Wednesday, January 1, 2014

Rugbrødsguffere

I dag var ikke bare dagen derpå, men også sidste feriedag for nogen af os. I morgen 'truer' der både en arbejdsdag og en skoledag, og vi (Frigg og jeg) måtte ved frokosttid pludselig indse, at der faktisk ikke var så meget madpakke-egnet i køleskabet - og slet ikke noget, der var særlig vegetar-venligt. Og vi var trætte og maste ovenpå en dejlig nytårsfest, og var måske derfor ikke i det helt store humør til at brase, stege og bage...

Heldigvis havde jeg sat en helt almindelig rugbrødsdej over i går (Det må have været min underbevidsthed, der allerede der havde spottet, at der forude ventede madpakker, der skulle smøres?!), og den tog vi 3 dl dej fra. Så tilsatte Frigg et par store håndfulde mandler og hasselnødder og en hel masse tørrede tranebær til rugbrødsdejen (det er Friggs yndlingsvariant. Man kan sagtens komme andre tørrede frugter som abrikoser, figner, dadler eller rosiner i - og andre eller slet ingen nødder). Jeg kom også 1 dl havregryn i - og en klat honning (nok cirka 2 spiseskefulde af vores egen faste sensommerhonning) - og det hele blev rørt grundigt rundt. Vi lagde klatter af denne rugbrødsgufferdej ud i papirsmuffinsforme (men det fungerer faktisk lige så fint på almindeligt bagepapir - dejen er fin og fast, og løber ikke ud) - og så bagte vi den ved 180 C i 20-25 minutter.


Det giver nogle lidt hårde brød, der smager rigtig dejligt, og hvor der skal tygges en del på grund af alle nødderne og mandlerne. De er rigtig gode i madpakken, for de 'smatter ikke ud' - og man kan sagtens spise dem med een hånd, mens man laver noget andet (indsæt selv: leger fange/spiller fodbold/tegner/skriver sms'er/...). Det er ret smart, faktisk....

Og nu hvor der er styr på madpakkerne til i morgen, så vil jeg tulle tilbage til min sofa og strikke lidt videre. Mens der er tid.... :)

Monday, December 30, 2013

Vanter, vanter, vanter....

Jeg havde oprindeligt en plan om at lave flere blogindlæg med billeder af nogle af de forskellige vanter, som jeg strikkede til diverse pakkekalendere og julegaver af mit hjemmefarvede garn - og med lidt om hvordan og hvorfor de enkelte vanter blev lavet og måske en enkelt vanteopskrift. Men sådan skulle det ikke gå, for min gode gamle computer 'døde', og så kom bloggen til ufrivilligt at ligge stille en tid.
I dag har jeg så fået en ny computer, så nu kommer alle vantebillederne i et og samme blogindlæg, så jeg kan få 'ryddet op' og komme videre. :)

De første billeder er af Friggs vanter. Hun vidste godt, at hun ville få vanter i kalendergave, og hun ville gerne have broderet røde hjerter på dem. Hun tegnede derfor et hjerte til mig som jeg kunne bruge som skabelon. Det klippede jeg ud og satte på vanterne, og broderede så uden om det med forskellige røde farver.





Hendes storesøster skulle også have vanter i pakkekalenderen. Og hun ville gerne have broderet snegle på sine.... Jeg forsøgte et par gange, men endte med at give op. Det er altså svært at brodere en vellignende snegl! I stedet lavede jeg min egen 'frihåndsbroderede' version af et snefnug på den venstre vante - og så en masse 'småfnug' på den højre.

Hun blev heldigvis glad nok for vanterne, selv om der jo er et stykke vej fra snegle og så til snefnug!





De sidste vanter (som jeg har billeder af, suk) blev dekoreret med strikkede blade, som jeg lærte at strikke af Charlotte Kaae. De blev ret fine og vellignende - og måske specielt de flerfarvede blade synes jeg blev meget gode. Der gik nogen tid med at flytte rundt på bladene og diskutere med mig selv om der skulle være symmetri på vanterne eller ej, og om der skulle være to eller tre blade på hver vante - og hvilke farver bladene skulle have, og om der skulle broderes grene på. Nå ja - og om jeg skulle beholde dem selv eller give dem væk i julegave....

Tuesday, December 10, 2013

Aarhus

Forrige weekend gik turen til Aarhus. Anledningen var en vens fødselsdag, men i stedet for at drøne frem og tilbage som vi ellers plejer, så lod vi ungerne være alene hjemme og tog denne gang en ekstra overnatning i Aarhus og fik sådan en slags kærestetur ud af det. Det var stærkt vanedannende at kunne sove længe og bagefter at tulle rundt i byen og se på voksenting af den slags, som selv store børn ville kede sig ihjel over. 

Og der var mange ting at kigge på. Lige fra grafitti til anderledes julebukke, knap-smykker og skønne keramik ting (Jeg fik desværre rystet de fleste keramikbilleder! Jeg må have rystet på hænderne af bar' begejstring! Men prøv at se Trine Tofts muffelbrændte heste her. To af dem bor nu hjemme hos mig. :)) 





Nå ja - og så var jeg også på besøg hos Tøndering strik... der er godt nok meget dejligt garn der.... Jeg havde egentlig pålagt mig selv et garn-indkøbs-forbud (grundet penge- og pladsmangel!), men havde absolut ingen selvdisciplin og kom derfra med både garn og opskrifter. Så nu er jeg nødt til at få gjort nogle af de ufærdige projekter færdige, så jeg igen kan åbne skabene i gangen uden lavinefare.... Godt det snart er juleferie!
Vi fandt også en Vinyl Rock Cafe med virkelig mange fine gamle lp'er. Der var vi også nødt til at gøre holdt. Og pludselig var dagen gået, og vi havde kun nået en brøkdel af hvad der stod på 'ønskelisten' over ting vi skulle se eller gøre. Men så er der vel ikke andet for end at vi må på 'kærestetur' til Aarhus en gang mere?

