Sunday, October 13, 2013

Bierne i Oktober

Det er ved at være længe siden jeg sidst har skrevet om hvad der sker i bigården. Det er ikke fordi der ikke er sket noget - der har faktisk været stof til en mindre krimi-serie i otte dele, der kunne have været sendt på DR i den bedste sendetid. Dronninger, der forsvinder på mystisk vis. Dukker op igen. Dronninger, der bliver kuppet og snigmyrdet og søgt erstattet af snigmorderne, hvorefter undersotterne begår oprør og slår den nye dronning ihjel. Krydret med honningrøveri og den slags. Det er nogle meget foretagsomme og 'vi-bestemmer-selv'-agtige familier vi har os der. Det er ikke kedeligt at have et bijob!

Men alt det må vente til DR kommer med et tilbud om en filmatisering :) og i stedet kommer her lidt om hvordan bierne nu er blevet gjort klar til vinteren.

Jeg har før fortalt om, at alle europæiske bier nu er blevet inficeret med en lille snylter, der hedder en varroa mide. For at bifamilierne kan overleve sådan en infektion, er vi nødt til at behandle dem et par gange om året - og her efter at honningen er høstet og inden det bliver alt for koldt er et af de tidspunkter, hvor man traditionelt behandler mod snylteren. Så får man ikke kemikalier i honningen - og det er endnu ikke så koldt udenfor, at bierne tager skade af at vi lukker op til stadet og 'rumsterer lidt rundt'.

Der er flere forskellige måder at behandle bierne på. I store dele af europa bruger man antibiotika, men det skaber mange andre problemer (f.eks resistens) så i Danmark behandler man med myresyre, oxalsyre eller mælkesyrer. Det er stoffer, der i forvejen findes naturligt i bistadet og honningen i meget mindre mængder - og selv om vi behandler med store doser, så kan bierne tåle det, mens miderne altså går til.

På billedet nedeunder kan man se en fordampningskasse. Det er en træramme med plastiklåg, der er sat ind mellem det normale låg (som er taget af på billedet, for at I kan se ind i stadet) og ovenpå den kasse, hvor rammerne og bifamilien er. På den måde skabes der plads til at man kan lægge en plade (en kræmerplade) med myresyre ind. Og plastikken rundt om fordampningskassen hjælper til at myresyredampene bliver inde i boet og ikke damper ud.
Selve pladen med myresyre ligger også i plastik med store huller i. Jeg gætter på, at det er for, at man kan håndtere pladen uden at få en masse myresyre på hænder/handsker. Og hullerne er selvfølgelig for at dampene kan komme ud og slå miderne ihjel.  
Kræmerpladen ligger ikke direkte ovenpå tavlerne, men er lagt ovenpå et par træstokke for at hjælpe til at skabe cirkulation i tavlen, sådan at myresyredampene kan blive fordelt i hele boet og ikke kun henover præcis det sted, hvor tavlen ligger. Den skal ligge i stadet en uge (eller to) inden den bliver fjernet - og derefter skal bierne egentlig bare have lov til at have fred og ro indtil næste forår.
Kigger man ned på tavlerne i boet nu, så ser man at de alle er fyldte med en blanding af det sukker, som vi har fodret med efter at vi høstede honningen, og så noget honning og lidt pollen, som bierne har indsamlet efter honninghøsten i august. Jeg så faktisk flere bier, der havde store lysorange 'pollenbukser' på, men jeg kan ikke regne ud hvad det er for en blomst at de har hentet pollen fra. I min egen have er der godt nok et helt bed med blomster, som de er meget meget glade for, men som jeg ikke tror giver lys-orange pollen? Der er nemlig sået honningurt i det gamle jordbærbed - og de blomstrer nu. Det er den lyse-lilla stribe i højre side af nedenstående billede. Honningurt er ikke bare en rigtig god biplante - det er også en god efterafgrøde (= holder jorden (næsten) fri for padderokke og skvalderkål, som jeg ellers har så meget af i min have - og så skulle den ovenikøbet have jordforbedrende egenskaber ifølge økologerne. Noget med at kunne kvælstof gøde jorden...)

