Friday, December 6, 2013

Egetræ

Det er jo blevet rigtig vinteragtigt, mørkt, blæsende og koldt, og som om det ikke var nok, så har jeg forbistret ondt i mine arme, skuldre og hænder, og har nok allermest lyst til at begrave mig under en dyne. Det er rigtig fristende faktisk! (Så kan I vække mig igen, når det er blevet lysere og varmere!) Men det går jo nok ikke, så i stedet har jeg fundet de tynde pinde frem og et nøgle garn og slået op til et par håndledsvarmere, der om kort tid skal varme mine håndled.

Jeg har egentlig slet ikke tid til at have ondt lige nu. Det er jo december, så der er honningkager, der skal rulles, udstikkes og bages (når nu man har egen honning, så skal der da laves rigtige honningkager til jul, ikke?), og vanter og andre julegaver, der skal strikkes færdige, og meget mere som 'jeg burde burde' for nu at bruge et Benny Andersen citat. Men i stedet for at stresse over alt det jeg ikke når, så tager jeg altså en hygge-pause med noget småstrik, der fornøjer - og som forhåbentlig om kort tid også lindrer. Og mon ikke alting løser sig af sig selv, mens jeg strikker? Jeg tror godt, jeg kan finde en frivillig til at lave konfekt og brunkager i hvert fald. Det bliver nok sværere at få støvsuget! :)  

No comments:

Post a Comment