Saturday, December 7, 2013

Kvædelikør

Det her er en af de lidt utraditionelle juleforberedelser i år. Ja, egentlig er det eneste julede ved det, at der kommer til at ligge et par enkelt flasker af dette fluidum under juletræerne i år. Fordi der er et par mænd i min familie, der er utroligt svære at finde på gaver til. De har ingen ønsker og ingen hobbyer af den slags, der er nemme at købe noget til, og hvad stiller man op med den slags? Giver dem strømper, neutrale t-shirts eller et strikket halstørklæde? Ikke i år. I år får de kvædelikør - og forhåbentlig bliver de gladere for det end for en stabel strømper!

Det er ret let at lave.



Man tager en stjerneanis og en stang kanel. Skærer nogle kvæder i kvarter (har du ikke selv kvæder, så er der sikkert en nabo der har - der er ikke mange i Danmark, der bruger deres kvæder, så det er ikke en frugt der normalt er rift om!) og lægger kvæder, kanel og stjerneanis i et glas, hælder vodka over så det dækker og skruer låg på og lader det trække. Efter en uges tid eller to er vodkaen blevet fin gul - og det dufter dejligt. Og det bedste af det hele er næsten: der er styr på to julegaver mere! :)

Friday, December 6, 2013

Egetræ

Det er jo blevet rigtig vinteragtigt, mørkt, blæsende og koldt, og som om det ikke var nok, så har jeg forbistret ondt i mine arme, skuldre og hænder, og har nok allermest lyst til at begrave mig under en dyne. Det er rigtig fristende faktisk! (Så kan I vække mig igen, når det er blevet lysere og varmere!) Men det går jo nok ikke, så i stedet har jeg fundet de tynde pinde frem og et nøgle garn og slået op til et par håndledsvarmere, der om kort tid skal varme mine håndled.

Jeg har egentlig slet ikke tid til at have ondt lige nu. Det er jo december, så der er honningkager, der skal rulles, udstikkes og bages (når nu man har egen honning, så skal der da laves rigtige honningkager til jul, ikke?), og vanter og andre julegaver, der skal strikkes færdige, og meget mere som 'jeg burde burde' for nu at bruge et Benny Andersen citat. Men i stedet for at stresse over alt det jeg ikke når, så tager jeg altså en hygge-pause med noget småstrik, der fornøjer - og som forhåbentlig om kort tid også lindrer. Og mon ikke alting løser sig af sig selv, mens jeg strikker? Jeg tror godt, jeg kan finde en frivillig til at lave konfekt og brunkager i hvert fald. Det bliver nok sværere at få støvsuget! :)  

Wednesday, November 13, 2013

Julegodtegarnet pakkes

I weekenden pakkede jeg det sidste plantefarvede garn. Noget skulle have labels på og sendes til Bornholm, hvor Heidi vil finde gode hjem til det. Andet skulle bare i kurve og venter nu på at blive strikket til julegaver og den slags. For sjovs skyld tog jeg billeder af kæmpekassen undervejs. Det var simpethen sjovt at se de forskellige farvekombinationer... 




De næste billeder er 'af mit eget' garn. Altså det, der skal bruges til diverse vanteprojekter og den slags. Jeg håber sørme min familie kan li' røde og gule farver! :)


Garnet til højre er 'vantegarnet'. Garnet til venstre skal jeg se om ikke jeg kan strikke huer af. Det er blødt, totrådet og sådan lidt 'loddent' i det. Jeg tror det vil give dejligt varme huer, der ikke kradser.... Jeg skal bare lige have fundet på et passende mønster!

God onsdag til Jer! :)

Sunday, November 10, 2013

Paradisæblelikør

Jeg gjorde et rigtig godt bytte forleden. Jeg gav en pose paradisæbler fra haven til en ven, og en-to uger senere fik jeg denne fine gave retur:
Den fineste gamle sodavandsflaske med noget, der nok ligner rød sodavand, men bestemt ikke er det. I hvert fald er det så en slags 'voksensodavand'! Mine paradisæbler var blev skåret i kvarter og lagt i en syltekrukke. Så kom der en kop sukker på og det hele blev overhældt med vodka. Det har så trukket en uge eller to, inden det blev filtreret og lidt af det kom retur til mig. Jeg har prøvesmagt det, og det smager meget dejligt, men ikke så meget af æble som jeg havde forventet, men derimod giver det mindelser om mandler og kirsebær. Meget lækkert! Måske det kan bruges til julens risalamande? Både farve, duft og smag vil passe fint til julemiddagen.

Flasken er en gammel Carlsberg flaske med patentprop. Jeg har aldrig set sådan en gammel flaske før og blev lidt overrasket, da jeg så nærmere på proppen. Jeg synes egentlig, den er lidt fin - jeg tror, den må være fra før 2.verdenskrig, hvor det blev 'umoderne' at bruge det gamle soltegn.
Jeg overvejer nu, om jeg skal lave en portion paradisæblelikør selv, købe nogle (nye) flasker og så give paradisæblelikør som julegave i år? Jeg kan egentlig godt li' tanken om at give noget hjemmelavet og noget, der ikke bare kan købes færdigt... Det vil jeg lige tænke over! :)