Og så er den ovenikøbet pæn, når den står det og næsten lyser ved siden af bærbuskene med deres gule efterårsfarver.
Og der er faktisk et mylder af bier i blomsterne, hver gang der er lidt sol... Det er lige før man glemmer det snart er mørkt og koldt og vådt og vinter på sådan en dag! :)



Sunday, October 6, 2013

Felt United

I går mødtes en del af filterne fra hovedstadens husflid til fællesfilt hos mig i anledning af den internationale filtedag - Felt United. Hvert år på denne dag mødes filtere over hele verden og filter over et fælles tema for at skabe opmærksomhed omkring filten som kunstart og som kreativ proces - men også for at hygge sammen og inspirere hinanden. Nogen steder bliver der også arrangeret udstillinger eller workshops - men fælles for alle er, at der bliver taget en masse fotos af kreationerne, og at disse vil kunne ses her.  

Årets tema var VAND. Vi havde på forhånd diskuteret hvad i alverden man kunne filte, der havde noget at gøre med vand. En udstilling med filtede fisk - f.eks på Den Blå Planet - eller en samling af regndråber eller noget helt tredje. Og det endte selvfølgelig med at blive noget helt tredje. Danmark på denne årstid er jo normalt ret regnfuld, så vi associerede derfra til de uundværlige gummistøvler og en paraply....
Så vi startede med at skrælle en paraply.
Det blev diskuteret farver... Hvad vil se godt ud sammen og hvad har vi nok af?
Filtet lange tynde sorte rør, der skulle på paraplyens stænger.
Filtet sort beklædning til paraplyen.
 Filtet orange 'dobbelte' gummistøvler.
 Ib holdt øje med det hele. Så mange ukendte mennesker på en gang!
Der kom en sol på den ene gummistøvle. En sol kan man jo godt have brug for, når man går vinteren i møde, ikk?! :)
 Indendørs sloges de med hvordan paraplyen skulle holde balancen, mens de betrak stiverne.
 Og Laila filtede og filtede for at lave klædet til paraplyen.
Det er noget pillearbejde at få rørene på stiverne.

 Klædet er nu så sammenhængende at det kan 'æltes'.
Udenfor bliver støvlerne rullet i en gammel bambusmåtte.
Klædet blev forsøgsvis lagt over paraplyskelettet. Det ligner lidt sådan en yndig gammeldags solparasol med flæsekant.
Kirsten er kommet indenfor med de 'dobbelte' gummistøvler. De skal nu klippes over, så de bliver til 'enkelte' støvler. Da Kirsten begynder at klippe kan man se, at de er lavet af to farver uld. Meget fin effekt!


De filtede gummistøvler bliver trukket over på rigtige gummistøvler, og de filtes færdige nede i køkkenvasken.
Laila filter stadig. Der skal ret meget sort klæde til sådan en kæmpe paraply!
 I mens bliver de filtede gummistøvler beundrede og fotograferede.

Ib følger stadig med rundt for at se hvad der foregår. Her var den en balje med sæbevand, der skulle undersøges. Hun faldt ikke i, men det så ellers sådan ud en overgang!
Paraplyen skal også med på billederne...

Til sidst tilsættes en grøn filtespand og et par forsøg på filtede regndråber for at få lidt flere farver på billederne.

Det var en rigtig god dag. Sjov og lærerig og fantastisk selskab! Tak for det! :)

Wednesday, October 2, 2013

Julevante-projektet

I virkeligheden skulle jeg jo have ryddet op og afsluttet nogle projekter i stedet for at starte nye op. Men det må vist blive en anden dag... i et andet liv.... I dag har jeg nemlig bejdset en masse garn - sådan noget i retning af halvandet kg - så det er klar til en gang farveladeleg i weekenden. Halvandet kg lyder måske ikke af så meget, men når en stor del af det er på nøgler og derfor skal haspes ud på fed først - og man derudover kun har en almindelig suppegryde til at bejdse i, så bliver det faktisk til et lidt længerevarende projekt.

Men det var et hyggeligt projekt. Dels fordi der er en egen ro over at haspe garn. Jeg kan ikke stresse, mens jeg hasper garn. Det er et projekt, der tager den tid, som det nu engang tager at haspe. Der kommer en rytme i arbejdet og en ro på, som er god når man ellers ind i mellem har lidt for travlt. Og mens der haspes og senere bejdses, så kan man jo drømme om hvad garnet skal farves med - og hvad det i sidste ende skal bruges til.

