det har givet en super elastisk kant, hvad der jo er rigtig dejligt på en hue. Så næste gang jeg skal lave noget i rib, så bliver det nok igen denne opslagning!

Jeg har set, at Janette Millbom nu har mønsteret på huen til salg på Ravelry, og den gode måde at slå op på til en 1x1 rib kan man finde her.

Nu glæder jeg mig til at skulle finde på noget nyt. I weekenden venter en tur rundt i Kbh efter knapper blandt andet, og måske jeg finder inspiration til noget nyt også? Eller måske jeg burde kigge 'lageret' i gennem? Det sidste synes min bank jo nok.... Godt det snart er weekend, så jeg får bedre tid til at tænke og læse og gramse på noget garn... Jeg glæder mig!

Når man ikke kan vælge selv...

Jeg blev ikke spor klogere af min strikkeprøve til Janette's Coir. Jo - jeg fandt ud af at der skulle strikkes på en pind 3½ - og jeg testede den ukendte opslagning, som ikke er spor svær og som giver en fin elastisk kant og som er super til sådan en 1x1 rib kant. Men med hensyn til farvevalget er jeg stadig helt fortabt. Jeg har siddet og fedtet med de forskellige garnnøgler og lagt dem sammen tre og tre og skiftet ud en ad gangen og tænkt længe og talt højt med mig selv (sikkert til stor morskab for de omkringværende teenagere) og ingenting har det hjulpet. Jeg kan ikke finde ud af at vælge tre farver ud,  hvor jeg bare bliver glad indeni og tænker 'ja - det er jo lige sådan den skal være'. Og hvad gør man så?

Joeh.... man kunne jo tage en stribe af dem alle sammen.... Eller man kunne spørge de forhåndenværende teenagere om hvad de synes. Og meget kan man sige om teenagere, men mine af slagsen har i hvert fald for det meste en ret klar og kontant holdning til stort set alt. Så den mellemste teenager har nu bestemt, at der skal strikkes med to grønne nuancer - og at i-corden skal være en meget lys - næsten sølvfarvet - grå. Og det ser også meget fint ud sammen. Det sølvgrå garn sammen med de to grønne garner minder mig lidt om de sidste morgeners rimfrost på græs og buske ude i haven. Det er meget fint at se på.

Nu cirka halvvejs i huen har storebror'en så spurgt til om der mon var nogen, der skulle have huen - og hvornår den eventuelt kunne være færdig. Det tager jeg som et udtryk for at farvevalget er godkendt! Til gengæld må jeg vist strikke en hue mere, hvis jeg selv vil have en også. Men pyt - så kan jeg jo lave den næste multistribet lige som jeg ellers var ved at bestemme mig for med denne her!

Coir - et nyt bekendtskab

Jeg har mindst tusind planer for, hvad jeg gerne vil lave nu hvor 'efterårsponchoen' er færdig. Jeg har dels et par projekter liggende, som jeg vel burde gøre færdige, fordi jeg strikker dem til nogen, der venter - og så har jeg selv brug for en varm sweater eller cardigan og for varme vanter til den vinter, der ligger og venter forude. Plus alt det nye spændende, der er kommet til inden for den sidste tid. Men mens jeg overvejer om jeg skal gå i gang med gamle ufoer eller nye projekter til mig selv, så har jeg lovet at lave en gang teststrik på et nyt mønster af Janette Millbom. Mønsteret hedder 'Coir' og er lige hvad jeg trænger til lige nu: gode tekniske detaljer - f.eks en ny og for mig uprøvet måde at slå masker op på til en ribkant - striber (ja, jeg kan godt li striber!) i gode farver og ikke mindst: et let projekt (efter at have brugt en uge på pinde 8, 12 og 15 og et stort tungt projekt kan man godt trænge til noget lettere, så skuldrene kan komme ned på plads igen!), der kan fungere som tænkepause, mens jeg spekulerer videre over om jeg skal strikke til mig selv eller til forfrosne familiemedlemmer.

Først skal der vælges garn. Opskriften siger Sublime Lustrous Extrafine Merino, men det har jeg desværre ikke lige på lager. Til gengæld har jeg en del forskellige Arwetta'er liggende.

Mange af farverne blev valgt af pigerne, da jeg strikkede vanter til dem for et år siden. Dvs den ene datter valgte farver i efterårsfarver - gule, orange, brune - og den anden datter valgte flere farver i grå og hvide nuancer. Og så har jeg lidt andre rester fra diverse strømper og hvad jeg ellers har lavet i Arwetta i tidens løb. Alt i alt en lidt broget samling.

Garnet er blødt, men samtidigt relativt slidstærkt. Det har næsten den rigtige løbelængde, men jeg er under alle omstændigheder nødt til at lave lidt strikkeprøver, før jeg går i gang, for jeg ved af erfaring, at jeg strikker lidt løsere end de fleste, og jeg skal jo helst ende med en hue, som jeg kan passe!
Det giver mig samtidigt også muligheden for at strikke lidt forskellige farver sammen, så jeg bedre kan vurdere hvilke farver, der skal strikkes i...

