Sunday, July 14, 2013

Kattekravlegård

Vi skal have håndværkere hele næste uge. Og iblingerne er ved at være så store og gode til at tumle omkring, at det er praktisk at have styr på hvor de er, så de ikke kommer til skade eller bliver lukket inde steder, hvor de ikke skal lukkes inde - eller hvad der nu kan ske med nysgerrige små killinger.

Så nu er der lavet en fin kattekravlegård på Friggs værelse, så vi ved, hvor de er, mens der renoveres hus...
Kravlegården er lavet af et par krydsfinerplader - vel cirka en halv meter høje - der er skruet fast i to vægge, så de ikke vælter. Ib kan sagtens springe over siden på kravlegården, men killingerne er nødt til at blive hvor de er. Men der skulle også være alt, hvad de har brug for lige nu. Den kasse, som de har boet i, siden de blev født. Plads nok til at tumle - og til at besøgende mennesker også kan være der uden problemer. Et blødt tæppe at putte på. Et kradsebræt med indbygget gemmested. Og en vandskål, så de kan øve sig lidt i at drikke på den måde. Det varer ikke længe før de skal til at have andet mad end modermælk, og det er jo fint at have øvet sig lidt...
Kradsebrættet skulle straks undersøges, for det var helt nyt og spændende. Halfdan gemte sig straks i krogen, mens Vincent sad og så lidt tøvende ud. Måske det føltes lidt farligt? Eller bare var uvant at træde på?
Men så kom Ib og viste hvad man bruger sådan et kradsebræt til!
Halfdan forsøger sig også...
Men Vincent synes det er sjovere at kravle rundt på krumningen.
Og trille kan han også. Lige ned til Halfdan, der gerne vil lege.
Og så går den vilde jagt...
...lige indtil det er tid til en lille lur....

Måske jeg skulle lade mig inspirere til en lille middagslur også ovenpå al den aktivitet? Eller en kop eftermiddagskaffe og en enkelt pind på renaissance sjalet? Det er i hvert fald tid til en pause...

No comments:

Post a Comment