Det der med farverne er desværre ved at være lidt begrænset, for det er jo blevet noget koldt og efterårsagtigt. Det er simpelthen høje tid at få farvet det garn inden alle brugbare planter er visnede ned! Og det er ret sikkert, at jeg ikke længere kan få farvet mere garn i de samme farver, som huerne blev farvet i.
Men jeg ved et sted hvor der stadig står nogle gyldenris, der ikke er helt afblomstrede endnu. Det skulle gerne kunne give farve nok til nogle flotte gule vanter til Frigg. Ikke langt derfra er der en grøftekant, der har været slået for en måneds tid siden. Og på forunderlig vis så er der nu nyspirede brændenælder og rejnfan i blomst - hvad der henholdsvis skulle give en fin lysegrøn og en orangegul farve. Og sidst men ikke mindst så har jeg nu fundet tre forskellige valnøddetræer og en mindre egeskov i gåafstand fra hvor jeg bor, så der er også mulighed for at farve to forskellige brune. Så mon ikke julevanterne er reddet? :)  

Saturday, September 28, 2013

Solskinsmodellen :)

Et par hurtige billeder af den færdige hue i anledning af, at jeg har en model ved hånden! Og fordi det er solskin, og man derfor er nødt til at komme ud i det allerdejligste vejr og nyde det, inden det bliver rigtigt efterår og rusk og regn, og man rent faktisk får brug for huen.....



Så nu er huerne klar til årets pakkekalender, og jeg skal til at have fundet passende vanteopskrifter og garn frem. Det glæder jeg mig til.... Det er altid hyggeligt at surfe efter opskrifter....


Det kan hurtigt blive koldt på ørerne!

Med tre unger er det en god ide at starte pakkekalenderplanlægningen i god tid. Jeg ved det af dårlig erfaring. Og specielt hvis man, som jeg, har en eller anden mere eller mindre realistisk og mere eller mindre idealistisk ide om at de ikke bare skal have slik. Men nu får jeg se hvor meget idealerne holder til i år og hvordan virkeligheden ser ud, når vi kommer til 1. december. Der er heldigvis et par måneder til endnu.

Foreløbigt har jeg besluttet, at der skal huer og vanter i pakkekalenderne i år. Det giver mig dels mulighed for at få brugt noget af mit plantefarvede garn (så jeg kan få en god grund til at farve mere!) - og så er det faktisk ret hyggeligt at sidde og nørkle med den slags småprojekter. Man kan snildt nå en hue på en aftens tid, når det foregår på pind 8...

Jeg har fået den grønne farve ved at farve anden gang i et farvebad lavet på tagrør. Første farvning gav en meget mere kraftig, nærmest flaskegrøn, grøn. Helt anderledes end denne mere sarte og støvede grønne. Jeg synes det er sjovt, at der kan komme to så forskellige farver ved at farve med den samme plante.

Selve huen strikkes i forskudt rib. Vældig enkelt og hurtigt. Otte pinde med 2x2 rib, og så forskydes mønsteret på pind 9, så der strikkes ret over vrang og vrang over ret... og dette gentages så indtil man synes huen har en god størrelse.

Men nu må jeg hellere se at få strikket færdig, så der kan komme vanter på pindene i stedet. God weekend til Jer, der læser med! :)


Tuesday, September 24, 2013

Den lille kemiker

Der var mere farve i farvebadet i går, så da det var kølet ned, kunne jeg ikke dy mig for at komme mere garn i - denne gang nok omkring 40 gram - varmede det hele op igen - og efter en halv times tid var det helt tydeligt at al farve var blevet bundet til garnet. Så tog jeg garnet op, det blev skyldet grundigt, fik en sjat eddike - og blev så hængt til tørre. I dag ser det sådan her ud..... Det er farveprøven fra første farvning, der ligger ved siden af og ser meget 'voldsom' ud i sammenligning med den nye farvning.


Det blev en fin blød lyslilla-lyseblå. På billedet ser garnet lidt broget/plettet ud, men det er vist refleksioner fra drivhuset ved siden af? Garnet er i hvert fald fint ensfarvet at se på og så har det en farve, som jeg ikke har set fra andre planter, så det var et rigtig fint og sjovt eksperiment.