Min første ide var at holde huen i grønne nuancer. Jeg kan godt li' grønt, det er jo ikke en hemmelighed. Men da jeg så havde strikket et par striber grønt i strikkeprøven, så kom jeg i tvivl. Pludselig synes jeg det er for kedeligt og 'for pænt'. Så nu er jeg gået i selvsving over hvilke tre farver, der skal vælges. Tre er jo faktisk et meget lille antal, når nu der findes så mange pæne farver at vælge i mellem, og jeg har så svært ved at vælge.... Det skal jeg vist tænke lidt mere over... :)

Efterårsponchoen

Jeg troede jo i min naivitet, at efterårsponchoen, som jeg præsenterede i sidste blogindlæg, ville være lynhurtig at strikke, og at jeg ville være færdig lang tid inden efterårsferien, hvor jeg så kunne gå rundt og nyde min ferie iført ny, varm, smart og vamset poncho. Kom bare an efterårsstorme, tænkte jeg....

Men det var lidt som om mit poncho-strikkeprojekt bare tog meget meget længere tid end jeg havde regnet med. Det startede ellers så godt. Garnet var lækkert. Mønsteret nemt. Jeg havde LYST til at strikke den og nok endnu mere - at den skulle blive færdig, så jeg rigtig kunne bruge den i efterårsferien, hvor jeg skulle besøge venner, være kulturel og gå på museum, hygge med ungerne, tulle i haven, bage en masse kage, strikke og læse... kort sagt: slappe af. Der blev dagdrømt en del om den ferie, og hvad der skulle ske. Men sådan kom det ikke til gå. Ponchoen strikkes på den måde, at det første stykke strikkes med een farve garn og en pind 3. Efter et stykke tilsættes en ny tråd i en anden farve - og pindstørrelsen øges til 5. Efter yderligere et stykke tilsættes en tredje farve og pindstørrelsen øges igen - denne gang til 8. Og sådan fortsættes med yderligere farver til pind 12 og til sidst pind 15. Og hvor maskerne fløj af pindene på pind 3 og 5, så gik det stille og roligt mere og mere langsomt, jo større strikkepindene blev.

Og nu er den færdig - og det er efterårsferien også - men så kan jeg heldigvis have den med mig på arbejde i morgen tidlig, hvor jeg igen skal til at gå mine mange daglige ture mellem Niels Steensens Vej 1, hvor jeg har kontor - og Niels Steensens Vej 6, hvor laboratorierne ligger.

Den er utrolig tæt og varm, og jeg tror den vil kunne holde mig varm i de fleste efterårsstorme.

Jeg har lavet trenser og syet knappe i som opskriften angiver, men jeg er ikke helt tilfreds. På selve opskriften er et billede af en poncho, der kun har en knap, og det ser bedre ud, men jeg tænker jeg lige ser tiden an og finder ud af om det er praktisk at have to knapper... Jeg er jo forfrossen, så måske jeg vil sætte pris på den ekstra knap, når det rigtig stormer og blæser?

Det sidste billede er af Fiberkatten, der lige skulle op og have et kram. Hun har ellers været smæk fornærmet, som kun en kat kan være det, den sidste uges tid efter at Ib - vores lille nye killing - flyttede ind. Heldigvis ser det ud til at de to unge damer er ved at finde ud af at kunne være sammen - og faktisk ovenikøbet kunne lege sammen. Det er rigtig sjovt at se...

Hurtig efterårsponcho til ly mod regn og rusk

Efteråret er godt nok kommet de sidste dage med både blæst og regn, og alle kollegerne og ungerne er forkølede på skift, så jeg har pludselig fået travlt med at fabrikere en ny poncho til mine mange daglige ture frem og tilbage mellem kontorbygningen og laboratoriebygningen. Der er vel 200 meter at gå - og med en hukommelse med så store huller som min, så kan det godt blive til en del gåture ude i kulden og regnen i løbet af en dag, når jeg skal frem og tilbage efter mine glemte læsebriller eller hvad jeg nu har glemt det ene eller det andet sted.

Men så er det jo godt at jeg havde garn og mønster liggende til en ultra nem og varm poncho, som jeg forhåbentlig kan blive færdig med i løbet af en uges tid.

Mønster og garn er fra Karen Noe, købt i en af mine yndlingsgarnforretninger, nemlig Garniture i Middelfart. Jeg besøger den ind i mellem, når jeg er på familiebesøg i Middelfart og omegn - og det er altid inspirerende - og måske også lidt dyrt, fordi jeg altid bliver fristet voldsomt over evne. Jeg går ind for at købe en rundpind og kommer ud med to kilo garn... Men dejligt er det. Jeg faldt fuldstændigt for farverne i denne poncho - det er forskellige blå og grønne nuancer - og jeg har længe haft et stort svagt punkt for grønt.

Garnet er en blanding af merino-silke og shetlandsuld, hvor merino-silken strikkes med hele vejen, og så tilsættes der hver 12 cm en ny farve shetlandsuld samtidigt med, at der skiftes til en større størrelse strikkepind. Den er meget nem at gå til, og det er en fornøjelse at det går så hurtigt. Det er simpelthen det perfekte nu-skal-jeg-stresse-af-strik på de aftner, hvor man ellers bare ville falde om på en sofa. Og en one-size model uden montering (bortset fra to knapper), så hvad kan næsten gå galt?