Apropos eksperiment: Inden jeg farvede anden gang, tog jeg en lille smule farvebad op i et æggebæger.
Jeg ville nemlig se, om jeg kunne genskabe den smukke røde farve, som mit ekstrakt fra alkannaroden havde haft til at starte med, hvis jeg ændrede på surheden af ekstraktet. Så jeg forsøgte mig med vineddike (det stod nemlig meget passende lige ved siden af), men det fik ikke farven til at skifte.
Så fandt jeg en flaske 32 % eddikesyre og forsøgte med det, men det ændrede heller ikke på farven (til gengæld fik jeg afkalket min elkogekande ved samme lejlighed!).
Så gik jeg på jagt efter noget basisk, men kunne ikke finde noget. Det er jo trods alt begrænset hvad en almindelig husholdning ligger inde med af kemikalier...
Så det lykkedes mig ikke at finde ud af om farveskiftet fra smuk rød til smuk lilla skyldtes en ændring i pH eller fordi jeg ved en fejl kom til at koge på ekstraktet, da jeg farvede første gang. Til gengæld ved jeg nu, at jeg godt kunne finde på at farve med alkannarod, hvis jeg får fat på det igen. 

Monday, September 23, 2013

Alkanna

I forbindelse med at vi for en lille måneds tid siden blev omstrukturerede på mit arbejde, så fik jeg jo nye kolleger. Og da vi i sidste uge var på et 'nu-skal-vi-lære-hinanden-at-kende-arrangement' fandt en af mine nye kolleger ud af, at jeg plantefarvede... Næste dag kom hun med en lille pose med 'alkannarod' til mig. Det er en rod, der farver rødt, og den har været brugt siden antikken i området omkring stillehavet til at farve fødevarer og kosmetik, men tilsyneladende har den ikke været brugt til at farve stof eller garn med. Da jeg læste mere om den, så fandt jeg ud af at det røde farvestof er uopløseligt i vand, og at man bruger olie eller alkohol til at udtrække farven med. Så gav det jo lidt mere mening, at den ikke traditionelt har været anvendt i forbindelse med stof- eller garnfarvning, for man har jo ikke lyst til at få olie på sit tøj/garn - og mon ikke det har været anset at være for dyrt at anvende god alkohol på at farve rødt?

Men selvfølgelig blev jeg lidt nysgerrig for om det rent faktisk kan lade sig gøre at farve med den... 

Først kom jeg den tørrede rod (ca ti gram)  i en flaske med lidt hospitalssprit (ca 200 ml) i og lod det trække i tre dage. Og der kom virkelig den allersmukkeste røde farve! 
Farven virkede meget mørk i flasken, så jeg kom et par dryp på en vatrondel for bedre at kunne se den røde farve. Jeg synes virkelig, det er en meget smuk rød.

Jeg hældte ekstraktet over i en gryde, kom ca 6 gram alunbejdset uldgarn i og tilsatte så meget vand at garnet kunne flyde frit i gryden. Her skiftede farven på opløsningen fra rød til violet. Sådan lidt en farve i retning af rødkål. Så vidt jeg kan læse mig til, så skyldes farveskiftet, at pH skifter i opløsningen, men hvorfor pH skifter, når jeg tilsætter vand, kan jeg ikke lige gennemskue.

Så blev opløsningen langsomt varmet op. Jeg ville egentlig ikke varme det for meget, for jeg ville gerne undgå at alkoholen dampede af, men det kom desværre meget meget hurtigt til at koge. S'gu da også! Så kunne jeg jo bande lidt over det. Farven skiftede nemlig til dyb violet, nærmest sort violet. Auberginefarvet er måske det rette ord?



Men selv om det ikke blev en rød farve, at jeg fik ud af mit første lille eksperiment, så er jeg egentlig ret godt tilfreds. Jeg kan godt lide den dybe lilla farve, som jeg fik lavet, og det var rigtig sjovt at prøve at eksperimentere med en farve, der ikke var vandopløselig. Når farvebaddet er kølet ned igen, så tror jeg, at jeg prøver med endnu en farveprøve. Måske det kan lykkes at farve rødt, hvis bare jeg kan styre temperaturen?Eller måske det bare bliver en lysere lilla? Eller måske jeg kan få farven mere rødlig, hvis jeg ændrer på pH i opløsningen - f.eks tilsætter lidt citronsaft? Det skal i hvert fald afprøves! Det er jo sjovt at eksperimentere! :)